Prøv avisen

En eksistentiel rystelse, når ønskebarnet melder sin ankomst før tid

Hijab bliver formegentlig snart tilladt af FIFA. Foto: Leif Tuxen.

Det er angstskabende og chokerende at blive forældre til et for tidligt født barn. Særligt tiden på hospitalets neonatalafdeling kan være barsk. Her kan kristendommens ritualer være en trøst, siger hospitalspræst

Næsten hvert 10. barn kommer til verden, før det egentlig er klar. Det vil sige, at 4600 danske kvinder hvert år oplever at føde for tidligt, og nogle af dem føder ekstremt for tidligt og får børn, der bare vejer 600-700 gram. Nogle af børnene bliver født med store komplikationer eller et handicap, men heldigvis sker det kun sjældent, at barnet dør.

En af dem, der har oplevet at føde ekstremt for tidligt, er Katrine Wochner, der for 11 år siden blev mor til Frederik, der kom til verden 13 uger før tid.

Hun har netop udgivet bogen Når du er mor til et for tidligt født barn, hvor hun fortæller både sin egen historie og andres, ligesom hun har talt med forskellige eksperter om, hvad det betyder at få et for tidligt født barn. Selv er hun ikke i tvivl om, hvad der var det hårdeste undervejs.

Hele opholdet på neonatalafdelingen gjorde det største indtryk. Man står lige ved siden af mennesker, der mister deres børn. Det er meget angstprovokerende. Man har slet ikke noget filter, når man befinder sig der og er total hudløs, siger hun.

Helt frem til at Frederik Wochner kom i første klasse, bekymrede hans mor sig om, hvorvidt han ville få alvorlige senfølger. I dag er hun lykkelig over, at han slap billigt i forhold til mange andre for tidligt fødte. Den eneste konsekvens af den tidlige fødsel er, at han er lille af sin alder og derfor får væksthormoner.

LÆS OGSÅ: Sophie kæmpede sig frem gram for gram

Det er snarere mig, der har fået senfølger, fordi jeg aldrig rigtig har fået bearbejdet den traumatiske oplevelse, det er at få et for tidligt født barn. Derfor overvejer jeg også, om det er nu, hvor jeg ikke mere er så bekymret for Frederik, at jeg skal til at have noget professionel hjælp til at få bearbejdet det hele, siger hun.

Og det er vigtigt at søge hjælp, når man bliver forældre til et for tidligt født barn. Det mener i hvert fald psykolog Camilla Holst, der medvirker som ekspert i bogen Når du er mor til et for tidligt født barn.

Der sker et forventningsbrud, når et barn fødes for tidligt. Man bliver afbrudt i hele sin planlægning, og på hospitalet betragtes man ikke som en almindelig fødende, men som en komplikation. Alt det betyder, at der sker et skred i ens forestilling om, hvordan det er at blive mor, og det er derfor vigtigt at få noget professionel hjælp, så man ikke risikerer at komplicere fremtidige graviditeter eller får svært ved at knytte bånd til sit barn, siger hun.

Camilla Holst medgiver, at det at opholde sig på en hospitalsafdeling for for tidligt fødte kan være umenneskeligt hårdt, og det er ikke unormalt, at forældre, der er indlagt et sådant sted med deres barn, bliver omverdensfjerne.

De går ind i et vakuum, hvor de holder op med at tænke og føle. Måske er de ikke engang angste, fordi de er så chokerede. Udadtil kan de virke meget fattede, men indeni er det et rod. Det er en måde at skærme sig på, men problemet bliver så at kunne åbne sig over for barnet senere, hvor det kan føles som et pres, at nu skal jeg også være glad og synes, det er dejligt at have fået et barn, siger hun.

Det kan være svært at være far til et barn, der bliver født for tidligt og er indlagt, idet han ikke ligesom moderen har haft en defineret rolle, al den tid barnet lå i livmoderen. Men med fødslen og alle komplikationerne, der følger, kan han få en særdeles vigtig rolle.

Han kan blive den, der skaber en forbindelse mellem mor og barn. Faderen kan bedre distancere sig til det følelsesmæssige, fordi han ikke har haft barnet inden i sig. Det vil gavne, hvis han kan tage rollen på sig som den, der peger på det positive og siger: Se lige nogle fine fødder, han har. Han skal nok blive en god fodboldspiller en gang eller Hold da op, hvor hun spiser, hun ender med at blive stor og sund. Det er med andre ord ham, der skal forsøge at skabe familierammen, siger Camilla Holst.

Henning Nabe-Nielsen er præst på Rigshospitalet og ved, hvordan det er at møde familier, hvor drømmen om et sundt og raskt barn med et er blevet knust.

Ofte møder man mennesker, som var i gang med at fortælle den bedste historie i deres liv. Pludselig står de så med én, som i stedet kan udvikle sig til at blive den værste. Det er en eksistentiel rystelse, fordi man i den alder ofte er på projektplanet og ved at planlægge det gode liv, og så viser det sig, at livet indeholder andet end det gode, siger han.

Som præst mener Henning Nabe-Nielsen, at kristendommen kan bruges som en ressource i den kamp, som forældre til et for tidligt født barn befinder sig i. Til at forstå, at også det ikke-perfekte liv er et gudgivet og helligt liv, som kan fylde én med glæde, og at det ikke kun er succeserne, der kan give livet fylde.

Kristendommen kan ikke få det meningsløse til at gå væk, men den kan trodse meningsløsheden. Her kommer ritualerne til deres ret, for her er der ingen krav om at forholde sig intellektuelt til noget, men i stedet får vi foræret en ø af ro midt i kaos, siger han og fortæller, at det er meget forskelligt, hvordan forældre reagerer, når hospitalspersonalet beder dem tage stilling til, om barnet skal døbes.

For nogle er det håbgivende, mens andre føler, at med det spørgsmål, bliver det sidste håb taget fra dem, siger Henning Nabe-Nielsen.