Fem fortællinger om ungdomsoprøret

1968 blev året, hvor de unge talte autoriteterne midt imod. Kristeligt Dagblad har spurgt fem markante mennesker, hvad de lavede i 1968, og hvordan de blev berørt af begivenhederne

Utilfredse unge demonstrer på Københavns Universitet i 1960'erne. Arkivfoto
Utilfredse unge demonstrer på Københavns Universitet i 1960'erne. Arkivfoto. Foto: Sven Aage Mortensen/Ritzau Scanpix.

Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi. Født 1937.

Helmuth Nyborg. Arkivfoto
Helmuth Nyborg. Arkivfoto Foto: Leif Tuxen.

1968 var jeg psykologistuderende på Københavns Universitet og var med til at besætte instituttet. Optakten havde strakt sig over mange måneder med et hav af møder, og utilfredsheden blev bare større og større over professorvældet med verdensfjerne professorer og elendige forhold for de studerende. Vi holdt nogle møder med underviserne, men de førte ingen vegne, og så blev det besluttet at besætte det psykologiske laboratorium noget skulle ske.

Vi flyttede alle bænkene ud fra forelæsningslokalerne og blokerede indgangene med dem. Når telefonen ringede, sagde vi: Det er de psykologistuderendes laboratorium for at markere et skifte.

Når vi var flest, var der vel 300, men om aftenen og hen over natten var der betydeligt færre. Folk kom og gik. Om dagen diskuterede vi, hvad strategien egentlig var. Den ændrede sig fra dag til dag, men vi var alle enige om at forlange en ny forelæsningsform, som ikke bare var envejskommunikation, og så ville vi have et mere samfundsrelevant pensum. Besættelsen varede jo ikke så mange dage, men jeg synes, at vi fik udrettet noget, for vi fik en ny form for undervisning, der især kom arbejderklassen til gavn, og det var dem, vi primært repræsenterede. Skæbnens ironi ville så, at jeg senere måtte indrømme, at indførelsen af mere samfundsrelevant litteratur var en fejl, for det byggede mere på ideologi end på faglig argumentation. Jeg synes i det hele taget, at nogle af de ting, vi gjorde og opnåede, var alt for ideologisk betingede og reelt ikke noget, der gavnede undervisningen. Vi sejrede ad helvede til.

Lone Scocozza, professor i folkesundhedsvidenskab, forfatter og systemkritiker. Født 1940.

Lone Scocozza. Arkivfoto.
Lone Scocozza. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen.

I 1968 var jeg ved at uddanne mig til socialrådgiver på Den Sociale Højskole, og jeg var meget inspireret af det, der foregik ovre på Psykologisk Institut. Jeg var med til årsfesten, da Finn Ejnar (Madsen, red.) erobrede talerstolen fra rektor og talte dunder til forsamlingen, og så besluttede jeg mig for at skabe mit eget oprør på studiet og fik samlet en lille gruppe aktivister. Sammen gik vi imod bestyrelsen, som var nogle ældre mænd, der ville bestemme det hele. Vi satte plakater op, Helge er en finke og sådan noget, og jeg satte spørgsmålstegn ved, hvorfor underviserne var så dårlige og altid var på orlov og sådan noget.

Vi var to grupperinger, der lå i krig med hinanden. Den ene gruppe ville samarbejde, men vi, der nok blev anset for at være ret rabiate, søgte opgøret. Jeg følte virkelig, at der måtte ske noget radikalt, og jeg havde det som elefanten og myggen, der går over broen, og myggen siger: Ih, hvor vi tramper. Vi var jo ikke ret mange, men det føltes, som om vi rykkede ved tingene. De store forandringer kom selvfølgelig først op gennem 1970erne, men vi var med til at sætte det i gang. Senere støttede jeg også bz-bevægelsen. Det var dybest set det samme projekt: Vi ville frigøre os fra nogle samfundsnormer, som vi mente var for snerpede. Det skulle ikke bare være nogle gamle mænd, der bestemte over vores liv.

Hans Skov Christensen, direktør i Dansk Industri. Født 1943.

Hans Skov Christensen.
Hans Skov Christensen. Foto: Leif Tuxen.


I 1968 var jeg politstuderende på Københavns Universitet og boede på saneringskollegium. Min nabo hed Finn Ejnar Madsen, og vi var gode venner, selvom vi var voldsomt uenige. Han var med i en kommunistisk studenterorganisation, og jeg var næstformand i Konservativ Ungdom, så da oprøret brød ud, var vi i høj grad på hver sin side. Jeg var enig i, at det danske samfund var autoritært og trængte til at blive løsnet. Alting havde jo stået stille siden krigen, og nu var der omsider økonomiske muligheder til at udvikle samfundet. Men den måde, venstrefløjen gjorde oprør på, var jeg uenig i. Deres projekt var jo båret af lyst og helt uden egent-lige mål og ideologi. Nogle ville samfundsomstyrte, men det var de færreste det var sådan nogle som Finn Ejnar mens langt de fleste bare var med for sjov.

Når vi alligevel forblev venner, Finn Ejnar og jeg, var det nok, fordi vi lå så langt fra hinanden. Jeg tænkte, at han jo var psykologistuderende og derfor ikke rigtig tilhørte den reelle verden.

Det var i det hele taget en mærkelig tid. I vores studiegård på universitetet var juristerne på første sal, økonomerne på anden det var blandt andre mig og psykologerne på tredje. Og det var psykologerne, der lavede al balladen, mens vi andre, der var lige nedenunder, nærmest ikke lavede noget. På det tidspunkt var jeg blevet ansat som lærer på det økonomiske institut, og jeg slog ned med hård hånd på alle forsøg på at aflyse undervisningen. Jeg fortsatte troligt, og i de fleste henseender fortsatte min hverdag uændret.

Siden hen har der været en tendens til at romantisere begivenhederne i 68. Vi fra den generation er kommet til at stå som dem, der ikke ville træde tilbage for de ældre, men det paradoksale er jo, at 68-generationen lige siden har ment, at de selv skulle være i fokus. Nu er vi blevet 60, og de fleste mener, at der bør tages særligt hensyn til os.


Ole Hartling, overlæge, tidligere formand for Det Etiske Råd og søn af daværende udenrigsminister og senere statsminister Poul Hartling. Født 1946.

Ole Hartling.
Ole Hartling. Foto: Leif Tuxen.

I 1968 var jeg godt i gang med mine lægestudier og lige blevet gift. Mit fokus var på det nære, og jeg var ikke særlig optaget af ungdomsoprøret. Jeg var knap nok opmærksom på, at det foregik, og hvad det egentlig gik ud på. Min far var jo borgerlig minister på det tidspunkt, og det var en del af min opdragelse at tage afstand fra de ikke-demokratiske metoder, som venstrefløjen brugte i nogle tilfælde ulovlige eller endog voldelige metoder. Det samfundsomstyrtende var altså slet ikke mig. Jeg havde hverken oprørstrang over for samfundet eller mine forældre. Jeg syntes netop, at det danske samfund gav rum til oprøret, og det paradoksale var jo, at hvis revolutionen var lykkedes, ville vi have fået et samfund, hvor der ikke ville være plads til oprør. Når jeg ser tilbage, er jeg klar over, at jeg alligevel gik glip af noget i de år. Både sammenholdet, musikken og de værdier, der blev skabt. Mange af mine jævnaldrende taler stadig om dengang, hvor de løftede i flok, og hvor man mærkede et fællesskab, der virkelig betød noget. Man tog ansvar for hinanden, det var ikke bare plat kollektivisme. Mange af mine venner bærer stadig de livsnære oplevelser med sig, og det kan jeg misunde dem.

Gretelise Holm, forfatter og samfundsrevser. Født 1946.

Gretelise Holm
Gretelise Holm Foto: Leif Tuxen


I 1968 var jeg journalist på Berlingske Tidende. Men det var ikke meget, jeg lagde mærke til oprøret, selvom det foregik lige nede om hjørnet. Det var også kun en lille avantgarde af studerende, der råbte op. Oprøret bredte sig først i 1972-73, hvor man virkelig kunne mærke på hele folkestemningen, at der var sket et skifte i en mindre autoritetstro retning. På Berlingske kom det blandt andet til udtryk i omgangstonen og ved, at vi begyndte at klæde os mere afslappet med cowboybukser og sådan noget. Det var egentlig ikke et oprør, moden dikterede bare en mere afslappet stil.

Den seksuelle frigørelse var jeg til gengæld ret optaget af, he he. Jeg var 22, og fri sex var lige mig. Det var samtidig en slags opgør med den dobbeltmoral, der havde hersket, hvor pigerne var billige, hvis de dyrkede meget sex, mens drengene var nogle fandens karle, og den lille revolution var jo dejlig at deltage i, når man var ung.

Når vi kigger tilbage på 1968, er det ofte et meget overdrevet billede, vi tegner. Det, der skete, vedkom altså ikke ret mange mennesker. Det var først i 1978, da der var 10-års jubilæum, at det rigtigt gik op for mig, at jeg havde været vidne til et stykke danmarkshistorie. Men jeg var heller aldrig involveret i ungdomsoprøret sådan rent organisatorisk, og det havde nok meget at gøre med min profession. Som journalist kunne jeg ikke blande mig og så skrive objektivt om det bagefter. Jeg var bare med på den generelle bølge ligesom de fleste andre.