Flere ældre ægtepar går fra hinanden

60-årige har i dag økonomi og selvstændighed til at bryde et parforhold, men selv i en moden alder er der grund til at tage problemerne alvorligt, lyder det fra familieterapeut

Ægteskabet varer ikke altid til døden skiller. De seneste ti år har flere over 60 år ladet sig skille. -
Ægteskabet varer ikke altid til døden skiller. De seneste ti år har flere over 60 år ladet sig skille. -.

Selvom ægtepar har gået gennem medgang og modgang i flere årtier, er der ingen garanti for, at de holder sammen på den anden side af sølvbryllupsdagen.

Flere og flere ægtepar, hvor begge parter er over 60 år, går fra hinanden. Antallet af skilsmisser blandt ældre ægtepar er fordoblet på ti år, viser tal fra Danmarks Statistik.

En af forklaringerne er, at folk i en moden alder i dag har økonomi og selvstændighed til at bryde op, hvis det er meningsfyldt for dem, vurderer psykolog og familieterepeut Annette Due Madsen.

- I gamle dage tænkte man måske, at der kun var fem år tilbage at leve i, og så kunne det ikke betale sig. Men i dag er mange på 60 år friske, og de kan måske få 25 gode år endnu. Vi vil gerne have et fuldt udbytte af vores liv, indtil vi ikke er her længere, er der er mange fuldmodne mennesker, som har drømme, visioner og planer for det liv, de har tilbage, siger Annette Due Madsen.

Glemmer at lære nyt
I 2008 var der 608 ældre ægtepar, som blev skilt, mens tallet i 1999 kun var 259.

Ifølge Berlingske Tidende oplever Ældre Sagen mange henvendelser fra ældre, der søger råd og vejledning omkring skilsmisse.

Ifølge Annette Due Madsen er der god grund til at tage problemerne alvorligt i et parforhold - også i en moden alder.

- Det er vigtigt ikke bare at sige: 'Sådan er vi'. Vi er klar over, at det kræver en indsats at lære italiensk, at lave nyt badeværelse eller at kommunikere til møderne på arbejde. Men det underlige er, at vi ofte glemmer at lære nyt, når det gælder adfærd og samvær med andre. Kærlighed er ikke en selvfølge, og det gælder, når vi er 20, når vi er 40, og når vi er 60. Den skal plejes, siger Annette Due Madsen.

Ansvar for næste generation
Selvom der ikke længere er hjemmeboende børn, er der meget at kæmpe for, siger hun.

- Man har stadig ansvar for, hvad man giver videre til næste generation; man er stadig model for de voksne børn og børnebørn, siger hun.

Derudover er der en lang fælles historie at kæmpe for, selvom ægteskabet knager.

- Lige om lidt kan man blive sårbar og få brug for støtte fra hinanden. At kæmpe for kærligheden giver også mening i den modne alder, for det er også kærlighed, vi lever af, når vi pludselig bliver ramt af sygdom. Og døden har vi ikke fået afskaffet, så det er godt at have gode relationer på sidelinjen, også i det sidste livskapitel, siger Anette Due Madsen.