Prøv avisen

En fyring er en ny mulighed

I mange år har Anette Stæhr hjulpet andre med at finde nyt arbejde som leder af Jobcenter Bornholm. Nu skal hun selv i gang med at søge nyt arbejde -- og det er en udfordring. -- Foto: Michael Tarp Pedersen.

Jeg forsøger selv at sortere i min egen frygt. For man kan handle sig ud af det meste, og resten bør man lade ligge, mener Anette Stæhr, der selv står i en ny situation, fordi hendes stilling som leder af Jobcenter Bornholm er blevet nedlagt

Finanskrisen var kun lige begyndt, da jobcenterleder Anette Stæhr åbnede en mail i efteråret. Det var endnu en dårlig nyhed, men denne gang berørte den hendes eget job. For et nyt forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti betød, at den statslige del af landets jobcentre skulle indlemmes i kommunerne. Til august betyder det, at Anette Stæhrs afdeling bliver virksomhedsoverført til kommunen, mens hendes eget job bliver nedlagt. For der kan ikke være to chefer, når den kommunale og statslige del af jobcentret skal slås sammen.

- Min første tanke var at orientere medarbejderne, og jeg ringede også til dem, der ikke var på arbejde. Det var først, da de dagen efter forlangte et møde med deres nye chef, at det rigtig gik op for mig, at det ikke var mig, der var chefen længere, fortæller Anette Stæhr, mens hun læner sig frem over det runde mødebord på sit kontor:

- Jeg er heldigere end så mange andre, fordi jeg er tjenestemand. Og det betyder, at kommunen skal tilbyde mig et andet job. Men jeg har arbejdet med arbejdsformidling i 17 år, så det er klart, at det giver en ny usikkerhed, fordi jeg ikke aner, hvad de ender med at tilbyde mig.

Jobcenterlederen tøver et øjeblik og fortsætter så:

- Jeg er da begyndt at læse jobannoncer til mig selv for første gang i mange år. For jeg er vant til at have ansvar, og jeg tror, at jeg ville tørre ud, hvis jeg ikke havde mulighed for at træffe beslutninger længere. Og jeg synes også, at det ville være spild af ressourcer. For jeg er helt klart blevet en bedre leder med årene. Og jeg vil ikke ende med at sidde og surmule i et hjørne, når jeg kun er 54 år og synes, at jeg har mange gode arbejdsår tilbage. Men jeg håber da, at de finder et job, der passer til mig. Jeg har haft et møde med vicekommunaldirektøren, der synes, at der er lang tid til den 1. august, men det er jo også lang tid at arbejde i uvished om, hvad fremtiden bringer.

Et let suk forlader Anette Stæhrs læber:

- Det ville være rart, hvis jeg fik en afklaring med det samme. For usikkerheden er svær at håndtere, når man gerne vil være herre over sit eget liv. Men den frygt, der sneg sig ind sammen med mailen om strukturændringen, har også været konstruktiv. For den har tvunget mig til at overveje, hvad jeg gerne vil bruge resten af mit arbejdsliv til. Og det har givet mig et bedre indblik i, hvilke kompetencer jeg faktisk har. På den måde har jeg kunnet bruge de samme værktøjer, som vi giver folk her på jobcentret. For lige da jeg fik beskeden, sagde jeg faktisk selv til en ven, at jeg da ikke kunne ret meget, men det passede jo ikke. Og når man bliver tvunget til at se sig om efter et nyt job, tvinger det samtidig en til at tænke over, hvor mange steder ens evner kan bruges. Det åbner altid en masse muligheder.

Men det er jo ikke alle, der har dine muligheder?

- Nej, men det er jo aldrig for sent at udvikle sig. Og mange af dem, der kommer her på jobcentret, bruger også deres arbejdsløshed til at få en ny uddannelse, prøve et nyt job af eller blive iværksættere. På den måde giver en fyring også en masse muligheder. Det værste, man kan gøre som ledig, er at lægge sig på sofaen og vente på at blive headhuntet. Man må handle sig ud af det, og hvis man ikke kan få et job inden for sit eget fag, må man tage et andet job, der kan hjælpe en videre.

Men kan det ikke også gøre en resigneret, hvis man ikke kan få et job?- Jo, for det skaber selvfølgelig usikkerhed, når man er blevet ledig. Og frygt er jo dybest set at være usikker, hvad enten det handler om at kunne betale terminerne, bekymre sig for sine børn eller være bange for, at man ikke kan klare en ny stor udfordring. På den måde er frygt en naturlig følgesvend, når man slipper trygheden for at kaste sig ud i noget, man ikke er helt sikker på, at man har kontrol over. Hver gang jeg har kastet mig ud i et stort sporskifte i livet, har jeg da også mærket frygten en smule. Især da jeg i sin tid blev souschef for arbejdsformidlingen, hvor jeg i begyndelsen tænkte meget over, om det var en for stor mundfuld, men det viste sig at gå fint. Og sådan er det heldigvis ofte. For det koster altid lidt at ville udvikle sig, og derfor skal man ikke være bange for, at der følger lidt frygt med. Men kan må ikke blive offer for frygten. Og jeg forsøger selv at sortere i min egen frygt. For man kan handle sig ud af det meste, og resten bør man lade ligge.

Der er travlt på Jobcenter Bornholm denne formiddag, og lyden af mail, der rammer Anette Stæhrs computer, er et fast soundtrack under vores samtale. Bornholm havde i forvejen landets højeste ledighedsprocent, og den økonomiske krise har kun gjort det værre. Ifølge de nyeste tal fra februar er der 4,7 procent ledige på Bornholm, mens landsgennemsnittet ligger på det halve.

- Det er en svær tid både for fyringstruede medarbejdere og de chefer, der bliver nødt til at udpege en medarbejder, man ellers ikke ville have fyret. Det er meget lettere at fyre en, der ikke har passet sit arbejde. Men hvis der skal fyres nogen, bliver man jo nødt til at udpege en og begrunde det over for personen. Det har jeg selv prøvet, og det da også noget, der slider på en leder. Og hver gang jeg er blevet nødt til at fyre en, er jeg gået ned på stranden for at gå en lang tur i havvinden bagefter. For en fyring er heller ikke rar for den, der giver beskeden. Men det hører med til ansvaret, og man må bare prøve at gøre det på en ordentlig måde, så man hjælper den enkelte videre, så godt man kan.

Men er det overhovedet muligt at hjælpe folk i job i øjeblikket?

- Det er altid lettere at få et arbejde i opgangstider. Men der er stadig muligheder, selvom det selvfølgelig er en meget svær situation, vi står i. I øjeblikket er der for eksempel mange mænd ledige, mens vi mangler folk på social- og sundhedsområdet. Derfor har vi oprettet et introduktionskursus kun for mænd til social- og sundhedsuddannelserne. Der er også gode muligheder på energiområdet på øen. Bornholm vil være "den grønne ø" og har mange projekter i gang med vedvarende energi. Her er også meget sæsonarbejde på grund af turismen. Men det er også en meget individuel oplevelse at miste sit arbejde. En del af dem, der bliver fyret på Bornholm, er vant til at blive sendt hjem, mens andre måske har været ansat det samme sted i en menneskealder, og så er det ikke kun et tab af sikkerhed, men også af identitet. Men det handler stadig om at turde flytte sig efter mulighederne.

Det er klart, at man lige skal skylle chokket af sig, når man er blevet afskediget. Og her forsøger vi at blande realisme med håb. For det kan godt være, at man ikke kan komme i arbejde med det samme igen, men så kan man i det mindste bruge ventetiden fornuftigt, så man står stærkere bagefter.

Hvad er dit bedste råd til ledige?

- Tro på dig selv, vid, hvad du kan, og tro på, at du kan udvikle dig endnu mere. Når man skal ansætte en person, er det vigtigt, at man kan mærke, at personen brænder for jobbet, ved, hvad det går ud på, og viser, at man kan bidrage med noget.

Hvad kan gøre dig mest bange?

- At der skal ske mine børn noget. Det tror jeg er meget typisk. Men det er lidt ironisk, at alle de nye kommunikationsmuligheder, urolige forældre har i dag, også kan skabe mere ængstelighed, fordi de samtidig stiller større krav til at kunne komme i kontakt med hinanden hele tiden. Tidligere var intet nyt godt nyt, og sådan havde jeg det selv. Min mand kunne tage på roture i dagevis, men nu forventer jeg nærmest et opkald fra mobilen samme aften. Og det er samme gælder, når mine børn er ude at rejse, selvom de er voksne piger på 27 og 30 år. For nogle år siden tog min ældste datter på en lang rejse til Asien og skrev en mail om, at de skulle til Vietnam dagen efter. Næste aften så jeg i Tv-Avisen, at der var sket en naturkatastrofe, og så gik jeg rundt om mig selv i dagevis, fordi jeg ikke vidste, at hun ikke kunne læse mail. Men det viste sig, at de bare var blevet på hotellet, fordi det var dårligt vejr. Og siden har jeg syntes, at det var rart at få en mail. På den måde kender alle forældre vel til frygt. Men ellers har frygt aldrig præget mit liv. Grundlæggende har jeg en tillid til, at tingene nok skal gå. Det tror jeg også hænger sammen med min opvækst. For jeg er opdraget til at tro på mig selv, og jeg er også blevet mødt med tillid. Og det tror jeg faktisk er vigtigere end økonomisk tryghed, der også kan fylde meget. Mine forældre måtte selv spare så meget, at der ikke var råd til nye briller til mig, da en af drengene fra min klasse knækkede dem, jeg havde. Men de lærte mig til gengæld ikke at lade mig slå ud af modgang, og de opfordrede mig til at tage en uddannelse for at forme min egen fremtid.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk