Prøv avisen

Eventyr kan åbne børnehjerter

– Selvfølgelig har det konsekvenser for et barn at vokse op i et voldeligt hjem, og rigtig mange af dem ender statistisk set selv i et voldeligt forhold som voksne. Men der er altid et håb og en udvej. Det synes jeg især, at man skal holde fast i, når det handler om børn, siger Dorte Scharling, der er leder af Kvindekrisecenter Bornholm. – Foto: Michael Tarp.

Voldsramte børn er ofte så loyale over for deres forældre, at de har svært ved at fortælle, hvad de har oplevet. Så er det lettere at forholde sig til et eventyr, siger krisecenterleder Dorte Scharling, der selv har skrevet tre eventyrbøger til formålet

Kvindekrisecenter Bornholm er sikret som en lille eventyrborg. Området omkring villakvarteret i det nordlige Rønne er ellers så fredeligt, at mange ikke engang låser deres døre og kystvendte vinduer. Men krisecentret er mere end låst. For enden af indkørslen skal man først godkendes under et overvågningskamera, før man kan blive lukket ind gennem den pansertykke haveport. For det er desværre ikke kun i eventyr, at der findes skræmmetrolde, som man må skærme sig for. Og her skal både kvinder og børn kunne føle sig trygge. Mange kommer nemlig først, når de ikke tør være hjemme længere. Der skal selvsagt mod til at flytte hjemmefra, når man lever med en voldelig ægtefælle. Men det er børnene, der ofte bærer rundt på den tungeste bagage.

Når en mor fortæller, at hendes mand kun har slået hende i tre år, kan det dreje sig om hele barnets liv, siger kvindekrisecentrets leder, Dorte Scharling, da vi omsider sidder på den sikre side af den tunge port. Her er straks mere hyggeligt med bløde bamser nok til en hel børnehave, selvom her sjældent kommer flere familier ad gangen.

Dorte Scharling har været krisecentrets leder de seneste 11 år. Og selvom det hedder kvindekrisecenter, er det børnene, hun har et særligt hjerte for.

Voldsramte børn bliver ofte svigtet i to omgange. Man glemmer simpelthen at lytte til deres historier, når moderen først har haft modet til at lægge afstand til en voldelig mand. Det er desværre meget almindeligt, at man bare antager, at de ikke har set og hørt noget.

Dorte Scharling inhalerer tavsheden mellem os, inden hun sender de næste sætninger ud i rummet med et let suk:

Det hænger nok sammen med, at mange voksne er bange for at tale med børn om det, børnene er kede af. Børns smerte er tabu. Men man tager desværre fejl, hvis man tror, at børn ikke bemærker vold i hjemmet. Det gør selv de mindste børn. Og derfor har alle børn krav på at blive lyttet til.

Krisecentrets telefon ringer, og Dorte Scharling rejser sig undskyldende for at tage den. Hun er alene på centret, og interviewet må naturligvis vente. Men selv på afstand siger telefonsamtalen noget om en moderlig stemme, der på en gang virker øm og urystelig. Og da hun vender tilbage, fortsætter hun med uforstyrret nærvær.

Her på stedet sørger vi altid for, at børnene får lov til at fortælle deres historier, mens deres mødre får den hjælp, de skal have. Som pædagog er det min opgave at nærme mig børnene gennem samtaler. Det skal altid ske på deres præmisser. For hvis man presser et barn til at åbne sig, får man den modsatte virkning. Derfor har jeg i mange år brugt fortællinger og eventyr som redskab i mine samtaler med børnene.

Eventyret giver den lille distance til børnenes virkelighed, som gør det muligt for mange børn at åbne nogle af de sår, som ellers ikke ville komme frem. Det sætter dem fri til at vælge, om de bare hører en historie, eller om de vil spejle sig selv i den. Og voldsramte børn er ofte så loyale over for deres forældre, at de kan have svært ved at fortælle, hvad de har oplevet. Så er det lettere at forholde sig til et eventyr. Samtidig tror jeg også, at den lille distance kan give almindelige voksne større mod til at tale med børn om svære ting.

Selv har Dorte Scharling imidlertid ingen problemer med at forestille sig verden fra et barns perspektiv. Det har hun tidligere vist ved at skrive børnesalmer, der lever sig ind i børns logiske ligefremhed ved at spørge, om Gud for eksempel er stærkere end Tarzan. Og nu har hun skrevet og tegnet tre små eventyrbøger, som er blevet sendt rundt til landets krisecentre samlet i Eventyr-æsken. I boksen ligger historien om Bjørnebarnet, der henvender sig til de helt små børn fra halvandet år. De to andre billedbøger Skræmmetrolden og Prinsesse Sukkergodt er skrevet på vers og retter sig mod børnehavebørn og små skolebørn.

Jeg har skrevet bøgerne, fordi jeg synes, at der var et behov for dem. Der blev lavet en bog for nogle år siden, der hedder Det gør ondt, når far slår mor. Men den er henvendt til større børn og meget direkte omkring volden. Og jeg syntes, at der var brug for en lidt mere nænsom bog til mindre børn. For eventyr er simpelthen et rigtig godt redskab til at få børn til at lukke op. For historierne kan almengøre det, man har oplevet, og gøre det mere ufarligt at tale om. Det er for eksempel lettere at vise vrede mod skræmmetrolden i stedet for de voksne, der i virkeligheden har skræmt dem.

Men kan man overhovedet læge de sjælelige sår, som voldsramte børn har fået?

Selvfølgelig har det konsekvenser for et barn at vokse op i et voldeligt hjem, og rigtig mange af dem ender statistisk set selv i et voldeligt forhold som voksne. Men der er altid et håb og en udvej. Det synes jeg især, at man skal holde fast i, når det handler om børn. Og jeg tror på, at det kan hjælpe børn ved at være der, hvor de er. Og jeg tror på, at det kan hjælpe børn, hvis man viser dem, at man kan rumme deres historie. En af de største komplimenter, jeg har fået, kom fra en dreng, der sagde: Dorte, du tør godt høre de sørgelige historier. Det viser, at det sætter børn fri, hvis man giver dem lov til at fortælle de historier højt, som før har været tabu.

For nogle år siden var der også en kampagne med mottoet Stop volden bryd tavsheden. Og det er i hvert fald første skridt for voldsramte børn. Men det er rigtig svært for voksne at rumme den sorg og smerte og angst, som børn har. Og da børn samarbejder med voksne, prøver de at skåne os, hvis de kan mærke, at den voksne ikke kan rumme det.

Dorte Scharling mener, at bøgerne kan bruges som et terapeutisk værktøj, der ikke alene kan få børn til at åbne sig, men også give dem større håb og selvværd.

I ethvert eventyr er der nogle grundelementer, som kan hjælpe børn videre. Der er altid en helt, nogle hjælpere og ikke mindst et håb. Det er der også i mine eventyr, hvor børnefigurerne er heltene. For børn kan sagtens være helte. De kan ikke redde hele verden, men de kan sagtens være i stand til at mestre den tilværelse, de befinder sig i. Ingen mennesker, heller ikke børn, bryder sig om kun at være ofre. Og jeg synes, at børn skal anerkendes for den måde, de tackler tingene på. Man skal anerkende de strategier, børnene har haft, så de ikke bare føler sig som hjælpeløse ofre.

I min historie, som hedder Sukkergodt, slår kong Gulerod for eksempel prinsessens mor og skubber til hende. Den lille prinsesse Sukkergodt ligger i sin seng og kan høre det hele. Og det kender mange børn. Men prinsesse Sukkergodt er en meget modig pige, og hun vil gerne stoppe det, så hun går ind i stuen og tisser på gulvet og afleder derved det, der er ved at foregå. Og når jeg taler med børn, kan jeg høre, at nogle af dem forsøger sig med lignende strategier. Nogle vælter måske en kop, og andre bliver uartige på andre måder, så kan aflede de voksne. Den slags kan man komme til at tale om gennem mine eventyr. Nogle børn siger: Det gjorde jeg også, mens andre udbryder: Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg gik ind i værelset ved siden af og lukkede døren. Og så kan jeg sige: Det var rigtig smart af dig, når der skete sådan noget. For alle børn har brug for anerkendelse for at få deres selvværd styrket.

Man kan synes, at det er forfærdeligt, at børn er nødt til at have strategier, men sådan er virkeligheden.

Et lille smil vokser frem i ansigtet, idet hun tilføjer:

Men det er udviklende for børns selvværd, at man bemærker de strategier, der har hjulpet dem i svære tider, og så skal de have at vide, at det var godt gjort. Og de skal se i eventyret, at der både er et håb og nogle hjælpere. Prinsesse Sukkergodt gik hjem til sin bedstemor. Hvem går du til? kan man så spørge, så man gennem eventyret også kan hjælpe dem til at finde deres netværk. Håbet er vigtigt. Derfor plejer jeg at spørge børnene om, hvordan de tror, at det hele ender i eventyret. For børn skal have lov til at tro på, at det hele kan ende godt. Det kan ikke altid ende som i eventyrerne, men det kan ende, så man kan acceptere det. Og det skal deres virkelighedshistorier også gøre.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk