Prøv avisen

Fælles i sang

Asta på syv år kan selv læse teksterne i Højskolesangbogen, når der er fællessang på programmet i bofællesskabet. Når det kniber, får hun hun hjælp af sin mor, Camilla Kleding. – Foto: Leif Tuxen.

SYNG EN SANG: Der er dømt fællessang i 2008. Året er udnævnt til Sangens År, Højskolesangbogen sælger stort, og musiklærere går sammen om et musikmanifest. Den danske fællessang er på vej tilbage og finder nye former, så både gamle og unge igen kan synge sammen

Skal vi ikke lige tage den her, mens vi sidder her i sofaen, spørger Lisbeth Frostholm overtalende, mens hun peger i Højskolesangbogen .

Det er så hyggeligt. Vi kan godt tyvstarte lidt.

Musiklæreren sætter i sang. Det er fredag, en halv time før fællesspisning i bofællesskabet Åbakken i Strøby på Sjælland. Lisbeth Frostholm fra nr. 13, August Hansen og Karin Pedersen fra nr. 12 samt Kristian Andersen og hans datter Asta fra nr. 2 sidder i fælleshuset, mens Jan Hansen og Helle Kopp Jensen fra nr. 7 står i det åbne køkken og forbereder aftenens måltid.

De nyindkøbte højskolesangbøger er fundet frem. Der skal synges fællessang inden fællesspisningen. Og når først der bliver bladret i sangbogen, er det svært at vente med at synge, til resten af selskabet kommer. De andre falder hurtig i Lisbeth Frostholms sang: "Barndommens land, tidens mælketand. Verden er ny for dit øje, folk er to tre meter høje. Så de må bøje sig ned til dig."

Sang bliver til nynnen. Kroppen vugger fra side til side, og Benny Andersen bliver afløst af "Der er et yndigt land". Selv Asta på syv år synger med.

Lad os lige tage en mere, bliver der sagt, allerede inden sangen rigtig er forstummet.

Det er ikke svært at forstille sig, at listen over fællessange blev 20 numre lang ved sidste nytårsfest i bofællesskabet i Strøby. Det ene ønske afløste det næste, indtil der blev sagt stop. For der er også delte meninger om, hvor meget der skal synges.

Sang har altid været en del af det oprindelige koncept for bofællesskabet, der opstod tilbage i 1984, fortæller August Hansen, der var en del af den oprindelige trup i andelsfællesskabet. Men sangen var efterhånden gledet en smule ud af repertoiret gennem de sidste fire-fem år. Indtil Karin Pedersen i vinteren fik idéen om at skifte mappen med de blandede, slidte papirer ud med 20 eksemplarer af Højskolesangbogen:

Der manglede ligesom et medie, der kunne samle os. Og med en sangbog slipper man for at skulle tage stilling til den ene og den andens yndlingssang. Det, der står i sangbogen, står der nu engang. Det gør det meget lettere. Og det gode ved den er også, at der foruden den gamle sangskat også er nye sange i.

Ja. Kim Larsen kender vi jo alle. Men den kan være svær at synge med på, så det er godt, vi har Lisbeth ved klaveret, supplerer August Hansen.

2008 er året, hvor vi alle igen skal synge sammen. Med støtte fra Undervisningsministeriet, Kulturministeriet og DR er hele år 2008 blevet udnævnt til Sangens År. Formålet er at arrangere en række musiske aktiviteter over hele landet og på den måde være med til at bringe fællessangen tilbage i skolerne, ud i virksomhederne og bruge den som et samlingspunkt mellem forskellige kulturer. Det er altså ikke kun beboerne i bofællesskabet i Strøby, der skal nyde godt af en fællessang, men hele Danmark.

Og noget tyder på, at viljen til en sang i fællesskab er noget, danskerne har lyst til. I hvert fald er Karin Pedersen ikke den eneste, der har fået den idé, at skifte mappen med sangtekster ud med den mest udbredte sangbog i Danmark, der gennem sine første 17 oplag har solgt cirka 2,4 millioner eksemplarer. Den seneste udgave har på bare et år solgt 120.000 eksemplarer til private, virksomheder og folkeskoler og placerer sig dermed blandt de bedst sælgende bøger i Danmark.

Men hvorfor har Højskolesangbogen succes, og hvorfor har vi igen lyst til at synge sammen? En række forskere i dansk musikhistorie peger på, at en del af svaret skal findes i et ønske om at være en del af et fællesskab. Men det er ikke det samme fællesskab, som vi søgte tilbage i 1930'erne, hvor fællessangen også havde kronede dag. Her repræsenterede den en nationalfølelse, der bragte danskerne sammen i sangene om Gud og fædreland. Men den seneste fremgang er ikke nødvendigvis et udtryk for en ny interesse for danskheden. Danskeren jonglerer i dag i højere grad med sin identitet, end man gjorde tidligere. For 100 år siden var der en tættere sammenhæng mellem den sangbog, man sang fra, og den ideologi, man levede efter. Så tæt er sammenhængen ikke længere. I dag kan man sagtens synge en af B.S. Ingemanns tekster om dagen og gå til rockkoncert om aftenen, lyder svaret.

Sangbogens succes er altså nærmere et tegn på, at vi igen vil synge sammen. Men ligesom ønsket om for eksempel at lave mere kulinarisk mad ofte kun ender med nye kogebøger på hylden derhjemme, er også fællessangen trængt, på trods af at flere igen køber Højskolesangbogen. I folkeskolen er der mangel på linjefagsuddannede lærere i musik, på læreruddannelsen er musiklinjefaget gennem de sidste 20 år beskåret med 50 procent, og på gymnasierne er musik ikke længere et obligatorisk fag. Derfor er musikpædagoger og lærere fra folkeskolen, gymnasierne og musikskolerne gået sammen om et musikmanifest, hvis formål er at gøre opmærksom på misforholdet mellem ønsket om at synge og sang som en kilde til dannelse og så den manglende prioritering af sang og musik på uddannelserne.

Det er ikke kun på uddannelserne, vi skal finde sangen. Den skal også findes på tværs af generationerne. Grundtanken med fællessangen er, at det er en sang, der bliver sunget af mange og på tværs af generationer. Men den del af fællessangen har været fraværende i en årrække, påpeger eksperter. Det hjælper de nye sange, der tilføjes den gamle sangskat, på. Det var N.F.S. Grundtvig og højskolerne, der bragte den spirende interesse for at synge sammen, der opstod i løbet af 1800-tallet, et skridt videre. Det er stadig Grundtvig, der er repræsenteret med flest numre i Højskolesangbogen. Men med den nyeste udgave er antallet af Grundtvigs tekster skåret fra 118 til 86. Og nyere sangtekster af mere folkeligt kendte kunstnere og sangskrivere som Benny Andersen, Kim Larsen, Sebastian og Johannes Møllehave finder plads.

De nye sange er dem, både bedsteforældre og barnebarnet kan synge med på. Hvor den ældre generation kender den gamle sangskat, har folk, der er vokset op i 1980'erne, et stort repertoire af popsange, som de kan sætte sig ned og synge uden en sangbog. Og popsangen skaber på denne måde et rum, hvor både gamle og unge kan være fælles om en sang.

Der er nemlig forskel på at skrive en sang, der er ment som fællessang, og en sang, der er ment til en solist, fortæller musikkendere. Langt de fleste sange i dag bliver ikke skrevet med henblik på at blive en fællessang. Nogle bliver det alligevel. For eksempel "Kvinde Min", og på den måde leverer Kim Larsen en slags dansk sangversion 2.0, som befolkningen tager til sig.

Genkendeligheden blandt flere generationer skaber en ny fællessangstradition. Et af den ældre sangskats store problemer hos de unge, der ikke stifter bekendtskab med sangene i undervisningen, er, at sange, der besynger det danske, kan være svære at forstå- og dermed også at synge med på.

Når satireprogrammet Drengene fra Angora derfor laver julesangen "Jul i Angora", der igennem de sidste par år har været spillet på linje med klassikere som Chris Reas "Driving Home for Christmas", har de unge fået en mulighed for at synge med på en sang, der ligger tættere op ad deres virkelighed. Teksten finder nok aldrig plads i Højskolesangbogen, men melodien kunne tænkes at blive husket og brugt, når der skal skrives selskabssange. Og på denne måde bliver den yngre generation en del af en ny form for fællessangstradition.

Traditionen med at synge i et fælles kor lever også hos de unge, men den tager lettere form ved festlige lejligheder. Når Danmarks folkelige nationalmelodi bliver sunget fra plænen i Parken til en fodboldkamp, eller når yndlingsbandet spiller på Orange Scene på Roskilde Festival, falder det naturligt at synge med.

De unge i bofællesskabet i Strøby ser da også en smule betuttede ud ved tanken om at synge "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" af Povl Hamburger tilbage fra 1937. Der bliver nynnet lidt og skævet til de ukendte ord i den indbundne sangbog.

Anderledes mere flydende går det i den anden bordende, hvor August Hansen på 69 år og Karin Pedersen på 65 år med langt større sikkerhed synger Nordjyllands svar på en nationalmelodi.

Kender du den her, spørger August Hansen hen over bordet til Lisbeth Frostholm, mens han holder sangbogen op i luften.

Den må vi da lære.

Lisbeth Frostholm har sat sig ved klaveret, mens aspargessuppen bliver fordøjet, og oksefileten sættes på bordet. Fredag aften bliver beboerne ofte lidt længere end normalt, og der er lige tid til endnu en sang.

Det giver sådan en glæde at synge sammen. Man bliver rørt, for man giver jo lidt af sig selv, siger Karin Pedersen.

Ja, det giver en særlig korpsånd. Det giver samling, supplerer August Hansen.

Ligesom til sankthans, hvor man står rundt om bålet og synger sammen. Det er så smukt. Følelsen lader sig ikke rigtig forklare på rationel vis, siger Kristian Blicher Andersen.

Man kan bare ikke synge uden at være nærværende, mener Karin Pedersen.

Mens sange som "Du kom med alt det der var dig" af Jens Rosendal og Fritz Andersens "I skovens dybe stille ro" bliver akkompagneret af klaveret, bliver der råbt Shubidua fra den bageste del af lokalet. Bare lige for at skifte lidt stil, bliver der sagt. Tonen knækker i sidste omkvæd.

En gang til, siger Lisbeth Frostholm, mens hun hamrer hænderne ned i klaveret og lægger an med en dyb indånding, inden hun synger for:

Storken er en dejlig flyver, den der si'r andet lyver. Danmark er et dejligt sted at være, der er nemlig atmosfære. Danmark er et yndigt land.

Nr. 449 er også god. Hov, det er ikke den. Men vi kan godt tage den alligevel.

thuesen@kristeligt-dagblad.dk

Artiklen bygger på interview med: Jens Henrik Koudal, seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling. Ole Helby, formand for Dansk Musikpædagogisk Forening. Michael Fjeldsøe, lektor på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet. Marianne Christiansen, cand.phil. i musikvidenskab og sognepræst i Thisted. Jeppe Krogsgaard Christensen, cand.mag. i dansk, kulturreporter og forfatter. Charlotte Rørdam Larsen, cand.phil. ved afdeling for Musikvidenskab på Aarhus Universitet. Henrik Marstal, projektforsker ved Dansk Folkemindesamling og forfatter til "Den Nye Sangskat". Jesper Øland, informationsmedarbejder i Højskolernes Hus.