Prøv avisen

En mand skal kunne tage styringen

-- Jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at være far, hvis jeg finder den rigtige kvinde. Den følelse har jeg ikke haft før, siger 34-årige Pelle Hvenegaard. -- Foto: Claus Bech

- Jeg er først begyndt at betragte mig selv som en mand for nylig, siger den 34-årige Pelle Hvenegaard

Filmplakaten hænger stadig som et stort spejl i entreen. "Pelle the Conqueror" står der over det gigantiske fotografi af en ung dreng med voldsomme tårer ned ad et par beskidte barnekinder. Drengeansigtet tilhører lejlighedens ejer. Og selvom Pelle Hvenegaard i dag er blevet 34 år, er det stadig billedet af drengen fra Bille Augusts mesterværk "Pelle Erobreren", som de fleste forbinder med hans navn. Fornavnet er oven i købet det samme. Og i mange år forsøgte han da også at følge i filmdrengens fodspor. For han kunne ikke undgå at spejle sig i succesen, mens han voksede op med forventningerne om, at virkelighedens Pelle nok også skulle erobre filmverdenen, når han blev færdig med skolen. Han blev udråbt som Europas største filmtalent i Cannes og modtog en børne-Oscar i USA, og da han som 21-årig vendte tilbage til Hollywood, stod flere døre stadig på klem. Han fik samme agent som den halvt danske superstjerne Viggo Mortensen, og vejen foran ham så lovende ud. Men noget manglede.

- Jeg var taget til USA for at komme til at leve som de stjerner, jeg havde mødt som dreng. Unge skuespillere, der boede i kæmpestore huse og kørte rundt i fede Ferrarier. Tingene så faktisk også ud til at lykkes for mig, men jeg kæmpede alligevel mod en grundfølelse af tomhed. En dag kørte jeg rundt i en kæmpestor lejet bil i udkanten af Hollywood, og jeg burde have følt mig som en stor kanon, men da jeg svingede forbi en skrænt, fik jeg lyst til at køre ud over den for at tage mit eget liv. Sådan indså jeg, at noget var galt. Og jeg tog hjem til Danmark kort tid efter, siger Pelle Hvenegaard, mens vi sidder og kigger ud over Christianshavns Kanal fra hans københavnerlejlighed på 3.sal.

- Berømmelse uden indhold er ikke noget værd. Det er jo en kliche, som man også kan se på alle de såkaldte reality-stjerner, som vi sprøjter ud i tv-branchen. Men det tog mig mange år at finde ud af, hvem jeg egentlig var, hvis jeg ikke var Pelle fra "Pelle Erobreren".

I vindueskarmen står dog et farverigt bevis på, at Pelle Hvenegaard i dag er blevet kendt for andre ting. TV-Prisen 2007 står der på glasværket. Den fik han som tilrettelægger af tv-serien "Syv sure mænd" på TV 2 Charlie. En del kender ham også som skuespiller på TV3 i dramaserien "2900 Happiness", og endnu flere har set ham som vært på "Dagens mand" på TV 2, hvor han også var redaktionschef. For de seneste år har han først og fremmest skabt sig et navn bag kameraet. Og dagen før vores interview er han netop landet efter en måneds optagelser i USA, hvor han har været tilrettelægger på et nyt program til TV 2 Zulu. "Zulu kvæg ræs" skal handle om en række kendte danskere, der skal lære at blive cowboy. For Pelle Hvenegaard hviler efterhånden i rollen som tv-tilrettelægger, der kaster andre ud på det dybe vand. Men det var et stort skridt for ham selv.

- De seneste år er jeg igen blevet kendt. Men nu bliver jeg genkendt som mand. Og nu er det for noget, som jeg selv har bygget op. Det har jeg det meget bedre med. For jeg var simpelthen ikke mand nok til at leve forventningerne ud i begyndelsen af 20'erne, hvor jeg stadig var præget af den enorme opmærksomhed, jeg fik som barn.

Pelle Hvenegaard trækker vejret dybt ind og sidder et øjeblik i sin egen verden, inden han fortsætter:

- Jeg har faktisk brugt mange kræfter på at tænke over, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg ikke var blevet berømt så tidligt. Sommetider har jeg brugt billedet af en ung løber, der vinder en OL-guldmedalje i maraton, første gang han træder i løbeskoene. Og hvad er der så at stræbe efter bagefter? På den måde kom jeg nok til at leve en del af mit liv i fortiden, fordi jeg hele tiden blev målt på den store succes fra "Pelle Erobreren". Men jeg tror, at en stor del i ens projekt mod at blive en mand er at lære at hvile i det, man gør. Lige nu og her. Det kunne jeg også se på de cowboyer, som jeg lige har mødt i USA. De hvilede simpelthen i deres praktiske kunnen, når de sad på deres hest og indfangede kvæg. Det er selvfølgelig en meget enkel mandemodel. Men jeg kom til at tænke over, at jeg selv får en følelse af at være mand, når jeg laver noget, som jeg virkelig mestrer. Måske er det også derfor, at jeg først nu tør kalde mig en mand. En rigtig mand har styr på sit eget liv. Og jeg er først begyndt at betragte mig selv som en mand for nylig. For i mange år var jeg simpelthen ikke færdig med at være dreng.

Lejligheden bærer da også præg af, at her bor en ungkarl, der har gjort det til en karriere at være professionel drengerøv. På stumtjeneren hænger tre cowboyhatte, i soveværelset ligger den seneste samtalebog mellem Jørgen Leth og Morten Sabroe, og i køkkenet flyder en kæmpestor mekanikerregning fra et værksted, der har lavet hans Jaguar, mens han var i USA.

- Jeg tror aldrig, at jeg helt slipper drengerøven. Men nu er jeg ikke længere bange for at tage ansvar. Og jeg tror faktisk, at jeg er ved at være klar til at være far, hvis jeg finder den rigtige. Den følelse har jeg ikke haft før, selvom jeg blev gift i en tidlig alder. Det holdt desværre ikke. Men jeg tror også, at jeg er mere klar i dag.

Hvilket mandebillede er du selv vokset op med?

- Min far er på mange måder stadig mit mandeideal. Han er uddannet psykolog og har en stærk intellektuel side, men det er alligevel ham, der har lært mig at bruge mine hænder. Jeg tror, at mange forbinder mænd med håndværk, og jeg føler mig også meget i kontakt med mig selv som mand, når jeg maler vægge eller laver ting i lejligheden. Det har min far lært mig. Det var også ham, der tog mig med ud i verden i en tidlig alder, hvor vi blandt andet var langt uden for turistområderne i Kina. Men jeg var altid tryg, fordi jeg vidste, at han havde styringen. For nogle år siden var vi sammen med vores familie i Thailand, hvor han til gengæld overlod roret til mig, da vi pludselig befandt os midt i en folkeopstand i en lille landsby. Dér var det mig selv, der sørgede for at skaffe transport ud af byen, og jeg har sjældent følt mig mere som mand. For at være mand handler for mig meget om at tage styringen.

Kan kvinder da ikke også gøre det?

- Kvinder kan alt. Det beviser de jo også hele tiden, og jeg synes, at kvinder skal have alle muligheder for at folde sig ud og være kreative og selvstændige. Men jeg tror alligevel, at man taber noget, hvis man ikke spiller rollerne som kvinde og mand. Man taler jo stadig om kønsroller, selvom de er noget udflydende efterhånden. Men det giver en skøn dynamik at tage rollen som mand på sig. Det er fantastisk at kunne sige til en kvinde: "Kom, nu skal jeg vise dig verden". Det er selvfølgelig meget en romantisk leg. For hvilken kvinde kan efterhånden ikke klare sig selv? Men ærligt talt synes jeg, at det bliver usexet, hvis en kvinde tager styringen for meget.

Er det ikke bare, fordi du bliver skræmt af selvstændige kvinder?

- Måske. Men jeg har altså ikke behov for at finde en kvinde, der kan male lejligheden for mig. Det skal jeg nok klare. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan hjælpes ad. Kvinder må meget gerne være selvstændige, men de må også gerne bevare noget feminint. Pointen er bare, at gnisten ofte findes i de gamle roller. Da jeg var i USA for at filme cowboys, havde vi også kvinder med på holdet, og jeg kan love dig for, at de var tiltrukne af de amerikanske cowboys, selvom de sikkert hverken kunne begå sig i en storby eller føre intellektuelle samtaler. Men de var virkelig i kontakt med deres egne manderoller. Jeg talte med en af dem, der fortalte, at han var taget ind til storbyen i sin tidlige ungdom, men var taget tilbage få dage efter, fordi han ikke følte sig hjemme der. Til gengæld hvilede han i den grad i sadlen. Og med det billede tror jeg meget, at livet som mand handler om at finde en sadel, der passer til en, at finde en opgave, som man kan hvile i og blive udfordret i på samme tid. Livet for den moderne mand er jo ofte mere kompliceret end en cowboys hverdag, men det handler stadig om at finde en måde at få kontrol over sit liv på. Ved at finde noget, man mestrer. For på den måde kan man også bedre tage styringen over tilværelsen og blive rejseguide i sit eget liv.

Når cowboyprogrammerne er færdigklippede, gælder det en ny sæson af dating-programmet "Dagens mand" på TV 2, hvor Pelle Hvenegaard er vært. Det var også ham, der var med til at udvikle ideen om at lade en stakkels ungkarl stå foran 20 kræsne singlekvinder med hver sin røde nej-knap. I første runde kan de afvise fyren alene på navn og udseende, og først bagefter gælder det personligheden.

- Det er jo ikke ligefrem videnskab, men jeg synes, at man kan registrere, at de mænd, der klarer sig bedst i vores program, er dem, der hviler mest i, hvem de selv er og udstråler "take it or leave it, for sådan er jeg". Og det tror jeg også godt, at seerne kan bruge i hverdagen. I dag udvælger kvinder jo mænd i lige så høj grad som omvendt. Og hvis mænd begynder at lave for meget om på sig selv for at blive scoret, så mister de paradoksalt nok tiltrækningskraften. Som moderne skrivebordsmand må man også trøste sig med, at de håndværkertyper, der bruger al deres fritid på at pumpe sig op i motionscentrene, som regel kommer til at virke mere ynkelige end mandige. Men det betyder jo ikke, at vi ikke skal udfordre os selv som mænd. Det var også pointen i "Syv sure mænd" på TV 2 Charlie, hvor jeg lod syv ældre mænd gennemgå en masse aktiviteter, som de aldrig ville have valgt selv. Det er fantastisk at se en 72-årig mand give den hele armen som rapper på Roskilde Festivalen. Og jeg håber, at jeg selv kan forny min lyst til at blive mere mand på nye områder gennem hele livet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk