Kære Brevkasse
Jeg har længe har haft lyst til at skrive. Ofte kan man læse om, at nogen har haft en slem barndom, fordi deres far drak, eller fordi han var for hård eller fjern. Men man hører ikke så tit om en opvækst, hvor ens mor har været sundhedsfarlig og har nedgjort sine egne børn. Som yngre troede jeg desværre, at det skulle være sådan, som det var hjemme i vores familie. Men nu, hvor jeg er blevet voksen og har haft perioder med psykiske problemer og ikke mindst selv er blevet mor, så ser jeg i bakspejlet, at jeg har haft en meget barsk og ofte kynisk og beregnende mor.
I den store verden var hun både indflydelsesrig og charmerende, men samtidig kunne hun manipulere med folk, og derhjemme skulle der ikke meget til for at føle sig værdiløs.
Hun kunne godt være stolt af mig, men trådte jeg ved siden af, så fik jeg det at vide på mange nedgørende måder. Og værst, tror jeg, var at høre på, at hun fortalte andre, at hun havde et fantastisk forhold til os børn. Da jeg var barn, troede jeg, at det var hende, der havde styr på det meste, og at det var mig, der var forkert.
Jeg ved, at jeg brugte mange kræfter på at tilpasse mig hendes luner. Jeg ville så gerne være god og fin i hendes øjne, men jeg vidste aldrig, hvornår jeg dumpede.
Det gik ikke så meget ud over min bror. Det var, som om hun kunne tænde fuldstændig af, hvis jeg ikke gjorde det rigtige. Min far, opdagede jeg med årene, var også bange for min mor. Og det resulterede i, at han ofte gav hende medhold og blev tavs.
Jeg synes i dag, at jeg havde en rar far, men hvor kunne jeg have tænkt mig, at han havde sat hende på plads og givet hende modspil. Men så var hun sikkert blevet rasende, for det var den typiske reaktion, hvis hun blev modsagt. Når jeg i dag møder kvinder, der har de karaktertræk, kan jeg næsten føle, at jeg fryser.
Heldigvis har jeg en mand, der kommer fra almindelige kår og har en sød og rar familie. Og jeg kan mærke, at den kontakt, mine svigerinder har til deres mor, er noget, som jeg næsten slet ikke kender. Det handler ikke om, at de hele tiden siger søde ting til hinanden, men der er tryghed i luften, respekt og tillid.
Hold da op, hvor må det være skønt at have et sådant forhold til sin mor.
Min far døde for en del år siden, men min mor lever. Hun er stadig stram og skrap, men forskellige sygdomsperioder har gjort hende mere afhængig af andre. Jeg har enkelte gange berørt emnet om, at det ikke altid var let at være mig som barn og ung. Men det er, som om hun slet ikke har et modtagerapparat for det.
På et plan synes jeg næsten, det er synd for hende, men samtidig er jeg vred og kan i øjeblikke næsten sige til mig selv, at jeg hader hende – for det, hun står for. Men det er også hårdt at hade sin mor, når man for alt i verden så godt kunne have tænkt sig et godt forhold.
Min beretning fører hen til et spørgsmål, om det også er almindeligt, at kvinder kan betragtes som psykopater, for ofte har jeg mest hørt og læst om det, når det drejer sig om mænd. Men når jeg ser på hendes træk, så tænker jeg ofte, jamen det er, som om det var skrevet om min mor. Heldigvis har jeg fået god hjælp, men jeg synes alligevel, at hun har stjålet meget af mit liv og ført sig frem på både min, min fars og andre menneskers bekostning.
Venlig hilsen
Nanna
Kære Nanna
Desværre er det ikke sådan, at mødre altid er gode for deres børn. De karaktertræk, man har med sig som voksen, lægges ikke på hylden, når man får børn. Nu er der jo mange grader og nuancer, når vi taler menneskelige karaktertræk. Ordet psykopat kan både bruges og misbruges. Men dit brev tyder på, at din mor har træk og karakter i den retning. Og sådanne karaktertræk er ikke forbeholdt mændene, selvom de måske er mere beskrevet enten fra den kriminelle verden eller som ledere i virksomheder, menigheder med videre. Der er sandsynligvis det samme antal kvinder med den forstyrrelse, men de har hidtil nok mest ødelagt omgivelserne i familier og i de nære relationer.
For den slags kvinder kan en datter enten blive en forlængelse af dem selv, som skal kaste et godt lys over dem, eller også kan de blive konkurrenter, som mødrene bliver misundelige på, hvis de får ting til at lykkes med uddannelse, venner og parforhold.
I det hele taget er sådanne kvinder ikke modne og voksne inden i sig selv, så de må bruge andre mennesker i deres omgivelser eller specielt deres egne børn, som er lige ved hånden, til at give dem en følelse af betydning og magt. Hvis de ikke får den "benzin", kan de opleve sig værdiløse og blive voldsomt vrede og straffende. Nogle kan også reagere ved at gøre sig til ofre, således at mand og børn hele tiden har fokus på dem, viser hensyn og synes, det er synd for dem. Det er særdeles svært at leve tæt på en sådan person.
En ting er sikkert, og det er, at en datter ej heller som voksen har nogen som helst mulighed for at ændre en sådan mor. Man bliver nødt til selv at beskytte sig og tage sine forholdsregler for at bevare modet og selvrespekten. For i mødet med mennesker med psykopatiske træk står man i stor fare for at blive mindre, end man er, og blive optaget af denne person i stedet for konstruktive ting i livet.
Du har allerede gjort gode ting for dig selv. Du har søgt hjælp hos andre mennesker – du har brugt din ytringsfrihed og bekæmpet den censur, som altid ligger der som en usynlig magt omkring sådanne mennesker, og du har brugt ord og fået det sat ind i en forståelsesramme, hvorfra du har kunnet opbygge din selvrespekt. Dit brev, som vi har forkortet en del, vidner om det.
Når du aktuelt mødes med din mor, så forbered dig mentalt inden, således at du på en måde har taget en rustning på, så hun ikke kan ramme dig med sårende pile hverken i hjerte eller hjerne. Sig fra uden drama, når hun er urimelig eller usand og giv udtryk for, at du har en anden opfattelse. Opgiv håbet om, at hun ændres. Hvis hun tapper dig for alt for megen energi, så vær kun sammen med hende sammen med din gode mand eller i kortere tidsrum.
Du vil sikkert i fremtiden være ekstra sensitiv over for at møde mennesker, som har de samme træk som din mor. Tag vare på din fornemmelse og træn i at tænke, at absolut ingen har ret til at gøre dig mindre, end du er. Og hold afstand, hvis nogen har en dårlig indvirkning på dit humør. Du har jo allerede fået stor nok dosis af mennesker, som tager magten over andre.
Mange hilsener