I filmen »Samsara«, der foregår i Tibet, har en mand siddet i tre år i en hule og mediteret. Da han bliver fundet, er hans krop så stiv, at han må have hjælp til at rette fingrene ud. Han vender tilbage til klostret, hvor han ikke længere kan finde ro i seksuel afholdenhed. Han bliver gift med en kvinde, men kan ikke være hende tro. I fortvivlelse over sit begær vender han tilbage til klostret. Det kommer dog først til et opgør mellem ham og hans kone. For hvad skal der nu blive af hende og deres søn? Deres lidelse er større end hans, mener hun.
- Det er næsten en diskussion mellem buddhisme og kristendom, for den handler jo på den ene side om tilbagetrækning og på den anden side om det ikke at ville tage andres og sin egen lidelse på sig, siger sognepræst Lene Højholt, Grenå Kirke, der har rejst i Tibet og skrevet bogen »Buddhas lære og den tibetanske buddhisme«.
Ifølge Lene Højholt er synet på lidelsen den største eksistentielle forskel mellem kristendom og buddhisme.
- I kristendommen har vi tanken om, at lidelsen er en del af livet, og at man må tage den lidelse, der er, på sig. Det er også det, som Jesus på korset er symbol på. Han undviger ikke fra lidelsen. Men i kraft af det, at han går igennem den, har han den største åndelige frihed. Alt har de kunnet tage fra ham, men ikke den åndelige frihed, siger hun og fortsætter:
- Vi tror, at vi ved at gå igennem lidelsen og tage imod det liv, som Gud har skabt og givet os, vinder åndelig frihed. Ved at kæmpe imod flygter vi fra det liv, vi er givet. Men lader vi være med at kæmpe imod og accepterer livet, som det er, bliver ånden sat fri til at vende sig i en anden retning og væk fra den kamp, som livet ofte er. Den bliver sat fri til at udfolde sig i verden i forhold til andre mennesker.
- Hvor vi i kristendommen går ind i lidelsen, er det modsatte tilfældet i buddhismen. Det helt centrale i religionen er »de fire sandheder om lidelsen«. Erkendelsen af, at lidelsen er, må man også gå igennem i buddhismen. Men derefter handler det om at se lidelsen som en illusion og at lade være med at identificere sig med den.
- Den eksistentielle måde at forholde sig til lidelsen på i buddhismen er at se, at livet er lidelse, men at det liv er en illusion, og at det egentlige liv er et andet sted. Det handler om ikke at gå ind i lidelsen, men om at gå den otteledede vej, som er vejen, der fører til lidelsens ophør. Det er en meditations-vej, der går ud på at løsne bevidstheden fra identifikation med det fysiske og med lidelsen.
Lene Højholt mener ikke, at man skal fremhæve kristendommen som mere objektivt sand end buddhismen og omvendt. Problemet er, at de to religioner ikke kan blande.
- I dag står mange vesterlændinge med et ben i hver lejr. Det kan være problematisk, fordi vi i Vesten er vokset op med en tænkning og forståelse af tilværelsen, som er kristen. Når man så tager nogle forestillinger, der hører til i en helt anden tilværelsesforståelse, til sig, kan det meget ofte blive brugt som flugt, fordi man ikke magter at gå ind i det mønster, man selv er vokset op med. Kristendommen er et svar på den bevidstheds-struktur og de problemer, som vi har. Buddhismen er svaret på en anden kultur.
- Jeg har ofte hørt folk sige, at et problem ved buddhismen er, at der ingen nåde er, og så bliver livet for hårdt. Men så har man ikke forstået, hvad buddhisme er. Et begreb som nåde hænger sammen med vores bevidsthed, der er præget af følelser som skyld og skam. Dér er nåden en livsbetingelse. Buddhismen er bygget op omkring loven om karma, der knytter sig til ansvar for egne handlinger og samsara, der er læren om reinkarnation. Det er meningsløst at tale om nåde i det univers.
- Det gode, som mange søger i bud-dhismen, er, at man dér har mere praksis i form af meditationsteknikker, og det er det, der tiltrækker allermest. I kristendommen er den side næsten faldet bort, for man har ikke gjort nok for at holde fordybelses-traditionen ved lige. I den lutherske forståelse af kristendommen har man alt for meget glemt, at der er en vej at gå. Det savner mange mennesker i dag, siger Lene Højholt.