Prøv avisen

Fra single med Gud til single med sig selv

Illustration Peter M. Jensen.

Historisk er eneboeren ikke noget nyt fænomen, men måden, vi opfatter og forvalter singletilværelsen på, har ændret sig væsentligt i tidens løb, påpeger idéhistoriker Lise Søelund, der arbejder på en bog om singlekulturen gennem tiden

I oldtiden valgte man primært at leve alene for at dyrke Gud. I dag er vi singler for at dyrke os selv. Meget hårdt sat op, er det i store træk sådan, eneboertilværelsen har udviklet sig over tid. Det fortæller Lise Søelund, cand.mag. i idéhistorie, som arbejder på en bog om singlekulturen i europæisk kulturhistorie før, nu og i fremtiden. Både ud fra et filosofisk og historisk synspunkt.

LÆS OGSÅ: At bo alene er den nye norm

Singlekulturen er som sådan ikke noget nyt, der er dumpet ned fra himlen. I oldtiden havde vi også folk, der ønskede at leve alene, men det var på en anden måde end i dag. Vi havde eremitterne, der hengav sig til et ensomt liv i ørkenen med Gud. Munke og nonner, der boede i klostrene, og pilgrimmene, der vandrede med Gud, siger hun.

Var man eneboer for at følge Gud, var det derfor ikke noget problem at blive accepteret i samfundet. Værre var det for samfundets enlige mænd og kvinder, der ikke havde noget ordentligt argument for ikke at være gift. Alligevel var alle på en eller anden måde en del af den samme storfamilie, forklarer Søelund.

Et slægtsfællesskab fra antikken og frem til år 1900, hvor alle boede sammen, hvor vi var afhængige af alle hænder og hoveder. Der fandtes ingen institutioner for hverken gamle, børn eller unge. Og det var ikke usædvanligt at se en ugift onkel eller tante ovre i hjørnet, som vel lidt blev betragtet som en særling, men som stadig var en del af slægtsfællesskabet.

Men det var bestemt ikke let at være ugift:

Det havde den meget negative klang. Man var gammeljomfru, pebersvend og ungkarl. Udtryk der signalerede, at man ikke havde et sexliv. Der blev set skævt til de enlige og ugifte, særligt kvinder, som kunne opfattes som en slags konkurrenter til de gifte kvinder.Efter år 1900 og frem til 1968 blev familiefællesskabet barberet ned til det, man definerer som kernefamilien med far, mor og børn. Efter 1968 udviklede familiestrukturen sig til det, vi nogenlunde kender i dag. Med et stigende antal skilsmisser og mange nye familiekonstellationer med papforældre og bonusbørn til følge. Alt sammen noget, der gjorde det lidt lettere at være enlig.Folk, der boede alene, blev stadig betragtet som lidt specielle, men ikke længere som særlinge, siger Lise Søelund.

Anderledes ser det ud i dag, hvor både medier og datingsider hylder singlen. Selve begrebet single er behæftet med positive ord som solo-sild, hvor der også implicit i titlen ligger, at det er sexet, vurderer Lise Søelund.

Hun er da heller ikke i tvivl om, at det i dag er langt lettere at være single.

Vi har udviklet os hen i en retning af, at flere gerne vil være alene. Nu er det blevet sejt at være single, fordi man har valgt det selv og vil ikke gå på kompromis. Og vi har også dannet os selv og vores samfund i den retning. Det er blevet legalt og nemmere at være, som man har lyst til, og man bliver heller ikke set ned på, hvis man vælger børnene fra, eller hvis man har en partner, men stadig foretrækker at bo alene. Men det er ikke så entydigt, som man gør det til. Der er egentlig lige så mange grunde til at være single, som der er til at være gift.

Men selvom solo-silden tilsyneladende lever det frie liv, mener Lise Søelund ikke, det er problemfrit.

Prisen for frihed kan også være stigende angst og ensomhed, siger hun med henvisning til Søren Kierke-gaards angstanalyse.

Kierkegaard siger, at valg giver angst. Det synes jeg passer meget godt på singlekulturen i dag. Vi ser det i forhold til at vælge partner, at vi bliver bange for, om vi nu vælger den rigtige. Vi sidder på netdating derhjemme, og den ene flotte fyr efter den anden popper op på skærmen. Det kan være en svær balance i dag, hvor vi bombarderes med ualmindelig mange valg.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman siger det også meget godt. Han mener, at vi er blevet bange for at afgive noget af os selv og sammenligner os med Pinocchio, der ikke vil have bånd, der binder ham. Som singler dyrker vi kvantitet frem for kvalitet og fokuserer på den øjeblikkelige forløsning frem for på de livslange forpligtelser, vi så før i tiden, siger hun.

Lise Søelund understreger nødvendigheden af, at vi som samfund diskuterer, om den støt voksende singlekultur er holdbar i længen. Hvis det ikke var for indvandringen til Danmark, har vi i flere generationer ikke formået at reproducere os selv, og for børn kan de vidt forskellige familiemønstre være forvirrende, mener forfatteren:

Det er vigtigt at få diskuteret, om det er en måde at leve på. For der er ingen tvivl om, at hvis man fokuserer meget på individet, så mister man den fællesskabsfølelse og tryghed, som man i hvert fald ofte har i ægteskabet. Det er i ægteskabet og fællesskabet, vi lærer, at der skal være plads til os alle sammen. I forhold til familien er det også vigtigt, at der er nogle mønstre, der kan give børnene tryghed. Og det gør de mest i den gammeldags familiestruktur med en mor og far. Børn har brug for både mandlige og kvindelige forbilleder, siger Lise Søelund, der også mener, at kirken har noget at sige i den sammenhæng.

Kirken har en samfundsopgave, der består i, at den må tage os alle ind og gøre opmærksom på, at andre i samfundet har brug for os. Måske kunne man overveje, at noget af al den tid og de penge, man bruger på sig selv, også kan bruges på andre. På dem, der lider nød, for eksempel. Jeg mener, at mange mister evnen til at vise næstekærlighed over for andre med den store fokus på individualiteten, siger hun.

Selvom Lise Søelund som udgangspunkt er tilhænger af tosomhed mellem mand og kvinde, mener hun bestemt ikke, at vi skal tilbage til tiden, hvor folk ikke selv bestemte, om de ville giftes og med hvem. Det er ikke sådan, at alting var bedre i gamle dage, mener hun.

Man skal selvfølgelig ikke gifte sig, hvis ikke man har lyst. Eller hvis man ikke tror, man har fundet den rette. Men som Kierkegaard sagde: Hvis vi glemmer Gud, bliver vi vores egen Gud. Pointen med det er, at vi skal passe på, at dyrkelsen af vores eget ego ikke kammer over på bekostning af vores kærlighed til næsten. Og på bekostning af familien og fællesskabet med andre mennesker.