Prøv avisen

En datters monument over sin far

"Jeg har måttet bruge så mange ressourcer, at jeg har måttet skubbe det følelsesmæssige væk. Det må jeg se på senere. Men jeg har været påvirket af min fars skæbne," siger Hanne-Vibeke Holst. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst har foldet en tragisk historie ud om storhed og social deroute i sin nye bog om faderen, digteren Knud Holst.Jeg havde en helt personlig nysgerrighed og syntes, at jeg i tågerne kunne se en rigtig stærk romanfigur, siger hun

Det var som at finde den hellige gral!.

Da Hanne-Vibeke Holst i 2011 indsamlede stof til en bog om sin far, forfatteren Knud Holst, tog hun til Thorshøj Lokalhistoriske Arkiv i Østvendsyssel. Her blev hun mødt af en flok ældre mennesker, der kunne bidrage med oplysninger om hendes fars barndom og det område, han var vokset op i.

En af dem, Ellen, der var i 90erne, havde fået hæderspladsen ved bordet, og det blev sagt, at hun havde noget at fortælle. Men hun var modstræbende, for det var intj den skønnest ting at fortælle.

LÆS OGSÅ: Det gode overlever

Hanne-Vibeke Holst måtte insistere. Endelig fortalte Ellen om faderens fødsel i fodermesterboligen. Om hvordan hans mor, Herdis, ikke havde sørget for udstyr til den nyfødte. Heller ikke en vugge havde hun og faderen, Edvard, anskaffet. Så gårdmandskonen var faret hjem for i huj og hast at sy bleer, bukser og små skjorter ud af tyndslidte lagner.

Ellen var datter af den gårdmandskone, der havde siddet og syet på sin trædesymaskine. Ellen var en af de piger, der havde set den nyfødte Knud. Og Thorkild, der også var der den dag i Thorshøj, kunne også huske min far og havde lavet et kort og en guidet tur til steder på egnen, hvor min far havde boet i sin barndom. Jeg så fodermesterboligen i Skæve, der nu er en ruin, hvor min far blev født den 15. april 1936. Og sådan var der mange, der kunne give mig autentiske detaljer, siger Hanne-Vibeke Holst.

Den 54-årige forfatter tager imod i sit kontor, en lille lejlighed med skæve gulve i det indre København. På reolerne står eksemplarer af hendes store forfatterskab med bestsellere som Therese-trilogien, de filmatiserede Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofret samt den seneste Undskyldningen i danske og udenlandske udgaver. Hun er kendt for at skrive om politik og køn og for medrivende plots, rap dialog og et ekspressivt sprog. Men hendes nye roman, Knud, den store, der udkommer i dag på Gyldendal, adskiller sig fra resten af værket. Først og fremmest, fordi den handler om en virkelig person, hendes far, og har et stærkt biografisk islæt. Men tonen er også anderledes, mere afdæmpet, alvorlig og poetisk pianissimo.

Jeg har været meget inspireret af at læse min fars tekster. Det gjorde, at jeg sprogligt kunne komme andre steder hen. Der er så meget natur i denne her bog, fordi der var så meget natur i det, han skrev. Han havde en kolossal viden om naturen, om grøftekantens blomster, fuglene, flora og fauna. Han havde en helt særlig måde at sanse naturen på, siger Hanne-Vibeke Holst.

Knud Holst kom fra et indremissionsk landarbejderhjem med nøjsomme og hårdtarbejdende forældre.

Han var en dreng med talent for at tegne og dygtig i skolen og blev af sine lærere støttet til at fortsætte fra landsbyskolen til mellemskolen og gymnasium. Han var også indadvendt og drømmende og fandt tidligt ud af, at han ville være digter, berømt og tjene mange penge. Det lykkedes også.

Han brød igennem med digtsamlingen Dementi og blev en af 1960ernes mest anerkendte digtere. Han fik også sin store kærlighed, politimesterens livskraftige og lattermilde datter Kirsten, og de slog sig ned i Løkken ved Vesterhavet og fik tre døtre. Men han kæmpede med sit sind og med at leve op til sine egne høje ambitioner. Hans forbrug af alkohol tog til. Og skilsmissen fra Kirsten Holst, der var blevet en etableret kriminalforfatter, blev begyndelsen til en menneskelig, kunstnerisk og social deroute. Hanne-Vibeke Holst havde ikke set sin far i syv år, da hun mødte op ved hans dødsleje på Aalborg Sygehus i 1995.

Hanne-Vibeke Holst har under arbejdet med Knud, den store følt sig udfordret på både det håndværksmæssige, kunstneriske og emotionelle plan.

Det følelsesmæssige har ikke fyldt så meget. Jeg har lagt det lidt til side ligesom en Falck-redder, der redder et barn ud af en brændende bil følelserne må vente. Jeg har måttet bruge så mange ressourcer, at jeg har måttet skubbe det følelsesmæssige væk. Det må jeg se på senere. Men jeg har været påvirket af min fars skæbne. Det er en tragedie, der udfolder sig. Og der har været visse tidspunkter, hvor jeg har måttet række ud efter kleenexen.

Det har også været lidt som i tv-programmet Åndernes rige. Jeg har været nødt til at grave mine forældre, der begge er døde, op og genetablere kontakten med dem. Min mor var der jo også, og hun blev en meget større figur, end jeg havde forestillet mig, da jeg gik i gang. Det har været sjovt at lære mine forældre at kende som unge, hele min mors politimesterklan, de fede 60ere det har været en fest at opleve det. Så snerpede det efterfølgende til, og jeg har set med den voksnes blik, hvad der skete. Så jeg har fået et samlet overblik over mine forældres liv, hvor man som regel kun kan huske noget, der er blevet omtalt hist og pist. Men her har jeg fået noget så sjældent som et billede fra vugge til grav. Det har været en meget kompleks, men også givende rejse med ups anddowns undervejs, siger Hanne-Vibeke Holst.

Vejen til at skrive Knud, den store gik via romanen Undskyldningen, som hun skrev efter sin mors død i 2008.

Min far og hans liv har altid været noget gådefuldt det har ligget i et hjørne og ligget godt der. Men da min mor døde, blev jeg meget optaget af ophavet, og hvordan vi bliver defineret og formet af det. Undskyldningen er meget min mors historie, ikke én til én. Efter vores mors død fandt vi søstre ud af, at den yngste af os ikke var min fars datter, og det er noget af handlingen i den roman bygget op over. Det var mildt sagt en overraskelse. Det satte tingene i perspektiv. For hvordan havde det berørt min far? Vidste han, at mor havde bedraget ham, og at han havde fået et uægte barn, som er en af de største ydmygelser for en mand?.

Det måtte blive broen til bogen om min far. Jeg havde en helt personlig nysgerrighed og syntes, at jeg i tågerne kunne se en rigtig stærk romanfigur. Der måtte ligge en god historie i ham med den fødsel, succesen med forfatterskabet og familien og så ned igen. Der er et nulpunkt, et højdepunkt og et nyt nulpunkt som i den klassiske narrative berettermodel. Lad mig gå i gang, tænkte jeg, og så må jeg se, hvad det kan blive til, siger Hanne-Vibeke Holst.

Researcharbejdet til bogen tog et år. Og der var masser af materiale at dykke ned i. For hendes far havde efterladt sig et arkiv bestående af flere banankasser fyldt med tegninger, skolehæfter, dagbøger, notesbøger, breve, kvitteringer, færdige og ufærdige manuskripter og scrapbøger. Efter moderens død dukkede et ringbind op med hele korrespondancen mellem forældrene.

Der lå virkelig meget materiale, ikke mindst breve fra mig selv. Derudover er jeg ikke journalist for ingenting. Jeg var nødt til at finde så mange vidner som muligt, så jeg kunne finde så mange brikker til puslespillet som muligt. Jeg tog til Løkken og fik lokalavisen til at skrive en lille artikel, hvor jeg efterlyste folk, der havde kendt min far. Der var rigtig mange, der ringede. På den måde fik jeg fat i mennesker, jeg aldrig havde drømt om, og det førte til flere kontakter. Jeg har interviewet omkring 100 kilder politi, brandfolk, hans læge, mine søstre, gamle skolekammerater, hans bror men ikke min mor, hun var jo død. Til gengæld har hun altid talt meget med os døtre om ham. For hende var han også et mysterium. Jeg har også læst virkelig mange udgaver af gamle aviser på mikrofilm og hele hans værk: hans digte, noveller, radiodramatik, hundredevis af avisudklip, artikler, kronikker. Han var en kæmpe publicist, og jeg fatter ikke, at han har kunnet skrive alt det, han har gjort.

Hanne-Vibeke Holst er ikke typen, der giver op det gør jeg bare ikke. Men der har været stunder undervejs i processen, hvor hun har tænkt, om hun da ikke kunnet have valgt et andet bjerg at bestige.

Det har været som med Tolkiens hobbitter: Det klarer vi nok. Men når de så er nået langt ind i det fremmede rige, er det godt nok langt hjemmefra, det stormer, og hyænerne hyler. Jeg tænkte: Jeg bliver nødt til at være stenfokuseret, jeg må skære alt andet væk og blive ved, indtil jeg er ved målstregen. Især de sidste syv-otte måneder var jeg meget koncentreret og sad alene i sommerhuset og skrev. Jeg blev mere og mere søvnløs, jeg var helt nede i den inderste ursuppe. Det rumsterede døgnet rundt.

På et tidspunkt, hvor jeg syntes, at det var lidt for svært, talte jeg med en coach, som jeg har set en gang imellem i nogle år. Han pegede på, at dér, hvor man skal bruge al sin mentale styrke og kraft, er dér, hvor man udvikler sig. Så jo, det var svært, men også sindssygt spændende og en meget stor oplevelse, siger Hanne-Vibeke Holst.

Hun ved, at hun selv ville føle sig invaderet, hvis nogen skrev en bog om hende. Men hun synes ikke, at hun har overtrådt et tabu ved at udlevere sine forældres liv og hemmeligheder.

Jeg har diskuteret meget med min far undervejs, og jeg mener, at han er endt med at give mig sin velsignelse. Jeg synes, at jeg har skrevet sandheden efter bedste evne, og at jeg har gjort mig virkelig store anstrengelser for at forstå dem og formidle dem så solidarisk som muligt. De var begge forfattere og brugte også andre mennesker. Jeg synes, at den største respekt er at sige sandheden om sine forældre. Ja, min far havde en social deroute, han svigtede, efterlod en kæmpe gæld til alle mulige mennesker og brugte som alkoholiker andre mennesker. Og i mine værste mareridt stiger han op af graven og spørger: Hvad er det, du har gang i? Men jeg tror, at han vil foretrække en bog om sig selv et monument frem for glemslen. Hvis ikke han havde villet have, at nogen skulle skrive noget om ham, kunne han have skaffet sig af med alt det materiale.

Før Hanne-Vibeke Holst gik i gang med at forberede og skrive bogen om sin far, kendte hun ham ikke særlig godt. Nu har hun glemt, hvor lidt hun kendte ham før.

Fortsætter næste side

Han var et meget komplekst menneske, men også et stort menneske, en stor personlighed. Jeg er overrasket over, hvor tidligt den personlighed bliver defineret for ham selv. Det er også derfor, jeg valgte et billede af ham til forsiden af bogen, hvor han nok går i 1. klasse og sidder velklædt og poserer. Alle, jeg har snakket med, som kendte ham, siger, at han var noget særligt han var også til nar og grin men meget selvbevidst. Han var genert og sky, meget kreativ, god til at finde på lege og dygtig og nysgerrig i skolen. I dag ville man sige, at han var nørdet og ligesom gik sine egne veje.

Han var en meget sød og empatisk mand kvinder holdt meget af ham. Han var evigt skabende fra først til sidst. Og så var han en mand, der brugte sig selv. Hvor vi andre tager hovedgaden, turde han godt også tage smøgerne og sidegaderne. Måske er det hans slags, der får mest ud af livet. For han får brugt sig selv, tør involvere sig i mennesker og tør drømme stort. Når man gør det og rækker efter stjernerne, kan man miste jordforbindelsen og slå sig rigtigt hårdt, når man falder ned. Men når alt kommer til alt, hvem spiser så hele livets kage? Det gjorde han, til der til sidst ikke var en krumme tilbage. Det har jeg respekt for.

Men jeg tror, at han selv følte sig som en stor fiasko. Vi har alle forventninger til livet. Ofte starter de for høje. Okay, så må de nedjusteres, og så må man prøve at gøre sit bedste. Nogle bliver så slået ud af skuffelse, at de går i sort. Det gjorde han nok. Det blev ikke så godt, som han håbede, selv om han var god. De skuffelser havde han svært ved at komme over, og så kom alkoholen. Samtidig var han en fighter. Han kunne sidde og glo ind i væggen et halvt år, men så rejste han sig og kæmpede videre. Den kampgejst er meget imponerende.

Selv havde jeg et distanceret forhold til ham. Som barn beundrede jeg ham og syntes, at han var flot, klog og stilbevidst. Men han var ikke sådan en, man krøb op på skødet af, han læste ikke godnathistorier og var fjern, som mange fædre var dengang. Jeg var også bange for ham man kunne få en på skrinet. Men samtidig var han også generøs og købte store gaver og bøger til mig. Jeg fik min første skrivemaskine af ham, en rød Olivetti.

Jeg tror, at han kunne se sig selv i mig, også mindre gode sider som skråsikkerhed, stædighed og påståelighed. Hele kloden rystede, da jeg første gang sagde ham imod. Mit feministiske oprør var i første omgang rettet mod ham, patriarken. Men jeg tror, at han syntes, det var spændende og sjovt, at jeg skrev. Jeg har lært af ham. Som jeg nu går og ryster for anmeldelserne af bogen, rystede jeg også, når han læste mine ting. Han satte røde streger og gav mig nogle fif. Der var et kollegialt fælleskab, også med min mor, men det betød mere, hvad han sagde.

Da han og min mor blev skilt, blev det mere svært der var hans kamp for overlevelse og alkoholen. De sidste syv år sås vi ikke, men vi skrev og talte i telefon. Han var vigtig for mig, men også besværlig. Man vidste aldrig, hvor man havde ham. Han kunne ringe og hælde en skidtspand ud over en. Alkoholen gjorde, at han fik paranoia og troede, at min mor og vi piger havde vendt os imod ham, siger Hanne-Vibeke Holst.

Trods hans svigt er hun ikke i tvivl om, at der var kærlighed.

Egentlig tror jeg, at han ind imellem syntes, det var irriterende med den der datter, der altid skulle sige sandheden. Men jeg kan se af nogle af de sidste ting, han skrev til mig, at ja, han elskede mig da. Man elsker sine børn, punktum. Og vi kunne se, hvor glad og rørt han blev, da vi kom til sidst. Han sagde ikke skrid med jer.