Enhver med interesse for sundhed og sundhedspolitik ved, hvad KRAM står for. For dem, der har været forskånet for kampagnerne, skal det her nævnes, at det står for de individuelle livstilsfaktorer, der fra officiel side nævnes som de vigtigste at få styr på hos befolkningen: Kost-, Ryge-, Alkohol- og Motionsvaner.
Illusionen er, at hvis alle blot fulgte kostrådene, holdt op med at ryge, kun drak alkohol ved festlige lejligheder og dyrkede motion svarende til den af Sundhedsstyrelsens anbefalede dosis, ja, så ville vi kunne forebygge de fleste sygdomme og spare samfundet for en masse udgifter.
LÆS OGSÅ: Lad danskerne om deres egen sundhed
En smuk tanke, men desværre også ret forsimplet, eftersom den ikke tager hensyn til folks liv og sociale muligheder. For det er jo stadigvæk sådan, at den bedste sundhed finder man hos mennesker med uddannelse, arbejde og høj social status.
Men KRAM-akronymet sælger sig selv på sin enkelthed og giver det officielle Danmark (og alle de velbjærgede, tynde og veltrænede) anvarsfrihed. Sygdom kan jo forebygges, og gør du det ikke, så er det dit eget ansvar (læs: din egen skyld). Bliver du syg, selvom du har levet sundt, har du blot ikke gjort det godt nok. Du kunne blot have spist endnu flere grøntsager eller løbet lidt længere i skoven. Det er altid muligt at gøre det endnu bedre!
Valget af KRAM som bogstavkombination signalerer omsorg for den enkelte. Det er for dit eget bedste! Det er, som om far og mor står og hvisker i baggrunden og tilbyder støtte og hjælp, så de vildfarne mennesker kan vælge den rette vej og leve op til samfundets krav. Paternalismen eller skal vi kalde det maternalismen? er endnu ikke død. Men risikoen er, at vi kvæles i omsorg og taber pusten i jagten på vores egen individuelle sundhed. Nogle af os og formentlig dem, der vejer tungest i statistikken ender med at vende den uopnåelige sundhedstanke ryggen.
Måske er det noget helt andet, der skal til? Inderst inde ved vi jo godt, at sundhed handler om andet end grøn salat og en tur i fitness-centeret. En god kollega har engang stillet spøgsmålet: Handler det måske om helt andre KRAM-faktorer, hvis vi ønsker sundhed for den enkelte eller en forbedring af folkesundheden? Han foreslog et nyt KRAM, hvor forbogstaverne fik en anden betydning:
Kompetence
Ressourcer
Anerkendelse
Meningsfuldhed.
Disse faktorer er formenlig i langt højere grad bestemmende for, om den enkelte føler sig godt tilpas og har indflydelse på sit eget liv, og er derfor en grundforudsætning for sundhed. Hvis disse forslag ikke er gode nok, så kan man alternativt forsøge med andre sundhedsfremmende ord, for eksempel: Kærlighed, Respekt, Accept, Magt. Prøv selv.
Kort og godt, som det hedder på nudansk: Lad os få en opdatering til KRAM 2.0.