Prøv avisen

Et venskab spirede frem

69-årige Inge-Lise Højmark (tv.) mødte 81-årige Heidi Tillisch gennem Kristeligt Dagblads brevkasse, da Inge-Lise skrev til brevkassen om, hvor svært hun syntes, livet var, og derfor efterlyste en samtalepartner, der kunne lytte til hende i svære situationer. I dag er de to gode veninder. Foto: Malene Korsgaard Lauritzen

Inge-Lise Højmark har gennem årene skrevet seks gange til Kristeligt Dagblads brevkasse og har her fået hjælp til at finde livsmodet. Gennem brevkassen har hun også fundet en god veninde, der har hjulpet hende i svære tider

Det røde ringbind fortæller historien om et venskab. Et tæt venskab mellem to kvinder, hvor den ene er på vej til at forlade det sjette årti, og den anden for nylig er gået ind i det ottende. To kvinder, der på mange måder er som nat og dag. 81-årige Heidi Tillisch har et lyst sind, mens 69-årige Inge-Lise Højmarks sind er noget mørkere. Eller sådan oplever hun det i hvert fald selv. Det er dog ikke det indtryk, man får, når man møder hende. Hun virker glad, positiv og venlig. Men bag det lyse ydre gemmer der sig denne mørke side, der har bragt de to kvinder sammen, og i dag har skænket dem et tæt venskab. Et venskab, der gennem breve og brevkasseindlæg er dokumenteret i det røde ringbind.

"Det betyder rigtig meget for mig, at jeg har hende. Jeg har skrevet til hende, hver gang jeg har været fortvivlet over livet," fortæller Inge-Lise Højmark, der bladrer i ringbindet og viser breve fra syv års korrespondance frem.

Venskabet opstod gennem Annette og Jørgen Due Madsens brevkasse, Spørg om livet, i Kristeligt Dagblad. Kort efter brevkassen første gang blev bragt i avisen for 10 år siden, skrev Inge-Lise Højmark fra Hørsholm brevet "Længsel efter døden". Hun havde været igennem en svær tid, og på mange måder var hendes liv en pestilens.

Seks år før hun skrev brevet, havde hun mistet sin anden mand, der blev dræbt i en trafikulykke for øjnene af hende. Han var død på stedet.

I tiden efter tænkte hun, at hun ville ønske, hun havde været midt på vejen, hvor han blev kørt ned, så hun kunne forlade livet sammen med sin mand.

Livet stod stille efter hans død.

"Jeg havde prøvet alt. Lykkepiller gjorde mig til en zombie, og det brød jeg mig ikke om. Selvmord var bestemt en nærliggende mulighed, for selvmord og selvmordsforsøg er der flere tilfælde af i familien. Jeg ønskede bare at dø. For mig var døden fred og hvile," fortæller Inge-Lise Højmark og finder et brev frem fra ringbindet – det første hun skrev til brevkassen.

Med brevet havde hun skrevet et langt følgebrev, hvor hun forklarede, hvordan livet længe havde været svært – i barndommen, i hendes tidligere ægteskab, og nu hvor hun også havde mistet sin anden mand, som hun elskede så højt.

Som svar på hendes brev til brevkassen dengang for 10 år siden fik hun at vide, at der var håb. Hun skulle holde fast i livet:

"På samme måde som en sårbar plante nogle gange må støttes af en blomsterpind for ikke at knække, må du måske være åben for, at den antidepressive medicin kan være sådan en "blomsterpind" for dig, sådan at du kan få kræfter til at kæmpe videre og møde gode mennesker, der kan vande din livsplante. Måske kan der stadig komme nye skud?"

Sådan skrev Annette og Jørgen Due Madsen, der også anbefalede en psykiater. Deres svar holdt Inge-Lise Højmark oven vande. Væk fra døden.

I dag er hun dybt taknemmelig for den hjælp, hun fik gennem brevkassen. Og både det gode menneske og de nye skud skulle også snart vise sig at dukke op i hendes liv. For der gik kun et par år, inden hun igen skrev til brevkassen. Denne gang efterlyste hun en samtalepartner, der havde tid, lyst og mod til at lytte, når livet var for svært. Et par dage efter fik hun et håndskrevet brev fra Heidi Tillisch, der er pensioneret klinisk psykolog og har et landsted med 1600 kvadratmeter jord i Tølløse på Midtsjælland. Brevet blev indledningen til et langt terapiforløb, der med årene har udviklet sig til et tæt venskab. Gennem de syv år har de besøgt hinanden, skrevet breve og mailet sammen, og Inge-Lise Højmark har brugt Heidi Tillisch, når hun ikke har haft mod på livet.

"Jeg blev overvældet, rørt og taknemmelig over brevet. Jeg ringede til hende med det samme, og kort tid efter tog jeg ned til hende," siger Inge-Lise Højmark.

Hun bliver afbrudt af Heidi Tillisch, der i dagens anledning er kørt de 70 kilometer fra sit hjem i Tølløse til Hørsholm for at give sin version af deres venskab og af Inge-Lise Højmarks udvikling gennem årene.

"Jeg har også fået meget ud af vores venskab. Det er dejligt at se, at et menneske, der har haft det så svært, har kunnet få så positive kræfter," siger Heidi Tillisch og tilføjer:

"Vores venskab giver varme og tryghed. I min alder falder de jo fra som fluer, så det er dejligt at have en ung veninde."

Hun fortsætter med at forklare, hvor meget Inge-Lise Højmark er værd som menneske.

"Du er aldrig kommet over, at du ikke synes, du er noget værd. Men du er meget værd," siger hun til Inge-Lise og beder hende om at finde alle de fødselsdagskort og smågaver frem fra ringbindet, der beviser, at hun har en vennekreds, der holder af hende.

Selvom Inge Lise Højmark ikke altid føler, hun er noget værd, så gør hun i hvert fald en forskel. Måske som følge af kontakten med Heidi Tillisch, der har givet hende overskud og mod på livet. I dag er hun pensioneret sygeplejerske, men arbejder blandt andet som frivillig på både Sankt Lukas Hospice i Hellerup og i en sundhedsklinik for udenlandske prostituerede i Reden International i København.

Men det er ikke kun venskabet til Heidi Tillisch, der har været med til at give hende livsmodet igen. Inge-Lise Højmark har fået overskud til at skrive bogen "Sandheden for mig – erindringer", og forløbet med at skrive sin livshistorie har også virket som terapi for hende.

"Bogen har givet mig større ro og er med til, at jeg ikke har så stor brug for Heidi som samtalepartner. Nu kan jeg bruge hende som en meget god ven, som jeg føler stor ømhed for og gerne vil skåne lidt, nu hvor hun er blevet ældre," siger hun og lukker den røde mappe.