Enke med en mand i live

Danmarks legendariske sportsmand Knud Lundberg er ramt af Alzheimer. Hans hustru fortæller her om livet med en mand, hvis hukommelse er forsvundet

For tre uger siden kørte Hanne Lundberg sin mand hen på genoptræningscenteret Tranehaven, der ligger nord for København. Men køreturen var vemodig, for Hanne Lundberg vidste, at der ikke var noget håb om genoptræning, og at hun nok ikke ville få den mand, hun elsker så højt, hjem igen. Knud Lundberg er ramt af Alzheimer, en sygdom der de seneste syv år har ædt sig ind på hans hukommelse, så han i dag ikke kan huske sit hjem gennem 41 år. Knud Lundbergs buste står i dag i Parkens Hall of Fame, og med god grund. Han er stadig indehaver af en rekord, der næppe nogen sinde bliver slået. Som den eneste har han været på landsholdet i både fodbold, håndbold og basketball og oven i købet været anfører for alle tre hold. Samtidig blev det til en uddannelse som læge, som dog aldrig rigtig blev brugt, fordi journalistikken trak mere. Dertil kom en aktiv politisk tid i Frederiksberg byråd for Socialdemokratiet og et utal af bøger. I 1954 giftede han sig med den 12 år yngre og meget smukke Hanne, og parret blev en naturlig del af ugebladenes kendisser. - Jeg elskede at blive fotograferet og vise nye kjoler frem, husker Hanne Lundberg med et smil. Denne novemberdag kvier hun sig imidlertid ved at blive fotograferet, for rynkerne er blevet flere hos den nu 67-årige kvinde, der dog stadig oser af klasse. Da fotografen er gået, foreslår hun, at vi sætter os i karnappen, hvor solen kommer væltende ind. Hun byder på hvidvin, lukker de to hunde Trold og Frederik ud i haven og tænder interviewets første cigaret. En lang tynd Mistral. Bunker af breve Hanne Lundbergs beslutning om at være åben, selv om societyglansen er gået af parret i kølvandet på den alvorlige sygdom, har aftvunget så stor respekt, at hun for en måned siden fik en nystiftet Alzheimer-pris for de pårørende. - Efter at jeg er stået frem og åbent har fortalt om sygdommen, har jeg fået bunker af breve. Det betyder meget for pårørende, at jeg fortæller om sygdommen, fordi Knud var kendt og på alle måder sådan en smuk og charmerende fyr. Flere skriver til mig, at det er med til at bringe tabuet væk om Alzheimer, fortæller Hanne Lundberg, der ofte bliver stoppet i supermarkedet og på gaden og gratuleret med prisen og takket for det mod, hun udviser ved at stå frem. Men også for hende var det svært at stå offentligt frem og fortælle, at hendes mands hjerne var begyndt at forkalke. I en tv-udsendelse blev hun direkte spurgt, om Knud Lundberg var dement. - Jeg tog en dyb indånding og sagde så klart og tydeligt, at det var han, husker Hanne Lundberg. Hun mener, at der er et stort tabu om Alzheimer, fordi det rammer hjernen. - Det er i orden at tale om kræft, blodpropper og brækkede ben. Men når det drejer sig om noget heroppe, så er det pinligt, fortæller Hanne Lundberg og peger på sit hoved. For hende har de seneste syv år været drøje. Knud Lundbergs sygdom er langsomt kommet snigende og er blevet værre og værre. - Det er ligesom rynkerne. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men pludselig en dag i spejlet lægger man mærke til dem. Sådan er det også med Alzheimer. Det gik op for mig, at noget var galt, den dag han skulle have været til tandlægen, men kom hjem, fordi han ikke kunne huske, hvor tandlægen boede, siger Hanne Lundberg. Rom var glemt Men alligevel overhørte hun de mange signaler. De blev slået hen med, at hendes mand altid havde været glemsom og distræt. - Men det handler jo i høj grad også om, at man bliver opmærksom på noget, som man helst ikke vil vide af, mener Hanne Lundberg. Hun fortæller, at hendes sportstrænede mand helt op i 70-års alderen spillede bold og rejste. Så da han en dag kom hjem fra en rejse og sagde, at nu ville han ikke af sted mere, var det endnu et signal til hustruen. Da Knud Lundberg for fem år siden fyldte 75 år og i fødselsdagsgave fik en rejse, var Hanne Lundberg derfor godt klar over, at det ikke var alle steder, parret kunne tage hen. Valget faldt derfor på Italien, som de ofte har besøgt, fordi Hanne Lundbergs søster lever i Norditalien. - Men i Rom kunne han slet ikke kende noget, selv om vi har været der ofte, og han kunne heller ikke huske de restauranter, vi havde været på, fortæller Hanne Lundberg. Bedre blev det ikke, da parret nåede frem til Hanne Lundbergs søster. Knud Lundberg lå i sengen under det meste af opholdet og så tv. Ensomheden Et af problemerne for Hanne Lundberg ved mandens sygdom har været, at han kan være nærværende i en halv time og derfor narre besøgende, læger, venner og familie. - For to år siden havde vi et vennepar til middag. Knud strammede sig op, lyttede og konverserede. Da jeg sidst på aftenen fulgte parret ud i entreen, sagde de til mig, at det jo slet ikke var så slemt. Hanne, du overdriver, sagde de. Men to minutter senere, da jeg gik ind i stuen til Knud og spurgte, om det ikke havde været en hyggelig aften, spurgte han mig: Jamen, hvem har været her, forklarer Hanne Lundberg. Den type oplevelser har der været mange af, og Hanne Lundberg har derfor følt sig meget ensom. De venner, hun havde håbet på støtte fra, har skuffet hende fælt ved ikke at tro på hendes oplevelser af mandens sygdom. De har slået det hen, og hun har derfor været meget ensom i de senere år. - Det er lidt svært, fordi jeg ikke har nogen at vende mig til, og ingen jeg kan vente støtte fra. Det er trist, når nogen af de nærmeste svigter og blot synes, det er mig, der er helt forkert på den, siger Hanne Lundberg og fortsætter: - Jeg har aldrig været alene, for Knud har jo været her hele tiden. Men jeg har været ensom, for Knud kunne jeg jo ikke tale med. Jeg er enke med en mand i live. Måske af samme grund skifter hun mellem at omtale sin mand gennem 45 år i datid og nutid. - Det har været et vidunderligt liv. Men det liv, vi har haft sammen, er forbi, siger Hanne Lundberg. På spørgsmålet om, hvorvidt det at leve sammen med en Alzheimer-syg mand er ligesom at have et lille barn, lyder svaret. - Det er værre. For har du et barn på to år, er det meget arbejdskrævende. Men det går fremad hele tiden. Med en mand, der har Alzheimer, går det kun en vej, og det er ned, siger Hanne Lundberg. Af samme grund kalder hun Alzheimer for den nådesløse sygdom. I flere år har folk på besøg spurgt hende, om Knud ikke snart skulle på plejehjem, og inde i hende har en kamp raset. - Det er et valg mellem pest og kolera. Men nu kommer han nok ikke hjem igen. Efter genoptræningscenteret skal han på plejehjem, siger Hanne Lundberg. En svær beslutning Kort før Knud Lundberg flyttede, viste tv en vigtig landskamp i fjernsynet, og Hanne Lundberg besluttede, at nu ville hun kræse for sin mand. Hun lavede en god middag, og parret satte sig til rette for at se kampen. - Han kunne godt følge spillet, men jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede, var kampen lige slut, og jeg spurgte ham, hvem der tabte. Det kunne han ikke huske, men han troede nok, det var Danmark. Næste dag i avisen læste jeg, at vi vandt, siger Hanne Lundberg. Situationen har igennem længere tid spidset til, og nu har hun besluttet at lytte til eksperternes råd om, at det vil være vanvittigt at tage ham hjem igen. - Jeg har været nervøs hele tiden, og det slider. For pludselig sker katastrofen, og han falder ned ad trapperne. Men sker katastrofen nu, bliver det altså ikke her, siger Hanne Lundberg. Hun erkender dog, at beslutningen ikke har givet hende den lettelse, hun havde håbet på. - Det er ikke så nemt med en mand, jeg har elsket, siden jeg var 19 år. Man kan ikke bare sige, nu er det ikke sjovt længere, nu går jeg. Jeg har haft en skøn mand, og der er stadig lysglimt. I et par minutter kan jeg tænke: - Åh Gud, han skal hjem, men det går ikke, siger Hanne Lundberg. Savner hun at have ham i huset? - Jeg kan jo ikke savne det liv, vi havde. Men jeg savner det at have en at lave middag til, og at der er en form for liv i huset. Til gengæld er jeg nu ikke nervøs hele tiden for, at der skal ske en ulykke, og det er en lettelse. Der er mange sider af denne sag, konstaterer Hanne Lundberg. Psykisk træt De seneste par år har hun ikke levet, men blot holdt den gående, og brugt søvnen som flugt. Ofte er hun faldet i søvn foran tv'et klokken otte om aftenen. Hun er med sine egne ord »dødhamrende psykisk træt«, og hun håber, at hun nu får et bedre liv og bliver lidt glad igen. - Folk siger, at nu får jeg det bedre - det glæder jeg mig da til, lyder det galgenhumoristisk. Hun besøger sin mand næsten dagligt. Så tager hun B.T.'s sportssektion med samt bananer, druer og chokolade. - Jeg tror ikke, han læser i avisen, men han bladrer. Det samme gør han med den bog, han selv skrev for 10 år siden. Det er hans erindringer, der er mange billeder i den, og ofte når jeg kommer, ligger den slået op. Når Hanne Lundberg kommer på besøg, fortæller hun om deres fælles søn, svigerdatteren og de tre børnebørn. - Specielt de to yngste børnebørn har han ingen erindring om, og også vores søn og hunde kniber det for ham at huske. Når jeg spørger ham, om han kan huske det røde hus og vejen her, ryster han på hovedet, siger Hanne Lundberg. Når hun besøger Knud Lundberg, aer han hendes hånd og fortæller hende, hvor glad han er for hende. - Han påstår, at han aldrig vil glemme mig, men den dag han gør det, bliver slem, forudser Hanne Lundberg. Hun glæder sig dog over, at hendes mand aldrig er blevet aggressiv, som så mange Alzheimer-patienter bliver. - Men hvor skulle han også finde den aggressivitet henne? I Knud findes der kun sødhed. Jeg har aldrig set ham sur, og han er et elskeligt menneske, siger hustruen kærligt. Interviewet er ved at være slut, og journalisten rækker hånden frem til farvel. - Nej, her i huset giver vi knus, siger Hanne Lundberg, inden hun hjerteligt omfavner den besøgende.