Prøv avisen

Erik Norman Svendsen: Eftertankens dag

Modelbillede Foto: Thomas Heie Nielsen

Læs Erik Norman Svendsens prædiken fra søndagen efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001

Gud, du som er alles Fader
Og i Kristus har gjort alle til ét.
Hør nådigt vor bøn,
Og tag terrorismens frygtelige trussel fra os.
Led de styrende med dit råd,
Dæm op for folkenes lidenskaber,
Borttag al bitterhed og had fra vores hjerter,
Og giv af din store godhed verdens folk fred og indbyrdes forståelse.
Herre Jesus Kristus.
Du kom til os for at hindre vort fald mod mørke og tomhed.
Vær med os i en verden, hvor mørkets kræfter er stærke,
Vær med ofrene for gårdsdagens blinde ondskab,
Forbarm dig over alle, som lider under menneskelig ondskab.
Følg os, også når vi glemmer dig,
Overlad os aldrig til os selv.
Du gode Helligånd, vor trøst i liv og død,
Overbevis os om, at intet kan skille os fra
Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Lad den time komme,
Hvor alle verdens nationer
Får et nyt og broderligt sind over for hinanden.
Skænk os tro og udholdenhed.
Det beder vi om, i Vor Herre Jesu Kristi navn.

Amen.

Det kom som lyn fra en klar himmel. I et vældigt glimt. Tilintetgørende og ufatteligt. Ord kan ikke beskrive det, som skete, eller vore følelser over for det skete. Det virker så uvirkeligt, selv om vi godt ved, at det er virkeligheden, der vises igen og igen på alverdens tv-skærme. Det er blevet sagt, at verden ikke er den samme efter den 11. september 2001. Det føler vi stærkt i dag, dagen derpå. Da World Trade Center med de to tårne og tusindvis af uskyldige mennesker styrtede sammen, rev det også noget af vores tro på og tillid til verdens fortræffeligheder med i faldet. For hvad er det for en verden, vi lever i, når så frygtelige hændelser kan få lov at ske?

Terrorangrebet på USA vil få vidtrækkende politiske konsekvenser overalt i verden, fordi angrebet ikke blot var et angreb på et enkelt land eller bestemte mennesker, men et angreb på os alle i den vestlige verden og på det åbne samfund, vi bygger på.

Det var terrorens chokerende dag i går. I dag er det sorgens og eftertankens dag. En dag fuld af medfølelse og sorg og derfor en dag, hvor vi ikke må glemme omsorgen og bønnen for de døde og sårede og deres familie og venner. Blandt dagens utallige gøremål, har vi dog den trøst, at vi kan samles i Guds hus; ikke fordi vi tror, at vi kan få svar på alle vore anfægtede spørgsmål, men for at stille dem; ved at råbe til Gud ud af vores dybe fortvivlelse og anfægtelse. For hvordan kunne det ske, og hvorfor lod Gud det ske? Det spørgsmål melder sig altid sammen med ulykke og død, ikke mindst når ulykken og døden har det omfang og den karakter, som i går i New York og Washington.

I Guds kirke får vi ikke et svar på vores anfægtelse og fortvivlelse, som vi kan henvise til som en tilfredsstillende forklaring. Det onde er netop det fuldstændig uforklarlige og ubegribelige, men ikke desto mindre er det onde en virkelighed, som er dybt sammenvævet med vores menneskeliv. En ondskab, hvis inderste væsen består i oprør mod livets Gud og skaber. Nej, vi får ikke en tilfredsstillende forklaring, men vi bliver fulgt i liv og død af Jesus Kristus, som giver os mod til at leve på de vilkår, som hører menneskelivet til.

I Guds hus og kirke er vi ikke kun sammen med hinanden, men med den Gud, som i Jesus Kristus én gang for alle og for os alle så at sige har gjort op med ondskabens og dødens magt. Den Gud, som vil, at vi skal forsage og bekæmpe ondskaben, både i os selv og uden for os selv. For ondskabens mørke magter er ikke kun på spil i denne verdens magtkampe, men også i vores eget liv. Hver gang vi lader andre undgælde for vores egen selvoptagethed og selviskhed.

Det er derfor, vi i Fadervor realistisk beder: Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. En bøn til livets Gud og skaber om, at vort liv må bevares fra dødens og ondskabens magter. Fordi Gud er en frelsens Gud, for hvem selv døden må bøje sig og frigive sit bytte. Som det skete synligt og stærkt, da Vor Herre Jesus påskemorgen opstod fra de døde.

Det er derfor, vi er kommet sammen i aften i Københavns Domkirke. For i al vores magtesløshed at bede Gud tage hånd om vore døde og om os alle. Og lade ham føre os ad rette veje, så fred og retfærdighed fremmes. Kampen mod ondskaben vindes aldrig ved krig alene eller anden magtanvendelse, hvor nødvendig den end måtte være i kampen for at begrænse ondskabens hærgen; og det er fatalt at tro, at den kamp kan klares af os alene.

Men i lyset af Guds kærligheds magt er der trods alt sat en dagsorden for vores liv og færden, fuld af barmhjertighed og tilgivelse, af tjenersind og offervilje. Det er sådan, Gud vil, at vi skal leve med og for hinanden. I kald og stand, i de små og i de store sammenhænge. Det indebærer for os alle selvransagelse, omsorg og opmærksomhed over for andre mennesker, og mod til at se ondskaben i øjnene og bekæmpe den uden at blive handlingslammede. For med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist, som vi skal synge det om et øjeblik i Luthers berømte kampsalme fra reformationen.

Evangeliet - det glædelige budskab - til os alle i denne situation er, at Gud er os nær i liv og død, og at intet og ingen kan skille os fra Guds kærlighed. Det kommer til kort alt sammen, for sejren er vunden! Uanset hvad vi kommer ud for af nød og trængsler, lidelse og død, så kan det aldrig slå bunden ud af vores tilværelse. For bunden er Guds kærlighed, som bærer og udholder alt. Som det med triumf udråbes af Paulus til trøst og frimodighed: »For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre (Romerbrevet kap. 8,38-39).«

I dag er det sorgens og eftertankens dag, hvor vi skal sørge med de sørgende og sørge over os selv. Fordi vi har lod og del i den verden, der er, som den er. Vore tanker går til de tusindvis af ramte familier og til det land, der på godt og ondt er verdens førende nation, som vi alle er dybt afhængige af. I disse dage slås der bro af medfølelse over Atlanten mellem os i Danmark og befolkningen i USA.

Når krig og terror rammer et land, rammes alle i flæng. Men også på afstand rammes vi, og vi rykker tættere sammen, fordi vi er blevet mindet om, hvor sårbar og skrøbelig hele vores tilværelse i grunden er. Det er den erfaring, vi bag al gruen i gårdsdagens hændelser tager med os i vores videre færd i livet, fordi den skærper vort blik for betydningen af hver eneste dag og hvert eneste menneske.

Lad os alle bede:

Himmelske, hellige Gud og Fader!

Vi kommer til dig med vores forfærdelse over de tragiske begivenheder i USA og med vores sorg over de mange menneskeliv, der så meningsløst er gået tabt. Vi rystes og føler afmagt over, at den verden, som du har skabt med så store muligheder for os mennesker, kan få et sådant banesår.

Giv os mod og kræfter, så vi får styrke til at stå det onde imod med visdom og kærlighed, så vold ikke avler ny vold, så fortvivlelse ikke avler hævn, men så vi bedre lærer at tage vare på det liv og den verden, som vi mennesker har fået til fælles gavn og glæde.

Vi beder dig for alle de omkomne og for deres familier. Lad dit evigheds lys skinne ind over deres grave og ind i deres hjerter. Og bevar dem og os alle til en glædelig opstandelse på den yderste dag.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning, Margrethe den II, Prins Henrik, kronprins Frederik og hele Dronningens hus. Vi beder dig også for præsidenten for De Forenede Stater, George W. Bush. Vær med vore landes regeringer og folkevalgte råd og al øvrighed.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv.

Amen.