Prøv avisen

Filosoffen, der fandt sin plads i verden

"Min holdning er, at alt kan forklares – også åndelige oplevelser. Vi har bare ikke fundet ud af det,” siger Lene Andersen. – Foto: Leif Tuxen.

Forfatter Lene Andersen har efter mange års jagt på en mening med sin tilværelse fundet den i både kærligheden, arbejdet og i et religiøst fællesskab

Lene Andersen har i sin opvækst og en stor del af voksenlivet følt, at hun ikke passede ind i familien, børnehaven, skolen, gymnasiet og på Handelshøjskolen og teologistudiet. Hun har savnet at blive set, forstået, anerkendt og elsket og har været igennem flere eksistentielle kriser. Men en lørdag i 1997 skete der noget underfuldt.

Jeg gik i synagogen i Krystalgade i København og kunne mærke, at jeg var kommet hjem, også til mig selv. Hvorfor må du nok spørge om. Jeg kunne bare mærke, at her hørte jeg til. Det er mit.

De brikker, der havde ligget og rodet rundt, begyndte at falde i hak. Det gav en indre ro, jeg ikke havde haft før. Det er det med at blive set og forstået og komme ind i et fællesskab, hvor man kan være spontan. At kunne udtrykke det, man tænker, og i samtale dele de indtryk, man får. Det var en oplevelse af at være synkron med de andre, som opstod dér på en helt ny og anderledes måde, end jeg havde oplevet før.

Den 45-årige forfatter, filosof, foredragsholder og forlægger tager imod i sin lejlighed i København. Hun bor alene, da hendes forlovede, der er amerikaner, arbejder på den amerikanske ambassade i Niger i Afrika. Her i lejligheden skriver hun sine filosofiske bøger med bud på svar på nogle af tidens store spørgsmål. Deriblandt hvordan de globale problemer kan løses, så syv milliarder mennesker kan skabe et ordentligt verdenssamfund. Baggrunden er en stor indsigt i demokrati, økonomisk teori, naturvidenskab, evolutionspsykologi, filosofi og idéhistorie. Men formen er ofte dialog og brug af humor og skæve indfald, der bidrager til at gøre de komplicerede emner tilgængelige for den almene læser.

LÆS OGSÅ: Da en dans faldt til gulvet

Forfatterdebuten i 2005 var med serien Baade-Og skrevet under pseudonymet Jesper Knallhatt, mens den seneste bog, Danmark 2030, er udgivet i eget navn og hele værket på hendes eget Det Andersenske Forlag. Hun forærer mig et eksemplar af Baade-Og. 5. del Fredag fra 2009, hvor et uddrag af en anmeldelse i Jyllands-Posten er gengivet på bagsiden af bogomslaget: Man får mere og mere indtryk af, at Lene Andersen er en af de få intellektuelle, der rent faktisk har regnet den ud.

For Lene Andersen selv har det taget år at regne ud, hvor hendes egen plads i verden er.

Der er især to ting, som har drevet mig i jagten på mening. Det ene er en skyhøj intelligens, som har gjort mange sociale situationer meningsløse, fordi det har været vanskeligt at finde ligesindede. Hvad der for andre er en spontan og hyggelig small-talk, er hårdt arbejde for mig. Det andet er, at jeg generelt aldrig har passet ind, hvor jeg var, siger Lene Andersen.

Hun er vokset op som enebarn på en stille villavej i Taastrup ved København. Faderen var dekoratør og udstillingsarkitekt, moderen lærer og hjemmet var kulturkristent og ikke indremissionsk og med bordbøn som hos mormoderen og morfaderen. Både de og farmoderen og farfaderen havde rod i landbokulturen.

Hele den nysgerrighed over for tilværelsen, hvor man bryder grænser og stiller spørgsmål, har der ikke været på hverken min mors eller fars side. Når jeg som barn skulle til en stor familiefest, hvor der kom nogen, som vi ikke så normalt, havde jeg altid den følelse, at gid, der dukkede nogen op lige som mig. Siden jeg var 12 år, har jeg haft den tanke: Tænk, hvis der kom en, der var spændende, siger Lene Andersen.

Hun har gået i kristen børnehave, kristen skole og kristent gymnasium.

Forventningerne i skolen var ikke så høje, så det var en kamp at leve ned til dem. Jeg ville gerne udfordres, men blev det ikke. Jeg havde glædet mig til at komme i skole og lære at læse, skrive og regne. Men når jeg havde løst matematikopgaverne hurtigt, fik jeg skældud, mens de, der ikke kunne finde ud af det, fik opbakning og ros. Det kan man ikke fortænke læreren i det er godt nok. Det, der manglede, var anerkendelse af den, der var dygtig og hurtig. Så man sidder som 7-, 8-, 9- og 10-årig og bliver mødt med en lærerskuffelse: Årh, nu må vi finde på noget nyt til hende.

I 1970erne var det politisk ukorrekt at være overbegavet. Men der er altid nogen, der er kvikkere end andre, derfor hedder det et gennemsnit. Og vi var et par stykker i klassen, der konkurrerede om at blive først færdig med matematikopgaverne. Selvfølgelig provokerede det de andre på en måde, som man jo ikke har den store fornemmelse for som otteårig. Nu har Henrik og Lene igen råbt højt og ført sig frem, hed det så i stedet for at tage os til side og sige: Hvor er I dygtige, nu skal jeg finde noget mere til jer at lave.

Det reagerer man følelsesmæssigt på som barn. Man føler sig skuffet og afvist, og så bliver skolen et forvirrende sted at være. Jeg sad på bageste række ved vinduet og dagdrømte i seks-syv timer hver dag. Det var spild af tid. Det, man har behov for, især som barn, er at blive set, forstået og elsket på samme tid. Det er der, det bliver meningsfuldt. Men hvis man har følelsen af ikke at blive forstået, bliver relationen meningsløs.

Når man føler noget ægte og oprigtigt og deler det med omgivelserne og så får at vide, at det, man føler, ikke er rigtigt, bliver man skør i låget og et meget ulykkeligt menneske. Det blev jeg. I første omgang frustreret. Jeg er dygtig i skolen, hvorfor får jeg ikke ros?. Jeg har aldrig været et udadagerende barn. I stedet reagerede jeg passivt-aggressivt ved at få andre til at lave ballade, siger Lene Andersen.

Da hun var 14-15 år, fortalte hendes mor, at en lærer havde foreslået at lade hende springe 3. klasse over.

Da styrtede en del af mit indre i grus. For det sagde mine forældre nej til, fordi jeg var fysisk lille. Så de har godt set, at jeg var kvik, men har ikke taget hånd om det.

Allerede som 10-årig havde Lene Andersen en mistanke om, at hun var mere end almindeligt godt begavet. Hun havde læst en artikel i et ugeblad om et barn, der havde været umulig i skolen. Da barnet fik lavet en IQ-test, viste den en meget høj intelligenskvotient. Hun spurgte sin far, om hun ikke kunne få lavet sådan en test, men han mente, hun skulle vente, til hun blev voksen. Da hun som cirka 30-årig tog testen, viste den en intelligenskvotient på mere end 155. Den gennemsnitlige IQ er mellem 90 og 110.

Lene Andersen var en drengepige, der spillede fodbold med drengene og legede med nogle få drengepigekammerater. Men relationen gled ud, da de kom i puberteten, og Lene Andersen deltog ikke i det almindelige ungdomsliv. Det sagde hende ikke noget. I stedet sad hun på sit værelse og skrev og læste og gik til spejder og var spejderfører, fra hun var 12 til 17 år. Hun begyndte at interessere sig for revymusik og skrev satiriske tekster til skolerevyen.

Jeg var totalt nørd, fra jeg var 10 år. Der er et sjovt billede af mig fra den tid, hvor jeg ligner Microsoft-stifteren Bill Gates med metalbriller og strithår. Hvis jeg var blevet født fem år senere og havde fået en computer, ville mit liv have set helt anderledes ud og afgjort være bedre på nogle måder.

På et tidspunkt så hun Linie 3 i fjernsynet og fandt ud af, at det var det, hun ville arbejde med satire og med håndværket at skrive. Efter studentereksamen skrev hun blandt andet radiosatire på The Voice. Det gav dog ingen penge, så hun læste til civiløkonom på Handelshøjskolen i København.

Så døde min mor pludseligt i 1992. Hun var 49 år. Da skulle jeg virkelig se mig selv i øjnene. Det var et wake up-call. Jeg var 24 år og havde kæmpet og kæmpet for at passe ind. Lene, du har ét liv, og du bruger det til at passe ind det går ikke!. Mit liv var nødt til at tage en anden drejning. Det sociale liv med de andre interesserede mig ikke. Og kærester var et kæmpe problem, fordi jeg aldrig interesserede mig for drenge på min egen alder, de kedede mig helt ind til benet. Jeg havde altid haft ældre kærester og skulle høre for det. Jeg indså, at jeg ikke var synkron med mine jævnaldrende, og at jeg måtte gøre det, der passer til mig, ellers var det meningsløst.

Jeg skulle ikke ud i erhvervslivet, jeg måtte gøre det, der gjorde mig glad, og det var at skrive. Det lykkedes at levere tekster til både sommerrevyer og radio og tv som for eksempel Søndagssatiren på P3 og TV-Ansjosen. Jeg begyndte også at læse teologi, så jeg kunne blive præst og gøre kirken mere sjov, så jeg også syntes, der var spændende at komme. Nu forsøgte jeg at passe ind på teologistudiet. Men selv hebraisk blev kedeligt, fordi flertallet ville have almindelig gymnasieundervisning i det. Og jeg har aldrig nogensinde hørt nogen have en teologisk diskussion i kantinen. Det handlede mest om, hvordan man kunne udnytte SU-systemet mest muligt, siger Lene Andersen.

Foråret 1997 stod på eksamenslæsning i kirkehistorie, deriblandt Det Nye Testamente fra første til sidste side.

Det gik op for mig, at jeg ikke troede på det her. Det var en religiøs-eksistentiel krise. Jeg havde gået i kristen skole, været KFUK-spejder og troede, jeg skulle være præst. Og nu måtte jeg indse, at det dogmatiske fundament for kristendommen troede jeg ikke på.

Jeg tror ikke på, at Jesus var Gud. Jeg tvivler på, om personen nogensinde har eksisteret, for jeg er ikke stødt på den bibelske Jesus andre steder. Hvis der var alle de mennesker, der fulgte ham i Judæa, hvorfor har man så ikke hørt om det? Det gik op for mig, hvor meget troen spiller en rolle i kristendommen, og derfor blev det meningsløst at blive hængende.

Jeg havde det meget underligt med den erkendelse. Da jeg havde læst den sidste side i Det Nye Testamente, havde jeg følelsen af, at en del af rygraden i mit verdensbillede var smuldret. Det, jeg havde hængt en masse af min selvforståelse op på, gav pludselig ikke mening. Der var en uge, hvor jeg sad og så ud i luften: Hvad gør jeg nu? Jeg kan ikke stå over for en gruppe mennesker uge efter uge og foregive andet end, at Det Nye Testamente er en god historie. Og jeg kan i hvert fald ikke gøre det til min levevej.

Lige pludselig var der tomt et sted, hvor der plejede at være en masse ting. Og det, der var tilbage, hang ikke sammen. Jeg tog mig sammen og gik til eksamen. Bagefter kollapsede jeg igen og vidste ikke, hvad jeg skulle, siger Lene Andersen.

I en periode prøvede hun at forlige sig med at være ateist, men der manglede noget en ekstra dimension i tilværelsen udover den fysiske. Der måtte også være en åndelig dimension. Det eneste, der havde vakt en genklang hos hende i Det Nye Testamente, var det jødiske. Og det var det, der førte hende til synagogen og senere til konvertering til jødedommen i 1999.

Lene Andersen forklarer sin følelse af tilhørsforhold til jødedommen således:

Kristendommen er bygget på dogmer, der ikke kan modsiges, mens jødedommen er bygget på rabbinske diskussioner, som ikke er færdige og aldrig bliver det. Hvis man har en kultur, hvor svaret er givet på forhånd, bliver en masse lukket ned. Mens en anden kultur, hvor man går ind i en brydekamp for at finde de rigtige svar, bliver en stor diskussionsklub. Det former en kultur. Det er også, at når man lever som del af en majoritet, bliver man aldrig konfronteret med anderledeshed. Det gør man i minoriteten. Jeg har en lang erfaring med at føle mig anderledes, og den jødiske kultur har samme erfaring. Det er en erfaring, vi har til fælles på metaplanet, så endelig passer jeg ind.

Fordi jeg bor alene og er freelancer, passer det mig også rigtig godt at komme ind i nogle faste rammer med struktur, for eksempel med at holde sabbat fredag aften, som jeg er nødt til at leve under. Det betyder, at jeg er en del af et fysisk og åndeligt fællesskab. Samtidig er der intellektuelt frihed, og jeg kan tænke kritisk og stille de spørgsmål, jeg vil. Og fordi der ingen dogmer er, behøver jeg ikke mene noget bestemt om noget bestemt. For mig er det den største frihed.

Men savner hun ikke Jesus?

Nej. Han er væk, hvilket også er en mærkelig ting, fordi det er så stærk en figur og fylder så meget i vores kultur.

Og Gud?

Han kommer og går, eller også er det mig. På et følelsesmæssigt plan har jeg fornemmelsen af at høre til i verden og hænge sammen med den. På et intellektuelt plan kan jeg overhovedet ikke forholde mig til, at der er en bevidsthed uden for den fysiske verden med en kraft til at gribe ind i den. Gud er udgangspunktet for det hele i jødedommen. Men troen er ikke eksplicit som i kristendommen. Det er en personlig ting, mens religionen er praksis.

Min religiøsitet er, at jeg er en praktiserende tvivler. Jo mere jeg afkræves svar på mit Guds-forhold, jo mere dematerialiserer det. Jo tættere på, jeg skal med sproget, jo mere forsvinder Han. Men jo mere jeg trækker mig intellektuelt tilbage, jo mere kan jeg læne mig tilbage i et følelsesmæssigt Guds-forhold, siger Lene Andersen.

For hende udelukker det at være intellektuel og naturvidenskabeligt optaget ikke, at der også kan være et åndeligt behov.

Videnskaben siger, at vi ikke kan bruge åbenbaringer til at forklare, hvordan verden hænger sammen. Religionen sidder tilbage med resten, efter at naturvidenskaben har taget sit gode tøj og er gået med sine egne arbejdsmetoder. Og naturvidenskaben har kunnet bidrage med fantastiske ting, og det har kunnet se ud, som om vi kunne nøjes med det.

Men sjovt nok er religion en del af evolutionen. Da vi gik på savannen, var vi animister og læste intentioner ind i det, der skete omkring os. Det er også derfor, man kan fortælle børn eventyr om træer, der kan tale. Mennesker har brug for kult, når vi står over for de store spørgsmål som død og krise. Da kan religionen noget, som intet andet kan, og skabe nogle rammer, hvor der er nogle handlinger til at håndtere de ting, vi ellers ikke kan rumme. Der er masser, der kan leve uden det åndelige jeg er ikke en af dem, siger Lene Andersen og tilføjer:

Min holdning er, at alt kan forklares også åndelige oplevelser. Vi har bare ikke fundet ud af det.

Hun ser med taknemmelighed tilbage på den åndelige oplevelse, hun selv havde, da hun trådte ind over dørtrinnet til synagogen og følte sig hjemme.

Det var tanken: Hold da op, her har jeg gået i alle de år med nogle mål, der ikke ville lægge sig til ro. Nu behøver jeg ikke at kæmpe mere. Det, at jeg kom ind i det jødiske, var det første skridt til, at jeg kunne sætte mig selv sammen igen. Og derefter kom arbejdet med mine bøger. Jeg har gravet mig frem til det nysgerrige barn, jeg oprindeligt var inden skolen. Jeg er også taknemmelig over at have fundet tilbage til det spor, jeg var slået ud af.

Nu giver mit liv mening ved, at jeg har fundet en fantastisk mand, som jeg kan tale med om alt, grine sammen med, læse de samme ting og vi udfordrer også hinanden. Jeg skriver og arbejder med ting, der interesserer mig og har et åndeligt og kulturelt fællesskab med andre. Meningen er i høj grad at have et fællesskab med andre det er det med både at blive elsket og forstået.

Det, at jeg hele tiden har været i en søgende tilstand i mit liv, er også en af grundene til, at jeg skriver filosofi. Hvis det hele flasker sig med uddannelse, arbejde og så videre, og der er konstante livs-omstændigheder, er det ikke det, der kommer filosofi ud af. Jeg tvivler på, at lykkelige mennesker bliver filosoffer. For det er i sammenstød med livet, at man får en brydekamp, og det bliver man klogere af.

Lene Andersen

Født 1968 i Taastrup ved København. Uddannet civiløkonom fra Handelshøjskolen i København 1992. Stud.theol. ved Københavns Universitet 1993-1999. Tekstforfatter til revy, tv og radiosatire 1993-2001. Forfatter til en række bøger som Baade-Og 1-5, Grantræet, Frihed og demokrati hvor svært kan det være?, Demokratihåndbog, Det åbne samfund og dets venner, Fire uetiske mænd i sengen og Danmark 2030. Etablerede Det Andersenske Forlag 2004. Stifter af Wiki-projektet democracy-handbook.org, der udbreder information om demokrati på flere sprog. Medlem af Værdikommissionen 2011. Tildelt Ebbe Kløvedal-Reichs Demokratistafet og Døssingprisen. Bor i København.

”Der er især to ting, som har drevet mig i jagten på mening. Det ene er en skyhøj intelligens, som har gjort mange sociale situationer meningsløse, fordi det har været vanskeligt at finde ligesindede. Hvad der for andre er en spontan og hyggelig smalltalk, er hårdt arbejde for mig. Det andet er, at jeg generelt aldrig har passet ind, hvor jeg var,” siger Lene Andersen. – Foto: Leif Tuxen.