Prøv avisen

Familiesammenføring

"Ironisk nok var det netop for at slippe for storbyens stress, at vi var flyttet til øen. Men efter fire år på "ferieøen" krævede det åbenbart stadig en alvorlig hjernerystelse og 10 sting på det lokale sygehus for at få mig til at slappe af og tænke over, hvad jeg egentlig ville med livet." Foto: Mads Jensen.

Man bliver hurtigt handlingslammet af bekymringer, når man mister fodfæstet, men jeg tror, at livet handler om at handle på det, man kan, og overlade resten til Gud, skriver Daniel Øhrstrøm

Det var en hjernerystelse, der fik mig til at skifte job. En nat faldt jeg om på vores bornholmske badeværelse og vågnede på gulvet med noget vådt stads under mit hoved. Det viste sig at være mit eget blod. Det var natten til en mandag i efteråret 2009, og jeg var stået op for at se til vores søn, som min gravide kone syntes sagde en lyd. Jeg havde besluttet at kombinere ærindet med en tur på toilettet. Mere husker jeg ikke. Men det havde været en travl weekend, hvor jeg både havde haft weekendvagt som vært på P4 Bornholm og holdt en gæsteprædiken i en af øens kirker. Og det var kun blevet til omkring fem timers søvn den weekend – i alt! For jeg havde taget nætterne i brug for at nå at forberede mig.

Ironisk nok var det netop for at slippe for storbyens stress, at vi var flyttet til øen. Men efter fire år på "ferieøen" krævede det åbenbart stadig en alvorlig hjernerystelse og 10 sting på det lokale sygehus for at få mig til at slappe af og tænke over, hvad jeg egentlig ville med livet.

På den ene side havde jeg det hele. En smuk kone, en sød lille søn, endnu en på vej, nye fantastiske venner og fem af mine egne bøger på reolen i vores charmerende byhus i centrum af Rønne. Men jeg havde længe følt mig fejlcastet som bornholmsk nyhedsop(b)læser. Og da jeg blev nødt til at ligge ned i tre uger uden at kunne hverken læse eller se fjernsyn, fik jeg pludselig tid til at tænke over, hvorfor jeg ikke kunne lade være med at skrive bøger og freelanceartikler for Kristeligt Dagblad ved siden af mit gode job på radioen. For jeg var ikke lige god til det hele. Min kloge kone savnede også København og så mig i øjnene og sagde: "Søg det næste job, du vil have, i København. Man bruger så mange vågne timer på sit arbejde, så man skal være glad for det. Ellers bliver du bare resigneret."

Allerede ugen efter blev en stilling som kulturreporter på Kristeligt Dagblad slået op, og to dage før juleaften stod det klart, at det var mig, der ville få et drømmejob i julegave. Men jeg var slet ikke forberedt på, hvor besværligt det var at sælge huset i Rønne. Og med en højgravid, specialeskrivende kone og en fireårig søn efterladt på Bornholm de fleste hverdage blev jeg hurtigt splittet mellem drømmejobbet og mareridtet på boligmarkedet. Vi overvejede at leje ud, men blev forgæves ved med at ignorere de søvnløse nætter i troen på, at det nok skulle lykkes at sælge huset. Men ventetiden var ikke gratis. Jeg følte konstant dårlig samvittighed over for min kone og mine børn.

En dag kom den fireårige, der nu er blevet fem år, med 20 svenske kroner fra sin sparegris og sagde: "Her far, så behøver du ikke tage til København og tjene penge til os." Og undervejs har jeg nærmest dagligt været i tvivl, om det var det hele værd at skifte job. For huset er stadig ikke solgt. Men jeg er blevet trøstet af Kierkegaard-citatet: "At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste livet."

Man bliver hurtigt handlingslammet af bekymringer, når man mister fodfæstet, men jeg tror, at livet handler om at handle på det, man kan, og overlade resten til Gud. For Kierkegaard var valget afgørende. Uanset hvad man gør, kan man komme til at fortryde det. Men man bør leve livet i sine valg i stedet for at leve det i sine fravalg. Det er en svær øvelse. Men som Maria Helleberg sagde i et interview her i avisen, så kommer der altid en ny medvind. Og nu har vi i det mindste fundet nogle søde lejere på Bornholm, så vi endelig kan få familiesammenføring på Frederiksberg i København. Jeg behøver ikke flere hjernerystelser for at sætte pris på det.

ohrstrom@k.dk