Prøv avisen

Fra tæsk til terapi

Danske skoleelever kan i år fejre, at det i 40 år har været forbudt for lærere at slå. Men disciplin og sanktioner er fortsat på skolens dagsorden. - Foto: Tegning: Peter Hermann.

Straf i skolen Danske skoleelever kan i år fejre, at det i 40 år har været forbudt for lærere at slå. Men disciplin og sanktioner er fortsat på skolens dagsorden. Nogle iagttagere mener, at fortidens legemlige revselse er afløst af en ny form for straf, der rækker indad mod personligheden

I december 1952 blev 11 drenge fra Fjordgade Skole i Århus grebet i at have kinesere og tændstikker med i skole. Deres lærer syntes, at risikoen for affyring af fyrværkeri i skoletiden var så alvorlig, at drengene blev idømt afstraffelse med spanskrøret. Syv lærere så til, da drengene blev slået. To af drengene blev efterfølgende sendt til en læge, som slog fast, at afstraffelsen havde haft karakter af vold, og et foto af en tydeligvis mishandlet drengenumse blev offentliggjort i Aarhuus Stiftstidende.

55 år senere, mandag den 26. november 2007, blev to 13-14-årige drenge fra Grundtvigskolen i København sendt ned på kontoret til hver en times samtale med inspektøren om opførsel og derefter bortvist fra skolen for resten af ugen. Drengene havde over længere tid truet skolens mindre elever og blandt andet tvunget dem til at købe chips til sig.

Den slags adfærd er mobning, og det slår vi hårdt ned på. Vi tager en grundig snak med drengene om, hvorfor de gør sådan noget. Og det hjælper dem ikke, når de svarer: "Jeg gør det bare" eller beder om at "få en chance", fortæller skoleinspektør Michael Olesen.

Han tilføjer, at hjemsendelsen er skolens hårdeste sanktion, og den kræver forældrenes medvirken. Som regel er de straffe, som er til rådighed, tilstrækkelige, men Michael Olesen savner en løsning for de helt umulige.

To vilde drenge kan ødelægge en hel skole, og derfor mangler vi en mulighed for anden anbringelse til de allerværste, siger skoleinspektøren, som dog prompte afviser muligheden af fysisk afstraffelse:

Selvfølgelig slår man ikke på andre.

I år er det 40 år siden, et cirkulære fra Undervisningsministeriet slog fast, at det nu var forbudt for den danske skoles lærere og inspektører at slå eleverne. Og i den forløbne tid er det tydeligt, at strafanvendelsen i skolen har ændret sig. I 1952 var det billeder af maltrakterede numser, der vakte opsigt, for nogle år siden var det omtalen af, at Grundtvigskolen ifølge fagbladet Folkeskolen havde genindført skammekrogen, hvor elever skulle stå op i op til fire timer for at komme på bedre tanker.

Skoleinspektøren siger hertil, at der ikke findes en bestemt krog til formålet, men han bekræfter, at de alvorlige samtaler ofte foregår over lang tid med eleverne stående op, så de kan blive "blødgjort til fornuftig snak". Også en anden klassisk sanktion, eftersidning, praktiseres på Grundtvigskolen.

Selvom indstillingen om, at man selvfølgelig ikke slår på andre, i dag sidder i rygraden af enhver lærer og skoleinspektør, er spørgsmålet om disciplin og sanktioner højaktuelt. Skolens virke er fyldt med beretninger om uro, mobning og groft sprog, og det debatteres ivrigt, hvordan skolen kan sætte ind over for disse problemer.

Sidste år udsendte et udvalg under Undervisningsministeriet en vejledning om "disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen", som var fyldt med gode eksempler på, hvordan konflikter kan løses på fredelig vis, men som også rummede et katalog over mulige sanktioner: at blive smidt uden for døren, at blive mandsopdækket af en gårdvagt i frikvarteret, at sidde efter, at blive overført til en anden klasse, udelukket fra skolen i en periode eller overflyttet til en anden skole og for 10. klasseselevers vedkommende at blive udskrevet af skolen.

Året forinden havde forældreorganisationen Skole og Samfund offentliggjort en undersøgelse, som viste, at skolen kun i meget begrænset omfang greb til sådanne sanktioner. Og vejledningen om disciplin skal ses som udtryk for en ministeriel frygt for, at de manglende sanktioner ikke skyldes ro og orden i skolen, men slaphed.

Men ifølge Erik Sigsgaard, mangeårig barndomsforsker tilknyttet Højvangseminariets forskningsenhed, er der masser af sanktioner i skolen. Han har forsket i skældud, som efter hans opfattelse har et urimeligt stort omfang. For eksempel viser en undersøgelse, at islandske lærere bruger en fjerdedel af undervisningstiden på skældud og irettesættelser.

Der er for tiden to strømninger i debatten. På den ene side er der dem, som mener, at der er brug for at være skrappere. De taler om grænser, rammer, pligter og krav. På den anden side er der folk som mig, der synes, vi skal fokusere på de organisatoriske rammer og relationen mellem barn og voksen i stedet for at snakke om børnene, siger Erik Sigsgaard.

Hans bud på en løsning er, at børn skal have bedre rammer for at lære af de lidt ældre kammerater. Han mener, at et hovedproblem i dag er, at børn bliver berøvet muligheden for at blive disciplineret af hinanden og i stedet bliver forsøgt disciplineret verbalt af voksne.

At ikke kun korporlige, men også verbale sanktioner kan slå hårdt, illustrerer han med et eksempel fra sin forskning: En lille pige i anden klasse var ked af det, og da moderen spurgte hvorfor, fortalte hun, at hun sammen med klassen havde siddet på gulvet, mens fire lærere talte sammen om, hvor umulige de var.

Hun sagde direkte: "Det føltes som at gå i stykker indeni", beretter han.

Men udviklingen gennem 40 år er ikke kun gået fra tæsk til skældud. Der findes moderne metoder i folkeskolen, som bliver stadig mere populære, og som er karakteriseret ved, at elevernes uhensigtsmæssige adfærd ikke tackles gennem straf, men gennem adfærdsundervisning og særlige spil, hvis formål er elevens selvudvikling.

Men ifølge Klaus Nielsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, er sådanne adfærdsspil ikke uproblematiske. Når én elev for eksempel i adfærdsspillet "Kort og godt" skal trække et kort med teksten: "Du svigter altid" og give det til en klassekammerat, som derefter skal forholde sig til det, bliver der ifølge psykologen praktiseret en undervisning, som minder om terapi:

Jeg mener, at skolers brug af terapeutiske spil er særdeles problematisk. Det ligner en moderne form for spanskrør, hvor det ikke er elevens krop, men personligheden, der er i fokus. Jeg vil ikke forsvare korporlig afstraffelse, men min vurdering er, at den måde, spillet kan udstille elever som syndebukke på, kan være lige så ydmygende og ubehagelig.

Klaus Nielsen har i sin forskning undersøgt "Kort og godt" og andre former for spil og materialer til adfærdsundervisning. Udgangspunktet var en undren over, at disse materialer er kolossalt populære blandt lærere. Han er nået frem til den konklusion, at spillenes succes skyldes, at læreren kan straffe elever uden at skulle stå frem som en tydelig autoritet, der påtager sig retten til at definere rigtigt og forkert. Men i lærerens egen selvforståelse foregår der ikke straf, blot en hjælp til at kunne udvikle sig til et bedre menneske.

Tilsyneladende bevirker spillet, at læreren ikke behøver sanktionere over for eleverne, fordi eleverne i stedet sanktionerer over for hinanden. Men spillet gør det muligt for læreren at placere skyld hos de to-tre elever, læreren på forhånd har udset sig, forklarer Klaus Nielsen.

Han betoner, at der ikke nødvendigvis er et problem i at sanktionere imod elever med uhensigtsmæssig adfærd. Men han undrer sig over den indirekte måde, det foregår på, som for eksempel gør, at forældrene slet ikke inddrages.

Når skolen anvender sådanne spil, som rummer halvterapeutiske samtaler om den enkeltes måde at være på, bør forældrene inddrages. De kan med god ret forvente, at skolen lærer deres barn noget, men ikke at deres barn kommer i terapi, siger Klaus Nielsen, som i øvrigt har hæftet sig ved, at de lærere, som bruger den indirekte adfærdsundervisning, stort set altid er kvinder, mens mændene foretrækker den gammeldags, direkte skideballe.

Ud over at sammenligne med den terapeutiske samtale i en gruppe med en psykolog drager han paralleller til begreber som skriftemål, syndsbekendelse og bod fra den kristne tradition. Selvom det ikke er spillenes erklærede hensigt, rummer de nemlig et nærmest religiøst krav til eleverne om at blive bedre mennesker.

Men der er en forskel. I kristendommen findes syndsbevidsthed, men også muligheden for syndsforladelse. I adfærdsspil kan man i princippet få kortet om, at man altid svigter, igen og igen. Uanset hvor meget man angrer.

Og den type krav til børn stiller skolen ikke kun gennem adfærdsspil, men også i elevplaner, evalueringer og lignende.

Eva Holmegaard Larsen, sognepræst i Nødebo Sogn i Nordsjælland, har selv oplevet, at hendes søn som forberedelse til en skole-hjemsamtale skulle vurdere, om han er en god kammerat. Drengens synspunkt var, at det måtte andre vel afgøre. Og i anden sammenhæng blev hendes datter som 10-årig bedt om at sætte ord på, hvad der er hendes svage sider.

Jeg mener, at man med rette kan straffe en ond handling, men det bliver lige lovlig sjæleindgribende, når skolen vil til at dømme om, hvorvidt barnet er et godt menneske. Hvis man bliver smidt uden for døren i ti minutter, er man i princippet tilgivet, når man kommer ind igen. Men hvis man til stadighed får at vide, at der er mangler, man skal arbejde med, er man fortsat skyldig. Og jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om et 10-årigt barn på denne måde skal kendes skyldig, siger Eva Holmegaard Larsen.

Hun forklarer den nye, terapeutiske måde at straffe på, med, at de voksne gennem mange år har opbygget et stort myndighedsvakuum. I kølvandet på fortidens autoritære voksne har de næste generationer veget uden om at påtage sig rollen som den, der dikterer reglerne. Men ifølge sognepræsten er der intet bedre alternativ til, at de voksne tager magten ikke som menneske, men som myndighed:

Jeg tror, børn har svært ved at forstå al den snak om personlig udvikling. De har meget lettere ved at forstå og anerkende, at de voksne tager magten i kraft af deres funktion som lærer eller mor.

At forældrene skal tage ansvar er formanden for Danske Skoleelever, Anemone Birkebæk, helt enig i. Hun er dog ikke direkte afvisende over for de halvterapeutiske adfærdsspil, men betoner, at de skal bruges rigtigt.

Jeg har selv været ude for, at nogle min klasse begyndte at græde, fordi vi spillede sådan et spil, og der blev sagt nogle ting, som ramte dem. Det viser, at spillene er et psykologisk meget stærkt redskab. Derfor skal lærere være meget forsigtige med, hvordan de bliver brugt. Men jeg tror, at hvis de bliver brugt rigtigt, kan de være med til at sikre nogle gode resultater, siger hun.

At tidens pædagogiske løsen lyder: "Selvfølgelig slår man ikke på andre", er skoleelevernes formand glad for. Men hun synes ikke, skolen altid vælger den rigtige løsning på disciplinære problemer:

Det, der oftest sker, er, at den elev, der laver uro, bliver smidt uden for døren eller smidt hjem. Jeg tror ikke, det er klogt, at netop disse elever dermed bliver undervist mindre. Og det er ikke sikkert, de synes, det er den værste straf at sidde derhjemme.

Danske Skoleelevers anbefaling er derfor, hvad foreningen kalder et pusterum. Et lokale på skolen, hvor urolige elever bliver sendt hen, men hvor de under læreropsyn skal arbejde med skolefagene.

Et sådan center er lektiecafeen og inspektørens kontor på Grundtvigskolen, selvom Michael Olesen anvender den mere klassiske og politisk ukorrekte betegnelse eftersidning. Han oplyser, at han personligt foretrækker denne sanktionsform frem for udsmidning:

Det varierer, hvor meget vi bruger den sanktion, men børnene synes selv, at den virker.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk