Prøv avisen

Fornuften er frygtens første offer

– Mit bidrag til debatten er et opgør med dommedagsprædikanterne, der har vundet alt for meget indpas i vores frygtkultur herhjemme, siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. – Foto: Leif Tuxen.

Jeg er hunderæd for, at vi kommer til at give efter for frygten, siger terroreksperten Hans Jørgen Bonnichsen

PET-chefen blev pludselig nervøs på vej hjem fra Guantánamobasen. Flyet havde ikke set specielt sikkert ud fra begyndelsen, syntes han. Det var et af den slags fly, der ikke længere blev brugt til almindelige missioner. Og han tvivlede på, at det ville kunne gå igennem et normalt sikkerhedstjek. Men Guantánamo var ikke hverdag, det var svært at finde et fly til formålet. Og Hans Jørgen Bonnichsen havde prøvet lidt af hvert som operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, så han havde ikke ofret flere tanker på det gamle fly, før han var steget ubekymret ombord. Men nu sad han pludselig med foldede hænder og bad for sit liv.

Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har engang sagt, at der ikke findes nogen ateister i et fly, der er ved at styrte ned. Det tror jeg er rigtigt. For mig har bøn nu aldrig været forbeholdt stressede situationer. Men dér i flyet bad jeg nok en lille ekstra bøn. Vi var røget ind i et voldsomt tropisk uvejr. Flyets vejrradar var slået i stykker, og piloten så tydeligvis bange ud, da han forsøgte at finde vej gennem uvejret ved hjælp af mobiltelefonen. Det lykkedes, men det er stadig den første oplevelse, jeg tænker på, når jeg tænker på mine egne oplevelser med frygt. Det var en situation, man ikke kunne handle sig ud af. Det var følelsen af total afmagt. I den form for situationer er det bedste, man kan gøre, at bevare roen, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Mange mennesker kan ikke holde følelsen af afmagt ud, og det fører til de mest hysteriske handlinger, men det er ikke sådan, at man skal gribe frygten an, siger han og knytter næven i luften, som om han bogstaveligt talt får fat om frygtens væsen.

Den pensionerende PET-chef er en levende fortæller og sender tillidsfuldt sine sætninger ud i rummet på samme myndige måde, som han en time tidligere trådte ind på redaktionen som en moden cowboy, der udstråler handlekraft og rutineret ro på samme tid.

Det er den attitude, der har gjort ham til en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og Danmarks Radios terrorekspert. Og han er også forfatter til bogen Frygt og fornuft i terrorens tidsalder.

Hans Jørgen Bonnichsen har 41 års professionel erfaring med at håndtere andres frygt som politimand, og hans bachelorgrad i litteraturvidenskab og kunsthistorie vidner om et menneske, der favner bredere end de fleste.

Oprindelig ville jeg være lærer, men jeg kom ikke ind, siger manden, der i stedet strøg til tops i Politiets Efterretningstjeneste og endte som operativ chef. Vejen ind i politifaget gik gennem onklen, der var arrestforvarer i Haderslev. Faget lå ikke langt væk fra Hans Jørgen Bonnichsens tanker. For allerede som FDF-spejder var han blevet optaget af at arbejde med sikkerhed.

Jeg voksede op i en tid med langt større indbygget fare end i dag. Dengang var frygten for atomkrig ikke taget ud af det blå. Den var reel nok i tiden omkring Cuba-krisen. Aldrig har man været tættere på ragnarok end dengang. Den amerikanske forsvarsminister skrev i sine erindringer, at han faktisk sad og betragtede en solnedgang i de dage og pludselig blev usikker på, om det blev den sidste, verden ville se. Den verden voksede jeg op i. Og hver aften sluttede jeg altid min aftenbøn med at bede om evig verdensfred.

Gør du stadig det?

Når du spørger så direkte, så ja. Men verden var langt mere usikker, da jeg var barn. Og det er faktisk ironisk, at frygten spiller en større rolle i samfundsdebatten i dag, mens der historisk set aldrig har været mere fred i verden. Men vi er i fuld gang med at smide vores værdier over bord i frygt for terror. Og det er det, der er det mest uhyggelige. Frygt trækker os ned, mens håb trækker os op. Men man må ikke glemme, at håbet er stærkere end frygten. Vi er skabt med håbet syet ind i os. Ethvert menneske rummer en kolossal modstandskraft mod frygt. For tillid er simpelthen et grundvilkår for at leve. Det er også teologen K.E. Løgstrups pointe i Den etiske fordring, som han skrev for 50 år siden. Og han har stadig ret. For tænk, hvis vi ikke havde tillid overhovedet. Så ville man aldrig kunne gå ned ad en trappe af frygt for, at den ville brase sammen. Man ville slet ikke kunne omgås andre mennesker eller færdes i trafikken i frygt for, at den ville skade en. Tillid er en helt afgørende faktor for at leve.

Vi har også bygget vores samfund op omkring tillid som en central værdi. Man kan se, hvad der sker, når man begynder at miste tilliden til hinanden. Det er finanskrisen et godt eksempel på, hvor aktionærer har solgt deres aktier i en hysterisk mistillid til markedet, hvilket bare gør markedet svagere. For det bygger på tillid. Og vi bør minde hinanden om, at håb er betydeligt stærkere end frygt. For i øjeblikket er vi parat til at invalidere os selv i frygtens navn, fordi mistillid og frygt får lov til at erstatte håb og tillid som værdier. Tidligere sagde man Big Brother is watching you som noget skræmmende og fjernt fra vores eget åbne samfund. I dag er det blevet til Big mama is taking care of you. Og undersøgelser viser ligefrem, at otte ud af ti er glade for overvågningskameraer.

Personligt tror jeg ikke på, at det hjælper særligt meget som præventivt redskab. Men det er med til at understrege, at vi i stigende grad lever i et mistillidssamfund. Og det avler bare mere vold, ligesom det nærmest er en borgerpligt at eje et våben til selvforsvar i USA. Den slags var ikke nødvendigt, hvis man stolede på hinanden. Og historien viser også, at det er farligt, hvis man lader frygten diktere politikken. Jeg tror, at det var Machia-velli, der sagde, at den, der kan styre frygten i et samfund, kan styre magten.

Hvordan slipper man af med frygt?

Man fokuserer på livets glæder og udfordringer. Hvis man lader frygten ødelægge sin glæde over tilværelsen, har terroren vundet. Som dreng lærte jeg at synge: Mit hjerte skælver af glæde, blot duggen dunker på strå. Min far radikaliserede det udsagn og sang: Mit hjerte skvulper af glæde. Det er den livsindstilling, der ikke giver plads til frygten.

Terroreksperten ser på mig.

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men man bør lade fornuften vinde over frygten. Og tit kan det hjælpe, hvis man tænker over, hvor sandsynligt det for eksempel er, at man bliver sprængt i luften af en selvmordsbombe. Hvis man ser på statistikken, drejer det sig om nogle ganske få om året i hele Europa, mens 40.000 mister livet på de europæiske landeveje om året. Alligevel fylder terror uforholdsvis meget i nyhederne og i den danske lovgivning. Og jeg er hundeangst for, at vi kommer til at give efter for frygten og kommer til at dæmonisere vores egne landsmænd. Vi er slet ikke i stand til at håndtere frygten for terror på en fornuftig måde i øjeblikket. For fornuften er altid frygtens første offer. Efter den 11. september fravalgte et utal af amerikanere flyet som transportmiddel. Resultatet var, at 1200 flere blev dræbt på de amerikanske landeveje.

Bør man ikke tage det seriøst, når terrorister truer med at slå til i Danmark?

Selvfølgelig skal man tage truslerne seriøst, det gør PET og håndterer dem seriøst, men en trussel i sig selv fortæller intet om risiciene for, at vi omkommer ved en terrorhandling. For hvis man ser lidt fornuftigt på det, er chancen for at blive sprængt i luften af en selvmordsbombe i Danmark netop ikke større end at blive ædt af en haj i dansk farvand. Men et hav af dommedagsprofeter stiller sig i øjeblikket op for at overtale os til at indrette hele samfundet efter den uendelig lille risiko.

Den holdning kalder nogen naiv ...

Jeg vil betegne mig selv som en optimistisk humanist, ikke en lallende naivist, som nogle vil kalde mig. For jeg baserer mine holdninger på kendsgerningerne. Det gælder om at finde en reflekteret tillid til sine omgivelser. Man må væbne sig i forhold til den reelle risiko.

Vi dør som regel af alderdom eller livsstilssygdomme. Når Kim Larsen slår et slag for rygning, bliver han opfattet som folkehelt, men hvis man stille og roligt påpeger, at vi er ved at miste vores egne frihedsværdier i en hysterisk kamp mod terror, bliver man kaldt naivist. Det hænger ikke sammen. Og slet ikke, når man ser på antallet af ofre for terror. Det bliver blæst op, som om folk ikke dør af andet. Medierne bærer en del af ansvaret for det. For terroristernes livsblod er mediernes opmærksomhed.

Mener du så, at man skulle undlade at fortælle om dem?

Det handler igen om proportionerne. Og i forhold til faren er det i hvert fald meget overdrevent, hvor meget opmærksomhed terrorisme får. Men det er klart, at ansvaret i lige så høj grad ligger hos forbrugerne, der køber aviserne. For bål og brand-historier er populære, selvom de skaber frygt. Men det ironiske er, at det er de små nære historier, der skaber størst frygt.

At 48 mennesker bliver sprængt i luften i Irak er ikke nær så angstprovokerende som en stigning af tasketyverier i det lokale supermarked. Jeg kan se det på min egen kone, efter vi er begyndt at holde Frederiksborg Amtsavis. Når hun er færdig med lokalsektionen, er hun fyldt af frygt, selvom det burde berolige hende, at der faktisk ikke sker det store.

Er der ikke også forskel på, hvordan man bør tackle tasketyverier og terrorsager?

40 års politiarbejde har lært mig, at der findes nogle mennesker, der ikke forstår andet end den knyttede næve, men der bør være en balance mellem den knyttede næve og den fremstrakte hånd. Og jeg mener, at vi gør det sværere for os selv med den måde, vi opfører os på i øjeblikket. 2/3 af Pakistans befolkning lever under sultegrænsen, og en overvejende del af den afghanske befolkning er analfabeter. De har mere brug for brød og bøger end bomber. Selvfølgelig kan man også ændre verden ved hjælp af vold, men kun til en mere voldelig verden. Ondskaben er en del af os alle, men i det øjeblik man mister evnen til at se andet end ondskaben hos de andre, da forsvinder mennesket, der også kan rumme det gode. Og jeg tror stadig på dialogen.

Hans Jørgen Bonnichsen sidder et øjeblik i dialog med sine egne tanker og fortsætter så:

I en bibelsk kontekst kan man se, at frygten kommer ind i billedet et øjeblik efter syndefaldet i 1. Mosebog, hvor Adam og Eva spiser af det forbudte træ og gemmer sig af frygt for Gud. Kristendommens budskab er en genetablering af håbet, hvor englene siger: Frygt ikke, da Jesus bliver født. Men i øjeblikket er vi godt i gang med at guddommeliggøre retssamfundet i frygtens navn.

Hvad mener du så, vi burde bygge på?

Arven fra Golgata og arven fra Akropolis, som vi også har bygget på i mange år. Vi skal ikke lade os forskrække af nogle ekstreme fundamentalister, men fortsætte med at tro på, at vores værdier ikke kan slås i stykker. Som sønderjyde ved jeg, hvor meget en kultur kan bære. Alle forsøg på at germanisere danskerne slog fejl. Det kunne ikke lade sig gøre. Og det kan stadig ikke lade sig gøre, med mindre vi selv giver efter. Vi må have tillid til den robusthed. Vi burde være de voksne. Vi har haft en oplysningstid. Og der er ikke noget, der hedder dem og os. Der er kun noget, der hedder os.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk