Prøv avisen

Forvirrede mænd mangler forbilleder

Manu Sareen, medlem af borgerrepræsentationen og folketingskandidat for Radikale Venstre i København. -- Foto: Ulrik Jantzen Denmark

Uden forbilleder ville det være umuligt at finde sig selv som mand. Og selv har jeg altid haft mange forbilleder gennem livet, siger den populære dansk-indiske børneforfatter og politiker Manu Sareen, der netop er blevet genvalgt ved kommunalvalget i København

Selv i virkeligheden ligner han en perfekt valgplakat. Den radikale politiker Manu Sareen vinker smilende uden for Svanemøllen Station, hvor vi har aftalt at mødes få timer tidligere.

– Så lykkedes det, siger han og rækker hånden frem. Men i det samme er der noget, der rumler i hans inderlomme.

– Kan du ikke bare sætte dig ind, siger han og peger frem mod passagersædet på sin ventende stationcar, mens han tager mobilen med den anden hånd. Tempoet er højt her få dage før kommunalvalget, hvor interviewet finder sted. Og det er ikke overraskende en anden journalist, der ringer, mens Manu Sareen starter sin Ford Mondeo i farten.

– Det er Manu... Nej, det ser ikke så godt ud, men vi ved af erfaring, at folk først beslutter sig her i den sidste uge før valget, så nu gælder det bare om at give den gas, siger han, mens han svinger stationcaren forbi de andre ophængte politikere, der efterhånden smiler fra hver eneste ledige lygtepæl i byen.

Manu Sareen kom til Danmark fra Indien som treårig. Han er midt i sin sjette valgkamp som politiker for Radikale Venstre og efter sigende mere populær end teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam, der ellers er partiets spidskandidat. Selv afviser Manu Sareen at gå efter borgmesterposter, han vil hellere i Folketinget. Det er endnu ikke er lykkedes, men han fik trods alt over 4000 personlige stemmer ved sidste valg. For Manu Sareen er gjort af det stof, der skaber stemmeslugere. Han er selvsikker, vidende, veltalende og oven i købet det, som flere kvinder kalder en ualmindelig flot fyr. I offentligheden er han både kendt som succesfuld børnebogsforfatter, politiker og integrationskonsulent, og efter vores interview skal han direkte videre for at blive fotograferet til en fuldkornskampagne. Og hans mørkeblå Ford Mondeo-stationcar gør mig pludselig i tvivl om, hvem han egentlig repræsenterer. "Obama for president" står der på bilens største klistermærke, "FCK" står der på et andet, og endelig er der et lille mørkeblåt klistermærke med et kryds foran et "B".

Hvad betyder egentlig mest for dig – FCK, Obama eller De Radikale?

– Det må du ikke tvinge mig til at vælge imellem. Det er som at vælge mellem mine børn, griner han, mens vi når den nærmeste cafe, der hedder "Jorden rundt". Og resten af vores samtale kunne man kalde "Jorden rundt i 80 minutter". For det er faktisk præcis, hvad han har tilbage før sin aftale med "fuldkornsfotografen".

De radikales kræsne vælgere bliver drillende kaldt "cafe latte-segmentet", men Manu Sareen nøjes med at bestille "en helt almindelig kop kaffe – med mælk". Selv har jeg aldrig forstået forskellen. Men da jeg tre minutter senere vælter min egen kop ud over mine noter og resten af cafebordet, indser jeg desværre definitivt, at jeg sidder overfor min modsætning, inkarnationen af god stil. Det er oven i købet ham, der rejser sig først for at finde servietter med et nærmest irriterende overskud. Men så er isen jo brudt, og bag de smilende øjne gemmer sig en mand, der har set op til andre hele livet:

– Jeg tror, at det er meget vigtigt at have forbilleder. Uden forbilleder ville det være umuligt at finde sig selv som mand. Og selv har jeg altid haft mange forbilleder gennem livet. I begyndelsen var det selvfølgelig ubevidst, hvem jeg så op til, men senere har jeg meget nøje valgt mine forbilleder. Og det tror jeg faktisk er kernen i ens proces fra dreng til mand. Man spejler sig selv i andre og prøver at ligne dem for at finde sig selv, så det er ikke ligegyldigt, hvem man vælger som idoler. Men det er klart, at man ikke vælger selv i begyndelsen. Og jeg har været heldig. For mine forældre har betydet meget for mig.

Hvad har du lært af dem?

– Når jeg står op om morgenen, ser jeg kun muligheder, og det er meget min fars fortjeneste. For sådan har han også været hele mit liv. Han kom som mange andre indvandrere til Danmark før os andre, hvor han fik arbejde som ufaglært på en fabrik, inden han startede sin egen tøjbutik. Hvis han bare havde ligget på sofaen, så var jeg aldrig nået dertil, hvor jeg er i dag. Det er der ingen tvivl om. Jeg ser sjældent begrænsninger. Det kan så til gengæld blive min begrænsning. For jeg hopper lidt for hurtigt med på en ny idé. På et tidspunkt var der en, der foreslog, at alle kommunens ansatte skulle have et kursus i ligebehandling. Og jeg tænkte: "Yes, fed idé!" og sendte en pressemeddelelse ud. Men vi måtte trække idéen tilbage. For jeg havde ikke tænkt over, hvad det ville koste. Sådan et kursus koster måske 2000 kroner pr. deltager, men vi har altså 55.000 medarbejdere i Københavns Kommune!

Manu Sareen slår en latter op og griner højt og længe.

– Det gik først op for mig bagefter, at det ville blive en milliardregning. Men jeg tror stadig, at det selv for en politiker er en vigtig egenskab at kunne blive begejstret. Og det har jeg fra min far. Men min mor har præget mig lige så meget som min far, hvis ikke mere. Det var hende, der lærte mig at lave mad og gav mig min sociale indignation, og hun var også den mest nærværende derhjemme. Uden hendes kærlighed var jeg ikke nået langt. Men jeg har selvfølgelig også fundet andre rollemodeller siden. Som ung teenager fik jeg Morten Stig Christensen som håndboldtræner i Bryggen Boldklub. Han var en af de bolsjefarvede landsholdsspillere i begyndelsen af firserne, og vi så meget op til ham. Men han tog os alligevel alvorligt og brugte tid på os. Når det var vinter, lavede han nogle snebolde, der var lige så store som håndbolde og kastede dem efter os. Og bare det, at han gav sig tid til at lege med os, gav os selvværd og selvtillid.

– Morten Stig Christensens omsorg for os var enestående, og jeg tog helt sikkert det med mig, da jeg selv blev socialpædagog. Senere fik jeg en kæreste, der havde en far, der var filminstruktør. Han hedder også Morten, Morten Henriksen, og han havde en filosofisk tilgang til livet, der var ny for mig, så det åbnede mine øjne for den intellektuelle verden. I mange år gik jeg også i terapi, hvor jeg også kom til at spejle mig i min psykolog, som også er en fantastisk rollemodel. De tre mænd har været meget vigtige for min dannelse.

Hvorfor valgte du at gå i terapi?

– Fordi jeg syntes, at livet var besværligt og uforståeligt, og det kan jeg stadig synes, men nu har jeg bare lært at leve med det. Det er jo det, man lærer i terapi. Og sådan kan man også bedre blive i stand til at hjælpe andre.

I dag er Manu Sareen selv blevet et forbillede for mange unge. Hans børnebøger er solgt til både Sverige og Norge, og som integrationskonsulent har han endda fået fans blandt de hårde indvandrerdrenge på Nørrebro.

– Det er kommet meget bag på mig, hvor mange børn der ser op til mig. For det er lidt underligt, at jeg selv er blevet et forbillede. Men de har brug for det, det kan jeg love dig for, så jeg tager det meget alvorligt. Den vigtigste rolle, man kan spille, er at være rollemodel. Uden rollemodeller mister unge simpelthen retning i livet. Det er også det, jeg kan se som integrationskonsulent. De drenge, der ender med at lave ballade, har simpelthen ikke nogen rollemodeller. Og de har aldrig haft nogen. Mange af dem ser i stedet op til gangstertyperne, og alt for mange dropper ud af skolerne, men det er vigtigt, at de også får nogle sunde forbilleder. Og de har i den grad brug for at se, at de også kan blive til noget i det her land.

Som en slags Obama-effekt?

– Ja, og det er noget af det bedste, der er sket i mit liv. Jeg tudegræd, da han blev valgt. Og helt fra begyndelsen havde jeg skilte med ham. Klistermærket bag på min bil købte jeg selv i New York. Det er jo næsten synd for ham, at han bliver guddommeliggjort, men jeg kan love dig for, at han baner vejen for mange. Også for mig. Rent politisk og karrieremæssigt er det noget af det vigtigste, der er sket for mig, og i dag er han et af mine største politiske forbilleder.

Hvad har ellers formet dig som mand?

– Det vigtigste er uden tvivl at blive far. Dér gik jeg fra at være drengerøv til at blive mand. Det gav mit liv retning og ansvar, fordi det hele ikke længere handlede om, hvad jeg selv havde lyst til. Og familien er stadig det ypperste i mit univers.

Hvordan vil du selv beskrive kønsrollerne hjemme hos dig?

– Jeg er helt klart kvinden, når det handler om at lave mad. Omvendt tager min kone sig af mange af de typiske mandeopgaver. For jeg er virkelig ikke en handyman. Jeg hader fysisk hårdt arbejde. Men min kone er ret vild med sådan nogle ting, så hun klipper hæk og sætter skruer i væggen, mens jeg snitter grønsager i køkkenet. Og så kører hun på motorcyklen. Til gengæld arbejder hun "kun" 30 timer om ugen som sundhedsplejerske, så på den måde er vores hjem meget traditionelt. Hun ved, hvornår hun har fri. Og det er også hende, der er den sikre base derhjemme. Uden hende kunne jeg heller ikke arbejde så meget. Her i valgkampen er det for eksempel både hende, der afleverer og henter børn. Hun står for indkøb, laver mad og vasker tøj, og det er for hårdt for hende. Det kan jeg se. Men omvendt er der også perioder, hvor jeg ikke har så travlt, og så er det mig, der tager over derhjemme.

Men er det ikke svært at være nærværende over for dine tre børn, når du arbejder så meget?

– Jeg havde en forfærdelig dårlig samvittighed indtil for tre-fire år siden. Jeg ville så gerne aflevere dem og hente dem, men jeg knækkede bare nakken på det hele tiden. Den dårlige samvittighed forsvandt ikke, før jeg stod og snakkede med Lone Dybkjær, mens vi delte valgpjecer ud på Nørrebrogade. Hun kiggede mig ind i øjnene og sagde: "Hør Manu, du kan ikke bruge den dårlige samvittighed til noget som helst." Dér slap jeg den dårlige samvittighed. Og nu kan jeg sige til mig selv, at jeg gør det så godt, som jeg kan. Det synes jeg faktisk, at jeg gør godt. Der er perioder, hvor jeg er en forfærdelig fraværende far, men langt de fleste andre tidspunkter, er jeg en god far. Og jeg arbejder heldigvis meget hjemme. Men når det er sagt, har jeg også en fantastisk bedre halvdel. Og jeg tror, at det, der gør, at hun klarer det, er, at hun ved, at jeg vælger alt det flygtige sociale fra. Jeg er aldrig med til fester og receptioner. Når jeg er væk, arbejder jeg. Og så ved hun også, at jeg vælger hende, når der er fester. På den måde ved hun også, at jeg ikke står på en eller anden bar med en storbarmet dulle.

– Jeg vil også helst være hjemme. For jeg gider ikke genopleve mine børns opvækst på hjemmevideo. Jeg vil være der selv.

Dagen efter valget sidder Manu Sareen i Go'morgen Danmarks sofa og kommenterer på, at politisk kommentator Hans Engell har fremhævet ham som muligt ministeremne. Foreløbig gælder det dog Borgerrepræsentationen. Han blev genvalgt med 7955 personlige stemmer, og det var over tre gange så mange stemmer, som partiets spidskanditat, Klaus Bondam, fik.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

-- Jeg vil også helst være hjemme. For jeg gider ikke genopleve mine børns opvækst på hjemmevideo. Jeg vil være der selv, siger Manu Sareen. -- Foto: Kristian Djurhuus