Fra Herodes til Pilatus og Per, Poul og Søren

Religion I SPROGET: Herodes og Pilatus er ekstremt dårlige ledere, der ikke tør beslutte sig, og som derfor lader pøbelvældet styre situationen. Til gengæld skabte de verdenshistorie

Man kan med et billede hentet i cirkusverdenen blive drevet godt og grundigt rundt i manegen, hvis man udsættes for dårlig sagsbehandling, og det bliver så uoverskueligt, at man føler sig klovnekomisk eller pisket rundt som en dresseret hest.

Endnu stærkere afmagt udtrykkes, når man kommer til at rende fra Herodes og Pilatus. Det betyder i moderne sprogbrug at fare rundt i et system, hvor man ikke kan få sin sag afgjort. Udtrykket har rødder i Lukasevangeliet 23, hvor Jesus stilles for den kejserlige, romerske landshøvding Pontius Pilatus, som i forsøget på ikke at dømme Jesus sender ham til den judæiske kong Herodes. Da Herodes sender Jesus tilbage til Pilatus, er dødsdommen så godt som fuldbragt. Pøbelen får sin vilje.

Set i et ledelsesperspektiv er det en grim historie. Herodes og Pilatus er ekstremt dårlige ledere, der ikke tør beslutte sig, og som derfor lader pøbelvældet styre situationen. Til gengæld skabte de verdenshistorie.

Moderne politikere bedes dog ikke tage ved lære af de herrers vankelmodighed!

Der er mange gode eksempler på navne og vendinger i moderne dagligsprog, som udspringer af kristendommen, og ikke alle er så tydelige som Herodes og Pilatus.

En læser (L. Overgaard) har peget på et udtryk som »det ved både Per og Poul«. Formuleringen findes i varianter som »hvor skulle Per og Poul også vide det fra?« og lignende. Per og Poul betyder simpelthen alle og enhver. Det lyder jo gedigent gammeldansk med Per og Poul, hvad det sådan set også er, men det er apostlene Peter og Paulus, der henvises til.

Navnene Peter, Peder, Per, Piet, Pierre, Peiter, Pelle og så videre er i øvrigt hugget ud af det græske petros eller petra, som betyder klippe. Paulus har til gengæld betydningsrødder i et latinsk ord for den lille.

Samme læser, som henviste til Per og Poul, har gjort sig overvejelser over udtrykkene »av for Søren!« og »av for Severn!«, som hun især husker fra en sønderjysk barndom. Ebbe Kløvedal Reich skriver et sted i sin forrygende kongedrabskrimi »Festen for Cæcilie«, at Skt. Søren i Slesvig hed Skt. Severin, så det virker indlysende, at Søren og Severin er samme katolske helgenskikkelse.

Navnet Søren er ganske rigtigt det samme som Severin. Navnet var på middelalderligt dansk Seffren eller Søffren, som er en udlægning af det latinske Severinus, et helgennavn udledt af severus, der betyder alvorlig.

Udråbene »av for Søren!« eller »av for Severn!« er imidlertid ikke nødvendigvis moderne påkaldelser af den gamle helgen. Udtrykket »slå til søren«, der betyder at gå til den, slå sig løs eller feste vildt, er nemlig formentlig en spøgende omdannelse af det ældre danske udtryk »slå til skaglerne«, der betød at optræde voldsomt eller gå på sold. Skagler er de læderremme, der i hestens seletøj spændes om vognens hamler, så der kan trækkes.

Søren kan også optræde som substantiv i udtryk som »så for syv søren!«, »hva' søren, er du her?«, »det var da sørens!«, eller »det her er søren jense mig lige groft nok!«. I alle disse sørenske udtryk er der formentlig tale om en eufemisme, altså formildende omskrivning af Satan. Man ved aldrig, om det er en helgen eller Satan selv, man påkalder sig!

Johs. Nørregaard Frandsen er kulturforsker med interesse for sprogets kulturelle sider og institutleder ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk