- Respekt, siger den unge højskoleelev og vender tommelfingeren opad, inden han forlader kredsen omkring Ditte Krøgholt og går ud til kaffe. I over to timer har han og hans holdkammerater på Vestbirk Højskole hørt hende genfortælle den omfangsrige roman »Tyven« af den nu afdøde svenske forfatter Göran Tunström. Uden manuskript eller bog og med en indlevelse og udførelse, så hver enkelt romanfigur får sin helt klare rolle i tilhørernes indre film. Nu skal eleverne lige vide lidt mere, inden de slipper den fremmede, ældre dame. Er hun egentlig skuespiller? Har hun selv været de steder, hvor handlingen udspiller sig?
Nej, hun er ikke skuespiller. Og ja, hun har været i Sunne og Ravenna. Ditte Krøgholt, 73 år, med mange års erfaring inden for højskoleverdenen, vil gerne snakke med de unge, og hun møder dem i øjenhøjde. Nøgtern, varm og med humor. De, til gengæld, har brug for at komplimentere hende for oplevelsen. »Tak for i aften, det var virkelig spændende«.
- Den bedste kompliment, jeg nogensinde har fået, var, da en ung mand sagde til mig: »Da du fortalte, så jeg ikke dig, men jeg så gennem dig«, fortæller Ditte Krøgholt dagen efter i sin og manden Jakob Krøgholts lejlighed ved åen i Århus. Hun er glad for aftenen på Vestbirk, havde gode lyttere.
- På et tidspunkt, da jeg skulle sige et lille vers fra bogen og ikke kunne finde ordene, blev jeg ikke slået ud af det. Jeg så ikke på tilhørerne, men jeg kunne mærke i luften, at de tilgav mig, og jeg kunne gå videre. Det er noget mærkeligt noget, men jeg kunne mærke det i luften. En fortælling er virkelig en fælles oplevelse, og lytterne ved slet ikke selv, hvor betydningsfulde de er. Det kommer an på dem, om fortællingen lykkes. Går de med på den - og de er jo ikke med fra starten, de skal overbevises - opstår der en sluttethed, en nærhed, og så bliver man båret, siger Ditte Krøgholt.
Som vendsysselsk grønlangkål
I syv år var hun og Jakob Krøgholt forstanderpar på Snoghøj Folkehøjskole, og da han holdt op, fortsatte hun yderligere fem år som lærer. Tidligere havde de været i Rødding, og senere blev hun tilknyttet Vestjylland Højskole. Det var her fortællingerne for alvor tog fart. Hun og Jakob Krøgholt har fra de var unge læst højt i forsamlinger og optrådt med guitar og sang, men på Vestjyllands Højskole i 1986 kastede Ditte Krøgholts sig ud i et projekt, hvis konsekvens hun ikke var sig bevidst. Hun skulle fortælle Karen Blixens »Storme« på et kursus og blev i forberedelserne klar over, at hun måtte lære den udenad. Sproget var så specielt, at hun måtte bøje sig for det. Der blev kortet lidt i fortællingen, men alligevel kom det til at tage halvanden time at fortælle den.
Hun opdagede, at det betød meget for kontakten til tilhørerne at stå uden bog.
- De sad der med forventningsfulde øjne, og det var så halsbrækkende, at jeg blev fuldstændig betaget af det. Det var så intens en oplevelse, at jeg blev nødt til at holde fast, og så rejste jeg en tid rundt med den fortælling.
Ditte Krøgholt lod sig altså ikke skræmme af den halsbrækkende oplevelse, selvom hun påstår, at hun er en bangebuks i øvrigt, og aldrig kunne drømme om at hoppe ud i elastikspring.
- Jeg er en stor hare, men det der... det tør jeg godt.
På et tidspunkt blev Ditte Krøgholt opfordret til at komme et sted og fortælle - dog helst ikke »Storme«, som hun skulle fortælle et sted i nærheden omkring samme tidspunkt.
- Så igen anede jeg ikke, hvad jeg sagde. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville prøve at fortælle noget, som jeg ikke kunne... en bog, som jeg ikke kunne lære udenad, og hvor jeg selv skulle finde vej i den. Så sagde jeg: Göran Tunströms »Tyven«. Der var ni måneder til, og jeg tænkte på, hvad i alverden jeg egentlig havde lovet. Men det var fantastisk, og jeg læste den mange, mange gange. Tænkte over figurerne og skrev tanker ned. Og da jeg mente, at nu kunne jeg den bog, lånte jeg eleverne på Vestjyllands Højskole og fortalte for dem en aften. Det tog fire timer. Jeg tror ikke engang, at jeg kom ordentligt til slutningen, og humoren havde jeg slet ikke tid til at få med... de arme stakler. Den var helt gal, og jeg fandt ud af at tænke på bogen, som om jeg havde et filmkamera - tænkte på stedet og byggede det op. Fandt ud af at gå helt tæt på for så at fjerne mig og se det i et større perspektiv. Men mange sjove og gode scener, måtte jeg udelade.
Ditte Krøgholt sammenligner arbejdet med bogen med at lave vendsysselsk grønlangkål.
- Når man har kogt den, skal den klemmes, der er ufattelig meget vand i. Sådan tænkte jeg om romanen, griner hun.
Nærværets fravær
Nu snart 20 år efter debut´en er repetoirelisten lang og spænder over blandt andre H.C.Andersen, Dostojevskij og Selma Lagerlöf.
Samtidig med sit egentlige arbejde har Ditte Krøgholt været en af redaktørerne af Højskolebladet i årene 1980-86. Siden redigerede hun Højskolesangbogens sidste udgave fra 1989 sammen med forstander Jens Grøn fra Vestbirk Højskole og Lone Brink Madsen fra Borup Højskole. Det er blevet den hidtil mest solgte med cirka en halv million eksemplarer ude i det ganske land. Ditte Krøgholts seneste indsats for den danske sang gjorde sig gældende i medlemskabet af Salmebogskommisionen, som står bag den endnu ikke udkomne salmebog.
Forstander Jens Grøn beskriver hende sådan:
- Hun er en sjov blanding af noget lidenskabeligt og noget objektivt. Hun er meget skrap og utrolig dejlig. Man kan ikke altid være enig med Ditte, men så ville hun også blive skuffet, fortæller han og understreger, at han har glædet sig til hvert møde, hvor de sammen skulle redigere Højskolesangbogen. Fordi han vidste, at »det ville give noget«.
I Göran Tunströms roman »Tyven« er hovedpersonen den vanskabte Johan. Han bliver som lille smidt ind i sin onkels familie »som en våd klud«, og her lever han sammen med de 12 andre børn under helt umenneskelige forhold. Men hans tilværelse får lys, da han opdager bøgernes verden. Her er en verden, som Johans primitive og fordrukne onkel Fredrik ikke kan nå, og det giver Johan en ny styrke. Han vil frigøre sig, og han må søge efter andre værdier.
Det svenske nationalklenodie, en over 1400 år gammel sølvbibel er af en sådan værdi. Han føler, den er en del af ham, fordi den er fragtet fra Ravenna til Sverige af en af Johans forfædre. Den betager ham i en grad, som fører til, at han vier sit ganske liv til den. Kusinen Hedvig, som han har været forelsket i hele sit liv, svigter han, da hun beder ham om at hente sig, efter at hun har været i en underverden af sindssygdom. Johan har ikke tid. Han studerer sølvbibelen med en lidenskab, der ligner besættelse, og som fører til, at han til sidst bliver fængslet for dokumentfalsk og tyveri.
Hans forbrydelse var, at han stjal et dokument, en videnskabelig sensation. Men den var også, at han var fraværende, hvor han skulle have været nærværende. Hans lidenskab levnede ikke plads til kærligheden. Sølvbibelen stjal hans nærvær, hans tid.
- På den måde har vi jo alle sammen vores sølvbibel og kan ikke undvære den. Vi ved bedst hver for sig, hvad vores sølvbibel er, og det er dobbelt, for den er jo af kæmpe værdi. Sølvbibelen giver Johan hans identitet, den er hans lidenskab, og man kan sige alt muligt godt om den. Men lidenskaben har også sin pris. Vi kender alle vores hang og vores lidenskab, og vi kender også noget til den pris, som nogen andre måske betaler, siger Ditte Krøgholt.
- Og ja, dét at fortælle er nok min lille sølvbibel.