Prøv avisen

Elia og ildvognen

En uforklarlig henvisning til beretningen om profeten Elias' himmelfart er baggrunden for navnet på Ingvar Cronhammars kæmpeskulptur, der er under opførelse i Herning-forstaden Birk og forventes færdig omkring den 1. november

Den frembrydende skulptur i overmenneskeligt format afstedkommer allerede en svimmel fornemmelse af katedral. Man føler sin lidenhed under den påbudte beskyttelseshjelm. Solen får de røde glaskupler for enden af de fire 35 meter høje stålsøjler til at gløde. Beredt på det usædvanlige, som man straks efter ankomsten er blevet, kræver det ingen anstrengelse at forestille sig, at man i utide ser et glimt af den ildsøjle, der engang med tilfældige intervaller skal springe op mellem søjlerne. Eller solens hilsen til toppen af dét, der vil blive billedhuggeren Ingvar Cronhammars livsværk, »Elia«, kunne være et visionært skær af lynene, der formodes at ville ramme de udfordrende lynafledere på hver af kuplerne, som vil smelte ved dette beregnede møde mellem jord og himmel. Skulpturen vil efter den planlagte færdiggørelse omkring den 1. november være høflig nok til at besvare den modtagne hilsen fra universet: resonansvirkningen vil udløse en gungren af omkring 20 sekunders varighed. De glødende kupler kan da endelig - og ikke mindst - få én til at tænke på den ildvogn med de forspændte ildheste, som ifølge Anden Kongebog befordrede profeten Elias op til himlen. Elia (udtalt: »elaia«) er kaldt op efter profeten. Visionen - Jeg kan ikke rigtigt fatte det. Hvordan jeg har det, kan jeg ikke forklare. Men jeg kan se, at projektet lykkes. Og føler mig tilsmilet af Vorherre, siger en overvældet Ingvar Cronhammar på den travle byggeplads i Herningforstaden Birk (tæt ved kunstmuseet), hvor skulpturen rejser sig i overensstemmelse med den vision, han havde af den i 1989. Det var en ellers almindelig lørdag eftermiddag. Cronhammar sad og drak kaffe, da han pludselig så skulpturen for sig. Hvor den kom fra, lader sig ikke opklare. Den var der bare. Det var som at slå op i et imaginært katalog over kommende værker. Visionens umiddelbare følgevirkning var en nærmest ukontrollabel tilstand af henført opstemthed: - Jeg var helt oppe at køre, siger Ingvar Cronhammar, der mindes en spontan og øjeblikkelig (ubelejlig) henvendelse til den daværende direktør for Herning Kunstmuseum, Jens Henrik Sandberg, der havde selskab, men ikke desto mindre skulle høre om oplevelsen. Navnet kom lige så overrumplende til Cronhammar. Det var nogle måneder senere. Også denne gang var hans opmærksomhed engageret et andet sted: han læste i et motorblad, da dette navn, »Elia«, pludselig trængte sig på. Insisterende. Det ville ham noget. Cronhammar sammenligner fornemmelsen med et angreb fra en påtrængende flue. Umulig at blive fri for. Hvad var »Elia« for et navn? Hvor stammede det fra? Han slog det op i et leksikon og blev henvist til den bibelske beretning om profeten Elias og den himmelske ildvogn. En beretning, han ikke kendte i forvejen. Det er dét, der gør hændelsen så mærkelig. Efter at have stiftet bekendtskab med historien vidste Cronhammar, at det ikke så meget var ham som skulpturen, navnet ville noget. Ingvar Cronhammar: - Nogle gange kommer vi ud for situationer, hvor vi ikke forstår, hvad der sker. Situationer, hvor vi måske kæmper imod vort sanseapparats kapacitet. Der er langt fra profeten Elias til en skinke. Men en slags forbindelse er der i dette tilfælde muligvis alligevel. En uforklarlighedens forbindelse. Cronhammar fortsætter: - Jeg bestilte en skinke hos slagteren. Den skulle røges til jul, men jeg glemte den. To-tre måneder gik, før jeg pludselig kom i tanker om den. Jeg ville ringe til slagteren, men netop som jeg skulle til at gribe røret, kimede telefonen. Det var slagteren. »Hvad med den skinke?«, spurgte han. Vidnesbyrd fra vor tid At »Elia« (»et ildspydende tempel af sortmalet stål«) vil blive et hovedværk ikke alene i Ingvar Cronhammars produktion, men i det hele taget i moderne dansk kunst er der næppe tvivl om. I forvejen hører den 52-årige svenskfødte billedhugger (der har boet i Danmark siden 1965) til blandt vore mest spektakulære kunstnere. Hans stadigt større værker »af geometrisk enkelhed og uhyggelig perfektion« balancerer på kulturens og psykens farlige yderområder. Tvinger beskueren til at forholde sig til dét, vi ikke kan kontrollere, hverken i naturen eller i os selv. Det er værker, der på én gang fascinerer, foruroliger eller frastøder. Overgangene mellem de sammensatte reaktioner, som vækkes, er utilgængelig for nærmere udforskning. Meget er skrevet om disse arbejder, men Cronhammar selv er tavs: Et værk skal ikke forklares, det er. »Elia« bliver den ultimative konfrontation mellem værk og kultur/natur. Direktør, mag.art. Karsten Ohrt har sagt om skulpturen, at den bliver et vidnesbyrd fra vor tid til vore efterkommere på linje med Stonehenge, pyramiderne eller figurerne på Påskeøerne. »I gammeltestamentlige dimensioner er dette kunstværk det 20. århundredes ultimative alter - et sted, hvor vi for et øjeblik må lægge Bilkaposen og fjernbetjeningen til side og stille os op og vente på miraklet. Og det er vel at mærke en åndelig meddelse af dimensioner, der venter os«. Ingvar Cronhammar afviser, at han har et religiøst ærinde med »Elia«. Derimod afviser han ikke den virkelighed, som det religiøse repræsenterer: - Heldigvis er der nok én, som passer på os. - I mange år har jeg kæmpet med det trosmæssige. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg har valgt at tro. I denne sammenhæng er det for mig blevet betydningsløst at argumentere for tvivlen. Dimensionerne 270 tons stålplader, 80 tons konstruktionsstål, 800 kvadratmeter beton, 10 tons armeringsjern. Udgravet jordmængde: 7000 kvadratmeter. Behandlet betonoverflade: 3300 kvadratmeter. Behandlet ståloverflade: 7000 kvadratmeter. Tallene giver en fornemmelse af dimensionerne i den godt 22 millioner kroner dyre skulptur, der er blevet finansieret i kraft af støtte fra både offentlige myndigheder, fonde, private virksomheder og sponsorer. »Elia« vil have form som en kuglekalot med en diameter på 88 meter. Mod hvert verdenshjørne en 10 meter bred trappe med trin omtrent dobbelt så store som normalt.Trapperne fører op til en platform cirka 11 meter over terræn. I hjørnerne mellem trapperne står søjlerne, der ender i de røde glaskupler, alle underbelyste. Mellem søjlerne installeres gasbrænderen, kilden for den momentant opstigende flamme med en diameter på cirka en meter og en højde på cirka 8 meter. Flammen udløses med intervaller på cirka 18 dage af en computer, men vindmålere sikrer, at dette ikke sker ved blæst over en vis styrke. I mellemtiden står »Elia« og venter, tavs, rugende og uudgrundelig, anmassende virkelig i sin uvirkelighed. Ingvar Cronhammar: - Alle tilpasninger fra den mentale tilstand til den fysiske er forløbet på en måde, som jeg er helt tryg ved. På nogle områder befinder vi os i yderkanten af vor viden: noget lignende er ikke prøvet før. Meget er baseret på teori og på forventede resultater. - Jeg er voldsomt glad for placeringen. Den lidt kamæleonagtige måde »Elia« indskriver sig i landskabet på. Med den kobling, jeg har ønsket, til randområdet, teknologien, den kommende motorvej. Målet er indvielse »et passende tidspunkt efter den 1. november«. Hvis vejret bliver så regnfuldt, at det hindrer den afsluttende overfladebehandling udsættes indvielsen til næste forår. - Jeg har haft en forholdsvis begrundet tvivl om, hvorvidt »Elia« nogensinde ville blive realiseret. Den helt åbenlyse årsag til, at det er kommet så langt, er det potentiale, vi har her i Herning. Den interesse, der lige fra begyndelsen var for projektet, har været med til at holde det i live. Jeg må nævne vores afdøde frontkæmper, tidligere borgmester N.O. Hansen. Han har en stor del af æren for, at det er gået, som det er. Og hans død har været et stort tab for os, siger Ingvar Cronhammar, der også fremhæver betydningen af den vedvarende interesse, som pressen har vist sagen. Inspiration og armod For den, hvis horisont ikke begrænses af konventionelle fordomme, kan »Elia« blive en inspiration til anfægtelse, undren og fordybelse. Det vil sige: indgå i et for Cronhammar nødvendigt tidsopgør. Om den efter hans opfattelse herskende udvendighed kan han tale længe og vredt. Specielt hvad angår det aktuelle kulturliv: armoden og tivoliseringen. For eksempel om kunstmuseerne siger han: - Hvis man fra politisk side kunne finde »rimelige begrundelser« for anlæggelse af et rullende fortov direkte fra indgangspartiet hen til souvenirbutikken og cafeteriaet, ville man gøre det. Det handler om højstadighedspassage. - Og det handler mere om, at man kan se mennesker gå derinde, end om at disse mennesker ser noget. Det er således blevet legaliseret, at det er saligggørende at betragte 750 værker på 20 minutter. Den, der til sin tid konfronterer sig med »Elia«, vil formodentlig kunne opleve det samme, som når Ingvar Cronhammar en søvnløs nat sætter sig på en skammel i haven for at være alene med månen og hensættes i undren over tilværelsens mysterium: dét, der forbinder os med mennesker til alle tider.