Prøv avisen

Et mareridt der ikke må glemmes

Som 22-årig blev Johan Grün arresteret af tyske soldater og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. I aften deltager han som øjenvidne til folkedrab i højtideligholdelsen af den første Auschwitz-dag

Davidsstjernen er altid med i tegnebogen, når 82-årige Johan Grün går ud. Han har den med for at kunne vise den frem, når han holder foredrag på skoler. Men han har den også med for sin egen skyld. Da han var fange i Theresienstadt, var den en forudsætning for overlevelse: manglede han den, blev han sendt til gaskamrene i Auschwitz. I dag er den en del af et minde, han kæmper for at holde i live.

"Når jeg fortæller på skoler, lytter både elever og lærere altid interesseret. Men det bekymrer mig, at lærerne ikke ved ret meget om, hvad der skete dengang. For vi må ikke glemme det. Derfor vil jeg blive ved med at tage ud og holde foredrag og råbe vagt i gevær, så længe jeg overhovedet kan," siger Johan Grün.

I aften er han blandt deltagerne i højtideligholdelsen på Københavns Rådhus af den første officielle Auschwitz-dag til minde om ofrene for holocaust og til advarsel mod fremtidige folkedrab. Sammen med statsministeren, udenrigsministeren, to andre ofre for holocaust, to ofre for folkedrabene i Rwanda og Bosnien og en ledende jurist fra Krigsforbryderdomstolen i Haag er han på talerlisten.

I meget kort form skal han fortælle den historie, som han har fortalt igen og igen på skoler gennem næsten 40 år: historien om de 19 måneder i årene 1943-45, han tilbragte i koncentrationslejren Theresienstadt.

Han tager imod Kristeligt Dagblad i sin lille stuelejlighed på Nørrebro i København, fortættet af minder i form af fotoalbum, bøger og papirer. På væggen hænger et fotografi af hele den københavnske jødiske juveler-familie Grün fra 1888. Ved siden af hænger en blå plakat med en gul davidsstjerne, som kunstneren Per Arnoldi har dedikeret personligt til Johan Grün. Til minde om dengang i oktober 1943, da mange danske jøder blev reddet over Øresund til Sverige, mens andre blev arresteret. Blandt andre den da 22-årige Johan Grün og hans storebror Olaf.

Efter anholdelsen blev brødrene Grün sammen med andre jødiske fanger transporteret hen til et fangeskib og sejlet til Tyskland. Derefter blev de gennet ind i jernbanevogne og kørt til Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet. Hele transporten foregik under umenneskelige forhold.

"Vi sad klemt sammen i jernbanevogne og havde kun en spand til vores fornødenheder. Den samme spand blev brugt til drikkevand. Det var ligegyldigt for dem, hvilken stand vi kom frem i," fortæller Johan Grün og tilføjer:

"En nat sov jeg ved siden af en ældre mand, og da jeg vågnede næste morgen, opdagede jeg, at han var helt stiv. Han havde taget en giftpille i løbet af natten".

Fangerne ankom til Theresienstadt, som oprindelig var en jødisk ghetto, men som efterhånden havde udviklet sig til koncentrationslejr. Her var ikke gaskamre, men med jævne mellemrum blev jødernes eget ældsteråd tvunget til selv at udpege 5-6000 af deres fæller, som derefter blev transporteret til Auschwitz og dræbt i gaskamrene dér. På den måde blev ofrene selv gjort til bødler.

"Selv var jeg med til at bære børn, der var blevet udpeget til at skulle til Auschwitz, op i de jernbanevogne, de skulle med. Det var forfærdeligt. De burde ikke dø, de skulle have levet livet. Børnene skreg, og mødrene skreg, og min opgave var at adskille dem. Det er noget af det ondeste, jeg har oplevet," fortæller Johan Grün.

Selv undgik han transporterne til Auschwitz. Hvorfor ved han ikke. At han adskillige gange i løbet af opholdet var i yderste livsfare er hævet over enhver tvivl.

"I begyndelsen af opholdet fik jeg difteri og led af voldsomme mavesmerter. Jeg tabte 36 kilo og var meget medtaget, men en tjekkisk læge på sygehuset reddede mig," erindrer Johan Grün, der ligesom de andre fanger sultede i koncentrationslejren.

"Vi fik kun 400 gram brød og en lille klat marga-rine hver tredje dag at leve af. En gang imellem kunne vi få en enkelt flødekaramel fra de tjekkiske fanger, der havde familie i nærheden, og det nød vi som et festmåltid. Efter et halvt år i lejren kom der pakker til os fra Røde Kors med pølse, ost, smør og knækbrød. Det reddede vores liv".

Opholdet i lejren var præget af usle boligforhold og hårdt arbejde, især i de første svære måneder.

"Vi lå i kaserner på madrasser fyldt med lopper. Det kløede, så vi helt bogstaveligt var ved at blive vanvittige. Jeg har endnu mærker på benene fra de loppebid, jeg fik dengang," fortæller Johan Grün, løfter lidt i buksebenet og viser sine arrede ankler.

De tydeligste ar fra Theresienstadt findes dog ikke på anklerne, men på sjælen hos en 82-årig mand, der har haft mareridt om opholdet igennem 60 år.

"Da jeg kom hjem, sov jeg i lang tid dårligt om natten. Jeg havde en drøm om, at mine hænder blev hugget af, og så kunne jeg vågne ved mine egne skrig. Det sker stadig af og til, men ikke så ofte mere, højst to-tre gange om måneden," fortæller Johan Grün nøgternt.

Han ved ikke præcis, hvad det var, som gjorde at han og hans bror overlevede Theresienstadt, mens deres fætter, to tanter og tusindvis af andre omkom i lejren. Men det var en hjælp, at de to kunne støtte sig til hinanden. Brødrene havde hele livet et tæt forhold, indtil Olaf Grün døde for en halv snes år siden.

"Det var sværest for de gamle og børnene. Vi unge havde flere kræfter, og vi blev ved med at sige til os selv: »Vi skal klare den, vi skal hjem, vi skal leve livet videre«," beretter Johan Grün, som også fik vakt håbet, da der en dag kom besøg fra Danmark.

"Det var en kommission bestående af danske nazister, SS'ere og folk fra Røde Kors. Jeg kan huske, at en af Røde Kors-folkene hviskede til os: »Vi har en hilsen til jer fra kongen. Han beder os fortælle jer, at vi tænker på jer, og at der førstkommende søndag vil blive bedt for jer i alle danske kirker«. Så begyndte jeg at tude, og da tyskerne spurgte hvorfor, måtte jeg svare, at det var fordi, jeg var rørt over at møde folk fra mit fædreland".

I april 1945 fik mareridtet en ende. Folke Bernadottes Røde Kors-busser ankom og transporterede de danske jøder hjem gennem det krigshærgede Europa. Efter at have undsluppet ildkampe og bombninger nåede bussen til den danske grænse, og fangerne blev budt velkommen hjem. Indtil befrielsen opholdt brødrene sig i Sverige, som deres mor var flygtet til 1943.

I årene der fulgte, genoptog Johan Grün sit håndværk som guldsmed og havde i en årrække sin egen butik i Krystalgade i København, lige ved den jødiske synagoge. Men minderne om mareridtet i Theresienstadt har også fyldt hans tilværelse. I dag er han travlt optaget af sit arbejde med at holde foredrag, skrive og samle tekster og billeder sammen. Han har skrevet en bog om sin slægts historie og har viet resten af sit liv til den historie, der skal fortælles.

"Jeg ved, at Auschwitz-dagen også er viet til de folkedrab, der sker i dag. Men for mig at se skal dagen være et minde om det, der skete dengang. Jeg mener, vi bør mindes de mange, der gik bort. Og de mennsker, som under krigen trodsede faren og udførte sabotage eller på anden måde arbejdede for Danmarks frihed, dem må man aldrig glemme," erklærer Johan Grün.