Prøv avisen

Fra Soulaima til Susanne og tilbage igen

Soulaima Gourani er en kvinde, der har brugt det meste af sit liv på at finde sig selv og anerkende sine marokkanske rødder. Og netop hendes rødder har været så stort et problem for hende, at hun som fireårig forsøgte at skrubbe sin hud lysere med en neglebørste. - Foto: Tom Ingvardsen

34-årige Soulaima Gourani ville i mange år ikke kendes ved sine marokkanske rødder

Det svarer til, at du har gået hele livet og været sulten og først nu oplever, hvad det vil sige at være mæt.

Sådan siger 34-årige Soulaima Gourani, da hun prøver at beskrive, hvordan det føles at have fundet sig selv efter en rodløs barndom.

Hun sidder i sin store lejlighed på Nørrebro i København, er gift og har to børn, hvoraf den sidste blev født for bare seks uger siden. Lejligheden er som taget ud af et boligmagasin med hendes egne malerier på væggene, en enkel sofa, stuk i loftet og bryllupsbilleder på reolen. Og kun et lille legehjørne afslører, at en toårig dreng og en lille pige også bor her. I det hele taget virker Soulaima Gouranis liv som et liv, hvor der er styr på det hele: familien, uddannelsen, karrieren og hjemmet. Hun er selvstændig rådgiver og sparringspartner for nogle af de største virksomheder i dansk erhvervsliv, foredragsholder, forfatter og underviser på Handelshøjskolen i København, CBS. Samtidig har hun netop udgivet bogen "Tag magten over din karriere", hvor hun giver gode råd på vejen til et succesfuldt arbejdsliv. Og det handler i høj grad om at finde og acceptere sig selv, hvilket Soulaima Gourani selv har brugt det meste af sit liv på.

Hun er født i Marokko, men kom til Danmark, da hun var et par måneder gammel og blev dansk statsborger som fireårig. Hun er datter af en marokkansk far og en dansk mor, men først da hun var knap 30 år gammel anerkendte hun, at hun er halvt marokkaner. Hendes far var akademiker og kom første gang til Danmark i 1970?erne, hvor han mødte hendes mor, der er fra en arbejderfamilie. For hendes far var det svært at være i Danmark. Hun beskriver sin far som en dygtig ingeniør, men også som en indesluttet mand, der aldrig fik mulighed for at bruge sin uddannelse. Hendes far arbejdede hårdt for at blive integreret. Han spiste flæskesteg, holdt jul og drak øl, men havde problemer med at lære sproget ordentligt. Soulaima Gourani beskriver, at hendes far aldrig oplevede at blive taget helt seriøst, og derfor var han indeni præget af ikke at kunne være et stolt forbillede for Soulaima og hendes to ældre søskende.

– Min far var en meget autoritær person, og min mor var ikke i stand til at mægle mellem os, når det gik galt. Når jeg kigger tilbage på min opvækst, har den været hård og brutal, siger Soulaima Gourani.

Hun har hele sit liv kæmpet med fordomme fra andre og har aldrig kunnet acceptere, at hun er lidt mørkere i huden end sine venner og har et navn, der ikke minder om Louise, Freja eller Stine. Faktisk har det været så svært for hende , at hun som fireårig skrubbede sig selv med en neglebørste for at blive lys i huden og døbte sig selv Susanne for at hedde noget "almindeligt". I over 20 år tillod hun ikke andre at kalde sig Soulaima.

– Som barn boede jeg i en lille ærkedansk by i Jylland, hvor jeg var den eneste, der var bare en lille smule mørk i huden, og jeg hadede min mørke lød, mit navn og mine rødder. Det har taget virkelig lang tid at finde mig selv. Jeg har altid haft troen på livet og lykken og vidst, at det nok skulle komme, men aldrig, at det ville tage så lang tid, siger Soulaima Gourani.

Det dårlige forhold til faderen prægede hende så meget, at hun valgte at flytte hjemmefra i en meget ung alder.

– Jeg tog selv beslutningen om at flytte, da jeg var 13 år gammel. Da havde jeg i mange år haft problemer med specielt min far, og allerede da jeg gik i 3.-4. klasse, skete der et stort skift i forhold til mine forældre. Her flyttede vi nemlig fra Egense ved Aalborg til Padborg i Sønderjylland, hvor mine forældre købte et hotel og blev selvstændige med alt det arbejde, det indebærer. Det var her, jeg første gang følte, at jeg mistede mine forældre, siger hun.

Soulaima Gourani kom først på børnehjem, senere i plejefamilie, og da hun gik i 9. klasse boede hun i bofællesskab med andre unge. Det meste af sit liv har hun taget afstand fra sine marokkanske rødder, hun har aldrig fået lært arabisk, der var faderens modersmål, og i dag kender hun stort set intet til Marokko.

– Jeg plejer at sige, at familien er de venner, man ikke selv kan vælge, mens vennerne er den familie, man vælger. Og for mig er familie i det hele taget et diffust begreb. Da jeg blev gift i 2004 sagde jeg til min mand: Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man er familie, siger hun.

Når hun holder foredrag, bliver hun tit betegnet som en mønsterbryder, da hun ikke har haft de bedste vilkår for at opnå den uddannelse og succes, som hun har i dag. Med en ufaglært mor og en manglende opbakning fra både familien og skolesystemet har det krævet en stor portion vilje at opnå det, hun har i dag. Soulaima Gourani vil gerne i sin nye bog vise, at alle kan være mønsterbrydere. Det handler bare om at bryde gamle vaner, tage et ansvar og skabe sig et anderledes liv. Det er ikke udgangspunktet, der er vigtigt, men hvor man beslutter sig for at ville hen, mener hun. Hun skriver blandt andet, at det er vigtigt at finde og kommunikere sine livsværdier, når man vil finde sig selv og dermed udvikle sin karriere. For Soulaima Gourani har livsværdierne skiftet gennem tiden, men overordnet ser hun sine egne livsværdier som retten til at bestemme selv og retten til frihed.

I bogen har hun samtidig et helt afsnit kun om familien, og det hun kalder baglandet, hvilket også inkluderer venner, ægtefælle og børn. Og det har hun, fordi hun mener, det er vigtigt, at vi alle spørger os selv, om vi har en familie, der vil os det bedste.

– Jeg har jo haft mange familier, og hele min opvækst har været præget af utrolig mange udfordringer, hvor jeg har tilbragt tid sammen med mange andre end dem, der egentlig er min familie, siger hun.

Det var ikke kun de mange kampe med faderen, der gjorde det svært for Soulaima Gourani at acceptere, hvem hun er.

– Mit liv som halvt marokkaner har også været præget af fordomme fra andres side. I folkeskolen havde jeg for eksempel en lærer, der fortalte mig, at jeg nok skulle skrue lidt ned for mine ambitioner, for ellers ville jeg nok blive slemt skuffet, når jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Men siden 4. klasse har jeg vidst, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg kunne klare mig selv. Jeg tror, at trodsen mod alle dem, der sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, blev min benzin, siger hun.

Soulaima Gourani er så småt ved at finde sig selv. Hendes far døde i 2006 efter lang tids sygdom, og da havde hun stadig intet ønske om at tage til Marokko, men et par år efter hans begravelse, begyndte hun så småt at planlægge et besøg hos sin fars familie.

– I dag fortryder jeg virkelig, at jeg ikke har accepteret min baggrund noget før. Efter hans død begyndte jeg at mærke en rastløshed, som nok stammede fra de stadig manglende rødder. Det at møde min fars familie og min meget gamle farmor var simpelthen et af de største øjeblikke i mit liv, siger hun og fortæller samtidig, at der er mange andre ting, hun er ved at åbne øjnene for:

– Jeg er protestant, døbt og konfirmeret, men nu er jeg faktisk også ved at lære noget om islam. Jeg har jo nok altid mødt min fars religion med de samme fordomsfulde øjne som mange andre.

I dag har Soulaima Gourani fået ro på sit liv, selvom hun stadig kæmper med at finde sine rødder helt og være med i en familie, noget, hun aldrig selv tidligere følte at have. Men én ting har hun helt styr på:

– Jeg vil på alle måder være en mønsterbryder.

fogsgaard@kristeligt-dagblad.dk