Er det skinnet eller skindet, der bedrager?

Forleden stod der om en finansmand i en artikel i Fyens Stiftstidende, at han, trods den økonomiske krise, holdt skinnet på næsen.

Jeg tænkte, det var godt, vedkommende ikke forsøgte at pudre sit sande ansigt og dermed sit ansvar bort, for når næsen skinner, må der pudderkvaste til, ligesom når folk interviewes i tv, hvor der skal en ordentlig gang sminke til, for at de fremstår naturlige.

Den rigtige formulering havde jo været, at vedkommende holdt skindet på næsen, for den traditionelle vending betyder, at man lige akkurat klarer en økonomisk betrængt eller prekær situation.

Ak ja, den næse, den har det med at komme langt frem. Den danner et markant fremspring midt i ansigtet, så det er vel ikke underligt, at der er mange vendinger med næser, der kommer i klemme, løbes mod mure, stikkes i sky, vender hjemad, skrammes eller altså kan miste skindet. En ældre talemåde hed at gå på det tredje ben, hvilket betyder at falde forover og slå næsen i jorden.

Nu skal jeg imidlertid holde mig i skindet og lade være med at sælge skindet, før bjørnen er skudt, så mine læsere ikke går ud af deres gode skind eller klæder mig så meget af til skindet, at jeg bliver bange for mit eget skind. Jeg skal hytte mit skind og holde mig til emnet, ellers bliver der bare ingen bukser af det skind. Der er en lang række morsomme vendinger i sproget, hvor skindet indgår. Ordet skind har lange aner til det oldnordiske skinn, og herfra er det indlånt i både oldengelsk og middelaldertysk, så man kan sige, vi nordboere holdt os i skindet, før de andre reddede deres!

Den oprindelige form for ordet skind var altså skinn, og på engelsk kan både hud og skind jo hedde skin. Så måske er det en anglificering, en engelskgørelse, der sker nu, når skind og skin faktisk af og til forveksles i moderne dansk sprog. Er det skinnet eller skindet, der bedrager? Det korrekte er selvfølgelig, at det er skinnet, der kan bedrage, men den glider også af og til i medierne, så det er skindet, der bedrager. Den er jo på kanten af racismeparagraffen, for ingen må efter loven diskrimineres på grund af hudfarve, så den er ikke god, når det er skindet, der bedrager. Men det er jo, som Niels Hausgaard så lunt siger det, heldigt, at vi er dem, der er født med hudfarvet hud!

Ordet skin har også oldnordiske rødder, shína, der betyder noget med lys. Vi genkender ordet i det engelske shine og det tyske Schein. I romantikken og især i tysk romantisk tænkning drøftede man ofte det ydre Schein, det ydre skin, der var af denne verden og dermed muligvis falsk, over for de indre lyskilder, der tilhørte Gud eller idéernes rige, og som derfor var de mere ægte.

Så når skinnet bedrager, betyder det, at det ydre ofte udgør det falske billede, mens det indre er det ægte, hvorfor man heller ikke skal dømme efter skinnet.

Det må også gælde skinnet på næsen!

Skindet og skinnet har sådan set begge noget at gøre med ydre-indre relationer. Det er udmærket, der går hul på det ydre skin, for så kan der ifølge for eksempel Grundtvig kastes et blik ind i det egentlige, indre lys. Det er derimod ikke så godt, når der går hul på det ydre skind, for så bløder det!

sprog@kristeligt-dagblad.dk