Prøv avisen

Et ambivalent forhold

SØSKENDE: Søskende er ofte de mennesker, man kender i længst tid. Og selv om man måske ikke har meget til fælles eller måske direkte er uvenner, er det svært at bryde med sine søskende. Søskendeforholdet kræver noget

Mens toget gynger hen over Fyn, sidder lille Sofie med sin sut i munden og sin arm om storesøster Annas hals. Fingrene vinkler hun ud og ind af Annas hår. Ind og ud. Krøller det, snor det, nusser det. Begge piger sidder helt stille og tæt og lægger ikke rigtig mærke til fingrenes leg i håret. De lytter til fars stemme. Far sidder klynget sammen med Sofie og forvandler IC3-vognen til Hundredemeterskoven med Peter Plys og Ninkaninus og alle de andre. Alt ånder idyl, og de tre kroppe er selvfølgeligheder for hinanden. To søstre og deres far er på vej hjem til mor. Men en dag vil Sofies fingre helt sikkert rive i Annas hår. Overlagt og med eftertryk. Og Anna vil svare igen med at kradse Sofie i ansigtet. Muligvis bliver kampene i årenes løb så stærke, at de efter endt barndom ikke kan være i samme stue. Eller måske får pigerne tværtimod udviklet et forhold, der kan holde til lidt af hvert. Det kan også være, Anna og Sofie er så forskellige, at de ikke har meget at sige hinanden som voksne. Søskendeforhold er individuelle og lige så forskellige som så mange andre forhold. Alligevel har mange voksne mennesker det til fælles, at de ikke bare kan have et neutralt forhold til deres søskende. Forholdet kræver noget. - Et søskendeforhold er til forskel fra andre slags forhold historisk: Man er som regel vokset op i den samme familie og har en historie til fælles. Uanset hvordan det går med forholdet siden hen, så er søskende altid forbundet på et plan. For mange er deres søskende tilmed deres nærmeste og dem, de har det varmeste forhold til. Og under alle omstændigheder er det svært at være ligeglad med sine søskende, også selv om man måtte ønske det, siger psykoterapeut og lektor på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, Jette Fog. Privatpraktiserende psykolog i København, Anna Lisa Hyltén-Cavallius oplever i sin praksis, hvor vigtigt søskendeforholdet er. - Jeg ser søskende i 40-50-års alderen, som har voldsomme konflikter. De kommer her og lægger et stort stykke arbejde i at få det til at glide på den ene eller anden måde. Det ville man nok sjældnere gøre med et venskab. Søskende kan man ikke bare bryde med, ligesom man kan med venner. - Det er tit nogle følelsesmæssigt meget belastende ting, der kommer frem, når man kigger på søskendeforhold. Det sker, at konflikterne ikke helt kan løses, men man kan måske komme til at forstå dem på en mere bevidst måde. For eksempel kan den ene synes, deres mor har været fantastisk god, mens den anden har oplevet hende som en djævel. Det stikker dybt, og de kan ikke blive enige om, hvordan de skal opfatte hende. - Men de kan alligevel have glæde af hinanden på anden vis som de voksne mennesker, de er i dag. Det kan de udfolde ved at snakke om noget andet end deres mor og ved at foretage sig noget sammen, om det så er at gå ture eller tage i biografen, siger Anna Lisa Hyltén-Cavallius. Motiverne for at holde sammen trods alvorlige uenigheder og hårde ord kan være alt lige fra den kulturelle opfattelse af, at familiemedlemmer skal være der for hinanden, over de fælles barndomsoplevelser, der giver det særlige fællesskab, og til følelsen af, at man efter sine forældres død nok bliver lidt ensom, hvis man ikke ses med sine søskende. Sociolog og ph.d. Mai Heide Ottesen, Socialforskningsinstituttet, studerer forhold mellem familiemedlemmer i den postmoderne familie set fra en sociologisk synsvinkel. Men hvad angår søskendeforhold, kan hun kun gætte. - Søskende er normalt de mennesker, man kender i længst tid igennem sit liv. Derfor kunne det være interessant at undersøge, hvad søskende betyder for hinanden som ressourcepersoner på langt sigt. Men der er desværre ingen tradition for at studere det bredere slægtskab, når vi undersøger den postmoderne familie i vestlige samfund. I stedet er det altid forældre-barn-forholdet i den lille kernefamilie, der er omdrejningspunktet. - Vi taler i dag så meget om, at familierne er funktionstømte. At vi er så individualiserede og lever i hver vores små enklaver. Men jeg tror ikke nødvendigvis, billedet ville se sådan ud, hvis man satte fokus på søskendeforhold. Jeg har som sagt ingen undersøgelser at støtte mig til, men når jeg ser mig omkring, oplever jeg en stor udveksling af ressourcer mellem voksne søskende: Man passer for eksempel hinandens børn, låner penge af hinanden og kan stille sit hjem til rådighed for hinanden i svære perioder. Så måske er vi ikke så individualiserede endda, siger Mai Heide Ottesen. Professor i udviklingspsykologi ved Pennsylvania State University, Judy Dunn, har i en årrække forsket i de specielle bånd mellem søskende. I bogen »Søskende. Samme baggrund - forskellige liv« skriver hun, at selv om nogle søskende kan strides og skændes i én uendelighed, kan de alligevel give udtryk for megen venskabelighed. Der er ikke nogen intim sammenhæng mellem graden af konflikt mellem to søskende og så den hengivenhed, det samarbejde og den støtte, de udviser over for hinanden. Denne ambivalens må nok siges at være det, der på tværs af socia- le, kulturelle og tidsmæssige forskelle kendetegner et typisk søskendeforhold. Og yderlighederne, hadet og kærligheden er rigt gengivet i både folkeeventyr, Bibelen og den øvrige litteratur. Jungiansk analytiker i København Pia Skogemann siger: - Man kan godt tale om, at der er nogle arketypiske søskendeforhold. Kain og Abel er et oplagt eksempel på modellen »de fjendtlige brødre«. Den går igen mange steder, hvor den ene slår den anden ihjel på grund af jalousi. Esau og Jakob skilles også som dødelige uvenner på grund af rivalisering, og de forsones først efter et langt liv. Den historie fortæller, at det koster dyrt at snyde en bror for faderens velsignelse, sådan som Jakob gør det. - Der findes også fjendtligheder mellem søstre. For eksempel i »Mor Hulda« eller »Askepot«. Her har den ene datter typisk den sande mors gunst, mens søsteren eller søstrene har stedmoderens. Med denne skabelon skitserer eventyrene rivaliseringsforhold mellem søskende, så man skal ikke lægge noget i, at der er tale om stedsøskende. Eventyr kender ikke til dårlige mødre, så en dårlig mor betegnes konsekvent som stedmor. - Modsat er der de mange eventyr, hvor søskende holder sammen i tykt og tyndt. To brødre er for eksempel så knyttede til hinanden, at de må skilles. Men hver af dem har en kniv med sig, der bliver rød, hvis broderen er i fare, og på den måde kan de komme hinanden til undsætning. Også mange eventyr skildrer især søstre og brødre som hjælpere for hinanden, for eksempel i »Hans og Grete« på børneniveau, »Ravnen i Glasbjerget« og »Vilde svaner«. Ifølge Pia Skogemann kan moderne mennesker bruge fortællingerne om de arketypiske søskendeforhold til at genkende sig selv i. - Vi kan måske få øjnene op for vores egne forhold både til vores søskende og til kolleger og venner, og hvem vi i øvrigt er lige med. Måske kan vi derved genkende og anerkende, at vi kan føle os jaloux. Jalousi og misundelse er jo tabu-følelser, som vi er tilbøjelige til at projicere væk fra os selv. Men hvorfor denne jalousi og aggression mod nære familiemedlemmer? - Vi er også aggressive væsener. Vi bliver sure og vrede og gale, og når det endnu er spontant og impulsivt, så kradser og slår man. Men det er jo ikke så smart at gøre det på mor og far, for de er meget større. Søskende har man tæt på. Og den der tæthed provokerer også aggression. Der kan selvfølgelig godt være nogen, der vitterligt ikke kan lide deres søskende, men tit er det en kortvarig strid. Man forsoner sig og kommer videre. På den måde er søskendekonflikter en fin træning i at blive gode venner, efter man har været uvenner, siger Pia Skogemann. Familieterapeut Jesper Juul fra Kempler Instituttet i Odder syd for Århus mener, at begrebet søskendejalousi nok bygger på en misforståelse: - Begrebet kan være opstået, fordi psykologien oprindeligt så på børns oplevelser af virkeligheden med de voksnes øjne. Hvis man som voksen er jaloux på sine søskende, skyldes det altid en gammel oplevelse af, at far og mor foretrak en bror eller søster frem for én selv. Det vil altså sige, at jalousien først og fremmest handler om en smerte mellem barnet og forældrene, ikke mellem barnet og dets søskende. I årenes løb kan smerten imidlertid sætte sig som en barriere mellem de store eller voksne børn og gøre, at kontakten imellem dem kan blive besværlig. Jesper Juul mener derfor, at hvis et barn opfører sig aggressivt over for en mindre søskende, er det kun udtryk for jalousi, hvis en af eller begge forældrene vitterligt foretrækker den lille frem for den store. Men det er heldigvis sjældent, lyder familieterapeutens erfaring. - Når en søster eller bror fødes, oplever den ældste en stor glæde. Men også et tab. Ikke tab af kærlighed, for kærligheden har det med at vokse med 100 procent, hver gang en ny kommer til. Men et helt konkret og reelt tab af den tid, forældrene har til rådighed. Og som barn er det vanskeligt at udtrykke sin sorg over det tabte. Både fordi det er en ny oplevelse, og fordi ingen anden i familien ser ud til at opleve noget tilsvarende. Men jo mere forældrene er i stand til at anerkende barnets situation, jo hurtigere går den over. Har søskende været plaget af jalousi i en grad, så det er fortsat i det voksne forhold, vurderer Jesper Juul, at vejen frem er at mødes med god vilje for at dele hinandens versioner af barndommens oplevelser. Måske kan man endda få forældrene til at tale med. Men vigtigst er det, at man sammen formulerer sine ønsker og vilje til et fælles forhold i fremtiden, lyder rådet.