Prøv avisen

Eksklusivt interview: Regentparret om deres behov for at skabe kunst

”Det giver mig en slags værdig selvfølelse at arbejde kunstnerisk. Jeg kan godt lide at skabe noget fra ingenting. Sommetider er man glad og tilfreds med det, man har skabt, og sommetider er man mindre tilfreds, men det at skabe er altid en stor fornøjelse,” siger Prinsgemalen. I modsætning til Dronningen har han ikke tidligere udstillet sine værker i stor skala, som det nu sker på ARoS, Aarhus Kunstmuseum. Foto: Leif Tuxen.

Pas de deux royal - et kunstnerisk møde kalder ARoS, Aarhus Kunstmuseum, udstillingen, hvor regentparret for første gang viser deres kunst sammen i stor skala. Kristeligt Dagblad har mødt Dronningen og Prinsgemalen til en samtale om at være udøvende kunstnere hver for sig og sammen

Vi føler os meget beærede. Det er jo ikke hver dag, man bliver spurgt, om man vil udstille på ARoS, siger Prinsgemalen, og Dronningen replicerer:

Nej, det skal jeg da lige love for.

Regentparret, eller i denne sammenhæng nærmere betegnet kunstner-ægteparret, har inviteret Kristeligt Dagblad indenfor i deres bibliotek på Fredensborg Slot. En lavthængende oktobersol lader et blødt lys lande på parrets ansigter, mens de sidder tæt sammen i sofaen og fortæller om deres store fælles passion for det at udøve kunst. De er begge lutter smil og udtrykker oprigtig glæde og forventning over det, der skal ske: Åbningen af en stor udstilling med 150 eksempler på deres kunstneriske tilvejebringelser gennem årene og nye værker, Dronningens malerier og Prinsgemalens skulpturer, der aldrig har været vist offentligt før.

For nogle år siden viste prins Henrik nogle få af sine små skulpturer og Dronningen nogle af sine decoupager på en fælles udstilling på Bakkehusmuseet på Frederiksberg i København, men det her er noget ganske andet. På ARoS-direktør Jens Erik Sørensens initiativ skal Dronningen og Prinsgemalen for første gang udstille sammen i stor skala på et kunstmuseum. Hos parret kalder det på en vis ydmyghed:

Det var noget helt særligt at blive spurgt på den måde. Og vi blev så enige om, at det turde vi godt, siger Dronningen.

Regentparret om mod og sammenhæng

Skal der lidt mod til?

Ja, det skal der vel. Altså når man sådan lader andre mennesker kigge med på det, man har gået og lavet i mange år, siger hun og uddyber:

Det var først og fremmest Jens Erik Sørensen, som foreslog et udvalg af, hvad han gerne ville have med, så sagde vi ja og nej for det meste ja, tror jeg. Men det er ham, der har valgt ud og foreslået, hvordan det skulle sættes op, og så er vi kommet med vores bidrag til, hvordan vi kunne tænke os, at det skulle se ud. Men det er hans koncept, det vil jeg sige.

Vi havde selvfølgelig ret til at sige nej, hvis der var noget, vi ikke ville udstille, men faktisk er det hans valg, tilføjer Prinsgemalen.

Udstillingen er opdelt i 10 gallerier, der hver har fået deres eget tema som eksempelvis Fantasi og eventyr, Skabelse og Natur. I alle rum er både Dronningens og Prinsgemalens kunst repræsenteret, undtagen et enkelt, der er tilegnet prins Henriks digte, og hvor man kan høre ham selv læse op af dem på fransk, mens skuespilleren Joen Bille læser de danske oversættelser. Alle regentparrets forskellige kunstneriske udtryksformer er med. Mest iøjnefaldende er Dronningens farverige landskabsbilleder og Prinsgemalens store bronzeskulpturer, hvoraf mange til daglig står i de danske slotsparker.

Jeg er vældig glad for at få lejlighed til at udstille sammen med min mand. Jeg har jo været heldig at have fået lejlighed til at udstille adskillige gange, men min mand har aldrig rigtig fået muligheden. Det er godt, at det kommer nu, siger Dronningen og sender sin mand et anerkendende smil.

Når Jens Erik Sørensen i sin tid fik idéen til at udstille Dronningens og Prinsgemalens værker samlet, var det, fordi han så en sammenhæng eller rettere en forskel i deres kunstneriske arbejde, der var slående, og som han mente berettigede et kunstnerisk møde: Dronningen er først og fremmest landskabsmaler, og hendes billeder er helt blottet for menneskelige skikkelser. Prinsgemalen derimod har det meste af sit liv modelleret menneskelige figurer, og i hans store bronzeskulpturer, hvoraf mange har titel torso, er det kropslige og organiske i fokus. I hans digte er der desuden næsten altid et tydeligt jeg.

Har De selv set denne sammenhæng eller modsætning?

Dronningen: Det er rigtigt, at der er ikke nogen personer i mine billeder. Jeg har aldrig følt nogen trang til, at der skulle være personer med. Det er ikke noget, jeg har ladet være med, det er bare ikke noget, jeg har gjort.

Prinsgemalen: Jeg sætter en stor del af mig selv i det, jeg producerer, hvis man sådan skal resumere det meget primitivt. For mig er kunst en måde at ekspressionere det, jeg føler.

Dronningen: Det gør jeg vel egentlig på min måde også, men der kommer bare ikke mennesker ud af det.

Men siger det så noget om Dem hver især?

Ja, det gør det nok, men jeg skal nok afholde mig fra at sige, hvad det siger om enten mig eller min mand.

Føler De Dem som en slags Yin og Yang i kunstnerisk sammenhæng?

Jeg har ikke tænkt det sådan, som et modsætningsforhold, men jeg tror, vi supplerer hinanden og hinandens værker, fordi vi er klar over, at vi begge ejer begge dele. Der er en stor portion Yin og Yang i hver af os, mener Prinsgemalen.

Jens Erik Sørensen kunne se, at der var noget, men vi har vel egentlig ikke tænkt så meget over, om der var en sammenhæng i det, vi laver. Vi har altid arbejdet hver for sig. Men jeg er blevet klar over efterhånden, at jeg er meget inspireret af min mands digte og også af skulpturerne. Den måde, han kan vende og dreje tingene på. Jo, vi har bestemt smittet af på hinanden, supplerer Dronningen.

Hun fortsætter:

Jeg beundrer min mand for, at han kan skabe noget tredimensionelt. Det kan jeg faktisk ikke, men til gengæld kan jeg med stor glæde skildre perspektiv. Jeg har prøvet at skabe noget tredimensionelt, men der kommer ikke rigtig noget ud af det. Sprogligt kan jeg være med til at finde danske udtryk for det, min mand har udtrykt på fransk. Jeg kan reproducere sproget, men ikke skabe det, sådan som han kan.

Prinsgemalen:

I mine digte tænker jeg også tredimensionelt. Jeg tænker på både musik, rytme og betydning. For mig skal poesi have alle disse tre ting. Essensen af poesi er de tre ting sammen. Det skal klinge, og det skal have en betydning.

Er det svært at få den poesi ind i den danske oversættelse?

Ja, det kan ikke gengives fuldstændig. Der er ingen sprog, der kan gengive noget, der er skrevet på et andet sprog, siger Prinsgemalen.

Så vi bliver lidt snydt som danskere?

Ja, eller man får et andet aspekt af det, der står. Det bliver anderledes, sådan er det. Man kan oversætte det ordret, og så bliver det aldeles uden interesse, og man kan oversætte, så det klinger vældigt flot, men så er det altså ikke sikkert, at det betyder helt det samme som det, der faktisk står. Men det er sjovt at oversætte, det har jeg virkelig haft meget fornøjelse af, siger Dronningen.

Ligesom de udtrykker sig i forskellige genrer og former, har regentparret også vidt forskellige måder at arbejde med deres kunst på. For Dronningen har det været nødvendigt at sætte sit arbejde med malerierne i faste rammer. Derfor står hver torsdag, så vidt det er muligt, i kunsten tegn. Den ene dag om ugen trækker Dronningen sig tilbage til sit atelier på Amalienborg Slot sammen med sin mentor, grafikeren og maleren Mable Rose. I perioder er også deres fælles veninde, kunstneren Dorte Foss, med.

Selvom det er begrænset med en enkelt dag om ugen, så betyder det meget, at tiden er sat af, så jeg ikke bliver forstyrret af noget andet.

Er det en slags frikvarter?

Det er et meget travlt og optaget frikvarter. Jeg vil hellere sige, at det er en tid, hvor jeg bruger en anden side af mig selv. For Prinsgemalen er hans kunstneriske virke ikke på samme måde sat i system.

Jeg tror, jeg er mere instinktiv. Jeg har ikke nogen regler eller en bestemt dag, hvor jeg skal gøre noget. Men jeg har hele tiden dårlig samvittighed, fordi jeg burde sætte mere tid af til at gøre noget kreativt. Men tid er valg, og jeg vælger ofte at være sporty i stedet for kunstnerisk. Men når jeg kreerer noget kunst, hvis man kan kalde det det, så er det instinktivt. Nogle gange skriver jeg idéer ned i stikordsform, men det kan tage lang tid, før der kommer noget ud af det. Kunst tager tid.

Regentparret om at skabe kunst

Betragter De Dem selv som kunstnere?

Dronningen: Hvis nogen sagde til mig, at min mand ikke er kunstner, så ville jeg protestere meget højt, og hvis man sagde til mig, at jeg ikke var kunstner, så ville jeg sige, at det mente jeg nu nok selv, jeg var. Af hvilken kvalitet det så er, det er en anden sag.

Prinsgemalen: Jeg føler ikke, at jeg er kunstner. Jeg kan lide kunst, men det er en lang proces at se sig selv som skaber af kunst.

Hvad betyder det for Dem at kunne udtrykke sig kunstnerisk?

Jeg tror, det betyder meget, fordi det giver mig en slags værdig selvfølelse. Jeg kan godt lide at skabe noget fra ingenting. Sommetider er man glad og tilfreds med det, man har skabt, og sommetider er man mindre tilfreds, men det at skabe er altid en stor fornøjelse, siger Prinsgemalen.

Dronningen er ikke i tvivl om, at det er helt nødvendigt for hende at være skabende.

Jeg har jo gjort det så meget i så mange år, at det virkelig er blevet en nødvendighed for mig at udtrykke mig i billeder og i farver og i form. Det kan jeg slet ikke lade være med.

Hvad ville der ske, hvis De ikke gjorde det?

Så ville jeg blive meget ked af det og meget sur og meget uomgængelig sandsynligvis. Det skal ud, og det er ikke fordi, at jeg skal af med noget, men det er fordi, at selve det at skabe noget er en sådan fornøjelse. Det er så spændende, at man kan lave noget, og det kan være et maleri, hvor man gerne vil gøre det rigtigt godt, men det kan også være noget meget mere ydmygt, som for eksempel en decoupage, som man rigtigt gerne vil have til at tage sig ud, eller et broderi måske. Jeg tegner mine mønstre selv, så det bliver også mine egne ting. Man vil gerne få de farver og det spil frem, som man har forestillet sig. Det er glæden og udfordringen.

Nu udstiller De i stor skala, og De vil blive bedømt, hvordan har De det med at blive anmeldt?

Det er lige spændende hver gang. Jeg har prøvet det flere gange, og det er lidt med sommerfugle i maven, når man ser, hvad der bliver skrevet. Hvis det er negativt, tænker man: Nå, er det sådan, det er. Hvis det er positivt, så bliver man meget glad, siger Dronningen.

Jeg vil sige det sådan lidt mere kynisk: Man er altid glad, når man får ros, og man er lidt skuffet, når man får ris, siger Prinsgemalen.

Er De også hinandens kritikere?

Prinsgemalen: Åh jo, for vi sætter begge pris på, at den anden er glad for det, man har lavet. Jeg bliver meget glad, hvis du siger, at noget er godt, og jeg forstår udmærket, hvis du siger, at det der, det er ikke så godt.

Dronningen: Du har sagt til mig flere gange: Hør det der maleri er du vist ikke helt færdig med, så ser man på det igen og bliver klar over, at det havde han altså ret i.

Prinsgemalen: Nogle gange gør to timers ekstra arbejde underværker.

Dronningen: Jeg har sommetider sagt til Henri, at det der digt kan du godt stramme op.

Prinsgemalen: Og så bliver det som regel lidt bedre.

De har begge store produktioner bag Dem, er der nogle værker, som De er særlig glad for?

Jo, selvfølgelig er der noget, man selv synes, er bedre end andet. Jeg vil fremhæve en skulptur, som jeg lavede for at overbevise mig selv om, at jeg kunne lave en skulptur, der var realistisk, og den endte jeg med at blive meget glad for. Som regel foretrækker jeg at arbejde abstrakt eller med fantasi og fabeldyr, men her lavede jeg rigtige kroppe, som folk har lyst til at se på, og det var jeg meget tilfreds med, siger Prinsgemalen og fortæller, at skulpturen hedder Omfavnelse og står i parken ved Marselisborg Slot i Aarhus. Skulpturen gav han Dronningen, da hun fyldte 70 år.

Dronningen: Det er meget svært at sige, for jeg har lavet tingene på forskellig måde i årenes løb. Men der er sket det for mig, siden jeg var meget ung, og det sker for mig stadigvæk, at jeg maler et billede, som jeg er rigtig glad for og så samtidig tænker, at det er langt over den standard, jeg plejer. Så tænker jeg, hvordan søren bar du dig ad med det? Så godt kan du da egnetlig ikke male. Men det kunne jeg altså lige den dag. Og så har jeg sagt til mig selv, at når du godt kan det, så må du jo kunne nå derhen, hvor du kan gøre det igen. Det har opmuntret mig til at fortsætte, men også til at forandre stil en hel del gange, fordi når jeg har malet nogle billeder på en bestemt måde, så har jeg ikke lyst til at blive ved på samme måde. Så begynder det at blive manerer eller automatik. Nej, det skal gro op af sig selv, fordi det ikke kan lade være.

Et eksempel på det oplevede Dronningen allerede som syv-årig, da hun i skolen tegnede en buket orange morgenfruer, der var anbragt på katederet. Det billede er det allerførste i udstillingen Pas de deux royal på ARoS.

Det var langt over, hvad jeg kunne male på det tidspunkt. Jeg gav det til mor, for jeg var klar over, at det slet ikke var så tosset. På en eller anden måde så vidste jeg, at det der billede var godt, og når jeg har set det siden hen, har jeg sagt til mig selv, at det er faktisk godt. Efter jeg begyndte at male meget mere bevidst, er det sket, at jeg malede noget, der blev bedre, end jeg egentlig kunne. Det har jeg mødt flere gange, og det er egentlig den største opmuntring, jeg har fået.

Regentparret om inspiration og interesse

Har De givet interessen for at skabe videre til Deres børn og børnebørn?

Prinsgemalen: Jeg tror begge vores sønner har stor interesse i kunst, men de udtrykker det på en anden måde, end vi har gjort.

Dronningen: De maler ikke selv, ikke det vi ved af i hvert fald. Men Kronprinsen er virkelig interesseret i samtidskunst og ikke kun i forhold til det, der blev malet i Frederik VIII Palæ. Han har i lang tid i forvejen samlet nogle gode billeder, og har vældig godt øje for kunsten. Han har nok mere den nydende end den ydende tilgang til kunsten. Derfor er det også vældig sjovt at vise ham sine ting engang imellem. Vore børnebørn, jeg ved ikke jo, prins Felix er meget glad for at tegne, og det kunne jo godt være, der sker noget der.

Jeg vil gerne give det videre, men på den anden side er det i hvert fald ikke noget, man kan presse ned over hovedet på folk. Da vore sønner var børn, har vi aldrig villet presse dem til noget af den slags, det skal komme, fordi man ikke kan lade være, synes jeg. Sådan var det for mig i min barndom, at jeg bare ikke kunne lade være.

Dronningens tidligste erindring om at udføre noget kreativt kommer fra børnehave-årene, hvor hun elskede at klippe og klistre.

Jeg er nok aldrig rigtigt vokset fra det, griner hun.

Prinsgemalen har to stærke erindringer om kunsteriske bedrifter fra sin barndom. Den første var, da han var syv år og gik til klaverspil. Han og nogle andre børn skulle give en lille koncert for deres forældre, og han blev som den eneste fremhævet for at spille godt.

Det betød meget for mig, for da var jeg klar over, at der var noget, jeg virkelig kunne, fortæller han.

Den anden erindring kommer 10 år senere, hvor han gik i gymnasiet og havde en god ven, som ligesom han selv tegnede meget.

Vi var begge fascinerede af surrealisterne. Især Dalí. Det var slet ikke abstrakt, det var surrealisme, og min ven og jeg tegnede og gav tegningerne til hinanden, og vi prøvede virkelig at være lige så ekstravagante som Dalí. Den interesse for surrealisme har fulgt mig lige siden.

Hvad er De inspireret af i dag?

Jeg tror, at enhver kunstner altid prøver at forny sig, men hverken min hustru eller jeg har rigtig tid til at forny os så meget, som vi ønsker. Det kræver masser af tid. Men for os begge er det med årene blevet en stigende nødvendighed at udtrykke os kreativt.

Dronningen har foruden malerier, decoupager, teater- og filmscenografi også skabt tekstilkunst til mange kirker. Eksempler på hendes mange bispekåber og messehagler vil også være at finde på udstillingen i Aarhus.

Kirkekunst er ikke fremmed for Dem, kunne De forestille Dem at udsmykke en hel kirke engang?

Det kan jeg ikke forestille mig, det tror jeg ikke, jeg ville kunne overkomme. Nej, det er virkelig stort og blivende, og det tror jeg ligger udenfor min kapacitet. Det fine ved de kirkelige tekstiler er, at de holder kun en vis tid, og så er man jo fri for dem.

Hvor meget fylder det religiøse i Deres kunst?

Det er der jo altid på en eller anden måde, men det er ikke sådan, at det kommer ud i malerierne, ikke så man kan se det i hvert fald. Men det er vel indirekte med, fordi det er en del af mig.

Pas de deux royal - et kunstnerisk møde

Regentparrets forhold til bibelhistorien, kristendommen og det religiøse i et bredere perspektiv tematiseres i rummet Skabelsen, der udgør et af gallerierne på ARoS. Her udstilles dronningens bispekåber og messehageler, mens prinsgemalen bidrager med to skulpturer. Den ene en Kristusfigur, den anden "La Main du Createur" - Skaberhånden. Foto: Ole Hein Pedersen
Prinsgemalens bronze-skulptur ”Torso” er forstørret op i 200 x 80 cm. Den er også med på udstillingen på ARoS. Foto: Fotograf Torben Eskerod
Dronningen og Prinsgemalen er begge passioneret optaget af at udøve kunst. Kristeligt Dagblad mødte dem i biblioteket på Fredensborg Slot til en samtale om at være udøvende kunstnere. Foto: Leif Tuxen.