Prøv avisen

Et meningsfyldt liv imod mange odds

Spørg om livet: -- Som psykisk syg er det min erfaring, at man skal kæmpe for at få den rigtige hjælp, skriver en læser

Kære Brevkasse

For en tid siden var der en brevkasse med overskriften: "Depression æder livslysten op". Den overskrift har fulgt mig og sagt mig, at jeg måtte sætte ord på mine tanker, følelser og holdninger. Jeg har selv prøvet at lide af depressioner og manier. Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling for over ti år siden. Det var nødvendigt, men samtidig en skræmmende oplevelse. I syv år fik jeg en hel del psykofarmaka. I de år tog jeg 30 kg på.

For nogle år siden blev jeg medlem af L.A.P. Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere. Jeg har lært rigtig meget ved at være sammen med andre, som har prøvet det samme. Vi kan støtte og hjælpe hinanden, lytte til hinandens livshistorier, være med til at fjerne tabuerne ved det at have en psykisk lidelse. Det at være med til at kæmpe sammen med andre for en fælles sag har betydet rigtig meget for mig. Jeg blev nødt til at forholde mig meget kritisk i forhold til min egen behandling i psykiatrien. Derfor gav jeg mig til at læse og studere alt om den medicin, som jeg fik ordineret.

Fra det tidspunkt begyndte jeg at sige fra over for behandlerne, altså at få mindre medicin. Det har været en sej og lang kamp for at få medbestemmelse på min egen behandling. Det har været meget svært at få en behandler, som jeg kunne samarbejde med. Mange psykiatere er alt for villige til at ordinere piller i lange baner, som mennesker ikke får det bedre af.

Mit selvværd og koncentrationsevne kom lidt efter lidt tilbage, da jeg blev sat ned i medicin. Det var en lykke, som er ubeskrivelig, og jeg tabte en del af de overflødige kilo. Til andre depressionsramte er min opfordring, at man må søge sammen med andre. Læs litteratur om det. Det er individuelt fra det ene menneske til det andet, hvad der hjælper. Jeg har selv gået hos en kristen psykoterapeut i to år. Det var rigtig godt. Men som førtidspensionist er det også kostbart. Jeg har spurgt kommunen også angående psykologhjælp, men hver gang fået at vide, at jeg selv skal betale. Som psykisk syg er det min erfaring, at man selv skal kæmpe for at få den rigtige hjælp.

I dag får jeg stadig lidt medicin, men det er o.k. Jeg blev førtidspensionist, fordi jeg ikke magtede mit arbejde. Det var jeg meget, meget ked af. Siden har jeg forsøgt at få et 15-timers skånejob, men det er ikke lykkedes. Desværre er det min oplevelse, at jeg blev sorteret fra på grund af min psyke. Jeg blev skuffet og vred over det. Det "rummelige" arbejdsmarked er det så som så med. I dag vil jeg kun lave frivilligt arbejde og komme på et værested for psykiatribrugere.

I lange perioder føler jeg mig ikke syg, men til tider bliver jeg fanget ind i depressionens mørke. Og jeg tror selv på, at de depressive perioder en dag vil forsvinde helt. Det gælder om at finde og bruge nogle metoder til at lære at leve med det. Jeg maler fx akvarel og skriver digte. For et år siden mødte jeg nogle afrikanske flygtninge her i byen. Jeg har rigtig meget glæde i fællesskab med dem, så jeg læser lektier med dem. Vi deler troen og vore liv med hinanden. Jeg kommer selv i en god kirke. Der er også forståelse for mennesker med ondt i psyken. Jeg er frivillig i kirken, hvor jeg møder mange forskellige mennesker. Og et eller andet sted brænder jeg for at gøre en forskel for de psykisk syge også i kirkelig sammenhæng, at fortælle om den gode hjælp og samtidig være kritisk over for de tilbud, som er mindre gode. Jeg har også prøvet at være i en kirke, som ikke kunne rumme sådan et menneske som mig. Da jeg opdagede det fænomen, stoppede jeg øjeblikkelig med at komme der.

Det blev et langt brev, men jeg håber I kan bruge noget af det.

Venlig hilsen

Margit

Kære Margit

Tak for dit livsbekræftende brev. Du har gennemgået mange svære ting i dit liv og har måttet kæmpe med mange ting. Alligevel mærker man dit engagement og din iver efter at bruge dine kræfter på at hjælpe andre. Det kunne rigtig mange raske og "vellykkede" mennesker lære meget af. Det er godt, at der findes patientorganisationer af forskellige slags, som kan stille kritiske spørgsmål og bidrage til kendskab og solidaritet. At knytte sig til andre og kæmpe i fællesskab for en vigtig sag er der helende kræfter i.

Du har helt ret i, at nogle psykiatriske patienter får for meget medicin. Det skal ikke forsvares. Men nogle gange hænger det bl.a. sammen med, at man måske i akutte og meget urolige perioder – for eksempel ved en mani – faktisk har brug for en hel del. Desværre sker det indimellem, at opfølgningen og langtidsbehandlingen ikke er tilstrækkelig. For der er ofte meget forskel på doser og medicintyper i den akutte fase af en sygdom og i langtidsbehandlingen. Derfor er det meget vigtigt, at man fungerer godt sammen med sin læge eller psykiater, så man i fællesskab kan skræddersy behandlingen i det lange perspektiv, sådan at andre behandlingsmetoder også inddrages, fx samtalebehandling og fysisk træning. Sammen med en ikke-stressende beskæftigelse af meningsfuld karakter kan det ofte rehabilitere et menneske til en værdig tilværelse. En sådan helhedsbehandling vil ofte kunne bidrage til, at den medicinske behandling kan holdes på det nødvendige minimum. Det ville også bidrage til en helt afgørende respekt for, at medicin mange gange er meget vigtig for rigtig mange, sådan at man ikke ender i en enten-eller-tænkning.

Som manio-depressiv er det vigtigt med forebyggende medicin. Det vil vi godt understrege. Men du er et godt eksempel for andre med denne eller andre længerevarende psykiske sygdomme. Nemlig at medicinen kun er en del, og nogle gange en lille del af behandlingen. I det lange løb handler det meget om undervisning og oplysning om sygdommen og dens behandling, hvad man må tage sig i agt for, og hvad man må lægge vægt på. Ikke mindst handler det om gode relationer og fællesskab, beskæftigelse og mening i tilværelsen. Med andre ord: tro, håb og kærlighed.

Mange hilsener

Annette og Jørgen