Med et »kom indenfor!« og et fjerlet strøg over kinden byder Hanne Varming den fremmede velkommen i Atelieret. Atelieret i det gamle Valby ligger og putter sig i et gult bindingsværkshus i en gård med toppede brosten og trækasser med endnu vinterslumrende roser. Idyl og landsbyhygge. Men som for at tage toppen af idyllen har rottefængeren netop været på besøg hos ovenboen. Og der var bid. Den 62-årige billedhugger gyser ved tanken om langhalede gæster i atelieret.
Men rotter eller ej, det er altså her i de luftige lokaler i et nedlagt trykkeri, Hanne Varming skaber sine fortællinger. Fortællinger, hun inspireres til overalt. Rundt i landet og i gadelivet lige udenfor. Ikke i det fremmede. Selv om Hanne Varming er åben over for alle, uanset hudfarve, har hun det bedst i trygge og velkendte rammer.
- Jeg er nok en ægte hjemmefødning, klukker hun stille.
Og spørger man Hanne Varming, vil der ikke ske ændringer i hendes særprægede mangel på udlængsel. Men hendes to kvindeskulpturer står i dag som skulpturelle vartegn i de rejsendes mekka, Kastrup Lufthavn.
Men tilbage til Valby. Lige uden for gadedøren er der rigeligt med inspiration. Hvad enten det er damen med de to hunde, en gammel kone med sin stok eller en lille pige med ravnsorte fletninger, der hinker hen ad fortovet. Alle bærer de på en fortælling. En fortælling om liv og glæde, om forskellighed og forgængelighed. Om livets skrøbelighed. Og om døden. Livsytringer, der alle har god plads i Hanne Varmings udtryk. Men lige nu er det alligevel mest glæden. Den glæde, hun slet ikke kan skjule i disse uger. Hverken som kunstner eller menneske.
Det rene trylleri
Hendes arbejder strækker sig fra mønter og frimærker - postvæsenet har netop udsendt to nye fire- og femkroners mærker med pigerne i lufthavnen - til meterhøje bronzeskulpturer, der indtager udvalgte steder i det offentlige rum. Det er det rene trylleri, når Hanne Varming puster liv i den kølige bronze og åbner for sind og samtale mellem figuren og beskueren.
Vi synes, vi kender dem. Konen med æggene fra H.C. Andersens eventyr, der drømmer store drømme med sin endnu intakte last i en kurv på hovedet. Eller den trivelige kone på kassen, som udstiller sine enorme ynder på plænen ved Bispebjerg Hospital i København, moderen med de to børn på torvet i Tarm, »Kvinde med stol« i Skjern eller bænken med de to gamle på Kultorvet i København, der byder den travle på hvile og en lille flig af deres ro.
Det er, som om Hanne Varmings skulpturer, på samme måde som Carl Nielsens enkle børnesange, med både glæde og stolthed vedkender sig det folkelige islæt. Jovist kan vi se og høre, hvad musik og skulpturer har på hjerte. Men der er indbygget en oprindelighed og en troskab mod traditionerne. Måske er netop dét hemmeligheden ved både Nielsens og Varmings kunst, siden den rammer dybere end så mange andres. Hanne Varming mener selv, det er genkendeligheden, vi reagerer på. Og måske har hun ret.
- Jeg tror, mange af mine skulpturer er mennesketyper, som vi alle sammen har mødt og har elsket. Gamle mennesker, måske vores bedsteforældre, der nu har trukket sig tilbage til stilheden og hinanden; store, frodige kvinder, vi har grædt ud ved som børn, eller måske er det som med »Konen med æggene« et eventyr, vi er vokset op med.
Det er ingen tilfældighed, at det ofte er store, kraftige kvinder, Hanne Varming bruger som modeller.
- De giver stof at arbejde med. Det er i modsætningerne, i rummet mellem rundhed og strenge linjer, de geometriske former skabes i mine arbejder. I det hulrum, der opstår mellem rundt og stramt.
På torvet i Skjern står en skulptur af en kraftig pige med en stol. Det er Nicole, der også har stået model til »Konen med æggene«.
- Hun er en vidunderlig model, som jeg første gang så til en fest, hvor hun dansede salsa med en sådan vitalitet, at jeg tænkte: Du milde....hende må jeg have som model. Og det fik jeg - heldigvis - inden jeg skulle begynde på »Konen med æggene«.
Det er dog ikke alle Hanne Varmings modeller, der selv har været klar over æren.
- På Femø, hvor jeg boede i en årrække, mødte jeg Amalie, en lille, gammel kone, der hver dag gik tur, støttet til sin stok og sin hjemmehjælper. Det var et utroligt syn. En dag, jeg gik bag ved de to, besluttede jeg at tegne dem - uden de vidste det. De er sikkert begge døde for længst og derfor ligeglade. Men gennem skulpturen lever Amalie på en måde endnu. Og hun sidder også og klemmer sig ind mod en stoleryg på Kunstmuseet Trapholt.
Hvad er så grunden til, at Hanne Varming er gået uden om det nonfigurative og har valgt den menneskelige krop?
- Jeg kunne slet ikke finde ud af at skabe noget nonfigurativt. Jeg er nødt til at skabe kunst, der ligner mennesker, fordi det er naturligt for mig at være i kontakt med mennesker. Det er min måde at trække vejret på. Ja, det er mit liv.
Man kan næsten tale om, at du besjæler dine skulpturer - men det er vel ikke her, den kunstneriske anerkendelse skal hentes i dag?
- Nej, og jeg må nok indrømme, at min såkaldte anerkendelse er opstået lidt på trods. For snart 40 år siden forlod jeg Kunstakademiet, og lige på det tidspunkt vandt det nonfigurative indpas. Siden har det ikke været fint at skabe kunst, der ligner.
Hanne Varming fortæller, at hun efter årene på Akademiet flyttede på landet og blev mor til fire. For at overleve modellerede hun sine venners børn.
- Og her mødte jeg også alle de små koner. Så det blev udelukkende børn og små koner, jeg modellerede.
Hanne Varmings venner fra Kunstakademiet var bestyrtede: - »Jamen, du kan da ikke bare modellere koner og børn«, sagde de. De var jo i gang med noget helt andet i deres liv. Men jo længere jeg fortsatte ad min vej, jo mere spændende blev den. Og hvis det lykkes mig at udtrykke sjæl og sind, er det, fordi jeg nyder mit arbejde.
Historierne
Selv om langtfra alle kender navnet på kunstneren, er hendes skulpturer blevet en kær del af mange danskeres hverdag. Fra Hjørring til Maribo. Fra Tønder til Tarm. På gaden, i parker og på kunstmuseer har Hanne Varming sat sit personlige fingeraftryk.
- Først og fremmest er jeg nysgerrig, og det er en hjælp i mit arbejde. For at fortælle historier er det også nødvendigt at høre historier. Jeg holder meget af at tale med og studere mennesker, og jeg har været så heldig, at alle, jeg har bedt stå model for mig, har sagt ja. Hanne Varming tager gerne imod bestillinger, men oftest er det hendes egne ideer, der udføres.
- Og her har jeg frit slag til at bruge ganske ukendte mennesker, men med en særlig udstråling. Så kommer de hen i atelieret. Og mens jeg arbejder, fortæller de deres historie. Det er en gave hver eneste gang.
Men det er ikke modellens historie, Hanne Varming fortæller i sine arbejder, men den historie, hun selv vil frem til.
- Men måske bliver det alligevel en blanding. Når man arbejder med ler, begynder man indefra. Og jeg bilder mig ind, at man kan indarbejde karakteren i leret. Jeg håber, det kan ses, når figuren er færdig, siger Hanne Varming, der lige nu har gang i et usædvanligt glædeligt projekt.
Et projekt, hun som nybagt bedstemor absolut må fortælle om og vise frem. Ivrigt vinkende bevæger hun sig hen til en opsats, hvor der står en lille bylt pakket sirligt ind i en våd klud. Kluden bliver langsomt fjernet, og en skulptur i rødt ler kommer til syne. Det er et spædbarn.
- Det er mit barnebarn, mit femte, lyder det med slet skjult glæde fra Hanne Varming, der fortæller, at det er første gang, hun har overværet en fødsel.
- Jeg troede, det var en langvarig, dramatisk oplevelse. Men det var stille og smukt. Så snart fødslen var overstået, skyndte jeg mig at tegne den lille, så jeg havde noget at modellere efter, siger Hanne Varming, der ofte har brugt sine egne børn som model.
De to gamle
Hanne Varming fortæller om skulpturen af de to gamle på Kultorvet i København.
- Det er mine oldeforældre, og jeg husker dem meget godt. Det var to gamle, rare mennesker, som jeg har hørt mange historier om. Disse historier har jeg forsøgt at »lægge« ind i materialet. Og jeg håber, historien kan ses en lille smule i måden, de sidder på.
Dødeligheden og forgængeligheden er en væsentlig side af Hanne Varmings kunst.
Er det noget, du er meget bevidst om på det personlige plan?
- Jo ældre man bliver, jo tættere kommer man døden. Jeg har selv været tæt på, og mange af mine venner er borte, så det er klart, at døden bliver meget nærværende. Lige så nærværende som livet. Og jeg tror, den erkendelse påvirker mine arbejder i dag. Nu, da jeg har fået endnu et barnebarn, tænker jeg selvfølgelig særligt over det. Hvor kort tid man selv har tilbage, og hvordan livet bliver for sådan en lille størrelse. Der kan ske så meget. Den slags tænkte man ikke så meget over i de unge år. Man bliver mere følsom og ængstelig med alderen...
Lige nu går det stærkt for Hanne Varming. Hun er topaktuel: Der er netop på forlaget Thaning og Appel kommet en flot bog om hendes kunst, en stor udstilling på Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder, der slutter med turne i Det Danske Hus i Paris, to nye frimærker, separatudstilling i Bogense, ligesom der for nylig var et tv-program om hende. Det går rigtig stærkt.
- Gennem alle årene er det gået stille og roligt, og jeg har alligevel kunnet klare mig. Og så pludselig ...ja, det er underligt, at der nu er så meget bud efter mig. Og jeg synes, det handler lige vel rigeligt om mig, siger Hanne Varming.
Hun stryger nænsomt over figuren af den lille nyfødte, mens hun stilfærdigt gentager:
- Lige vel rigeligt om mig.
Blå bog
Hanne Varming, billedhugger, født 1939 i København. Uddannet på Kunstakademiet hos Gottfred Eickhoff og Mogens Bøggild. Debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling 1963. Har blandt andet modtaget Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens legat i 1975, Eckersberg-medaljen i 1988 og Tagea Brandts Rejselegat.
Hanne Varmings bronzeskulpturer findes på flere museer, pladser og offentlige rum rundt om i Danmark. Blandt værkerne kan nævnes »Hyldemor« på Kultorvet i København, de to kvinder i Kastrup Lufthavn, »Konen med æggene« på gågaden i Odense og »Kvinde med stol« på torvet i Skjern.