Det var i kantinen på Sandholmlejrens asylcenter. Når alle var færdige med at spise og kantinen var lukket, havde en ung kvinde med en harmonika det store rum for sig selv. Hun øvede og øvede, spillede det bedste hun kunne og det sværeste, hun kunne. Og hvis man kom ind af døren, som hun sad der, ville man straks vide, at her sad en kvinde med et usædvanligt talent.
Hvad man ikke kunne vide, var, at det for den unge kvinde handlede om noget meget større end musik. Hun var ved at bygge sig en vej tilbage til livet. Og hvis man synes, at det lyder som en dum kliché fra den værste triviallitteratur, er det fordi, man ikke kender den unge kvindes historie.
Edina Hadziselimovic, for sådan hedder hun, havde mistet alt. Engang lå hendes liv i byen Travnik i Bosnien. Her, ved foden af Vlasic-bjergene og med floden Lasva løbende gennem byen, boede hun med sin mor. Det var herfra, hun hver morgen tog bussen de 90 kilometer til Sarajevo for at studere på musikakademiet, inden hun om eftermiddagen tog bussen den lange vej tilbage til Travnik, hvor hun lige nåede at få lidt at spise, inden hun om aftenen underviste på den lokale musikskole.
Men i 1991 kom krigen. På få år blev Jugoslavien revet itu på kryds og på tværs, og i begyndelsen af 1992 gik en af disse revner tværs gennem Travnik.
I maj samme år flygtede Edina Hadziselimovic med sin mor. Som håbet lykkedes det de to kvinder at komme til Danmark, hvor Edina Hadziselimovics bror boede med sin danske kone.
Men det hele var bare for en kort periode, troede Edina Hadziselimovic, som ved ankomsten til Danmark blev indkvarteret i asylcenteret Sandholmlejren i Nord-sjælland.
– Jeg havde ikke gjort mig nogen tanker om, hvad asyl var. Jeg troede jo kun, det ville vare et par uger, inden vi skulle hjem igen. Sådan gik det ikke, forklarer den 33-årige Edina Hadziselimovic.
Når man som flygtning kommer til Sandholmlejren, møder man alt, hvad man er flygtet fra. Her er verdens krige og kriser samlet indenfor det samme hegn, og man kommer så tæt på andre menneskers frygt, at det ikke et øjeblik er muligt at glemme, hvad man flygtede fra, forklarer Edina Hadziselimovic.
– Min mor og jeg boede på værelse med en psykisk syg kvinde med en søn. Fordi hun var så syg, tog vi os meget af sønnen. Han blev meget glad for min mor. Han kaldte hende bedstemor, og når han legede ude i gården, sad hun hele tiden ved vinduet, så han kunne se hende. Hvis hun gik væk et lille øjeblik, kom han straks løbende, helt angst, for at finde ud af, hvor bedstemor var henne, fortæller Edina Hadziselimovic, holder en lille pause, og fortsætter så:
– Gad vide, hvor han er henne i dag. Det er mærkeligt, at man fra den ene dag til den anden forlader mennesker, man har haft så tæt ind på livet.
Med krigen og flugten havde Edina Hadziselimovic mistet stort set alt. Sit hjem, sine venner, sin uddannelse, sit job. Men en ting kunne man ikke tage fra hende.
– Jeg er musiker. Det ved jeg. Uanset, hvad der ellers sker. Derfor var det også helt fantastisk, da jeg i begyndelsen af 1993 fik mulighed for at komme ind på musikkonservatoriet, siger Edina Hadziselimovic om det måske mest afgørende kapitel i sit liv i Danmark.
– Det var Mogens Ellegaard, som hjalp mig. Han er desværre død i dag, men var lærer på konservatoriet og havde hørt mig spille et par år før krigen. Min danske svigerindes fætter havde kontaktet konservatoriet for at høre, om jeg kunne fortsætte mine studier. Men man anerkendte ikke min uddannelse fra Bosnien, så hvis jeg ville ind, skulle jeg bestå optagelsesprøven og så begynde helt forfra. Men jeg fik først besked om optagelsesprøven, da tilmeldingsfristen var overskredet, så via Mogens Ellegaard lykkedes det mig alligevel at få lov til at gå op til prøven. Men jeg havde travlt. Jeg fik besked en søndag og skulle til prøve den efterfølgende torsdag. Jeg fik lov at låne kantinen i asylcenteret et par timer hver dag, når der var lukket. Jeg øvede, så snart der var mulighed for det, siger Edina Hadziselimovic.
Og det gjorde hun så godt, at hun bestod optagelsesprøven og kunne fortsætte de studier, som krigen havde afbrudt. Fra at opholde sig døgnet rundt i asylccenteret, passiv og omgivet af kriser, problemer og utryghed, fik hun nu mulighed for at gøre det, hun helst vil.
– Jeg fik mit liv tilbage, siger hun.
Det er nu 11 år siden, at Edina Hadziselimovic bestod optagelsesprøven til musikkonservatoriet. I mellemtiden har hun taget tre uddannelser på konservatoriet og er i fuld gang med en overbygning, så hun inden længe kan supplere sine diplomuddannelser i henholdsvis accordeon og komposition samt sin musiklærereksamen i musikteori og komposition med en diplomeksamen i musikteori og komposition.
Efter Sandholmlejren og tre år i et flygtningecenter i København, bor hun i dag med sin mor i Nivå.
Ved siden af sine studier arbejder hun som musikredaktør ved Danmarks Blindebibliotek, hvor hun oversætter almindelige noder til blindeskrift. En gang om ugen underviser hun desuden på en aftenskole, og som om det ikke var nok, er der selvfølgelig også karrieren som komponist.
Især det sidste fylder mere og mere i Edina Hadziselimovics musikliv, og den unge kvinde har efter kun 12 år i Danmark også gjort det så godt, at det er blevet bemærket helt oppe i toppen af den danske kulturverden. Som en af 13 danske kunstnere fik Edina Hadziselimovic fornyligt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat, hvilket økonomisk gør det meget lettere at fokusere og bruge den nødvendige tid på kompositionen af nye musikstykker.
– Jeg er så taknemmelig for de muligheder, jeg har fået her i Danmark. Jeg kan huske, at da jeg boede i asylcenteret og intet kunne lave, var jeg så misundelig på alle de trætte danskere, der hver morgen sad i bussen på vej til arbejde. Når man ikke er truet, glemmer man, hvor dejligt det er at have en hverdag. Nu har jeg fået en hverdag, hvor jeg kan arbejde med de ting, jeg elsker. Det takker jeg Danmark for, siger Edina Hadziselimovic.
I det hele taget har den bosniskfødte musiker følt sig velkommen fra sin første dag i Danmark. Og selv om hun få gange har oplevet en modvilje på grund af sin udenlandske baggrund, oplever hun danskerne som åbne og venli- ge.
– En enkelt gang er jeg blevet lidt ked af en bemærkning. Jeg var med toget og overfor mig sad en ældre dame, som havde svært ved at læse noget i et blad. Jeg spurgte, om jeg kunne hjælpe. Da hun hørte min accent, sagde hun "Gud, hvordan kan du være så hvid?". Jeg er ikke ked af selve bemærkningen. Men hvad der kan gøre mig lidt ked af det, er, at den er udtryk for, at mange mennesker har en forestilling om, hvordan de "de fremmede" er, selv om de aldrig har mødt en indvandrer eller flygtning, siger Edina Hadziselimovic.
Nogle gange handler en historie også om det, fortælleren ikke vil tale om. Det gælder også Edina Hadziselimovics historie.
Den 33-årige bosnier fortæller åbent om alt, hvad der er sket, siden hun i 1992 kom til Danmark. Glæder og bekymringer, godt og skidt. Hvad der ligger forud, vil hun ikke tale om. Det kan godt være, at der er gået 11 år. Det er ikke længe nok. Måske en dag kan hun fortælle om krigen og om livet i den lille by ved floden mellem bjergene. Men ikke nu.
– Det er for hårdt. Nu er mit liv i Danmark. Jeg blev dansk statsborger tidligere i år. Jeg har fået mine rettigheder tilbage. Det er en rar følelse. At høre til et land, siger Edina Hadziselimovic.
Hvad hun mistede i hjembyen Travnik i Bosnien, kan Edina Hadziselimovic aldrig få igen. Men hun har fået noget andet, som ikke kan erstatte fortiden, men som i sig selv har en uendelig værdi.
– Jeg har fået lov til at være med i et fællesskab. Jeg har fået lov at bidrage til samfundet. Jeg har et liv.