Prøv avisen

En god prædiken kræver ånd og sved

INTERVIEW: Sognepræst Henrik Højlund har skrevet en håndbog for forkyndere. Han siger, at mange præster mangler »fornemmelse for Maren i kæret«

En god prædiken kræver ånd og sved. Prædikenen er såvel »håndværk som åndsværk«, fastslår sognepræst Henrik Højlund. Han mener, at mange præster mangler »fornemmelse for Maren i kæret«.

- Nogle vil sige, at jeg med den påstand taler ned om almindelige mennesker, men det mener jeg faktisk ikke: Jeg tror, at mange præster har poetiske eller i hvert fald intellektuelle ambitioner. Man skal kunne høre på dem, at de er begavede, men det ender ofte i de rene ubegribeligheder for almindelige mennesker, i en abstrakt, uforståelig teologi frem for en egentlig tiltale.

Henrik Højlund tilføjer forsonende, at han også selv kender til den svaghed, at »nu skal det dog lyde af noget«.

- Det kan man sagtens gribe sig selv i. Jeg sidder selv i glashuset.

Hans angreb på de ubegribelige prædikener fremsættes i anledning af en ny håndbog for forkyndere, »Prædikerens håndbog«, som Henrik Højlund har skrevet. Den 41-årige sognepræst er kendt fra Kristeligt Dagblads ugentlige prædikener og er præst på »de stærke jyders« egn. I sognene Løsning og Korning mellem Vejle og Horsens, hvor der kommer så mange i kirke, at menighedsrådet arbejder med udvidelse af Løsning Kirke eller, alternativt, byggeri af en stor kirkesal ved siden af, for at få plads til alle.

Tidligere har han været præst i Nordnorge og som ung desuden hentet erfaringer som sekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Teologisk set hører han til højrefløjen i den danske folkekirke.

Bibelbåret

Hans nye bog er ikke en egentlig lærebog i at skrive prædikener, understreges det. Den er ikke en homiletik, som en sådan størrelse hedder på fagspoget, men mere ment som inspiration og med praktiske fif. Skrevet ud af egne, løst sammenfattede tanker og personlige erfaringer. For det er svært at sige noget alt for systematisk og bastant om, hvordan der skal forkyndes, mener han. I modsætning til, hvad der skal forkyndes.

Derfor er det også umuligt at give en kort opskrift på den gode forkynder, understreger han.

- Der findes et hav af gode forkyndere, som hver især er meget forskellige i form, stil og udtryk. Fælles for dem er imidlertid, at deres forkyndelse er båret af Skriften, af bibelordet, og af et stadigt samliv med Bibelen. Der er nogle af Bibelens store syner og visioner i deres forkyndelse, en enorm klangbund af den bibelske virkelighed, og det kan gælde såvel den enkle lægmandsforkynder som den meget skolede, dygtige teolog.

Den dårlige forkynder derimod, som Henrik Højlund ser det, er ham eller hende, der ikke øser af kilden, Bibelen, men i stedet går til mange forskellige kilder - såsom litteratur, kunst, »kloge bøger«, teologisk litteratur og »egne gode ind- og udfald«.

- Deres hjerter er ikke tændt i brand af ordet - af Gud selv, af ånden, for nu at sige det stort, men dog ikke for stort. Mindre kan faktisk ikke gøre det.

Kana'ans tungemål

Mens den gode forkynder har nærkontakt med sine tilhørere og ved, hvem han prædiker for, og hvilke spørgsmål og tanker der optager dem, taler den dårlige forkynder ud i den blå luft - og er det en forkynder med ambitioner, kan det altså efter Højlunds opfattelse ende i den rene poesi eller abstrakte teologi.

- Modsat er jeg også bange for den lægmandsforkynder - indremissionæren eller rejsesekretæren eller hvem det nu kan være - som holder sig til, hvad man har kaldt for »kana'ans tungemål«. Det er også udtryk for en manglende fornemmelse for tilhørerne.

Henrik Højlund forklarer, at »kana'ans tungemål« betegner den indforståede, klichéagtige forkyndelse.

- Den trives i en del kristne miljøer og udmærker sig ved en nogle gange fuldstændig manglende sans for, at både verden og menneskene har flyttet sig i deres måde at spørge, tænke og føle på omkring livets store spørgsmål.

- I denne udformning bliver forkyndelsen til en slags koder, man lirer af. Nogle knapper, der trykkes på, et sæt korrekte koder, som helst skal siges i rigtig rækkefølge. Så er man garderet, man siger ikke noget forkert eller noget, der støder folk, men heller ikke noget, som får nærhed med menneskers tanker og praktiske liv i dag.

Som påstået i indledningen mener han, at en god prædiken kræver både ånd og sved.

- Man bruger jo det, man har i sig af evne til at kommunikere. Det er hverken ukristeligt eller ufromt at være sig det bevidst, blot prioriteringen er rigtig. Blot man hele tiden er klar over, at prædikenen til syvende og sidst, hvis den skal have nogen som helst mening, skal være åndsværk. Den skal være åndsbåret. Men det er klart, at man må arbejde med kommunikationsproblemet: Hvordan kan jeg nu bedst formidle det her? Og gerne svede lidt over arbejdet med sin prædiken.

Ritualer ikke nok

Henrik Højlund konstaterer, at der i tiden tales meget om forkyndelseskrise. Giver forkyndelsen overhovedet mening i dag, er der overhovedet nogen, som vil lytte til et autoritativt ord?

- Jeg tror, forkyndelseskrisen bare er en del af en langt bredere åndelig krise i vores land og hele kulturkreds. Den er kun et symptom, toppen af isbjerget, men jeg tror ikke på, at forkyndelsen skulle have overlevet sig selv. Der, hvor forkyndelsen er levende, lidenskabelig, ægte og stærk, vil den mundtlige kommunikation altid have gennemslagskraft. Det kan vi jo også se rundt omkring.

Vi kan ikke nøjes med ritualer og salmesang, mener han.

- Det er jo vældigt in, og jeg elsker selv den liturgiske gudstjeneste, hvor bibelordet står rent og ufortolket, og hvor der er plads til meditation og stilhed. Det, jeg er skeptisk over for, er imidlertid, når man i den forbindelse giver udtryk for, at folk skal skam have lov til at komme med deres egen religiøsitet i kirken.

- Her kan man alt for let komme til at bekræfte folk i deres egne private religiøse følelser, hvis man nøjes med ritualerne. Man glemmer, at kristendommen ikke bare ligger i forlængelse af vore egne religiøse fornemmelser, men tværtimod også kan betyde, at vores egen religiøsitet tages fra os, og at vores gudsbillede rives ned og krakelerer i mødet med Bibelen eller kirken.

Kristendom er jo netop også kristendom, understreger Henrik Højlund: - En dom, der fældes over mange af vore forestillinger og meget af vores livspraksis.

Hvis vi kratter

Selv om Løsning Sogn har en af landets bedste kirkegangsstatistikker, ændrer det ikke ved hans mening om, at vi i vores tid oplever en »afkristning af dimensioner«.

Når biskop Jan Lindhardt siger, at der kun skal krattes lidt i danskerne, før man finder kristendommen under overfladen, mener Henrik Højlund, at det forholder sig stik modsat.

- Kratter vi i folk, tror jeg, vi i stort omfang vil opdage, at der, under et tyndt lag kristelig fernis, ikke gemmer sig andet end folkereligiøsitet og hedenskab i et uskønt sammensurium.

Så ud fra denne konstatering vil der med andre ord fortsat være brug for en god prædiken - et »autoritativt ord« - frembragt af ånd og sved.

Og skulle det, trods alle anstrengelser, alligevel ikke blive hørt, må prædikanten trøste sig med disse ord af Kaj Munk: »Aldrig, aldrig spørge, om det nytter, men kun, om det er sandt«.

- Som prædikanter er vi jo ikke blevet lovet succes. Der er masser af eksempler i Det Gamle Testamente på sande profeter, der havde nul succes, mens de falske - dem der strøg folk med hårene - samlede al sympatien.

Henrik Højlund: »Prædikerens håndbog«, Lohses Forlag, 99 sider, 99 kr

.

steenskristeligt-dagblad.dk