Sognepræst Flemming Pless mærker nogle gange nærmest et hul i sjælen. Sådan beskriver han det selv denne formiddag, hvor vi mødes i det lille køkken bag sakristiet i Christians Kirke i København, hvor den 54-årig præst og politiker i 17 år har været en opsigtsvækkende prædikant og eventmager.
Jeg har vekslet mellem at være i roen og se den store sammenhæng i et forhold og en følelse af at have et hul i sjælen, hvor der skal hældes noget på, siger han.
LÆS OGSÅ: Utroskabens anatomi
På det hvide porcelænsdørskilt til præsteboligen, som ligger vis-a-vis kirken, står der blot sognepræst Flemming Pless, for skønt han har haft den samme kæreste i en årrække, så er han ikke gift. Faktisk har han aldrig været gift, selvom han har haft en række forhold. Men familieliv har han: Tre børn med to kvinder, som han sætter stor pris på.
Jeg er en af mange, som har været forelsket i at være forelsket. Forelskelsen begynder ikke ved, at du ser én. At man ser en kvinde og falder for hende, er en romantisk forestilling, som man kan glæde sig meget over, og som er velegnet som handling i en opera, siger han og nærmer sig hermed det, han mange gange i livet har mærket som et hul i sjælen. Forelskelsen begynder inde i dig og udspringer af et bekræftelsesbehov. Det er et ønske om at blive midtpunkt i et univers. Med alderen mærker jeg, at det er blevet sværere at være alene, og jeg forestiller mig, at jeg vil få det endnu sværere med ensomhed og få et øget behov for bekræftelse, men jeg har gået så meget i terapi, at jeg nu tør se ind i mig selv. På den måde er jeg blevet bedre til at se ind i mit eget forhold og fokusere på kvaliteterne og dermed gøde mit forhold. Et langt parforhold kræver mod og disciplin. Om jeg har disciplinen til at holde mig selv fast, er et godt spørgsmål, siger han.
Kvinder har altid fyldt meget for Flemming Pless, som er vokset op i et skilsmissehjem i det indre København.
Alle var skilt i min familie, så det var i høj grad kvinder og børn, som huserede. I skolen var jeg en lille og tyk dreng, som ikke rigtig kunne klare mig i drengenes selskab, så jeg var sammen med pigerne og blev rigtig god til at tale med dem, siger han og fortæller, hvordan han en dag som teenager kunne se sig selv i spejlet og konstatere, at den buttede dreng var blevet til en velproportioneret ung mand. Da han samtidig var udstyret med mørke slangekrøller og grønne øjne, var der mange pigeblikke, som hang ved ham.
Men så oplevede jeg, at hver gang jeg åbnede mit lille hjerte, så blev jeg forladt. Det skete to gange, og den oplevelse har, sammen med nogle andre problemer, kastet lange skygger ind i mit voksne liv. Men når jeg skjulte mig bag en teflonbelagt facade og var mystisk og uopnåelig, så var der ikke grænser for, hvad jeg kunne, siger han og fortæller, hvordan han i det første årti af sit voksne liv var på en hektisk og ulykkelig jagt efter den eneste ene.
Der har været flere kvinder, end jeg har lyst til at erkende, og det skaber en stor skyld, hver gang man ikke lever op til sin egen romantiske forestilling om, hvordan det kunne være, så går man hjem og gemmer sig under dynen og skammer sig, mens man tænker Føj for satan, det var ikke godt gået, Flemming Pless, siger han og beskriver, hvordan han i perioder har kæmpet med, hvad nogle terapeuter beskriver som Don Juan-syndromet.
I det øjeblik, pigen skal til at tage kjolen af, så smutter Don Juan ud ad døren, for det handler om forførelsen og vejen frem til kysset. Forestillingen om det erotiske er mere end nok og meget bedre end virkeliggørelsen, hvis man har det hul i sjælen.
Man kan lære at undertrykke forførelsestrangen, omformulere den og bruge det positivt. Den største ændring med mig som person skete, da jeg fik mit første barn. Da begyndte der at komme noget retlinet ind i mit liv. Jeg er på mange måder blevet reddet af at have børn. Mine børn og det, at jeg er bekendende kristen, er som halen på dragen, som holder dragen oppe, siger han.
Som præst taler han jævnligt med par, som ønsker at blive gift. Og ofte sidder han tilbage efter samtalerne og undrer sig over, hvor høje forventninger parrene har til samlivet.
Vi har sindssyge høje idealer, og spørgsmålet er, om bukserne kan holde. Vi er på godt og ondt styret af et romantisk ideal, som indbefatter, at vi vil kunne udfolde os både emotionelt og seksuelt i parforholdet. Mange af parrene har været gift før, og så siger jeg til dem, at jeg håber, at de har lært noget af deres første ægteskab. Når vi lover vores hjerte væk, forpligtiger vi os på at have gjort os nogle overvejelser og have nogle samtaler med hinanden om, hvordan vi ønsker at leve sammen, siger han.
Når han ser tilbage på sit eget liv, kan han se, at han i flere forhold ikke har levet op til de råd, han giver ved vielsessamtalerne. Først og fremmest har han forsømt at stoppe op.
Det er givet meget udbredt, at vi overhører vore egne alarmklokker og ikke får taget de nødvendige samtaler. Jeg har måske ikke i tide fået sagt, at jeg ikke kan være i et forhold, hvor man kun har et erotisk forhold hver anden onsdag i lige uger. Så begynder man at få sine længsler og drømme opfyldt alle mulige andre steder, og synden er kravlet ind, i det øjeblik man tænker tanken om, at man kunne være sammen med en anden, som man har fået øje på. Hvis tanken er kommet ind, så er der kort vej til en forråelse. Utroskaben er ikke først en realitet ved kysset og udvekslingen af kropsvæsker, men den indtræffer, når du i en situation af underskud tænker tanken om en anden, siger han.