Prøv avisen

Enlige mødre på vej ud af skyggen

Den enlige mor er gået fra andenrangsmenneske til ofte at være ressourcestærke kvinder, der bevidst vælger at få børn uden at have fundet en mand. Men rejsen har ikke været uden knubs

Astrid Lindgren var i en slem knibe. Hun var gravid, men ville ikke fortælle, hvem faderen var, og så måtte hun ikke føde barnet, sagde svensk lovgivning. Hun tog til Danmark for at føde og måtte efterlade barnet hos en dansk plejefamilie. Tilbage i Sverige sparede hun hver uge penge nok sammen til at besøge sin pige i håbet om, at hun en dag kunne møde en mand, så facaden igen så rigtig ud, og hun kunne få sit barn tilbage. Det var rædsomt, har hun senere fortalt, og stod på i fire år, men sådan så verden ud for en enlig mor i 1928.

Det lyder måske som en gammel verden, men eksemplerne fortsætter op gennem tiden. Ikke meget havde således ændret sig i 1946, da Inger Merete Nordentoft - en respekteret skoleinspektør i København - fødte og opdrog et barn som alenemor. Et barn uden for ægteskabet blev betragtet som moralsk forkasteligt, og de havnede da også i den særlige juridiske kategori: Uægte. Nordentoft påpegede, at hvert 10. barn i Danmark blev født uden for ægteskabet, og at hvert tredje barn i København voksede op uden en far, men lige meget hjalp det. Efter intens offentlig debat blev enden på det hele, at en ny skole blev bygget til alle de børn, hvis forældre var imod Nordentofts forbliven som skoleinspektør.

Og faktisk kan man finde lignende historier helt op i 1980?erne, forklarer faglig konsulent i Mødrehjælpen, Inge Schmidt. Blandt skolelærerne blev der ofte set med strenge øjne på børn af enlige mødre, og de bekvemme forklaringer stod i kø, når netop disse børn var urolige.

- Det var først i løbet af 1980?erne, at der skete et skift, så den moralske fordømmelse af enlige mødre ikke længere var så åbenlys. Moralens vogtere undlod stadig ikke at gøre opmærksom på, at det ikke var den rigtige måde at leve på, men i den brede befolkning begyndte man at acceptere en familieform uden far. På det tidspunkt havde den jo været en indgroet del af samfundet i flere årtier, men det ligger åbenbart dybt i os, at en rigtig familie både har en far og en mor, siger Inge Schmidt, der har 40 års erfaring med udsatte, enlige mødre.

Næsten lige så længe har seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Mogens Christoffersen forsket i familiens udvikling. Han har blandt andet fulgt kvindernes lange vej til fordomsfrit at kunne vælge at få en barn uden at have en mand. Lige fra omkring 1900 - hvor hver fjerde kvinde forblev barnløs hele livet, fordi der ikke var tilstrækkeligt med mænd, der kunne forsørge en familie - til i dag, hvor mulighederne for at blive mor uden en far bliver stadig flere og mere accepterede. Senest med offentlige sygehuse, der nu må inseminere enlige kvinder, og homoseksuelle, der gerne må adoptere.

Før 1900, forklarer Mogens Christoffersen, var der næsten ingen enlige mødre, og de, der var, havde i hvert fald ikke selv valgt det, for den udbredte fattigdom gjorde det praktisk umuligt. Hvert fjerde barn blev således aldrig et år gammel, og helt frem til 1950'erne var børn født af enlige mødre væsentligt dårligere stillede end andre børn med flere sygdomme og højere dødelighed.

Men nogle tilfælde af enlige mødre var der dog, og deres problemer var så store, at Foreningen for ulykkeligt stillede Mødre blev oprettet i 1905. Foreningen for enligtstillede nødlidende Kvinder med Børn blev stiftet året efter.

De var der blandt andet for at modvirke de enlige kvinders praksis med at sætte børnene i pleje for selv at kunne arbejde. Børnene endte nemlig ofte med at blive udlejet til højestbydende og blev generelt betragtet og behandlet som andenrangsmennesker, der kunne udnyttes efter forgodtbefindende.

Forholdene for de enlige mødre blev forbedret løbende i takt med den generelle stigning i velfærdsniveauet. Men de slæbte hele tiden efter, og synet på dem flyttede sig ikke nær så hurtigt som deres økonomiske grundlag.

Først i 1960'erne begyndte der at ske noget. Den seksuelle frigørelse slog igennem, men mange blev fanget af, at aborten endnu ikke var fri, og den enlige mor blev mere synlig - men ikke synderligt mere velset.

Samtidig strømmede kvinderne ud på arbejdsmarkedet. I 1966 var to tredjedele af småbørnsmødrene hjemmegående, i 1974 var det blot halvdelen, og det gav pludselig de enlige en reel mulighed for at kunne forsørge et barn alene. Og for at leve et liv, der ikke var så sølle, som fordommene tilsagde.

- Det har særligt siden 1980?erne været et mantra, at man skal kunne klare sig selv i det danske samfund, så da de enlige i stigende grad begyndte at være i stand til det, steg også accepten af dem, forklarer Inge Schmidt fra Mødrehjælpen.

- Problemet er selvfølgelig, at de kvinder, der har svært ved at få det til at hænge sammen, er blevet endnu mere marginaliseret. Men i det mindste af billedet af dem blevet mere nuanceret.

I dag findes der ifølge Inge Schmidt cirka 135.000 enlige forsørgere. 40 procent af dem har ingen uddannelse og kun en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. De fleste af dem, der henvender sig til Mødrehjælpen, tilhører denne gruppe og er typisk meget unge, der får barnet, fordi de ikke kan overskue at lade være.

I den anden ende af skalaen er de +35-årige kvinder med lang uddannelse, et godt job - men ingen mand. De henvender sig typisk til adoptionsbureauerne eller fertilitetsklinikkerne for at få den familie, de længe har længtes efter. På den største af de private klinikker, Stork-klinik, blev der sidste år født 118 børn af enlige kvinder som resultat af en insemination - et tal, der er steget støt siden klinikkens start i 1999, hvor blot et enkelt blev født. Drivkraften har været en løbende ændring i forholdene for og synet på den enlige mor, mener klinikkens leder, Nina Stork. Især den seneste lovændring pr. 1. januar 2007, som giver læger på landets sygehuse lov til at inseminere enlige, er blevet opfattet som en blåstempling af enlige mødre med børn som en offentligt legitim familieform.

- Der er sket utrolig meget de seneste 10 år. De første kvinder, der kom her, fortalte, hvordan de følte sig som en tyv, når de sad i flyet og måtte liste sig til udlandet for at blive insemineret, fordi det stadig var ulovligt i Danmark. Og når noget er ulovligt, er det også moralsk forkert i manges øjne. Kristeligt Folkeparti forsøgte aktivt at lukke min klinik med lovforslag både i 2000 og 2002. De mente, at et barn har brug for både en far og en mor, men debatten var meget følelsesladet og ikke særlig saglig. Først i 2007, da mit arbejde blev sammenligneligt med lægernes, forsvandt megen af den fordømmelse, der har fulgt de enlige kvinder lige indtil da. Og kvinderne fortalte, at de nu bedre kunne overskue at forklare deres familier den beslutning, de havde truffet for længst, men udskudt af frygt for reaktionerne, fortæller hun.

Og reaktionerne er ikke helt uforståelige, erkender hun. For man påtager sig et særligt ansvar, når man sætter et barn i verden uden en far. Derfor er det rutine at tage en grundig snak med kvinderne før en insemination.

- Hvis de er kede af deres situation eller synes, det er synd for barnet, opfordrer vi dem til at vente på manden. For det er ikke den rigtige start på livet for et barn. Men de fleste er afklarede, ellers kom de ikke her. De ved udmærket, hvad det vil sige at være enlig mor i dag.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Andre læser lige nu