»32-årig, rolig jysk k« søger lejlighed i København. Og det gør hun ligesom så mange andre ved at fremhæve sine jyske rødder i boligannoncen i Den Blå Avis.
- Jeg skriver det såmænd bare, fordi jeg er sådan. Og så har jeg hørt, at det er godt at slå på, at man er jysk, når man søger bolig. Jysk opfattes som noget stabilt. Det betyder, at man betaler til tiden og ikke snyder med huslejen. Så jeg har bevidst skrevet det i første linie, siger Pernille Christensen, der kommer fra Vejle og har boet i København i et halvt år.
Opfattelsen bekræftes af Jens Willesen, der de seneste tre år telefonisk har taget imod annoncer på Den Blå Avis.
- Der er ved at gå inflation i det. Selv folk, der ikke lyder spor jyske, vil kalde sig selv jyder i deres boligannoncer. Det mest populære er at skrive jysk gårdmandsdatter. Til gengæld har jeg aldrig mødt nogen, der ville skrive, at de er københavnere eller sjællændere, siger Jens Willesen.
Adfærden svarer til vores officielle ideologi om hinanden: Jyden er hverken lige så smart eller kvik som københavneren, men til gengæld pålidelig. Og det er vel værd at slå på, når man søger bolig. Men man skal nok få aflagt sin jyske identitet og sprogtone i sammenhænge, hvor det ikke giver bonus.
De regionale forskelle mellem danskerne er gradvist blevet mere udlignede gennem de seneste 50 til 100 år. Vi flytter mere rundt, end vi har gjort før, både geografisk og socialt. Medier og internet er også med til at give os fælles vilkår, og lavkøbenhavnsk dialekt er moderne blandt alle unge. Alligevel holder vi fast i vores fordomme om hinanden. Og samtidig ser vi en - lettere ironisk - dyrkelse af dialekter og mentalitetsforskelle. Jysk især. Men også fynsk er kommet på banen med tv-reklamen Polle fra Snave. Og mere eller mindre seriøst holder vi af at måle forskellene imellem os i diverse undersøgelser.
Unge københavnere finder for eksempel bagerbutikker kedelige, mens unge jyder køber ind hos den lokale bager for hyggens skyld og af sympati med bageren. Hovedstadens indbyggere er langt mere interesserede i skønhedsoperationer end deres jyske landsmænd. Og jyderne køber flest af de solide Toyotaer, mens københavnerne foretrækker smarte biler. Ostesmagen er også forskellig: Kommenost hos vestjyderne, rygeost hos fynboere og mozarella hos københavnerne. I gamle dage var jyderne efter sigende højere end sjællænderne, og deres hoveder var - måske - større. Det kan selv skønhedsoperationer ikke lave om på.
Og vi kan nok heller ikke lade være med at synes om de forskelle, vi hiver frem. Især dem, der er fordelagtige for os selv. For både jyder og københavnere, sjællændere og fynboer synes som regel, de selv er bedre end de andre. I hvert fald når vi fortæller vitser og vandrehistorier om hinanden.
Men undersøgelser af vores holdninger til det danske sprog afslører, at vi ubevidst ikke bryder os om folk, der taler provinsdialekt. Heller ikke selv om det er vores egen dialekt. Det lyder nemlig for bondsk.
Det er sprogforsker og lektor ved Institut for dansk dialektforskning på Københavns Universitet, nordmanden Tore Kristiansen, der påviser dette paradoks.
- Danskere siger, de holder af dialekter, når man spørger dem direkte. Danskere har også nogle kraftige, stereotype forestillinger om hinanden. I undersøgelser er det nok at afspille et halvt minuts sprogprøve for folk, så ved de straks, hvordan personen bag stemmen på båndet er. Den vurdering sker ud fra en klar, officiel ideologi: Taler man rigsdansk, er man både flink og velbegavet, mens jyder, fynboer og bornholmere er dumme, men flinke. Taler man højkøbenhavnsk, er man velbegavet og utiltalende, mens folk med lavkøbenhavnsk dialekt både er dumme og utiltalende.
- Modsigelsen opstår så, når man udfører undersøgelsen på en måde, så folk ikke ved, at man undersøger deres vurdering af dialekter. Her scorer folk, der taler rigsdansk, stadig højt, mens folk med selv en svag dialekt nu ikke længere opfattes som flinke. Og lavkøbenhavnsktalende bedømmes pludselig som kompetente mennesker. Det tyder på, at danskere har en anden holdning til dialekter end den, man åbent vil vedkende sig.
- Blandt de unge er lavkøbenhavnsk mere populært end rigsdansk. Taler man lavkøbenhavnsk, er man både selvstændig og effektiv og har gode sociale egenskaber. Den vurdering gælder, hvad enten de unge bor i Sønderjylland, Næstved, Århus eller på Lolland. Københavneriet når ud i alle hjørner af landet, siger Tore Kristiansen.
Lavkøbenhavnsk er for eksempel kendetegnet ved, at kræft udtales som kraft, og ret som rat. Og det er stærkt på vej frem.
- Unge i dag er ikke så lokalt orienteret, som man var for en og to generationer siden. De taler ikke længere som deres forældre. Man kan stadig høre, hvis de for eksempel er jyder, men totalt set er deres sprogbrug tættere på københavnsk. Formentlig fordi medierne spiller en ny rolle som normdannende offentlighed. I revolverjournalisternes og talkshow-værternes verden tales der i høj grad med lavkøbenhavnske træk, og København er blevet det eneste sproglige normcenter i det lille land, Danmark, siger sprogforskeren.
Taler man dialekt, lægges den som regel af, når man flytter sig socialt eller geografisk. 57-årige mag.art. i etnologi Ellen Damgaard har været museumsinspektør ved Lemvig Museum i 29 år. Hun er fra Hvidovre ved København, men holdt op med at bruge sin københavnske vestegnsdialekt, allerede da hun begyndte på universitetet i København. Nu taler hun rigsdansk, vurderer hun selv.
- Men jeg kommer aldrig til at tale jysk. Jeg er det, man kalder en spiralist. Spiralister er familier, der gennem generationer flytter rundt geografisk, samtidig med at de prøver at flytte opad socialt. Derved kommer spiralen. Min familiebaggrund er typisk for rigtig mange danskere:
- Mine bedsteforældre flyttede fra landet i Midt- og Vestjylland ind til Hobro. Her er mine forældre vokset op, og da de ville opad, rejste de til København og købte hus i Hvidovre. Min far blev bankmand, og derefter blev jeg akademiker. Jeg flyttede videre til Lemvig, fordi jeg kunne få et godt job her. Men jeg er ikke særlig rodfæstet her, samtidig med at jeg heller ikke føler mig hjemme i Hvidovre. Og hvis jeg havde haft børn, er jeg sikker på, at de ville være rejst til Århus eller København for at uddanne sig.
- Det er klart, at denne udvikling fører os væk fra de regionale særpræg. Jo flere spiralister, et samfund rummer, jo færre regionale forskelle er der. Den bevægelse har da også fået mange til at sige, at Danmark er en homogen kultur, og at stereotyperne er uddøde. Men det er nu en holdning. Og den afhænger af, hvem man spørger, siger Ellen Dam-gaard.
Som leder af Lemvig Museum er hun initiativtager til et netværk blandt museumsfolk fra hele landet, der vil undersøge, i hvilken udstrækning der findes regionale særpræg i Danmark i dag. Arbejdet er ikke så langt, men ideen er, at et kendskab til regionale forskelle kan give større respekt for forskellighed.
- Hensigten er ikke at grave grøfter. Tværtimod. Et samarbejde om regionale forskelle vil kunne bidrage til en øget forståelse imellem os. Vi vil kunne begynde at se nuancer i stedet for at stille tingene op sort mod hvidt.
Indtil videre har Lemvig Museum lavet en undersøgelse af, hvad vestjyder i dag selv forstår ved det at være vestjysk.
- Spørger man folk her, har de straks en masse klare opfattelser af det vestjyske. En vestjyde opfatter typisk sig selv som venlig, gæstfri og hjælpsom. Vestjyden er flittig, har talent for handel, er ærlig, sparsommelig og har humor. Samtidig møder vestjyden tilflyttere med en »tilbageholdende imødekommenhed«. Lidt langsom i vendingen hører også med til billedet, men en doven vestjyde findes vist ikke set med deres egne øjne.
- I 1999 skrev Ringkjøbing Amt, at man i sin kulturpolitik ville understøtte og synliggøre vestjyske værdier. Det viste sig, at amtet med det mente »stædig iderigdom, på én gang en robust tilbageholdenhed og mod«. Det fik os til at ringe til alle amternes kulturforvaltninger og spørge, om de også kunne finde på at basere kulturpolitikken på særlige regionale værdier. I Århus, Vejle, Roskilde og Frederiksborg Amter giver det ikke mening at tale om regionale værdier. Faktisk heller ikke på Bornholm. I Sønderjylland, Ribe og Nordjylland betragter man sig som noget selvstændigt i forhold til resten af landet, og i Storstrøms Amt taler man om en lønmodtageridentitet.
- I både Viborg og Vestsjællands Amter synes man, at der er flere slags regionale identiteter, og at geografiske skel, som for eksempel den jyske højderyg og Åmosen, kan udgøre en form for sindelagsgrænser. Fyn slår på en fynsk identitet for at undgå, at amtet bliver domineret af sin eneste storby, Odense. Men i København bliver man overrasket over det underlige spørgsmål. For herfra opfatter man Danmark som et lille land med en homogen kultur. Og når jeg gengiver den holdning på foredrag rundt omkring i Jylland, griner folk: »Københavnere er tåbelige!«, refererer Ellen Damgaard.
Kultur- og litteraturforsker, lektor Johs. Nørregaard Frandsen, fra Syddansk Universitet i Odense, har i mange år beskæftiget sig med kulturelle forskelle i Danmark.
- I landbrugssamfundet blev man på sin hjemegn og havde ikke rigsdansk som fælles sprog. Det gav nogle forskelle, vi ikke har længere. Men paradoksalt nok oplever vi for tiden en ny dyrkelse af det særegne og det provinsielle. Det sker blot på en splittet måde: På den ene side er vi tiltrukket af provinsen, der repræsenterer noget sundt og ægte i modsætning til storbyen, som er berygtet for at æde sine sjæle. På den anden side er det også dybt latterligt at komme fra provinsen. Reklamer som Kohbergs, der vil sælge boller på jysk, og Minna og Gunnars jyske snak om fisk er derfor nødt til at være ironiske, siger Johs. Nørregaard Frandsen.
Han ser flere årsager til, at vi gerne vil bevare regionale særpræg:
- Delvist hænger det sammen med internationaliseringen. Gennem medier, handel og politik får vi en større kontakt med omverdenen og fornemmer at være i en forvandlingsfase. Det giver os et behov for at holde fast i det særegne og sige: Jeg er i hvert fald fra Esbjerg, så jeg er ikke bare som de andre. Selv en by som Snave får betydning, for her kommer Polle fra. Og det er nøjagtig ligesådan i København. Her er man bare fra Ryparken eller Søborg.
- Derudover er vi mange fraflyttere i Danmark. Mange af os, mig selv inklusive, er nogle bønder af fødsel, der skulle se at blive rigsdanske i en fart. Vi har nu et behov for at finde vores rødder. Derfor vedligeholder vi historierne om forskellene på os. Det minder om Jeppe Aakjærs historie. Han væltede rundt i 12 år i Brandes´ København, og på stenbroen skrev han »Rugens Sange«. Det kunne han ikke have gjort i Salling. Der skal afstand til for at få indsigt.
Johs. Nørregaard Frandsen ser reklamernes jyske som en måde at holde isen åben på til det, der var engang. Og han vurderer, at vi vil komme til at dyrke det regionale endnu mere i fremtiden.
- Vi vil få jyskhed og sjællandskhed på nye flasker. Der er godt salg i det. For vi har brug for nogle identitetshuller. Man kan sige, at vi vedligeholder det særegne som laguner i hastighedskulturen.