En amerikaner i Paris

I en lille kemisk eksplosion af svovl, varme og røg bed flammen sig fast for enden af tændstikken. Spidsen af en håndrullet havanneser gled ind i flammen og begyndte at gløde. Tre sug, det var, hvad det blev til, før cigaren ene og forladt måtte ryge sig selv i det nærmeste askebæger. Ernest Hemingway var ganske vist på Cuba, men han havde for længst røget sin sidste cigar. For mange cigarer gav hovedpine og fik munden til at smage som bunden af et papegøjebur. Der blæste en mild brise, middagssolen bagte, og Hemingway gurglede halsen godt og grundigt i et par store slurke mørk rom. Havanneseren kunne Hemingway godt være foruden, men Cuba og den mørke rom var gået ham i blodet. Således også den formiddag i sommeren 1958, hvor den gamle nobelpristager og forfatter til »Og solen går sin gang«, »Hvem ringer klokkerne for«, »Farvel til våbnene« og »Den gamle mand og havet«, sad på sin stamcafé i byen San Francisco de Paula og lod tankerne glide tilbage til dengang, forfatterkarrieren begyndte. Det kom der med tiden en bog ud af, »Der er ingen ende på Paris«, som udkom posthumt i 1964. Vi skal med Hemingway fra stamcaféen på Cuba tilbage til Paris, en kold og regnfuld vinterdag i 1921. Forfatterdrømme »Al byens melankoli meldte sig pludselig sammen med den første kolde vinterregn, og der var ikke længere højt svævende gavle og tage på de hvide huse, når man gik hen ad fortovet, men kun gadens sorte fugt og de lukkede døre ind til de små butikker, grønthandlerens, papirhandlerens og avismandens (...)«. Således tonede det første indtryk af Paris frem, da Hemingway under Cubas skyfri himmel begyndte at nedfælde sine erindringer fra årene 1921-26. Han var som ung reporter for den canadiske avis »Toronto Star« netop ankommet til den europæiske storby med nyspidset blyant og kufferten fuld af forfatterdrømme. Ud over avisartiklerne ville Hemingway skrive romaner og noveller, og hvor kunne det gøres bedre, end i det land hvor Dumas, Balzac og Zola havde skrevet deres mesterværker. Nu skal du ikke være bekymret. Du har altid skrevet før, og du får også nok skrevet nu. Det eneste, du behøver at gøre, er at skrive een sætning. Skriv den sandeste sætning, du kender! Og til sidst skrev jeg så een sand sætning og fortsatte ud fra den.« Paris i hver en nervetråd Efterhånden som forårssolen fik magt i luftrummet over Paris, og byen slog sine skodder op mod verden, begyndte Hemingways pen for alvor at glide over papiret. Han stod tidligt op om morgenen og spadserede en tur i Luxembourghaven, hvor han mellem busterne af Flaubert og Zola forsøgte at indkredse den sandeste sætning, han kendte. Så spiste han morgenmad på en billig café, bestilte en stor Rhum St. James og fandt sin notesblok frem for at give sine mange nye indtryk form i en skitse eller novelle. Og når han sad der med vidt åbne sanser, og Paris sitrende i alle nervetråde, blev hvert et livstegn omkring ham registreret og omsat til sorte bogstaver på det hvide papir. Som den dag hvor en helt tilfældig pige trådte ind i caféen: Du tilhører mig, og hele Paris tilhører mig, og jeg tilhører noteblokken her og blyanten.« Et kulturelt centrum Paris var i begyndelsen af 1920'erne et kulturelt centrum, hvor mange forfattere slog sig ned for at finde nye veje og udtryksformer i digtningen. I Rue de Fleurus boede forfatterinden Gertrud Stein, og hendes atelierlejlighed udgjorde kernen i det parisiske kunstnermiljø, hvor Hemingway en tid hentede inspiration til sit skrivearbejde. »Den fortabte generation« kaldte Gertrud Stein Hemingways årgang. Fortabt, fordi denne generation efter Første Verdenskrigs ragnarok med voldsomme ødelæggelser og ufattelige mennesketab nu skulle til at finde et helt nyt menneskeligt og kunstnerisk værdigrundlag at bygge videre på. Ja, et helt nyt sprog, hvis man i dette efterkrigs-kaos igen skulle skrive meningsfuldt og anstændigt om livets store temaer: liv, død, venskab og kærlighed. Hemingway kendte i høj grad til krigens rædsler. Han havde i 1918 gjort tjeneste som ambulancechauffør i Røde Kors og var under et angreb i Italien blevet alvorligt såret. Han var derfor helt enig med Gertrud Stein i, at hans generation måtte gøre oprør mod fortidens traditioner og værdier. Men han var bestemt ikke enig i, at han var fortabt. Han skulle vise Gertrud Stein, Paris og resten af verden, at han var mand for at skrive fortiden sønder og sammen. Han ville i en ny, knap prosa, renset for overflødige metaforer og sukkersød sentimentalitet, skrive sig ind til den rå og skinbarlige virkelighed. Træfsikre snapshots Efter et par år i Paris, med enkelte afstikkere til Spanien og USA, havde Hemingway efterhånden fået skrevet så meget, at han kunne samle det til udgivelse i bogform. I 1923 udgav han således en lille samling digte og prosastykker, og i 1924 udkom novellesamlingen »I vor tid«, der i en glasklar, realistisk stil giver 15 træfsikre snapshots af den unge Hemingways samtid. Her trækkes man fra tyrefægtningsarenaen, op i bokseringen og ud over krigens slagmark, hvor ubarmhjertigheden og de meningsløse lidelser får udtryk i et fortættet og helt igennem nøgternt sprog. Det var også i Paris, at den store roman »Og solen går sin gang« tog form. Hemingway fortæller her historien om en gruppe amerikanske kunstnere og journalisters rastløse tilværelse i Paris, og hvordan de konstant er på jagt efter nye oplevelser og kærlighedseventyr, der kan holde deres følelse af tomhed og håbløshed på afstand. Der sludres og pudres og danses charleston i ét væk i romanen, mens livets skuffelser druknes i kæmpebølger af cognac og champagne. Her får man Hemingways skrivetalent for fuld udblæsning og en forsmag på den perlerække af romaner og noveller, han senere skulle udgive. Paris for altid Hemingway havde i Paris' inspirerende kunstnermiljø for alvor fundet sin udtryksform. Han læste sig gennem halve og hele biblioteker. Sad på de små caféer langs Seinen og drak whisky og diskuterede æstetik og romanteori med John Dos Passos, James Joyce, Ezra Pound og Scott Fitzgerald. Og skrev, skrev, skrev. Der er således ingen tvivl om, at årene i Paris var en lykkelig tid for Hemingway. Det lyser ud af enhver sætning i erindringsbogen. Der er måske nok i Cubas varme, cirka 40 år senere, blevet pyntet lidt på oplevelserne i det franske. Lommesmerterne og den første tids angst for det hvide papir har trods alt nok ikke altid været lige så let at tackle, som Hemingway giver udtryk for i erindringerne. Men det var afgjort i Paris, at han fik litteraturen ind under huden og udviklede den prosa, der siden skulle indskrive ham som en af vort århundredes helt store forfattere. »Vi vendte altid tilbage dertil, ligegyldigt hvem vi var eller hvor vanskeligt det var at komme dertil. Paris var det altid værd, og man fik altid rigeligt gengæld for det, man selv bragte med.« Der er ingen ende på Paris, og der er ingen ende på Hemingway.