Prøv avisen

En paradisø med en barsk fortid

Anholt fyr er et af landets ældste og er opført allerede i 1561. Indtil for få år siden kom lyset fra en gaspære, men nu skaffes der strøm fra solpaneler, som er placeret på sydsiden af tårnet. -- Foto: Kaspar Wenstrup.

Som Danmarks fjernest beliggende ø, dækket af ørken og omgivet af skibsvrag, er Anholt lidt af en eventyrø, der den dag i dag er præget af sin barske historie

"Når der er for meget spektakel på øen, tager jeg herud med min sovepose og fanger natsommerfugle. Det er som at blive født på ny," siger Steffen Kjeldgaard og bestiger forpustet endnu en bakketop.

Det tørre lav knaser under vandresandalerne, mens han forcerer klit efter klit og lægger de lave fyrretræer bag sig. Området er pakket ind i en sød duft af lyng. Solens nådesløse stråler får alting til at stå stille. Kun en flues summen hér og en græshoppes hvislende bagben dér kan høres. Vi er midt i det, man betegner som Nordeuropas største ørken. Den ligger på Anholt – langt ude i Kattegat. Midt i en barsk natur, hvor end ikke de snart 100 år gamle fyrretræer, der skal begrænse sandflugten ind over byen, formår at vokse sig høje. Og hvor man er er omgivet af et hav, der har opslugt et utal af søens folk.

Steffen Kjeldgaard har boet på den 22 kvadratkilometer store ø hele sit liv. Som barn var ørkenen som en gigantisk legeplads, hvor Steffen Kjeldgaard sammen med kammeraterne ledte efter mågeæg. Som voksen har han fungeret som autodidakt naturvejleder på øen og guidet tusindvis af turister gennem ørkenvandringer i det spektakulære landskab. Men nu har slidgigt og andre skavanker gjort, at tiden i stedet bliver brugt på at fange sommerfugle i den ørken, han kender så godt.

"En nat var jeg ganske vist nær faldet i et vandhul. Jeg var dybt forbavset. For det er altså virkelig sjældent, at jeg opdager noget, der er én gange to meter stort, som jeg ikke har set før," fortæller Steffen Kjeldgaard og holder sin GPS frem for sig, hvori han har indkodet alt fra korallav og tyttebær, til kantareller og ørkenlak.

"Jeg har sagt til mine børn, at de hverken kommer til at arve gods eller guld. Men de kan til gengæld få et komplet kort over, hvor de kan finde kantareller," siger han grinende.

Men da han kommer ned på stranden, bliver han grebet af alvor. Han lægger sig på knæ og spejder ud over havet. Han har fået øje på noget, der ligner en tømmerflåde. Armene bliver straks samlet i en ring over hovedet, hvilket på havet er et tegn for spørgsmålet, om nogen er i vanskeligheder. Der kommer intet svar, så Steffen holder øje med, om fartøjet bevæger sig og konkluderer, at det må være en gummibåd, der er sat ud af det skib, der sejler nogle hundrede meter bagude.

Øens barske fortid sidder i Anøboen, som den gør i alle de lokale. Rundt om denne farefulde ø – 44 kilometer fra Djursland, 47 kilometer fra den svenske kyst og 73 kilometer fra Sjælland – mener man, at der endnu ligger 500 uopdagede vrag. Ud fra øens østspids strækker sig et 50 meter underjordisk rev. Det skulle efter sigende være det mest berygtede. Men også Nordvestrevet og Stensøre er frygtede af sejlere. Og tværs gennem ørkenen kan man stadig se sporene fra den gamle redningsvej, hvor alle byens mænd over 14 år før i tiden trådte til med hest og vogn for at transportere redningsbåden frem til nødstedte.

Redningsbåden kan endnu ses nede på Anholts lille lokale museum, hvor Maria von der Maase hjælper til. Hun er en del af von der Maase-slægten, der har ejet store dele af øen og haft aner på øen siden 1720. Maria von der Maase har tilbragte mange sommerferier på Anholt, og nu vil hun gerne give noget tilbage til øen ved at være frivillig på museet nogle dage om ugen i sommerferien.

"Det giver mig mulighed for at lære øen bedre at kende, men også at bidrage med noget til Anholt, og museet har brug for hjælp," fortæller hun.

I museets lavloftede rum står Maria von der Maase omgivet af gamle klædedragter, fotografier af øens fiskere og stenøksefund fra ørkenen. Det er vigtigt for hende at kende til den baggrund, der har været med til at forme hende og slægten. Og sådan er der åbenbart mange, der har det, fortæller Maria von der Maase og peger på en reol, hvor ringbind fyldt til randen med fotografier og artikler om Anholt er stillet op.

"Nogle dage sidder turisterne herinde ved bordet i timevis og søger efter ting og sager," siger hun.

Hun oplever ofte, at anholterne kommer forbi med gamle genstande, de har fundet i gemmerne. Eller at gæster fortæller nye beretninger om øens forfædre. Men det er dog begrænset, hvor meget af øens fortid, der er bevaret.

"Folk på øen har virkelig slidt i det. Og mange af deres ting er simpelthen blevet slidt op eller er havnet ved endestationen – i brændeovnen," fortæller Maria von der Maase.

Også englænderne var hårde ved øen. Fordi Anholt ligger langt ude i Kattegat, var øen bekvem og strategisk for den engelske flådes flittige besejling af de danske farvande. Derfor besatte de øen i 1809. Midt i Anholt By står Englændermonumentet – en knækket søjle omkranset af seks oprejste kanoner – til minde om de danske matroser og officerer, der faldt under Danmarks mislykkede angreb på besættelsesmagten den 27. marts 1811. 200-årsdagen for denne begivenhed vil blive mindet på Anholt til næste år.

Det er egentlig lidt af et under, at Anholt overhovedet er en dansk ø i dag. For efter fredsslutningen med svenskerne tilbage i 1658, hvor Danmark afstod Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm, lyder historien, at Anholt kun forblev dansk på grund af en tilfældighed. Måske blev den bare glemt under forhandlingerne. Fortællingen lyder, at den danske forhandler på kortet havde plantet et krus øl, som dækkede øen.

Tilbage i ørkenen bukker Steffen Kjeldgaard sig ned og samler et lille stykke rustent metal op. Det er resterne af de skinner, der i tidernes morgen blev brugt til at transportere sten ned til øens vestside i forbindelse med, at havnemolen skulle bygges.

Det var først ved begyndelsen af 1800-tallet, at der blev oprettet en egentlig færgerute til Anholt. Her kunne man en gang om måneden komme fra Helsingør til øen. Og de næste hundrede år sejlede forskellige postskibe hertil.

Men i 1921 blev skibet Vera sat ind på ruten København-Grenaa-Anholt med hele to ugentlige afgange. Dermed kunne øen nås fra storbyen og fik status som udsøgt ferieø, og færgen, der den dag i dag ankommer fra Grenaa en gang om dagen i sommermånederne, er blevet øens livsnerve, fortæller Søren Anker-Møller, der har været øens præst i 36 år.

"Det særlige ved Anholt er øens rytme. Meget afhænger af færgen, som om vinteren kun kommer fire gange om ugen. Øboerne er fælles om de vilkår, der er forbundet ved at bo her. Her er ro og fred til at fordybe sig. Man er afskåret fra fastlandet. Og selvom vi da har avis og tv, har vi ikke ret meget kontakt med fastlandet," siger han.

Der er lige nu 172 fastboende på Anholt. Og af dem er omkring 130 medlemmer af folkekirken. Og som Søren Anker-Møller siger, er det "ikke ligefrem, fordi folk står i kø for at komme i kirke".

På den måde har han som præst nogle af de samme udfordringer, som præster i landsbyerne på fastlandet. Men hvor mange af landets øvrige kirker står tomme i sommerferien, er kirken på Anholt fyldt til randen – af turister.

I dag er der omkring 300 sommerhuse på øen, der putter sig mellem fyrretræerne. De er med til at huse de mange turister, man ser cykle af sted ad øens grusveje, eller som flittigt promenerer nede på havnemolen et par kilometer fra byens ro og fred.

Men selvom folk flokkes for at nyde godt af øparadiset, kan man stadig gå i timevis ad de lange, hvide sandstrande uden at møde en levende sjæl. Her har man kun mågerne som selskab. Imens kan man skue ud over havets uendelighed og tænke tilbage på øfolkets barske fortid.

holtze@kristeligt-dagblad.dk

Anholt Havn er målet for tusindvis af lystsejlere. Og antallet af turister gør, at øens indbyggertal bliver mangedoblet om sommeren. Derfor kan havnen og området omkring havnen, hvor øens restauranter er, ofte være noget overfyldt. -- Foto: Heine Pedersen.
En af de største bestande af spættet sæl yngler omkring Anholt. Derfor er der etableret et fredet sælreservat på østspidsen, "Totten". Der er lavet en udsigtsplatform ved reservatets nordvestlige grænse, hvor man kan iagttage sælerne på kikkertafstand. -- Foto: Morten Juhl.
56-årige Steffen Kjeldgaard har boet på Anholt hele livet. Her spejder han ud over ørkenen på Anholt, hvor han i en længere årrække lavede guidede ture for turister. -- Foto: Lea Holtze.