Prøv avisen

En salme til trøst i det meningsløse

Ja, der er én ting, som kan give mening, når det meningsløse tårner sig op omkring en, og det er, at man føler sig set og forstået i sin smerte og sine reaktioner, skriver Preben Kok. Foto: Ulrik Jantzen Denmark

Det gav mening at synge salmen Hil dig, frelser og forsoner til Anne Grethes begravelse, fordi den åbner noget af det mest gådefulde i livet, nemlig at uanset hvor vi er, så kommer Gud os i møde

I Engum sogn, som ligger på nordsiden af Vejle Fjord, bor knap 1200 mennesker. Det betyder, at når der sker noget betydningsfuldt her, så ved en stor del af sognets beboere det, og det præger stemningen i sognet.

Det mærker vi lige nu, for den 29. april døde Anne Grethe Jakobsen, 53 år, efter et meget kort sygdomsforløb. Anne Grethe var udadvendt, hjertevarm og hjælpsom i såvel familien og vennekredsen som i det butikscenter, hvor hendes og hendes mands forretning ligger. Rystelsen fra det dødsfald er stadig med til at præge stemningen her. Vi orienterer os på en måde ud fra det.

Anne Grethe begyndte at mærke noget usædvanligt i februar, og undersøgelserne af hende fandt sted fra begyndelsen af marts. Indtil en uge før dødsfaldet var Anne Grethe i forretningen hver dag, men så begyndte sygdommen at udvikle sig hurtigt.

Anne Grethes mand, Bent, holdt vennekredsen orienteret ved at sende nogle meget oplysende og personlige mails, og lige da Anne Grethe var død, skrev han blandt andet:

"Vi har mistet en altopofrende mor og kone. Der vil komme mange svære dage, men vi tre, der er tilbage, har fået talt meget sammen, og vi har været sammen med Anne Grethe til det sidste. Anne Grethe skal begraves i Engum på lørdag klokken 11. Jeg er forfærdelig ked af det, og på mange måder er der meget, der er styrtet i grus. Men der er ingen tvivl om, at der ved begravelsen skal synges Hil dig, frelser og forsoner. Det giver mening i denne uvirkelige situation, vi nu står i."

Den nære familie fulgte Anne Grethe under hendes sygdomsforløb så tæt, det overhovedet kunne gøres lige til hun døde og endda længere, for begravelsesprædikenen voksede ud af Bents ord om, at det giver mening at synge Hil dig, frelser og forsoner, når livet styrter i grus. For er der overhovedet noget, som kan give mening i en så skånselsløs situation?

Ja, der er én ting, som kan give mening, når det meningsløse tårner sig op omkring en, og det er, at man føler sig set og forstået i sin smerte og sine reaktioner. Det eneste, der kan give mening, når livet er meningsløst, er virkelig at blive mødt i ord eller i et blik eller en omfavnelse eller med konkret hjælp eller noget helt femte. Fælles for det hele er imidlertid, at den, der er i nød, bliver set og mødt, som han eller hun er, og bliver hjulpet og holdt af.

Derfor er det en svær kunst at hjælpe, det må vi alle sande og derfor er taknemmeligheden også af en særlig art, når det lykkes at få hjælp og at hjælpe.

Når det giver mening i meningsløsheden og magtesløsheden at synge Hil dig, frelser og forsoner, er det, fordi denne salme netop møder os og favner os alle steder i livet og derfor også, når livet er mest uforståeligt hårdt. Salmen lukker nemlig op ind til de erfaringer, Guds egen søn gjorde, da han levede her på jorden.

Ved at gøre det ser vi, hvad Kristus selv har oplevet, og bliver klar over, hvad han kan forstå af vores liv. Og det er jo netop der, hvor vi føler os forstået af en anden, at vi kan opleve det meningsfulde møde selv midt i meningsløsheden.

I Hil dig, frelser og forsoner er det imidlertid ikke blot et andet menneske, der forstår os og møder os midt i det ubærlige.

Det er Gud selv, der gør det, og det er det vigtigt at slå fast. For oftest søger vi til kirke for at møde Gud, høre hans ord og spise ved hans bord.

Men i Hil dig, frelser og forsoner sker det modsatte. Salmen minder os nemlig om, at Gud faktisk kommer til os, og det er også det eneste, der kan give mening, når man er i det meningsløse.

Det første, Kristus gjorde her i verden, var netop at komme til os julenat som barnet i Betlehem. Gud kom til sine mennesker med alt, hvad han har, fordi Han vil være sammen med os. Som vi synger i Hil dig frelser og forsoner:

"Du, som har dig selv mig givet,/ lad i dig mig elske livet,/ så for dig kun hjertet banker,/ så kun du i mine tanker/ er den dybe sammenhæng!"

Og Gud ved, at vi har brug for alt, hvad han har ikke mindst i meningsløsheden, for han har selv oplevet den, da han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Derfor har Gud givet os barneretten til at sige det til ham, vi har mest brug for. Også når det er at råbe: Jeg kan ikke mærke, Gud, at du er her, og jeg har brug for alt, hvad du har.

Og alt, hvad han har, er netop den kraft, som påskemorgen var mægtig til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent.

Når det gav mening at synge Hil dig, frelser og forsoner ved Anne Grethes begravelse midt i den barskeste virkelighed er det, fordi salmen åbner noget af det mest gådefulde i livet for os, nemlig at uanset hvor vi er, så møder vi Gud, fordi han kommer os i møde.

Han har nemlig lovet os at være hos os alle dage uanset hvad det er for nogle dage alle dage indtil verdens ende. Derfor er han hos os og står os bi, når fjender frister. Han rækker os sin hånd, når øjet brister, og siger til os: Du skal være hos mig altid i mit rige i Paradis.