Prøv avisen

Et praktisk midtjysk folkefærd i aktion

Silkeborg Oasekirke har til huse i Arena Centret, hvor de en gang om måneden arrangerer fællesspisning i centerets rummelige cafeteria. Ulla Kristensen koordinerer kirkens diakonale arbejde og glæder sig over den modtagelse, det har fået både i kirken og blandt borgerne. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

I Silkeborg Oasekirke er 80 frivillige engageret i socialt arbejde. De samarbejder i vid udstrækning med kommunen, som fremhæver de kirkelige frivilliges evne til at støtte mennesker i svære situationer

Så længe Ulla Kristensen, 52 år, kan huske tilbage, har hun ønsket at dele sin tro med andre mennesker.

Hun er vokset op i et folkekirkeligt hjem og var som studerende involveret i den kristne studenterbevægelse KFS, hvor hun sammen med vennerne gik på mission på kollegier.

LÆS OGSÅ:Folkekirken får flere frivillige sociale hænder

Men skønt intentionerne var gode, følte hun sig aldrig hjemme i rollen som missionær.

Jeg er ikke sådan en, som kan diskutere for og i mod kristendommen, men jeg er god til at møde mennesker, hvor de er, og række en hånd. Og i dag kan jeg se, hvor mange døre man kan åbne med den evne, siger Ulla Kristensen.

For tre år siden sagde hun sit job som folkeskolelærer op. Hun var utrolig glad for jobbet, men havde en idé, som hun brændte mere for: diakonalt arbejde. I et år arbejdede hun uden løn med at opbygge og koordinere det diakonale arbejde i Silkeborg Oasekirke. I dag er hun fortsat på posten, og en bevilling fra Socialministeriet sikrer hende løn for 20 timer, men hun arbejder i mere end fuld tid med at koordinere kirkens diakonale arbejde. Mellem 70 og 80 personer er med i korpset af frivillige.

Det frivillige sociale arbejde er et af kendetegnene ved kirken, som har 280 medlemmer. Denne fredag i august er det tid til den månedlige fællesspisning i kirken, som har samlet 85 til den familievenlige klassiker kylling i karry, ledsaget af uformel, tilbagelænet hygge i kirkens rummelige cafeteria. Nogle spiser med, fordi de generelt slutter op om kirkens arbejde, mens andre nyder at kunne gå ud at spise for få penge med deres børn.

Frimenighedspræst, cand. theol. Ruben Dalsgaard beskriver det diakonale arbejde som en slags håndtag til at nå uden for kirken med det kristne budskab.

Vi har altid ønsket at leve i mission i forhold til vores by og har haft luftige planer og ambitioner. Det virkede bare ikke rigtigt. Men vi er et praktisk midtjysk folkefærd, som kan hjælpe med at klippe en hæk, vaske tøj eller rydde op. Vi kan reflektere teologisk, men dybt i vore hjerter er vi praktikere, og derfor var det muligt for os at engagere mange af kirkens medlemmer i et socialt arbejde. Der er ikke mange i vores kirke, som vil samles om røgelsespinde, men mange vil gerne gøre noget praktisk for andre. Rygraden i vores stab af frivillige er folk med store børn, som kan sætte ploven i og være vedholdende og forpligtigede i en årrække. Vi har en intention om at opbygge relationer til de mennesker, som vi møder gennem diakonien, hvilket kræver frivillige, der er villige til at vandre med mennesker i årevis, siger Ruben Dalsgaard.

For cirka fem år siden indrykkede kirken en annonce i lokalavisen, hvor man tilbød praktisk hjælp. Nogle få fra området henvendte sig efterfølgende til kirken, og frivillige rykkede ud og hjalp med blandt andet at klippe hæk og vaske vinduer. Med tiden kom der flere henvendelser, og rygtet om de hjælpsomme folk fra kirken spredte sig.

Hvis vi kom ud til en enlig mor, som havde svært ved at overskue hverdagen, så kunne vi hjælpe med at gøre lejligheden ren. Det, vi oplevede, var, at kvinderne godt kunne gøre rent og vaske vinduer, når de bare havde nogle, som førte an. Og når man først fik ryddet op og gjort ordentligt rent, så kunne man også lettere arbejde med andre ting, som trængte sig på, siger Ulla Kristensen.

Den store gruppe frivillige i kirken beskæftiger sig med alt fra økonomisk rådgivning til samtalegrupper. Et af de seneste tiltag er netværksgrupper for enlige mødre med børn, hvor der bliver talt om emner som ernæring og familieliv.

Vi er blevet overrasket over den åbenhed, kvinderne har mødt os med i netværksgrupperne. De har åbent fortalt om deres problemer og ønsket, at vi skulle bede for dem. Det vil vi gerne gøre, men det var slet ikke det, vi havde forestillet os. Vi ønsker at bringe Guds rige ud i Silkeborg, men vi gør det med vores handlinger og er bevidste om, at man skal kunne modtage hjælp af os, uden at man føler sig presset til at høre på en prædiken, siger Ulla Kristensen fra Silkeborg Oasekirke.

Hun bliver jævnligt kontaktet af kommunens familiecenter, hvor man vil høre, om kirkens frivillige kan løfte en social opgave. Og ofte får familiecenteret et ja. I sommer tog kirken 14 familier med på bibelcamping. To af familierne kom med på en opfordring fra familiecenteret.

Hverken det kommunale familiecenter eller Camilla Stenhaug, som er leder af Frivillighedscenteret i Silkeborg har betænkeligheder i forhold til de frivilliges kristne overbevisning.

De driver deres sociale arbejde meget professionelt og leverer et relationsarbejde, som er på et højt niveau. Jeg er ikke bekymret over, hvad de er motiveret af. Deres arbejde bliver løbende evalueret, og her kan jeg se, at det er lykkedes dem at flytte nogle mennesker i deres personlige udvikling ved at opbygge dem og støtte netværkene omkring dem, siger Camilla Stenhaug.

Ruben Dalsgaard og Ulla Kristensen er klar over, at de aldrig vil presse sig på med at tale om kristendom i forhold til de mennesker, som de rækker en hjælpende hånd.

Vi vil hjælpe folk for at hjælpe, og vi har ikke travlt med at få noget igen. En af de største udfordringer er at hjælpe folk uden at komme til at stjæle fra dem. Du stjæler fra dem, du hjælper, hvis du forventer at få noget igen og for eksempel lægger en forventning ned over dem, som lyder:Vi vil gerne, at du begynder at gå i kirke. Men vi stjæler ikke fra nogen ved at lære en ensom mor, som overvejer selvmord, at Gud elsker hende, eller ved at fortælle en kvinde med identitetskvaler, at hun er Guds barn. Evangeliet i sig selv er et redskab, som kan bruges til at opbygge mennesker. Vi går ikke primært efter at docere et abstrakt teologisk billede. Men vi tilstræber at anvende en kristen praksis, for vores største ressource i forhold til identitetsopbygning og sunde relationer er det, som vi har i kraft af vores kristne arv og liv, siger Ruben Dalsgaard.