Folkeskolen har formet os gennem 200 år

I 200 år har alle danske børn haft ret og pligt til undervisning. Men hvor traditionen var, at elever skulle dannes til nyttige, kristne borgere, skal vi i dag uddannes til hele tiden at kunne skifte retning

Tegning: Rasmus Juul.
Tegning: Rasmus Juul.

I skolen terper man
de små tabeller.
I livet lær man,
at de ikke gælder.

Der er noget ærkedansk ved Piet Heins lille gruk om skolen. I pagt med folkesjælen udtrykker den sprogligt begavede digter og teknisk begavede designer, der blev verdensberømt på begge felter, mistillid til skolens kundskabsindlæring. I stedet gør han livet til skolens modpol og der, hvor den rigtige læring foregår.

Det paradoksale er, at den danske skole gennem 200 år har hvilet på en vision om ikke alene at give eleverne læse-, skrive- og regnefærdigheder, men også at danne dem til gode samfundsborgere. Lige siden skolelovene i 1814 slog fast, at alle danske børn skal have undervisning, fra de er 7, til de er 14 år, har den danske forståelse af skolen været, at både tabellerne og livet selv er på dagsordenen.

LÆS OGSÅ: Lysterapi får elever til at præstere bedre

Visionen var, at eleverne skulle gøres til bedre samfundsborgere. Man var endnu ikke nået til at have et mål om at udvikle den sociale mobilitet. Men allerede i 1814 bliver det slået fast, at skolen skal have et dobbelt formål: alment dannende og kundskabsformidlende. Andre skolesystemer havde kun det kundskabsformidlende, fortæller Keld Grinder-Hansen, skolehistoriker og tidligere direktør for Dansk Skolemuseum, i dag forvaltningschef i Dragør Kommune.

Der skulle et meget langt tilløb til, før Danmark fik sin skole for alle. Igennem mere end 25 år var der tovtrækkerier i den såkaldte store skolekommission, hvor Reventlow-brødrene trak i retning af en meget professionel skole efter oplysningstidens tankegang, hvor indsigt skulle bane vejen for, at børnene blev lykkelige mennesker. Andre kræfter, anført af biskop Balle, ville have, at bønderne kun skulle lære så meget, at de kunne udfylde deres plads på en mere kompetent måde. Og det blev den knap så revolutionære linje, der sejrede. Resultatet blev en skole, der ifølge lovteksten skulle gøre børnene til gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære, samt bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten.

Det er værd at hæfte sig ved denne målformulering. Ikke alene er både dannelse og kundskaber i fokus. Det er også sigende, i hvilken rækkefølge ordene nævnes. Retskaffent, kristent menneske først, uddannet nyttig borger så, kunne man sige.

1814-loven var for sin tid ganske progressiv. Den tillod, at hele befolkningens børn fik en større viden og derfor kunne stille større krav. Danmark var state of the art (mønstereksempel, red.) på det tidspunkt. Der var progressive pædagoger rundt om i Europa, men vi gennemførte faktisk som de første et meget fintmasket net af skoler. Det er helt rimeligt at fejre 200-årsjubilæet i år, for det er en milepæl i verdensskolehistorien, siger Keld Grinder-Hansen.

Vi skaber skolen,
skolen skaber os.

På mandag indledes fejringen af den danske skoles 200-årsjubilæum med åbningen af udstillingen Lærer for livet, som skal vises flere steder i landet, men begynder i Lærerstandens Brandforsikrings lokaler i København. Markeringen består også af en lang tv-udsendelsesrække på dk4-kanalen og flere lokale projekter, men mest blivende værdi har uden tvivl udgivelsen af det hidtil mest omfattende bogværk om dansk skolehistorie i fem store bind. Til jubilæet hører også en kampagne med hjemmesiden skole200.dk og ovennævnte slogan.

Det vigtige i sloganet er ikke kun ordet skaber, men også ordene vi og os. Vi vil vise, at det ikke kun er strukturer og politiske beslutninger, der står bag skolen. Det har til alle tider været en vekselvirkning imellem mennesker. Skolens mål har altid været at skabe de mennesker, vi har brug for i fremtiden, forklarer Anne Katrine Gjerløff, skolehistoriker, ph.d., medforfatter til Dansk Skolehistorie og projektkoordinator for Skole200.

Hun slår fast, at den danske skole har gennemlevet mange forandringer i de 200 år, men én samlende tendens er, at skoletilbuddet i årenes løb er blevet stadig mere ensartet. I 1814 blev der reelt ikke skabt én dansk skole, men en skole i hovedstaden, en anden i købstæderne og en tredje på landet. Først i 1958 kan man tale om, at der var en fælles grundskole, og niveaudelingen i en række fag bestod frem til 1993.

Men selvom skolen på den ene side er blevet et tilbud med stadig mere ensartede krav til alle, er det også en indgroet del af dansk skoletradition, at undervisning kan og bør gribes an på forskellig vis af den konkrete lærer og de konkrete elever.

Det er nok rigtigt, at der er en særlig dansk tradition her, som har meget med friskolerne og Grundtvig at gøre, hvor man ser mindre formalistisk på undervisningen, siger Anne Katrine Gjerløff.

At skolen gennem alle årene har skullet både danne og uddanne, er en kendsgerning. Men historikeren påpeger, at dannelsesidealet om den gode, retskafne, kristne dansker i Den Blå Betænkning fra 1960 er transformeret til en vision om en livsduelig, demokratisk sindet verdensborger.

Træd varsomt,
thi her bliver mennesker til.

Det ovennævnte citat af friskolemanden Christen Kold udtrykker den særlige grundtvig-koldske skolefilosofi om skolen som en levende vekselvirkning mellem lærer og elev, som har dannet grundlag for mere end 150 års dansk friskoletradition, men som lige så længe har præget den offentlige skole, som i de seneste godt 100 år har gået under betegnelsen folkeskolen. Sloganet lægger op til, at vores skole er en dødsensalvorlig affære, fordi det ikke alene er her, vi lærer fag. Det er stedet, der former os som mennesker. Skolen for livet.

Ifølge Jørgen Husted, lektor i filosofi ved Aarhus Universitet, kan man anskue 200 års dansk skolehistorie som et stadigt tovtrækkeri mellem, hvad han kalder borgerskolen og menneskeskolen. Eller sagt på en anden måde: I alle lande går man i skole for at blive til noget. I Danmark har vi i 200 år også gået i skole for at blive til nogen.

Det særligt danske er, at formålsbestemmelsen lige fra 1814 lægger mest vægt på menneskeskolen. Det vil sige, at skolens højeste formål er at sikre en værdifuld menneskelig udvikling for den enkelte. At lære konkrete kundskaber er et væsentligt middel hertil, men ikke mere, siger Jørgen Husted og tilføjer:

Det har vi i de seneste år foretaget et kraftigt ryk væk fra. I dag har vi fået et mere instrumentelt forhold til skolegang. Fokus er på målbare effekter, og vi er gået væk fra at tænke på, hvad der opleves som berigende for den enkelte. Ikke fordi vi misbilliger dannelse, men vi er begyndt at se det som en luksus, vi ikke mere har råd til.

LÆS OGSÅ: Skoleledere vægter dannelse højere end uddannelse

Han peger på, at borgerskolen, som fokuserer på det umiddelbart nyttige, også har eksisteret i 200 år. Og hver gang den almene skole havde taget et ekstra ryk i dannelsesretningen, svingede pendulet lidt senere modsat. Realskolen som begreb stod stærkt i første del af det 20. århundrede som skoler, hvor man lærte konkrete regne- og sprogfærdigheder.

Det var den reale viden, altså de virkelige, hårde kendsgerninger, frem for bløde ting som dannelse og værdier, der var på dagsordenen. De skoler opstod som en modpol til det, folkeskolen dengang havde udviklet sig til, påpeger han.

Hvis man forstår dansk skolehistorie som denne tovtrækning mellem borgerskolen og menneskeskolen, står det klart, at det ikke er muligt at opstille en modsætning mellem folkeskolen og de frie grundskoler, for inden for de frie grundskolers rækker findes to traditioner, privatskoler og friskoler, som traditionelt står på hver sin side, og folkeskolen har altid befundet sig et sted midtimellem, hvilende på en blanding af begge traditioner.

Ifølge Jørgen Husted fandt et af de største brud i 200 års skolehistorie sted i 2006, da daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V), bakket op af blandt andre Socialdemokraterne, ændrede formålsparagraffen. I dag er målet med det hele, at Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Det bemærkelsesværdige er, at kundskaber og færdigheder nu er nævnt først. Ifølge Jørgen Husted et klart signal om, at borgerskolen står stærkere, og menneskeskolen svagere i dag, end vi har set siden 1930erne.

Det hele menneske og skolen for livet er skudt til side på grund af globaliseringen og hensynet til den internationale konkurrence. Det er derfor, man er begyndt at se med beundring på lande som Finland og Holland, der har borgerskoler, der vil noget. Når undersøgelser antyder, at danske børn lærer mindre, vækker det bekymring for, om de duer i produktionslivet, selvom vi har en produktion, der slår alle rekorder, siger Jørgen Husted.

Tænk på, hvor meget jeres egen skolegang har betydet for, hvem I er i dag. Folkeskolen er vores alle sammens. Men den er mest af alt børnenes. Derfor er det ikke til at bære, at der i hver eneste skoleklasse sidder tre-fire elever, som ikke lærer det, de skal kunne, når de går ud af skolen.

Disse ord faldt i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) 1. maj-tale i 2013, og ordene er med til at forklare, hvorfor skolen ifølge Jørgen Husted er blevet mere borgerskole og mindre menneskeskole. Sagen er, at alle analyser peger på, at det ikke er nok i vore dage at gå i skole, gå videre ud i livet og hurtigst muligt glemme både den store og den lille tabel. Hvis man ikke bliver i uddannelsesverdenen, er der i mange tilfælde intet job at få, kun passiv forsørgelse.

Skolehistoriker Anne Katrine Gjerløff peger på, at ud over, at skolen er blevet stadig mere ens for alle, er et andet gennemgående udviklingstræk over 200 år, at der er blevet stadig mere skole. Fra syv til ni til 10 obligatoriske skoleår. Fra næste sommerferie heldagsskole, kombineret med en 20 år gammel målsætning om, at 95 procent af hver årgang skal fortsætte i uddannelsessystemet på en ungdomsuddannelse.

Line Renate Gustafsson er chefkonsulent i konsulentvirksomheden Rambøll og har skrevet ph.d.-afhandling om skolepolitik i 1990erne og 2000erne, blandt andet med henblik på at forklare, hvorfor de danske og svenske socialdemokrater ændrede holdning til evaluering og test. For eksempel havde Socialdemokraterne indtil 2005 været indædte modstandere af nationale test. Men som forskeren beskriver i sin afhandling, var der i medierne og i offentligheden et stadig voksende pres på partiets position op gennem 1990erne. Det var især skabt af middelmådige internationale målinger, blandt andet den såkaldte Pisa-undersøgelse i læsning, matematik og naturfag.

I Den Blå Betænkning og frem til og med skoleloven i 1993 handlede skolen om at skabe lykkelige børn. Der var en tro på, at blot lærerne gav børnene mulighed for selv at opsøge og bruge viden, ville de klare sig godt. Men denne ligeværdige tankegang måtte man opgive til fordel for en tænkning om, at det faglige først skal være på plads, forklarer hun.

I sin afhandling forklarer hun Socialdemokraternes ændrede holdning til test med, at det lykkedes Venstre at argumentere på en måde, så en socialdemokrat ikke kunne sige nej.

Traditionelt har Socialdemokraterne set test som synd for de svage, fordi det udstiller, hvad de ikke kan. Men det lykkedes fra borgerligt hold at italesætte test som et pædagogisk redskab, der kan bruges aktivt til at hjælpe de svage rent fagligt. Der sker et skifte i skolesynet, som ikke afskaffer idealet om at gøre eleverne til gode demokratiske borgere, men som ser det faglige som en forudsætning for dette, siger Line Renate Gustafsson.

Mindre end et år efter den socialdemokratiske test-kovending fulgte den nye formålsbeskrivelse. Og i 2013 fulgte med Socialdemokraterne i førersædet den ifølge Keld Grinder-Hansen mest markante ændring af folkeskolen i 100 år, måske endda i 200 år.

I 1993 havde man givet fuld gas for den ideologiske tanke om enhedsskolen. Man havde ikke været helt klar over, at vælger man en skole, der er lige for alle, kan det meget nemt betyde noget for det faglige niveau. Reaktionen herpå minder om 1903, da man indførte realskolen. Umiddelbart efter 1993 blev der slået fuld bak på grund af Pisa, siger han og tilføjer:

Vi får et chok med Pisa, der er udtryk for en form for selvfedme. I takt med velfærdssamfundets blødhed har vi stillet for få krav. Stolet for meget på demokratiets magt. Det afspejler både en samfundsudvikling og et skolesystem, der måske alligevel ikke var så godt, som vi troede. Vi kan ikke hamle op med systemer, hvor folk er vant til at arbejde hårdere.

Den store danske folkeskolereform i 2013 sender ifølge Keld Grinder-Hansen det klare signal, at vi i dag er uhyggeligt bevidste om, at det ikke er nok at gøre børnene til gode, retskafne, kristne borgere. Nu bliver grænser mellem skole og fritid blødt op, og alt tyder på, at der bliver mere læring i legen end omvendt. Samtidig lægges der op til en mere fleksibel og varieret skolegang. Skolen skal stadig være den institution, der former os som mennesker, men faglighed og videre uddannelse har fået en helt anden forrang, påpeger han:

For 200 år siden skulle eleverne lære færdigheder og dannes som borgere for at kunne passe deres plads i samfundet. I dag skal alle uddannes og ikke til en fast plads. Alle skal blive klar til at skifte retning færdighedsmæssigt hele tiden. At kunne begå sig i mange, foranderlige sammenhænge. Almen dannelse er ikke afskaffet, men rækkefølgen mellem dannelse og uddannelse er byttet om.