Prøv avisen

Forbandede bandeord

Foto: Sinar 2

Min mobiltelefon er en lykønskningsmaskine i øjeblikket. For jeg er lige blevet far igen. Og jeg er glad for hver eneste besked. Selv den, der begynder med "Tillykke for satan". For bag den besynderlige sprogkonstruktion gemmer der sig jo en sød erklæring fra en ven, der gerne vil sætte ord på en af de oplevelser i livet, som næsten kan være for stor til at sprogliggøre. Og jeg har lagt mærke til, at mange bruger bandeord til at distancere sig fra de store følelser for ikke at lyde patetisk. Men jeg kan stadigvæk ikke se, hvad Satan har at gøre med en fødsel af et dejligt barn. Og da slet ikke mit!

Jeg vil naturligvis ikke gøre mig renere i munden, end jeg er. For selvfølgelig har bandeord også fundet vej til mine læber. Jeg husker for eksempel engang, hvor jeg kom til at skrige en fremmed mand, der i øvrigt lignede en rockertype, i hovedet på Nørrebrogade i København: "Hvad F.... har du gang i?", skreg jeg, da han var ved at skubbe min cyklende kone ud foran en bil. Bagefter var jeg helt skræmt over, hvilket raseri og råddent ordforråd der åbenbart lå og ulmede i mig. For jeg betragter stadigvæk bandeord som sprogligt ukrudt, som jeg prøver at skille mig af med.

Hvis man giver sig til at tænke over, hvad de betyder, bliver de(t) næsten endnu værre. Hvem vil for eksempel ønske sin værste fjende – eller sig selv! – kræft? Men det er jo det, man i den folkelige forståelse siger i et meget brugt bandeord: "Må kræften æde dig". Det er jo helt absurde udsagn! Andre gange lyder det bare grimt. Som pendler kunne jeg – med fare for at lyde som en gammel sur mand – for eksempel godt ønske mig en bandefri kupe en gang imellem. Der er jo en grund til, at de hedder fy-ord. For det er da ulækkert at blive svovlet igennem hver dag på Farum-linjen. For sprog smitter.

Men der findes mindst et sted, hvor et bandeord virker voldsommere, end hvis det havde stået på selveste Kristeligt Dagblads kirkesider. Og det er i munden på en jordmoder, 15 minutter før barnet er kommet ud. Derfor føltes mit blod pludselig koldt, da jordmoderen vrissede "satans" under min første søns fødsel for fire år siden. Det første, jeg gjorde, var at vende hovedet mod hjertediagrammet, som kort forinden havde pilet lystigt op og ned. Men nu var det dødt. Min kone kæmpede med store smerter, så jeg turde ikke bekymre hende yderligere ved at spørge jordemoderen, hvad der var galt. Men inderst inde skreg jeg "Nej, nej, nej!", mens jeg tvang mig selv til at fortsætte med at sige "Flot, skat!" til min kone.

Det var vores første barn, og jeg havde aldrig set en fødsel før, så jeg syntes, at alt så forkert ud, da barnets hoved dukkede frem som en punkteret håndbold. Pludselig var han ude, og kroppens blå farve svarede fuldstændig til mine bange anelser. Men så skete miraklet. For han sprællede jo som en friskfanget torsk! Det viste sig, at fødslen var forløbet helt normalt. Jordmoderen havde bare ikke fortalt os, at hun havde taget elektroden af barnets hoved. Hun havde bare bandet over en bagatel.

Jeg har som sagt altid syntes, at bandeord er udtryk for sprogligt underskud, men i den situation gjorde et enkelt bandeord mit liv til et helvede i 15 minutter. Bagefter var det selvfølgelig hurtigt glemt, da jeg rendte efter mælk og saftevand ligesom de andre stolte og søvnige fædre på fødegangen. Men jeg kan alligevel huske, at jeg samme nat skrev i min dagbog, at "mit barn er ikke Satans, men Guds gave og min elskede søn". Og det er han stadig, selvom han som nybagt storebror forlængst er begyndt at importere bandeord fra børnehaven.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk