Prøv avisen

Fra Sokrates til Habermas

DIN MORAL - VORES MORAL: Moralens historie i den vestlige kultur kan fortælles gennem to forbilleder og syv filosoffer

Så længe mennesker har skullet fungere sammen, har man haft behov for fælles moral og har set bestemte mennesker som moralske forbilleder.

Ifølge Peter Thielst er der to mænd, som har spillet en afgørende rolle i vores kultur. De to forbilleder er Jesus og Sokrates, der levede for henholdsvis 2000 og 2500 år siden.

- Uanset om man bekender sig til den kristne tro eller ej, fremstår Jesus-skikkelsen som et kolossalt forbillede i vores kultur. Han står som et menneske, der gjorde det gode og gik i døden for det, han troede på, siger Peter Thielst.

Tilsvarende forholder det sig med den græske filosof Sokrates, som vi kender via Platons skrifter. Han var lige så principfast som Jesus, og hans budskab om, at man må kende sig selv for at kunne blive klog på andre, regnes stadig for universel visdom.

Moralens historie

Ud over de to forbilleder fremhæver Peter Thielst syv filosoffer, som spiller væsentlige roller i moralens historie.

Selve begrebet moralfilosofi begynder med Aristoteles (384-322 f.kr.), der som den første forsøgte at begrunde moral ud fra det levede liv i et bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, ikke som et bud fra en højere instans over mennesket. Idealet var for Aristoteles at følge den gyldne middelvej.

At moral ikke blot skal formuleres som et ideal, men først og fremmest skal vise sig i handlinger, var et grundlæggende princip hos stoikerne. En central figur i denne filosofiske skole var Seneca (4 f.kr.-65 e.kr.), som kædede moral sammen med begreber som dyd og mådehold.

Aristoteles og Seneca funderede deres moral på iagttagelse af verden og menneskelivet.

Men fremme i oplysningstiden erklærede skotten David Hume (1711-1776), at det ikke er muligt at slutte sig til, hvordan verden bør være ud fra, hvordan den er. Derfor er en moral, der ikke bygger på religiøse bud, kun resultatet af tradition, fælles vaner og personlige vurderinger.

På samme tid i Tyskland formulerede Immanuel Kant (1724-1804) det såkaldte kategoriske impera-tiv: »Handl kun efter den maksime, om hvilken du tillige kan ville, at den bliver en almen lov.«

Eller med andre ord: Man kan måske ikke opstille en fast moral, men man kan opstille den grundregel, at de handlinger, man giver sig selv lov til, må man også tillade alle andre.

Men som menneske kan man let komme til at stå i en valgsituation, hvor man er i tvivl om, hvilken handling der er den gode.

Hvis man ved at dræbe ét menneske kan redde 100 menneskers liv, er det så den rigtige handling, selv om det grundlæggende er uacceptabelt at dræbe?

Her kommer nyttefilosoffer som britiske John Stuart Mill (1806-1873) til undsætning med det langt mindre kategoriske ideal om, at man skal tilstræbe »størst mulig lykke for det størst mulige antal mennesker«.

For eksistentialister som danske Søren Kierkegaard (1813-55) må moralen nødvendigvis basere sig på det personlige valg, i Kierke- gaards tilfælde den enkeltes samvittighed i forhold til Gud.

- Al den moderne snak om selvudvikling og at realisere sig selv er en meget vulgær udgave af eksistentialismen, som misforstår, hvad der lå både den kristne Kierkegaard og den ateistiske eksistentialist Sartre på sinde. Deres ideal er det personlige, men forpligtende valg, ikke at man bare følger sin egne impulser, pointerer Peter Thielst.

Han afslutter sin opremsning af centrale skikkelser i moralens historie med den nulevende tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas (f. 1929).

For Habermas er idealet ikke en personlig moral, men derimod den moral, man i et bestemt fællesskab eller samfund kan samtale sig frem til. Pointen er ikke, at det demokratiske flertal bestemmer moralen også for mindretallet, men at alle skal blive enige om, hvad der er godt.

- Habermas er den sidste tilbageværende optimist blandt filosoffer. Han opstiller et ideal om den herre-dømmefri samtale, hvor man kun anvender fornuftige argumenter og slet ikke tyr til magtanvendelse, strategi, bluff eller kynisme. Så snart man anvender den slags i sin omgang med andre, er der gået mug i moralen, siger Peter Thielst.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk