Da min bror tog sit liv, tog han faktisk også livet fra os andre. Han underkendte livet for sit eget vedkommende og bestemte dermed, at vores liv for evigt ville være forandrede. Hans mørke blev til vores mørke, og vi måtte kæmpe en lang kamp for at komme frem mod lyset igen, siger Anette Wilhjelm Jahn.
Hendes hænder, som ellers flagrer i luften og omkranser ordene, lægger sig til ro i skødet. Tankerne vender indad og tilbage til dengang, da hun fik beskeden om, at hendes bror havde taget sit eget liv.
Hun var 37 år gammel og gravid i fjerde måned med sit tredje barn. Sygemeldt på grund af voldsom graviditetskvalme var Anette Wilhjelm Jahn i hjemmet den morgen. Gruset i indkørslen knasede, og udenfor så hun sin mor, far og mand gå hen mod huset. Idet hun rev døren op, råbte hun ud, om der var sket noget med hendes to børn. En afkræftende hovedrysten, og de helt fordrejede og grå ansigter hos hendes forældre sagde alt, og med en instinktiv fornemmelse vidste hun straks, hvad der var sket. Hendes bror var død.
Mange af de danskere, der begår selvmord, er psykisk syge eller misbrugere. Anette Wilhjelm Jahns bror var ingen af delene. Han var en almindelig familiefar med kone og tre børn på 13, fem og tre år. Han havde skabt gode rammer for familien, havde selv bygget det hus, de boede i, og havde ingen økonomiske problemer. Set udefra havde han meget at være glad for, men han havde det svært med sig selv.
Allerede i puberteten tumlede han med problemer. Som 19-årig ringede han en dag til sine forældre og bad om hjalp, fordi han tænkte på selvmord. Alle alarmklokker ringede i familien, og i flere måneder blev han nærmest mandsopdækket af sine forældre. Den dengang 17-årige Anette mærkede også frygten for, at hendes storebror en dag ville tage sit eget liv.
Når du én gang har frygtet noget så meget, så forlader den følelse dig aldrig. Det lå altid og lurede i baghovedet, og det har præget hele mit liv med ham. Jeg havde et enormt ønske om at få ham til at føle sig god nok, siger Anette Wilhjelm Jahn.
Da hendes bror for seks år siden gik ned til en afsides å og skød sig selv, skød han også Anette Wilhjelm Jahns hidtidige liv itu. For en tid gik hun helt i stykker og magtede ingenting. Graviditeten havde tæret på hendes kræfter, og hendes krop krævede store mængder søvn. Men da hun hørte om selvmordet, var hun uden træthed i en hel uge. Søvnen ville ikke komme, og frem til begravelsen vandrede Anette Wilhjelm Jahn rundt i gaderne med alle sine tanker. Hun, der ellers aldrig røg, tændte den ene cigaret med den anden, og barnet i hendes mave blev ligegyldigt og sekundært i forhold til sorgen.
Med tankerne konstant vendt mod broderen, forsøgte Anette Wilhjelm Jahn at forstå ham. En desperat kamp for at forklare hans sidste handling og dermed forstå hans mørke. I lang tid søgte hun efter svar, og samtidig drev hun sig selv længere og længere ud i sindets afkroge. Og hele tiden skrev hun. I rasende fart og som en jagt på forløsning nedfældede hun sine tanker på papir for at få de mange følelser ud, som fyldte hendes krop og sind. I en periode fyldte vreden mere og mere. Vreden mod hendes bror, mod familien, mod samfundet, mod sig selv og mod Gud. Allermest mod Gud.
Jeg tror bestemt på Gud, men dengang følte jeg mig enormt forladt af ham. Hvorfor havde han ikke holdt sin hånd foran geværløbet den dag? Jeg havde meget svært ved at være vred på min bror, som jeg jo elskede og følte skyld over for, så i stedet skældte jeg ud på Gud. Jeg skrev lange breve til ham, og det hjalp mig meget, siger Anette Wilhjelm Jahn.
Hun tænkte især meget på broderens dødsøjeblik, og om han havde fået hjælp af Gud.
Jeg håber, at han bad om hjælp, og at Gud var med ham. Da han faldt, håber jeg, at en engel greb ham, så han ikke var alene.
Det hjalp Anette Wilhjelm Jahn at turde stå ved sin vrede, for bag den lå smerten over savnet af broderen. Og til sidst stod kærligheden tilbage.
Den niende september var det seks år siden, at hendes bror tog sit eget liv. Anette Wilhjelm Jahn har fået sorgen på afstand og har nu et budskab, hun gerne vil ud med.
Jeg vil gerne skabe en kulturel debat omkring selvmordet. Vi har den næsthøjeste registrerede rate af selvmord i verden, det burde vi da ønske at forandre. I den offentlige debat og i hver enkelt familie er det farligt at omtale selvmordet som en mulighed, for det er aldrig en god løsning for de efterladte, siger Anette Wilhjelm Jahn.
Vi lever i en individfokuseret tid, hvor mange har opfattelsen af, at vi er små, uafhængige øer, der driver rundt mellem hinanden. Vi skal hele tiden lykkes, vi skal elske vores arbejde, have lyst til alt, hvad vi gør, og hver dag skal være en lykkerus. Ellers føler vi, at vores liv er en fallit. Det kan der være meget godt ved, men der er den fare, at vi glemmer fællesskabet og ansvaret for andre mennesker. Det er en udbredt holdning, at det er vores egen beslutning, om vi vil vælge livet fra, og man glemmer ofte at tænke på de mennesker, der står tilbage. Jeg ved, at det er et sejt træk at ændre på kulturelle forståelser i samfundet, men jeg håber, at min historie kan være et vidnesbyrd om, at et selvmord vælter en familie.
Det er dog også vigtigt for Anette Wilhjelm Jahn, at hendes historie bliver en positiv historie, som viser, at man kan kæmpe sig ud på den anden side.
Det kan lade sig gøre at komme videre. Selvom man er så langt inde i sorg og savn, at man ikke tror, det er muligt. Det sværeste er at acceptere, at man ikke kan finde svaret på, hvorfor han døde. Men jeg vil vise, at der er en vej ud af sorgen. Min historie skal være en positiv historie om sorgvandring og om rejsen mod lyset. Trods smerte og stor sorg er der alligevel kommet nogle klare, lyse perler ud af det, siger hun.
Familien har deres egne traditioner, hvor de på Eriks fødselsdag og dødsdag mødes, besøger hans gravsted i Odense, åstedet, hvor han døde, og snakker om ham.
Jeg mindes ham med kærlighed, for sorgen har ikke magt over mig længere. Min sorgproces var forfærdelig og hård, men jeg måtte igennem den for at komme til, hvor jeg er nu, siger hun.
Anette Wilhjelm Jahn har nu samlet sin dagbog, de løse blade og de mange digte, hun skrev i det første år efter sin brors død. Ordene er samlet i en cd og en bog, som er dedikeret til Erik og til alle dem, der elskede ham. Under titlen Himmelsmilet, sorgens dagbog fortæller Anette Wilhjelm Jahn om de mange måneder, hvor sorgen rasede i hende. Hun håber, at bogen og musikken kan hjælpe andre efterladte på vej ud af deres krise.
Jeg har mærket, hvilken skam der er forbundet med at have selvmord i familien. Da jeg var allermest nede, troede jeg aldrig, at jeg skulle blive glad igen. Der savnede jeg virkelig at møde andre i den situation. Jeg ville gerne have haft en bog som min, for at læse en andens dagbog er som at vandre sammen med et andet menneske. Jeg håber, at nogen kan spejle sig i bogen og se, at der kommer en tid, hvor sorgen ikke fylder det hele, siger Anette Wilhjelm Jahn indtrængende.
Nu er tiden med hendes bror blevet til glade minder, hvor de positive oplevelser fylder mest, men stadig skæmmes af små stænk af sorg.
Hvis der var én ting, jeg kunne ændre i mit liv, så var det min brors død. For et selvmord bliver aldrig en afsluttet sorg. Men jeg vil vise, at ud af noget så meningsløst og forfærdeligt, har jeg trods alt fundet noget meningsfyldt og er kommet til at elske livet igen.
Anette Wilhjelm Jahn: Himmelsmilet, sorgens dagbog. Udkommer 5. december på forlaget People´s Press