Prøv avisen

Fjernt og dog så nært

Terror vender verden. Terrorangrebene på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001 ryster amerikanerne og store dele af verden i en sådan grad, at terror bliver den dominerende dagsorden resten af årtiet. Foto: arkiv

Livet blev med et slag anderledes, da USA i tirsdags blev udsat for verdenshistoriens største terrorangreb. Katastrofen har vendt op og ned på tilliden til verden og har bekræftet, at livet er skrøbeligt, og at teknologien er et tveægget sværd

På uret i baggrunden af billedet på siden her er klokken 10.15. Halvanden time tidligere var manden sikkert på vej til arbejde. Det var en dag som så mange andre. Tusinder af mennesker var på vej op og ned af rulletrapper, puffen og masen, ud og ind af døre for at starte dagen i New Yorks finansverden i og omkring World Trade Center. Solskin, travlhed og blot endnu en dag på kontoret.

Men præcis klokken 8.45 lokal tid blev verden ændret med et slag, da terroren kom lige så hurtigt som uventet fra himlen og på mindre end to timer destruerede ikke bare USA's, men hele den frie, vestlige verdens mest knejsende symbol på velstand og økonomisk suverænitet. Og som om det ikke var nok også ramte lige ned midt i den eneste tilbageblevne supermagts militære hjerte, Pentagon.

Billedet er taget klokken 10.15. Et kvarter forinden var det ene af World Trade Centers to tårne kollapset. Et kvarter efter faldt det andet.

Støvet på Manhattan havde ikke lagt sig, da der over hele verden var enighed. Der ville for altid være et før og et efter World Trade Center. Eller som en stor dansk avis markerede det i onsdags ved kort og kontant kun at have en enkelt overskrift på forsiden: »11. september 2001«.

Datoen vil gå over i historien som den dag, der ikke bare ændrede denne mands liv, men mindede alle mennesker i verden om, hvor sårbart livet er midt i al den tryghed og sikkerhed, der er blevet skabt.

- Livet blev med et slag anderledes. Vi husker, hvor vi var, da vi fik det at vide, for dog at holde fast i noget, siger psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen.

Historiker og forfatter Henrik Jensen, lektor på Roskilde Universitetcenter, er enig.

- Man kan roligt kalde det et brud. Der vil for altid være et før og et efter denne katastrofe. Nu er der gået hul på alt det, vi gik og frygtede, kunne ske. Selv om vi er på betryggende afstand og mener at leve i den mest trygge og sikre tid af alle, lever man som moderne menneske med så meget opstemmet ængstelighed, siger han og fortsætter:

- Samtidig kommer det i løbet af få sekunder til os som en mediebåret katastrofe og giver os denne fornemmelse af, at det er fjernt og dog så nært. Det vil sige, at vi øjeblikkeligt kan sætte os ind i rædslerne som en personlig erfaring. Vi får alle en oplevelse af, at det er sket for os, og det kan næsten kun forklares ud fra den sårbarhed, vi dybest set lever med. Når vi går ind i et fly eller et højhus, vil vi fra nu af for altid være en del af det. Billederne ligger og lagrer sig til sidst som noget konkret. Men jeg vil nu fastholde, at der er forskel på at se et mord på tv og på selv at begå et.

Sognepræst ved Frederikshavn Kirke, Laurids Korsgaard, ydede krisehjælp til overlevende og pårørende til ofre for brandkatastrofen på Scandinavian Star i 1990 og har siden været med til at opbygge det kirkelige katastrofeberedskab i Nordjyllands Amt og på landsplan. Hans erfaring er, at mediernes dækning af katastrofer skaber følelser, der ikke har ret meget at gøre med den konkrete begivenhed.

- Det var USA og USA´s magtsymboler, der blev ramt. Symboler, som vi selv er afhængige af, og derfor føler vi meget mere

med det her end ved for eksempel folkemordet i Rwanda. Der går pludselig op for os, hvor sårbare vi er. Det kunne lige så godt være Christiansborg, der blev ramt. Det er et anslag mod vores egen verden.

- Men når det er sagt, vil jeg gerne påpege, at virkeligheden i katastrofeområderne i USA med garanti er anderledes end det, vi oplever i medierne. Katastrofen bliver her gjort til myte, underholdning og gys. I det øjeblik den sker, kører medierne i tomgang. Det er på en eller anden måde usmageligt. Jeg er bange for, at man kommer ud i fortolkning og føleri og væk fra det, der egentlig er sket.

Ifølge historiker Henrik Jensen er en væsentlig del af det moderne individs vilkår at være ensom.

- Så når sådan noget sker, er det ikke længere tilstrækkeligt at være fælles om at sidde i hvert hjem og se det samme i fjernsynet. Men når mange danskere efterfølgende søgte sammen foran den amerikanske ambassade og i kirker, siger det også noget om et latent behov for at manifestere og udtrykke sin afmagt. Og man må sige, at i denne situation giver det noget mere mening, end det gjorde, da Lady Diana døde.

Marianne Davidsen-Nielsen, der er forfatter til »Den nødvendige smerte« om sorg og »Blandt løver« om at leve med livstruende sygdom, undrer sig ikke over, at tragedien i USA har rystet hele verden.

- Reaktionen på små individuelle katastrofer ligner psykologisk set reaktionen på de store. Vi rammes på vores eksistens, som handler om at have tillid til, at verden er, som vi regner med. Den vestlige civilisation bygger på udødelighed og usårlighed. Men det er en stor løgn, og derfor er vi så rystede i vores sjæl over det, der er sket i USA.

- Terrorangrebet medfører, at vi nu må forholde os til ondskaben. Vi er ramt på alle eksistensens grundvilkår. Derfor føler vi forladthed og meningsløshed. Derfor sov vi dårligt natten efter katastrofen, og hvad med dem, der var tæt på den? Det er det uventede møde med døden og det ukontrollerbare liv. Vi reagerer med angst og uro. Og det, der gør angsten så ubehagelig er, at den er navnløs.

- Derfor har vi brug for at tale med hinanden og udveksle tab og følelser. Når vi ser det samme fra katastrofeområdet i fjernsynet 50 gange, er det for at forstå, hvad der er sket, og for at genvinde en følelse af kontrol.Og når folk tirsdag aften forsamlede sig spontant foran den amerikanske ambassade, var det for at gøre det lidt, man i den situation kan gøre. Det virker beroligende. Og det er en kendt sag, at den, der står og ser på et færdselsuheld og intet gør, bliver hårdere ramt end den, der hjælper til. Bare at se på er magtesløshed, mens handlen er magt.

- Det at samles og tænde lys og lægge blomster til minde om ofre for en ulykke, er et nyt fænomen i vores kultur, som er opstået ud af mangel på ritualer. Kirken har en rolle dér, men er ikke tidligere i samme grad som nu, blevet brugt i den slags situationer. Det er en vældig god ting, fordi ritualer afgifter den navnløse angst.

- Det er jo selvmords-terrorister, der truer os. De har ingen dødsangst. De oplever en mening med det, de gør, der er så stærk, at de fortrænger angsten. I stedet oplever de sammenhold og at være en del af noget. De føler sig ikke forladte, men bruger i et dybt samspil med andre friheden til kamp. Det er vildt farligt og destruktivt at bruge friheden på den måde. Derfor er de på en eller anden måde uovervindelige. Terroristerne forkrampes ikke af eksistensen. De bruger dens vilkår til at dø. Vi andre står i meningsløsheden.

Hvordan man lever videre med en erfaring af tab af tillid til verden, forklarer Marianne Davidsen således:

- Det kommer an på, hvem man er. Den, der i forvejen nemt mister tilliden til andre, vil få utryghed og søvnløse nætter ud af det her. Andre vil fortrænge det. Det at komme sig er ensbetydende med at få den psykologiske forsvarsmekanisme til at fungere igen. At genvinde den form for håb, tro og tillid til livet, der gør, at vi kan holde ud at være her. Hvis vi bliver hængende i katastrofen, får vi psykiske forstyrrelser.

- Hverdagen vil jo blive den samme igen, men erfaringen om det skete har forandret tilliden til verden. Det er på det intellektuelle plan, vi mister tilliden. Følelsesmæssigt er man nødt til at genvinde den. Tilliden er en form for usårlighed, som man er nødt til at genetablere i nuet for at kunne leve videre.

- Man har i Vesten ikke respekt for, at livet er ukontrollerbart. I Østen kender man til naturkatastrofer og til sygdomme, man kan dø af i løbet af meget kort tid. Det rigtige er derfor at sige, at katastrofer ikke kan forhindres. Vi har bygget et samfund op, hvor der skal utrolig lidt til før, der går koks i maskineriet. Og nu er vi blevet mindet om, at vi ikke kan gå på vandet. Det er en god erfaring at gøre. For det betyder, at vi kan få mere nærvær i det liv, der er her og nu, mener Marianne Davidsen-Nielsen.

Globaliseringens skøbelighed er netop ifølge Laurids Korsgaard endnu et aspekt ved katastrofen.

- Globaliseringens store ulykke er, at mennesker mere og mere mister kontakten med deres egen naturgroede virkelighed. Og så mister vi måske den følelsesmæssige kontakt med børn, familier, naboer og venner, dér hvor vi virkelig så at sige kan udrette noget med følelser. Vi flytter dem over i noget mægtigt noget, som på den ene side er abstrakt, og på den anden side er en meget barsk realitet.

- Jeg synes, at denne her katastrofe symbolsk viser, hvor højt vi mennesker er kommet med vores globaliserede Babelstårn. Vi bygger huse, der kan rumme 50.000 mennesker, og fly, der kan rumme 50.000 liter brædstof og 200 passagerer - og de kan styres af en gal mand. Det viser, hvor farlig den teknologi er, som vi magter at sætte i gang, men alligevel ikke magter at kontrollere. En gal mand kan sætte en negl ind og sidde i en skummel kælder bagefter og grine ad det. Vi magter ikke den magt, vi har. Det er det vestlige samfunds helt store problem. Ulykkernes størrelse vokser med vores evne til magt, fastslår Laurids Korsgaard.

Historiker Henrik Jensen ser i det skete en symbolik, som han opfatter som et grundlæggende brud med vores samfundsopfattelse og på vores forhold til teknologi..

- Vi lever alle med en fornemmelse af, at teknologien er et tveægget sværd, og at alt det, der skulle sikre og gøre vores liv mere sikre og trygge, viser sig at gøre os usikre. Der er hele tiden et element af, at bordet så at sige kan vende sig mod os, og at den forkerte side kan få fat i teknologien. Derfor vil billedet af flyet, der borer sig ind i World Trade Centre, blive siddende.

remar@kristeligt-dagblad.dk

weis@kristeligt-dagblad.dk

Læs hele temaet om terrorbombningen i Liv & Sjæl i Kristeligt Dagblad i dag.