Fortrydelse er en forbrydelse

Tak for den lærdom, jeg fik i dag fra mine fejltagelser. Tak for den lærdom, jeg får i morgen, skriver Vilhelm Kruse i dette essay

Af Vilhelm Kruse

Gift dig og du vil fortryde det. Gift dig ikke, og du vil fortryde det. Hvad mon Kirkegård mener? Er det en lille sød joke, som vi alle kan grine af, fordi vi kender situationen? Eller er det Kirkegård, der griner af alle os, der ikke forstår, hvad han i virkeligheden mener?

"Jo jo, ro på, selvfølgelig forstår vi det". Vi vil altid fortryde noget - ligegyldigt hvad vi gør, vil vi fortryde. Det må være det, han mener ik'?

Ja, det er nøjagtig, hvad Kirkegaard mener. Det er helt nøjagtig halvdelen af, hvad han mener.

Og hvad kan vi så udlede af det? At det er ok at være træt af det hele, fordi det hele er meningsløst? At du lige så godt kan fortryde på forhånd, da det uundgåeligt vil ske? Eller mener han, det er ok at være utro, når du nu alligevel vil fortryde dit ægteskab før eller siden?

Kan vi bruge Kirkegaard til at forstå meningsløsheden, utilfredsheden og fortrydelsen?

Sagtens. Det kræver blot, at vi ikke forstår, hvad han mener. Han mener nemlig ikke, at vi altid vil fortryde. Han mener nøjagtig det modsatte. Han mener, at vi aldrig vil fortryde, når vi har forstået, at vi altid vil fortryde. Når vi forstår, at vi altid vil fortryde det ene eller det andet, at der altid er noget at fortryde, så bliver det helt og aldeles meningsløst at fortryde. Konceptet forsvinder af sig selv.

Men vi citerer Kirkegaard gladelig uden at forstå, at han ikke mener, det er super cool at fortryde. Men med god grund. Det er svært at forstå. Det kan ikke forstås intellektuelt. Mange har prøvet, og flere har fejlet.

Men hovsa, her farer jeg ud af en tangent og har glemt alt om temaet: Hvad fortryder jeg i år?

Absolut ingenting. Jeg fortryder ikke en vejrtrækning, ikke et ord, ikke en bevægelse eller en handling. Ikke i dag, ikke i år, ikke i dette liv.

Nå, ja hvis jeg sådan bliver gået på klingen, så kan det da godt være, at jeg engang imellem synes, det er lidt ufedt, at jeg er (ædru) alkoholiker, at jeg er gået konkurs, at jeg er skilt, og at jeg ikke lige fik sagt ham idioten imod i går.

Men jeg fortryder ingenting. Intet. "Manden er jo psykopat - fuldstændig følelseskold", siger du? Nej, har fundet bunden af fortrydelse. Jeg kender fortrydelsens dyb og har erkendt, at den ikke findes. Fortrydelsen er en illusion.

Jeg giver mig selv hver dag den gave at lære af min fejltagelser. Jeg fortryder dem ikke. Jeg benægter ikke mig selv. Jeg er blot et menneske.

Hvis jeg fortryder mine fejltagelser, kan jeg ikke lære af dem. Hvis jeg fortryder, distancerer jeg mig selv fra mine handlinger. Så ville jeg sige: Nej, det var ikke mig, det var en anden del af mig. Det var en fejl. Nu er jeg perfekt. Nu vil jeg aldrig gøre det mere. Hvorefter jeg vil gøre nøjagtig det samme igen. Og jo kraftigere jeg fortryder, jo mere vil jeg såre alt og alle på min vej.

Vi kan ikke lære af vores fejl, hvis vi distancerer os fra dem og fortryder. Selve fortrydelsen indebærer, at jeg ikke burde have gjort det. Og hvis jeg ikke havde gjort det, hvordan kunne jeg så have lært? Når jeg fortryder, fornægter jeg den lærdom, der ligger i en handling. Dette burde være en forbrydelse.

Det lyder måske lidt eksotisk, og jeg er sikker på, at dit sind er i oprør, hvis du, der læser dette, har bare en antydning af, hvad jeg forsøger at sige. Højst sandsynlig er du på vej ud i en tankerække, der begynder med: "Hvis det er rigtigt, og alle mennesker holder op med at fortryde så..." Og du har fuldstændig ret.

Hvis alle mennesker holder op med at fortryde, så bliver verden helt anderledes. Så holder vi op med at undskylde, forklare og retfærdiggøre. Så passer du dit liv, og jeg passer mit, og vi lever i fred. Når du holder op med at fortryde, sker der det, at du bliver fredeligere. Dit sind falder til ro. Du holder op med at kæmpe imod. Du bliver det modsatte af, hvad du er nu. Verden bliver det modsatte af, hvad den er nu.

Jeg vil med stor glæde stå op i morgen og gøre så mange fejltagelser, som det er mig muligt. Og jeg vil grine af hver eneste af dem og sige tak til den Guddommelige skaber, som har gjort dette vidunder muligt, og som har givet mig lov til at være her for en stund.

Tak for den lærdom jeg fik i dag fra mine fejltagelser. Tak for den lærdom jeg får i morgen. Tak.

Bidraget præmieres med Henning Jensens bog: Det ordentlige menneske.