Prøv avisen

Fra optur til nedtur

– Foto: stock.xchng

Opgangs-tiderne har gjort os forvænte og grådige. Nu står vi midt i en finanskrise, der rammer os på pengepungen. Det vil få os til at bevæge os ind i fællesskabet

Mine venner og jeg er forkælede. Det ved vi godt. Men jeg tænker tit over, hvor glad jeg er for, at jeg ikke er en lille afrikansk dreng, der sulter.

Oskar Holvøe er 13 år gammel. Han er en helt almindelig dreng, der er på vej ind i teenage-årene. Han spiller fodbold, bruger meget tid på sin mobiltelefon og snakker om tøj med sine venner. Det ualmindelige ved ham er, at han er en del af en generation, der er vokset op i opgangstider med adgang til både penge og teknologi. En generation, der er blevet kaldt for både forkælet og grådig.

Han har aldrig oplevet en tid med knaphed og krise. Derfor er det svært for den 13-årige dreng at forestille sig en verden, hvor hver en krone skal vendes.

Det er jo lidt ligesom gamle dage. Det er svært at sætte sig ind i. Jeg køber selv mit eget tøj, og har lige i øjeblikket 1000 kroner, som er mine egne penge. Jeg kan godt lide at have det beløb, fordi det giver mig mulighed for at købe noget med det samme, hvis jeg ser det i butikken, siger han.

Men lige præcis penge ser ud til at blive det store problem i de kommende år for banker, boligejere, enlige mødre og teenagedrenge som Oskar Holvøe. Opgangstidernes smilende mundvige bliver vendt til krisens nedadvendte. Hvordan vil vi opgangsforvænte danskere mon reagere på dårligere tider?

Krisen begyndte for godt et år siden som en finanskrise i USA, men siden er den vokset i styrke som en af de utallige tropiske orkaner. Børskurserne rasler ned over hele verden, også herhjemme, selv om vi grundlæggende har en meget sundere økonomi end USA. Tidligere overvismand professor Niels Kærgård fra Københavns Universitet forklarer, at der er et stort element af psykologi bag kursernes op- og nedture.

Problemet er, at hvis man begynder at tro på den store krise, så kommer den også. Forventninger om fremtiden spiller en stor rolle, men selvfølgelig handler det ikke kun om psykologi. Baggrunden for finanskrisen nu er, at den amerikanske økonomi har været kørt urimeligt letsindigt de seneste år, siger Niels Kærgård.

Letsindigheden har været synlig flere steder. Den amerikanske stat havde alt for store underskud i alt for lang tid, renten var for lav, ejendomspriserne steg alt for meget, og der blev lånt for meget og for risikabelt ud. Det samme har man set herhjemme, hvor der blev indført afdragsfrie lån, og ejendomspriserne også fik lov at stige uhæmmet i lang tid. Det underlige er, at vi ikke har taget ved lære af historien, for det igangværende krak er langtfra verdenshistoriens første.

Der er altid en vis tendens til, at man tror, at en bestemt udvikling vil fortsætte uforandret, når den har været i gang i lang tid. Hvis man har set huspriserne stige over en årrække, så bliver de nok ved med at stige, tænker man. Og så investerer man i fast ejendom, især hvis der er let adgang til at låne penge, siger Niels Kærgård.

Han mener, at offentlighedens hukommelse rækker cirka 20 år tilbage, og derfor glemmer vi de store bølger af prisbobler og tvangsauktioner, der har været gennem historien.

Når økonomien vender nedad, bliver befolkningen indhyllet i en tung krisestemning. Bekymringer og spekulationer fylder op i indkøbskurven sammen med varerne, men en krisetid giver også politikerne bedre muligheder for at skabe reformer.

En krise er et vigtigt styreredskab for politikerne. Derfor kan en krisestemning være med til at skabe løsninger, siger professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School (tidl. Handelshøjskolen i København).

Økonomer har længe efterlyst reformer på for eksempel skatte- og efterlønsområdet for at geare samfundet til fremtidens udfordringer.

For politikerne bliver det lettere at sætte økonomiske reformer igennem. Det vil ingen politiker være ked af i dag. På den måde kommer den her krise som en appelsin i turbanen. Det store spørgsmål er, hvem der bliver udpeget til at have ansvaret for nedturen. I 1980erne var fagbevægelsen synderen. I dag tegner det til at blive bankerne og i sidste ende lånerne, siger Ove Kaj Pedersen.

Han mener, at der generelt vil komme en større forståelse for fællesskabet. I dag er det for mange unødvendigt at gå ind til naboen og låne en kop sukker. Man har jo selv to poser økologisk rørsukker stående i sit køkkenskab. I krisetider bliver man igen afhængig af naboen. Derfor vil en større krise gøre danskerne mere fællesskabsorienterede.

Det kan også føre til, at flere danskere melder sig ind arbejdsløshedskasserne. De unge vil være mere bevidste om at beskytte sig økonomisk, og de vil blive mere interesserede i politik. De vil involvere sig aktivt i de politiske processer, så de selv får indflydelse på løsningerne. Men om vi i samme åndedrag skal vinke farvel til den udskældte individualisme, tør Ove Kaj Pedersen ikke gisne om.

Det er svært at sige. Vi er i forvejen et samfund, der lægger vægt på den nationale identitet og de nationale løsninger. Først derefter kommer det individuelle menneske, og sådan vil det fortsat være i en krisetid. Men vi kommer til at orientere os mere imod fællesskabet, siger han.

Vi vil sige Pyha. Helt nede fra maven, som om vi lader luften sive ud af vores overspændte, overjagede og overstressede jeg. Ifølge sociolog Emilia van Hauen vil den økonomiske nedtur gøre os lettede. Lettede over ikke længere at skulle indrette samtalekøkkenet efter nyeste mode, lettede over ikke længere at skulle udstråle succes på alle fronter og lettede over ikke at skulle vride hænder over vore børns slidte tøj.

Vi har kørt den her hårde ekspansion i de seneste år, hvor vi hele tiden har skullet have mere og mere. Det har været hårdt at følge med i. Derfor er en pause meget velkommen. Når der kommer en nedgang i økonomien, bliver vi alle sat i samme båd med de samme problemer. Det skaber en lettelse, siger Emilia van Hauen.

Der har været så mange parametre, vi danskere skulle klare os på, at vi har fået åndenød: Karriere, uddannelse, boligindretning, ægteskab, børn og tøj. Måske er der derfor i virkeligheden en kollektiv længsel mod at sætte bremserne i, siger sociologen.

Hvad der undrer hende er, at vi har været så lang tid om at erkende, at noget var galt i økonomien.

Ingen har trukket stikket ud og sagt, at nu må vi stoppe. Folk har haft svært ved at erkende, at vi er i nedgang. Vi har det med at bringe os selv ud i yderpunkterne, så situationen tvinger os til forandring. Det er det, der sker nu.

Danskerne har identitetskvalme, og vi gider ikke længere at pille os selv i navlen. Med krisen vil vi stille det store spørgsmål: Hvad er mit livsformål?, siger Emilia van Hauen.

Henning Hesselbjerg er et af de mennesker, der husker fællesskabets tid. Han er 69 år og er vokset op i et fattigt østjysk statshusmandsbrug. I dag er han forstander hos Syvende Dags Adventisterne.

I slutningen af 1930erne, på bagsmækken af den store amerikanske depression, fødtes han ind i knaphedssamfundet med inflation, arbejdsløshed, fattigdom og siden endnu en verdenskrig.

Men selvom der var materiel nød, var der følelsesmæssigt overskud. Ifølge Henning Hesselbjerg har vi derfor noget at se frem til, når krisen banker på den blankpolerede parcelhusdør.

Vi var lykkeligere dengang. Man var mere taknemmelig. Hvis man ikke kunne li maden, fik man ikke noget andet, for man kunne ikke lave syv forskellige retter, fordi der var syv forskellige børn, siger han.

Det er også en selvfølge i fattige kulturer, at man er gæstfri, selvom man ikke ejer noget. Gæstfriheden bliver desværre udhulet som følge af velstand. Når man får råd til et parcelhus, skynder man sig at bygge et plankeværk på 1,80 meter, så man undgår indbliksgener. I dag er det heller ikke en selvfølge, at man hilser på hinanden i supermarkedet, som man gjorde tidligere, siger Henning Hesselbjerg.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk

ostrynski@kristeligt-dagblad.dk