Prøv avisen

Forskning: Meditation kan erstatte medicin

Der er godt nyt til folk, som lider af en depression. Frem for medicin kan man ligeså godt benytte sig af buddhistisk meditation, viser nyt forsøg. - Foto: stck.xchng.

Folk, som lever med en depression, kan erstatte anti-depressiv medicin med buddhistisk meditation. Det virker ligeså godt, viser ny forskning

De ældgamle principper, der ligger bag buddhistisk meditation, bliver i dag brugt til at hjælpe folk ud af deres depression. Et nyt forsøg viser, at de gamle teknikker i mange tilfælde virker på lige fod med medicin.

I England har man testet virkningen af de to forskellige behandlingsmetoder, og resultatet er positivt. Det kan betyde langt mere effektiv behandling af patienter med depression, skriver The Telegraph.

- Anti-depressiver er meget brugt af folk, som lider af depression, fordi de virker. Men mens de meget effektivt kan reducere symptomerne på en depression, er folk meget sårbare over for at falde tilbage, når de stopper, siger professor Willem Kuyken fra Exeter Universitet i England, som står bag forsøget.

Han forklarer, at fordelen med meditation er, at folk får nogle færdigheder, som de kan bruge hele livet. Forsøget viser, at der er en væsentlig forskel på, hvor mange der får tilbagefald.

Efter 15 måneder havde 60 procent af de patienter, der tog medicin, fået tilbagefald. I samme periode havde 47 procent af de mediterende patienter oplevet at falde tilbage.

Det gavnlige ved buddhistisk meditation er, at det hjælper folk med at fokusere på nuet frem for at dvæle ved fortiden eller tænke på fremtiden hele tiden.

Det kan komme til at betyde, at man kan tilbyde en langt mere effektiv behandling, fordi en psykolog kan behandle flere patienter, end man kan ved den traditionelle behandling, skriver avisen.