Prøv avisen

En smuk død

Målet må med andre ord være at blive ved med at sige "tak" frem for "ak", som Johannes Møllehave engang har sagt. Og jeg er selv fuld af beundring for mennesker, der forstår at bevare livsgnisten til det sidste, skriver daniel Øhrstrøm i ugens Signatur

Forleden fortalte en af mine venner mig om et smukt dødsfald. En 96-årig mand var på vej til kirke på Sydfyn og ville lige lægge vejen forbi sin kones gravsted, inden han gik til alters. Inde i kirken lagde præsten mærke til, at den ældre mand ikke var til stede. For den 96-årige var en fantastisk trofast kirkegænger. Forklaringen kom en dreng løbende med efter gudstjenesten. Drengen havde fundet den ældre mand i sneen tæt ved konens grav. Man kunne se på fodsporene i sneen, at manden havde nået at lægge vintergækker på kones grav, inden han var faldet død om.

– Hvis man skulle skrive manuskriptet til sit eget liv, kunne man ikke forestille sig en smukkere død. Tænk at dø sådan som et lille billede på genopstandelse i tøsneen omgivet af vintergækker, fortalte min præsteven, Anders Carlsson, bevæget i telefonen før begravelsen. For han havde på den måde fået et inspirerende input til den efterfølgende begravelsestale lige uden for sin egen kirke. Og den afdøde fynbo havde i det hele taget været inspirerende. Den 96-årige havde angiveligt levet sit liv fuldt ud til det sidste – og endda selv gravet kartofler op så sent som i efteråret.

Det er den måde, jeg selv håber at tage herfra på engang. Mæt af dage, men aldrig træt af dage. Målet må med andre ord være at blive ved med at sige "tak" frem for "ak", som Johannes Møllehave engang har sagt. Og jeg er selv fuld af beundring for mennesker, der forstår at bevare livsgnisten til det sidste.

Jeg husker et andet smukt dødsfald, som jeg aldrig glemmer. Det foregik ikke bare uden for en kirke, men under selve gudstjenesten. På det tidspunkt var jeg selv en ugidelig teenager, der alligevel fulgte med mine forældre de fleste søndage i en lille lavkirkelig frikirke i Bagsværd ved København. Møderne blev holdt i Gladsaxe Bios forhal, så vi var altid nogle frivillige, der kom og satte stole op en time før gudstjenesterne. For menigheden bestod sådan set bare af en flok frivillige, der holdt af hinandens selskab, kristentroen – og kaffe! Og der var altid et element af uforudsigelighed omkring de formiddagsmøder, for der var også åben mikrofon under gudstjenesterne.

En søndag stillede Ejner sig op og tog mikrofonen. Ejner var en spinkel, ældre mand, der boede alene, så søndagens kristne fællesskab var et højdepunkt for ham: "Jeg føler mig meget træt for tiden, men jeg kan ikke lade være med at fryde mig indeni, når jeg sidder og læser de gamle kristne sangtekster derhjemme. Jeg faldt over en sangtekst, der siger, at vi er kongebørn. Og jeg har gået og glædet mig over det hele ugen. Tænk jer, venner, vi er kongebørn!" råbte han og svang triumferende sin knyttede næve i luften ved tanken om, at han en dag skulle hjem til sin far, Kongen, i Himlen. Så fortalte han sin egen historie om, hvordan troen havde hjulpet ham i hverdagen hver eneste dag, siden han var 17 år.

Og jeg husker tydeligt, hvordan han gik smilende ned til sin plads – og døde på sin stol ti minutter senere. Efter at han sank sammen på sin cafestol, løftede min far ham op og aede ham over issen, mens andre ringede 112 og forsøgte at yde førstehjælp. Og sådan åndede Ejner ud. Omgivet af venner. Det er den slags dødsfald, der giver tro på livet.

ohrstom@kristeligt-dagblad.dk