Prøv avisen

Egoisme trives bedst i fællesskab

KULTURKAMP: - Marxismen lever i bedste velgående, men ingen vil indrømme det. Det er blandt andet det, kulturkampen går ud på at afsløre, siger lektor, dr.phil. ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Hans Hauge

Ved Hans Hauges sommerhus går der en flok køer på en mark. Dem betragter han af og til. De går fra den ene ende af marken til den anden for så måske at vende om og gå tilbage. Hvis en enkelt ko kommer til at blive hængende lidt for længe og ikke når at komme med på tilbagevejen, får den en vældig fart på, når den opdager det, og skynder sig tilbage til flokken.

Hvis Hans Hauge skulle vælge et dyr at identificere sig med, blev det med garanti ikke koen, han valgte. Han er ikke et flokdyr. Når han skal beskrive de mennesker, der deltager i debatten om, hvad statsministerens startskud til en kulturkamp bør føre med sig, sammenligner han med vilde katte.

- Det er svært at skyde på dem. De går i hver deres retning og er en meget broget skare. Mange af dem, jeg kender, er både antikirkelige og antireligiøse. Mange har intet til fælles med hinanden, men er enige om at være imod, siger Hans Hauge.

Og imod betyder imod de kulturradikale, imod nymarxister. Ifølge Hans Hauge er det helt forfejlet at tro, at den nye kulturkamp er en debat, der er trukket frem af fortidens gemmer.

- Hvis nogen tror, marxismen er død, tager de fejl. Al ny teori i USA og England er klart marxistisk. Ingen indrømmer det, men kampen går ud på at afsløre det. Og så vidt jeg ved, har SF ikke opgivet at afskaffe kapitalismen, men de siger det bare ikke.

Det andet aspekt er forholdet mellem den stærke stat overfor individet.

- Den socialdemokratiske ånd er sevet ud i alle kroge af det danske samfund, og den kan kun trives i en stærk stat. Det er den langsomme udryddelse af det civile samfund, som skete i løbet af 1990'erne, hvor det statslige system satte sig på flere og flere områder og regulerede mere og mere. Det statslige rum skubbede sig længere og længere ud, og valget, hvor Fogh kom til magten, kan godt opfattes som samfundets reaktion mod den overregulering. Der er ikke tale om at fjerne staten, men måske om et forsøg på at få den til at skrumpe lidt ind.

»Forpligtende fællesskab« er et udtryk, der får det til at gyse i Hans Hauge.

- Egoisme trives bedst i fællesskab. Man kan ikke være egoist, hvis man er alene. Fællesskabet udelukker jo altid nogen og er et magtinstrument. Det er jo den klassiske position med individer, som er en del af et større hele, og individet, som er udeleligt. Vi har altid kæmpet for individualismen - Luther løsrev sig fra det katolske fællesskab, Grundtvig talte for frie kirker og sognebåndsløsning. Vi har jo igennem historien villet løse os fra de forpligtende fællesskaber, vi var i. Det er derfor, vi ikke vil have tvangsægteskaber. Jeg mener ikke, mennesket er et fællesskabsvæsen. Staten skaber fællesskaber og sætter de fælles værdier. Derfor er den nye lov og orden-politik en del af kulturkampen, for det sikrer jo individualiteten, at du ikke er nødt til at beskytte dig ved at være med i en gruppe. Det er en anden måde at bruge det statslige system på, siger Hans Hauge.

Hans Hauge er helt med på, at Anders Fogh Rasmussens manen til kulturkamp er en fiks idé. En fiks idé i ordets bogstaveligste betydning og udtryk for, at politik ikke kun handler om økonomi.

- Men Nyrup gjorde jo det samme, han gjorde bare politik til en moralsk kamp mellem gode og onde. Da hed det ikke kulturkamp, men moralsk kamp. Den daværende regering udgav et skrift, der hedder »Værdier i virkeligheden«, og de førte da »værdikamp«, så det battede, men der var bare ingen, der opdagede det. Lærerforeningen og regeringen delte værdier, og så var der jo ingen kamp. Ligesom Kulturministeriet og kunstnerne delte værdier. Kirkeministeren og kirken delte værdier, så her var heller ingen kamp. Men nu er alliancen brudt. Og Danmark er så lille et land, at der kun er plads til ét synspunkt, én retning, der bestemmer over det hele. Derfor får debatten det præg af enten eller. Enten er man enig med magten, eller også er man ikke.

Og magt har regeringen.

- Det er jo helt enestående, at vi ikke har en mindretalsregering, og at de radikale ikke har magt. For første gang siden 1920 kan man gennemføre det, man vil, og det skræmmer jo alt og alle. Men man er politisk klog nok til ikke at inddrage skoleområdet, for sæt man nu ikke var ved magten om 2-3 år. Skolen burde jo være det sted, hvor værdikampen blev ført, men så langt har man alligevel ikke turdet gå. Værdikampen foregår på kirkens og kunstens område.

- I 1990'erne talte man om religionens genkomst, og alle var enige om, at der var en større åbenhed overfor det åndelige, religiøse og kirkelige, og der var ro på hele det område i 1990'erne. Den åbenhed for det religiøse førte til kulturradikalismens genkomst som modvægt. Brandes-selskabet og Københavns Universitet foranstaltede i 2001 forelæsningsrækken »En kulturradikal udfordring«, hvor alle tropperne var på plads - Rifbjerg og Jørgen Knudsen for eksempel. Hovedfjenden var overtro, metafysik og kristendom, og man insisterede på en ny oplysningstid, en ny fornuftstro. Derfor er kulturkampen også religionskritisk. Men fronterne var kridtet op før Fogh kom til magten med postmoderne religiøse på den ene side og en ny rationalisme på den anden, siger Hans Hauge.

Hans Hauge mener, at kulturkampen handler om magten til at definere, hvad der er virkeligt. For eksempel går den ud på at få fjernet opdelingen i højre- og venstreorienteret, som ifølge ham er en venstreorienteret opfindelse. Den skal ændres fra »enten-eller« til »både-og«. Men Hans Hauge benytter selv opdelingen.

- Man er nødt til at tage udgangspunkt i den og langsomt ændre den indefra. Jeg betragter ikke mig selv som højreorienteret. Jeg betragter SF'ere som konservative og reaktionære. De vil bevare det, som er. Men er man imod SF, er man pr. definition højreorienteret. Det vil jeg ikke være med til, for jeg er ikke neokonservativ. Sådan vil jeg selvfølgelig blive opfattet, selv om jeg mener, at det er mig, der er progressiv. Mange, som tidligere var markante antimarxister, har skiftet rolle i dag. Det gælder Tøger Seidenfaden, som engang var et reaktionært hoved, som alle marxister klagede over, David Rehling, Birthe Rønn Hornbech, Britta Schall Holberg og Mimi Jacobsen for eksempel. I 1990'erne var det de gamle marxister, der blev kristne eller borgerlige, i dag er det tidligere borgerlige, der ryger over på venstrefløjen.

Det nye ved vores tid er ifølge Hans Hauge, at det politiske er blevet postmaterialistisk, og man stemmer efter værdier.

- De kulturradikale siger selv, at de var en oppositionsbevægelse i 20'erne, 30'erne og måske 40'erne, men efterhånden blev kulturradikalismen den dominerende måde at tænke på. De kulturradikale er klassiske modernister, der tror på oplysningstiden. Men nu mener de selv, at de er ved at tabe til postmodernisterne, og man kan godt lave kulturkampen til en kamp mellem modernister og postmodernister. Det er ved at indgå i den politiske debat, når man kalder EU for et post-moderne imperium. Det er ikke længere en moderne nationalstat. Det er et forsøg på at sige, at vi er på vej ud af industrialismens tidsalder og på vej ind i nye samfundskonstallationer, som ikke kan begribes med de politiske tænkemåder, vi havde i det forrige århundrede - nemlig forholdet venstre og højre og klassekamp.

indland@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Blå bog

Hans Hauge, født 1947, dr. phil., lektor ved institut for engelsk på Aarhus Universitet 1979. Hans Hauge skriver artikler og bøger om litteratur, lingvistik og teologi og var fra 1994-1998 redaktør af den grundtvigske blad Dansk Kirketidende.

Han har bidraget til flere bøger og selv udgivet »Den litterære vending« i 1995, »Den danske Kirke nationalt betragtet« 1998, »Liv og litteratur i risikosamfundet« 1998 og for nylig ´Post-Danmark, Politik og æstetik hinsides det nationale´.