Prøv avisen
Klassiker

Eske Willerslev: Min drivkraft ligger ikke i at skulle redde verden

Hvis der er en videnskabsmand, der siger, at han har styr på alt, så er han fuld af løgn, siger professor Eske Willerslev, der er aktuel med en ny biografi skrevet af Kristoffer Frøkjær. Bogen hedder "Han gør det døde levende". Eske Willerslevs tv-triologi "DNA Detektiven" vises desuden på DR2 for tiden.

Eske Willerslev har gang på gang rystet og imponeret den naturvidenskabelige verden med sine opdagelser om det menneskelige ophav. Men at han skulle være videnskabsmand, lå ikke i hans dna.

For en uge siden vendte Eske Willerslev hjem fra Montana i det nordvestlige USA.

Her var han med til at orkestrere et pressemøde, der blev holdt i noget så usædvanligt som et indianerreservat. Videnskabelige gennembrud som det, Eske Willerslev havde stået for, ville ellers normalt blive formidlet til pressen i en storby som Chicago.

Men det var altså nu engang der i reservatet, opdagelsen var gjort. Og det var der, den skulle formidles.

Eske Willerslev var med fra begyndelsen. Det var ham, der overtalte Anzick-familien, som har haft det gamle barneskelet i deres varetægt i mere end 40 år, og crow-indianerne, som oprindeligt havde deres reservat på den grund, skelettet blev fundet på, til at lade gruppen af forskere undersøge og publicere barnets arvemasse.

Et gennembrud i sig selv, da forholdet mellem videnskabsmænd og de nordamerikanske indianere længe havde været skrøbeligt.
 
Og skelettet viste sig at være en undersøgelse værd.

En tredjedel af den afdøde indianers arvemasse var nært beslægtet med europæere og altså ikke kun østasiatisk, som hidtil havde været den gængse forestilling om indianerne. De første nordamerikanske indianere stammede altså fra efterkommere, der er nært beslægtet med europæere og asiater.

Det var den opdagelse, han fremlagde for verdenspressen i Montana.

"Ude i midten af ingenting," griner Eske Willerselv, professor og leder af Center for GeoGenetik på Københavns Universitet.

"Der var en del af den videnskabelige artikels medforfattere, der ikke brød sig om, at pressemødet skulle foregå i reservatet. Men det var vigtigt for mig og også for den crow-indianer, der var med på holdet. Det viste en respekt for stammen og understregede dens histories betydning i forbindelse med fundet," siger den 42-årige evolutionsbiolog og videnskabsmand.

Han sidder på sit kontor på Center for GeoGenetik på Københavns Universitet, hvor han har været ansat som leder og professor siden 2009.

På den øverste hylde på en reol over for hans skrivebord står der sammen med et kranium fra en moskusokse en ceremoniel indianertromme. Den fik han af den crow-indianer, der for nylig rejste med ham til Danmark for at se, hvordan det genetiske arbejde foregår. Indianerskelettet skal returneres, så det kan blive begravet i Montana, hvor sjælen kan finde hvile i den nordamerikanske jord.

Artiklen fortsætter under billedet 

"Det, der driver evolutionsbiologien, er grundlæggende, at man gerne vil kende sin egen historie. Det filosofiske spørgsmål om, hvor vi kommer fra, som alle mennesker gerne vil have svar på. Naturvidenskaben beskæftiger sig som udgangspunkt med det kvantificerbare. Det, der kan måles og vejes. Men jeg er også af den opfattelse, at man skal involvere dem, det drejer sig om. Hvis et folk har historier og traditioner, der er genfortalt fra generation til generation, kunne det jo være, der var noget i dem, man kunne bruge for at danne en forståelse. Noget, som ikke stemmer overens med det, der kan udledes af genetikken," siger han og forklarer, at mange videnskabsmænd har en tendens til at overse den mundtlige traditions betydning i deres arbejde med fremmede kulturer.

"Ud over nysgerrighed er drivkraften i evoloutionsbiologien, at man på længere sigt kan bruge forskningen til at bekæmpe sygdomme," siger Eske Willerslev og forklarer, at den nyindsamlede viden om de nordamerikanske indianere for eksempel vil kunne hjælpe med at redde menneskeliv.

Artiklen fortsætter under billedet

"Før ville man måske have givet indianerne medicin, som man gennem forskning havde bevist ville fungere på personer med asiatisk arvemasse. Men nu ved vi altså, at de ikke bare er rene asiater og derfor kan reagere forskelligt på en medicinsk dosis. Det kan gøre en kæmpe forskel."

Hans egen drivkraft ligger dog ikke i at skulle redde verden. Han er drevet af det, han selv finder interessant, og det er den tilgang til videnskaben, der har ført ham rundt i hele verden som en anden opdagelsesrejsende.

Som da han kortlagde generne for de australske aboriginere og kunne bevise, at Australiens første mennesker er efterkommere af de første menneskelige opdagelsesrejsende, der vandrede ud af Afrika og udforskede resten af verden. Eller da han for halvandet år siden var med til at omskrive historien om USAs første mennesker ud fra en klump forstenet afføring og nogle pilespidser, han sammen med amerikanske forskere havde fundet i en hule i staten Oregon.

På væggene omkring ham i kontoret hænger trofæer fra en ikke særlig lang, men alligevel imponerende karriere: plakater med forstørrede forsider af det naturvidenskabelige magasin Nature. Alle markeringer af, at han er en af de førende inden for sit felt.

Ud over de priser, man kan se på kontoret, har han også modtaget en række danske udmærkelser for sin forskning. For eksempel Rosenkjærprisen for videnskabelig formidling i 2012 og Videnskabsministeriets EliteForsk-pris i 2011.

Men at Eske Willerslev skulle være videnskabsmand, lå ikke i hans dna.

Det er en titel, han har kæmpet sig til trods dårlige karakterer i folkeskolen, og hvad han selv karakteriserer som langsomme indlæringsevner. Selv da han han havde fået sin kandidatgrad i biologi, blev hans anmodning om et forskerstipendium afslået, og han måtte derfor finansiere sin forskning selv det første halvandet år.

Forhindringer har der været nok af, men han har altid gjort en dyd ud af at kæmpe sig igennem dem.

Opdagelsesrejsende har han derimod altid været. Som 13-årig tog han sammen med sin tvillingebror, antropologen Rane Willerslev, til Lapland på vandretur uden forældreopsyn vel at mærke.

Her drog brødrene uerfarne gennem vildmarken og lærte først på turen, hvordan man overhovedet slog et telt op.

Senere i livet, i 1991, da brødrene var færdige med gymnasiet, tog de sammen med to andre mænd, de havde fundet via en kontaktannonce, til det nordlige Rusland for at forfølge en drengedrøm om at blive pelsjægere.

I tre måneder rejste de i kano og med rifler ned ad de sibiriske floder, og da rejsen endelig sluttede, og de blev afhentet ved Ishavet, var de ganske uvidende om Sovjetunionens opløsning.

Eske Willerslev har rejst i Sibiriens vildmark og lært at stå på egne ben, set døden i øjnene som vildfaren i de frysende sibiriske vinternætter, og der er en tendens i medierne til, at han beskrives som en anden Indiana Jones eller Davy Crockett. Selv har han svært ved at se forbindelsen.

 Artiklen fortsætter under billedet

"Jeg er i virkeligheden vildt bange af natur. Jeg bed negle og var ved at tisse i bukserne, hver eneste gang vi gjorde nogle af de ting. Og jeg var flere gange i tvivl om, om vi ville komme levende hjem. Men jeg tror, vi er opdraget til, at man skal gøre ting, selvom man er bange."

Fortiden i Sibirien har været med til at præge hans indstilling til videnskab. Skønt brødrene tog af sted for eventyrets skyld, var de i virkeligheden meget videnskabelige i deres tilgang, kan han se i dag. Blandt andet af den måde, de talte med lokalbefolkningen på og lærte om overlevelse af dem, der havde overlevet i generationer, hvor det burde være umuligt. Det var altså i vildmarken, de første frø til Willerslevs unikke tilgang til videnskaben blev sået.

"Mange videnskabsmænd har aldrig interageret med oprindelige folkeslag, og på universiteterne lærer man ikke om værdien af at gøre det. Da jeg for eksempel sejlede i en kano i Sibirien og blev bedt om at ofre min sidste cigaret til flodens ånder, valgte jeg ikke at gøre det. Og pludselig begyndte det at gå skævt resten af turen. Sådan noget vil jeg i dag tillægge en anden værdi, end mange andre ville," siger han. 

"Jeg tror, de fleste glemmer, at videnskab ikke er endegyldige sandheder. Det er et redskab, der gør, at vi kan nærme os sandheden. Men naturvidenskab er sandhed i bevægelse. Det kan godt ske, at det, jeg har postuleret nu om indianerne i Nordamerika, bliver modbevist om 5 eller 10 år, og sådan er det. Som naturvidenskabsmænd kan vi opstille nogle modeller, som kan være rigtige. Men når det gælder sådan noget som livet efter døden eller årsagen til tro og religion, ved vi i princippet intet. Vi aner ikke en pind om det, og det er jeg fuldstændig åben over for. Hvis der er en videnskabsmand, der siger, at videnskaben kan forklare alt, så er det løgn."

Da crow-indianerne fra Montana ønskede, at barneskelettet skulle genbegraves, respekterede han det da også straks.

Sjælen bliver hvileløs, hvis ikke den bliver begravet igen her, fortalte de ham.

Da crow-indianeren, der skulle overvære undersøgelserne, besøgte Eske Willerslev og Center for GeoGenetik i København, fik de to iværksat et foredrag for de studerende på centret om betydningen af begravelsen for indianerne. Eske Willerslev kan ikke forestille sig, at det er sket før på Det Naturvidenskabelige Fakultet. Moderne mennesker har nemlig ikke særlig stor respekt for deres egen historie, mener han.

"Hvis det en dag blev bevist, at vi ikke var vikinger, men i stedet var tyskere, ville det da være ærgerligt, men ikke ødelæggende for vores kultur. Hvis man sammenligner det med de australske aborigineres tradition, hvor man som manddomsritual skal kunne gengive hele sit folks historie uhyre præcist og uden fejl, så er der altså meget stor forskel. Vi kan lære af dem at forstå vores egen historie, og hvorfor vi gør, som vi gør."

Eske Willerslev har ingen åndelige absolutter.

Han anerkender, at der er mere mellem himmel og jord, end mennesket umiddelbart kan begribe, men det endelige svar på, hvad der er, har han ikke. Der er evolutions-biologien en måde at komme tæt på svaret på, men også kun tæt.

"For mig at se dækker islam, kristendom og østlig animisme mange af de samme behov. Men det er påfaldende og for evolutionsbiologien også uforklarligt, at der i alle samfund og kulturer findes tro. Det må der være en grund til," siger han.

Og der er menneskeheden tilbage ved livets helt store gåde. For spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, og hvad meningen er med det hele, er ikke blevet besvaret endegyldigt. Hverken i det menneskelige genom, i indianernes grave, i Sibiriens vildmark eller i de australske overleveringer. Men Eske Willerslev har en lang karriere foran sig, og måske svaret lurer derude et sted.

Indtil da ved vi i princippet intet.

Læs også anmeldelsen af Kristoffer Frøkjærs nye biografi "Han gør det døde levende" - der handler om Eske Willerslevs liv - her.

Eske Willerslev er drevet af det, han selv finder interessant, og det er den tilgang til videnskaben, der har ført ham rundt i hele verden som en anden opdagelsesrejsende. Foto: Thomas Lekfeldt
Forhindringer har der været nok af i Eske Willerslevs liv, men han har altid gjort en dyd ud af at kæmpe sig igennem dem. Foto: Thomas Lekfeldt
Eske Willerslev anerkender, at der er mere mellem himmel og jord, end mennesket umiddelbart kan begribe, men det endelige svar på, hvad der er, har han ikke. Foto: Thomas Lekfeldt